”Rundt om hjørnet kan der vente
Fremmed sti og lønlig vej.
Snart forlader jeg det kendte,
Går den sti, jeg ænsed ej.
Hemmeligt ud i det fjerne
Vandrer jeg mod sol og stjerne.”
Så lykkedes det Alexander Grigat, Jannik Fyhring Sørensen og jeg selv at kaste ringen i ilden og afslutte vores serie om Ringens Herre på podcasten Den Forbudte Skole I dette afsnit gennemgår vi tredje værk af J.R.R. Tolkiens trilogi: ”Kongen vender tilbage.”
Som i de øvrige afsnit gennemgår vi bogen kronologisk og kapitel for kapitel. Vi begynder afsnittet i frontlinjerne, nede i skyttegravene i krigen mod Sauron og det sidste forsvar for det frie folk i Midgård og følger fortællingen helt til den bittersøde ende, hvor vi siger farvel til Frodo i Gråhavne, og Sam vender hjem til sin familie med ordene: ”Ja, så er jeg kommet hjem.”
Undervejs i afsnittet kommer vi blandt andet ind på, hvordan den ”rigtige konge” ikke kun en stor kriger og leder, og en som har udlevet sit magtinstinkt; det er ikke kun en, der ”går derhen og så gok! Slår ihjel”, men også en, der kan give omsorg og heling. Vi taler om, hvordan forudsætningen for at besejre ondskab ikke foregår i kamp, men derimod ved at tillade det onde at besejre sig selv. Når ondskaben er trukket tilbage til sig selv, så vil den uundgåelig ende med også at fortære sig selv. Oversat til psykologiske begreber betyder dette, at når man trækker projektionerne hjem, så mister de samtidigt deres kraft. Dertil kommer vi ind på, hvordan Frodos beslutning om ikke at ødelægge ringen i det afgørende øjeblik ikke bør ses som en moralsk fiasko, men netop en forudsætning for ringens ødelæggelse. Hvis Frodo var en fejlslagen helt, så var han det lige så meget som Kristus, da han på korset udbrød: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”. Vi bliver med andre ord nødt til at fejle i den større sags tjeneste for at blive sande mennesker.
Det har været en stor fornøjelse at dykke ned i Tolkiens kreative imaginations skabelse hen over de sidste seks måneder, og det har gjort det endnu tydeligere for mig, hvordan imaginationen virkelig er en kilde til dyb viden, visdom og sandhed. Den kreative imagination kommer medfødt til børn, men det betyder ikke, at den kun er for børn! ”Men den, der træder ind i fairy, bør have et barns hjerte”, som Tolkien har skrevet i et af sine brev. Hvis vi formår at træde derind, kan imaginationen være det glemte solskin, der vækker os fra materialismens søvn – hvis blot vi tør træde ud ad vores dør og krydse tærsklen.
Tak til Alexander, Jannik og alle jer, der har lyttet med!
Drømmearbejde handler i sin essens om at frigøre den psykiske energi, der ligger gemt i det ubevidste, så den kan anvendes bevidst af personligheden til glæde og gavn for en selv og andre levende væsener.
Denne 20 minutters meditation er en undersøgelse af et drømmebillede fra hjertet. Hav forinden det mest energiladede billede fra en drøm klar (det af drømmen, der har gjort størst indtryk på dig). Det er bedst, hvis dette billede (farve, symbol, figur, person, m.m.) har en mere positiv og ressourcefuld klang – f.eks. noget, der fylder dig med forundring, glæde, ærefrygt, ærbødighed, kærlighed, åbenhed, tryghed, nærvær. Den kan også laves med mere udfordrende billeder, men hvis det er første gang, du laver meditationen, er det vigtigt, at billedet er forbundet med noget positivt og støttende.
Drømmen er en lille skjult dør ind til sjælens inderste og mest hemmelige kroge, som åbner op til den kosmiske nat, der var psyke længe før, der fandtes nogen jeg-bevidsthed, og som vil forblive psyke, uanset hvor langt vores jeg-bevidsthed rækker.”
-C.G. Jung
I denne episode af Sjælekammeret giver jeg en introduktion til drømmenes verden og drømmearbejde. I afsnittet kommer jeg blandt andet ind på mit eget forhold til drømme samt, hvordan jeg anvender dem i mit arbejde som psykolog og psykoterapeut. Derudover gennemgår jeg drømmenes 10 kernegenskaber inspireret af Ole Vedfelt i sin bog “Din guide til drømmenes verden” samt præsenterer min egen vejledning til drømmearbejde – herunder tips til, hvordan du kan lære at huske dine drømme samt arbejde dybdegående med dem. I den sidste del af episoden præsenterer jeg typiske drømmetemaer og symboler, og hvordan man kan arbejde med dem.
