Trin 1: Skriv dine drømme ned eller indtal dem – uanset hvad
Få gode vaner med at skrive drømme ned eller indtale dem. Hav telefon (på flytilstand) eller skriveredskaber klar ved din seng. Skriv ned eller indtal – uanset om du kan huske drømmene eller ej. Skriv selv den mindste fornemmelse, følelse, billede, tanke, kropsfornemmelse eller farve ned.
Fx: “Jeg husker ingen drømme, men er vågnet med en følelse af tristhed”, “jeg er vågnet med en gul farve, men kan ikke koble det til noget”, “et billede af røde gummistøvler i mudder”, “en spænding i maven “ osv.
Du kan med fordel give drømmen en titel. Husk at notere dato.
Trin 2: Notér dagsrester og livskontekst
Notér med det samme eller løbende dagsrester og livskontekst til drømmen. Hvad skete der dagen før? Hvad fylder meget for tiden? Hvad minder de forskellige dele af drømmen dig om?
Trin 3: Notér personlige associationer til de mest energiladede elementer i drømmen
Fx associationer til personer, dyr, genstande, naturelementer, farver, tal, figurer, steder på kroppen, køretøjer, bygninger osv. fra drømmen. Hvad minder det dig om? Hvad kommer du i kontakt med?
Trin 4: Arbejd med din drøm via flere proceskanaler
Du kan:
–Analysere din drøm ved at have en symbolsk indstilling til drømmenes indhold. Skelne mellem subjektiv (indre) og objektiv (ydre) betydning. Gå til drømmen som et kunstværk, en myte eller et eventyr. Flere tolkninger kan bevares på én gang. Slå symboler op i symbolordbøger. Hav den indre stemmegaffel klar – siger tolkningen kling eller klonk?
–Tegne vigtige begivenheder eller symboler i din drøm i farver. Læg mærke til, hvad du mærker i din krop og hvilke følelser, som det sætter i gang.
–Meditere på drømmen (se: Drømmemeditation her)
–Lade drømmekaraktererne gå i dialog enten som skriveøvelse eller et skuespil, hvor du spiller de forskellige karakterer. Lade konflikten udspille sig.
-Tale med familie, venner, veninde eller terapeut om drømmen. Det er let at stirre sig blind på egne drømme, hvorfor det kan være en god idé at dele dem med andre, der har kendskab til drømmenes verden og symbolernes sprog.
-Bevæge dig som i drømmen. Fx danse, løbe, forestille dig, at du flyver, falder m.m.
Læs mere på: https://grinderhansen.dk/droemmearbejde/
Copyright Emil Grinder-Hansen 2024