Link til materiale om drømme og drømmearbejde på min hjemmeside:
Denne 25 minutters meditation er beregnet til at undersøge og arbejde med drømme. Hav forinden en drøm klar, som du godt kunne tænke dig at udforske nærmere. Meditationen kan også anvendes til visioner, indre billeder eller til integration af psykedeliske oplevelser.
Drømme er helhedsoplevelser, idet de både er forbundet med billeder, tanker, følelser, kropslige fornemmelser og øvrige sanseoplevelser. Frem for kun at gå analytisk til drømmen og lede efter én specifik tolkning, så er meditationen en invitation til at udforske de indre billeder mere oplevelsesorienteret. Derved bevares drømmens mangedimensionale betydningslag, og der kommunikeres med det ubevidste på en måde, der går dybere end blot den rationelle hverdagsbevidsthed. Drømme skal mærkes, sanses, opleves på samme måde som et kunstværk eller et stykke musik. Hvis vi reducerer en drøm – eller et kunstværk – til én specifik tolkning, så forsvinder spændingen og magien. Kunsten er at fastholde flere forståelser på én gang samt bevare en kropslig kontakt til drømmen. Forskellen på at udforske en drøm med hele sit væsen over flere ”proceskanaler” (tanker, følelser, kropsfornemmelser) i stedet for kun at analysere drømmen intellektuelt kan sammenlignes med forskellen på at svømme i havet frem for at betragte det inde fra land.
Meditationen er inspireret af Ole Vedfelts terapeutiske metode.
LINKS:
Apple podcast: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/1-dr%C3%B8mmemeditation/id1855884676?i=1000738341913
I afsnittet lægger vi ud med at påpege nogle af de de mange ligheder og synkroniciteter, der findes mellem tilblivelsen af Tolkiens ”Røde bog af Westmarch” og C.G. Jungs ”Røde bog”. Tolkiens bog er den fiktive manuskriptsamling, der udgør indholdet af både Ringenes Herre og Hobbitten, mens Jungs bog indeholder hans nedskrivninger fra det, han har kaldt sin ”konfrontation med det ubevidste”. Begge begyndte deres respektive rejser ned i det, som Tolkien ville kalde for Fairy/Faerie og Jung det kollektive ubevidste i året 1913, hvor de samtidigt begyndte både at nedskrive og male de arketypiske symboler og motiver, de stødte på undervejs. Ét af disse var flodbølgen som arketypisk motiv, der for både Jung og Tolkien udgjorde et varsel samt en kreativ drivkraft bag deres værker. Vi kommer også ind på ligheder i Tolkien og Jungs forhold til ondskab, og hvordan begge deler holdningen, at det er afgørende at konfrontere ondskaben på såvel et personligt plan som et kollektivt niveau, hvis vi skulle kunne løse nutidens kriser. Og vigtigst af alt bør vi altid kigge indad i konfrontationen med ondskab, da ondskabens øje er det øje, der kun kigger udad og ikke reflekterer over sig selv.
Derfra bevæger vi os ind i andet værk af Ringenes Herre, hvor vi gennemgår bogen kapitel for kapitel. Vi kommer undervejs bla ind på, hvordan Tolkien på nogle måder udfordrer den klassiske maskuline heltefortælling, der handler om at ”besejre dragen, finde skatten og blive konge over kongeriget”, men via Frodo og Sams ensomme færd gennem Mordor også præsenterer en anden type fortælling; en fortælling, hvor det ikke kun er ”pilen og sværdet, der fører ordet”, som Ursula Le Guin ville beskrive det i sin ”Bæreposeteori om fiktion”, men hvor følelser af fortvivlelse og usikkerhed får plads, og dyder som medlidenhed og nåde får en helt afgørende position.
Derudover kommer vi i afsnittet ind på magi som symbol på teknologi, og hvordan ”mørk magi” er teknologi udsprunget af egoets vilje om magt og kontrol over andre. Vi taler også om, hvordan Tolkien udfordrer det menneske-centrerede verdensbillede gennem Træskæg og enterne i bogen samt deres besejring af troldmanden Saruman og alle hans naturødelæggende maskiner. Dertil kommer vi ind på Tolkiens miljøvision på baggrund af måder at forholde sig til naturen i Ringenes Herre, hans ønske om at genoplive ”nordisk mod” samt forbinde det med den kristne nåde og meget mere.
Én ring er over dem alle, én ring kan finde de andre
Én ring kan bringe dem alle, og i mørket lænke dem alle
I Mordors land hvor skyggerne ruge.
I dette første afsnit taler vi først om bøgernes relevans for samtiden samt Tolkiens beskrivelse af landet ”fairy”, det eventyrlige rige, vi alle kan besøge med imaginationens kraft. Ifølge Tolkien er menneskets behov for fra tid til anden at rejse rundt i ”Fairy” lige så grundlæggende for vores sundhed og velbefindende som sollys. Eventyrenes og myternes verden tilbyder både sjælenæring og mening til en verden, der drukner i overdreven rationalitet, materialitet og reduktionisme – med meningsløshed som uundgåelig konsekvens.
Dernæst gennemgår vi – kapitel for kapitel – det første bind af trilogien “Eventyret om ringen” og inddrager i den forbindelse såvel psykologiske, naturfilosofiske, sociologiske, antropologiske, historiske, religiøse og esoteriske perspektiver for at relatere fortællingen til nutidens såvel personlige, sociale som kollektive og planetære udfordringer.
På en klippeskråning med skyerne under mig og udsigt over bjerge, befandt jeg mig siddende i skrædderstilling. De snebeklædte tindinger stak højt op over skygrænsen og fik bjergkæden til at ligne en by i himmerige.
En venligtsindet hånd lagde sig blødt på min højre skulder.
Idet jeg kiggede mig højre om, så jeg en ældre kvinde pakket ind i gråbrunt skind og pels fra hvad, der måtte være en bjørn. Kvinden var lav og kraftig med lange tykke rottehaler, der løb ned foran begge ører og foran skulderen helt ned til navlen. Den gamle kone smilede til mig og markerede med sin højre hånd, at jeg skulle følge hende ind i bjerghulen bag sig. Hendes smil var blidt og varmt og øjnene ungdommelige og klare på trods af den høje alder, som rynkerne i ansigtet afslørede.
Inde i grotten sad en munk i orange klæder og mediterede med ryggen til. Foran ham stod en træstatue af Buddhaen på en sten. Der var tændt lys og røgelse på alteret foran Buddhaen. Munken reagerede ikke på min ankomst, men blev blot siddende i stilhed.
Den gamle kone bad mig tage plads på en træskammel på stenjorden, hvorefter hun rakte mig en kop med noget varm væske fra en kedel, som hun havde hængende over ildstedet i grotten. Væsken i koppen var ikke til at se, da grotten kun var svagt oplyst af ildstedet og enkelte fakler. Det smagte bittert.
Konen tog plads over for mig og fortalte mig med et blidt, men fast toneleje, at jeg var bragt hertil, fordi kongeriget Oa havde alvorligt brug for min hjælp. Det eneste håb for at redde kongeriget befandt sig i dragen Bellacks skattekammer i ildbjerget i den fjerne ende af den bjergkæde, som vi befandt os i. Kun jeg kunne hente skatten, da en profeti havde spået, at den røde konges søn, arvingen til Oa, en dag skulle besejre den sorte drage og frigøre landet fra forbandelsen. Denne arving var mig. Tiden var nu kommet, forklarede konen, hvorfor hun og munken, beskytterne af Oa, havde hidkaldt mig for at fuldføre profetien.
Inden jeg igen trådte ud ad hulen, vendte munken sig og viste sit ansigt. Det tilhørte en oldgammel mand af asiatisk udseende, der havde så mange år bag sig, at det var umuligt at vurdere hans alder. Århundreder kunne denne munk have gennemlevet, uden det ville overraske mig. Alligevel strålede hans øjne ligesom konens af ungdommelige klarhed. Oldingen fangede mit blik.
”Husk dit åndedræt! Vend tilbage til vejrtrækningen som anker, når bølgerne bliver høje og fortvivlelsen rammer.”
Jeg samlede mine hænder foran brystet som for at markere, at jeg havde hørt hans råd, men munken så det ikke, da han allerede havde vendt sig og fortsat sin meditation.
Ude foran grotten plukkede konen en svamp, som hun efterfølgende forærede mig med instruktioner om, at jeg skulle indtage denne foran indgangen til dragens hule. Jeg tog svampen i lommen, takkede den gamle kone og begav mig ud på den færd, som jeg var blevet hidkaldt til.
*
Efter hvad, der føltes som evigheders vandren, ankom jeg til foden af ildbjerget. Den gamle kone havde bedt mig følge mørket og lugten. Foran mig var nu en bred snoet sti bestående af hundredvis, hvis ikke tusindvis, forbrændte og forkullede skeletter og ådsler af utallige mennesker og dyr, der udgjorde vejen op til et enormt sort hul i bjerget.
Stanken af svovl og råddenskab havde været tiltagende undervejs, og nu var den så kraftig, at indholdet i min mave vendte sig. Der steg svovldampe op fra udbulinger i bjerget; andre steder sprang brændende flammer op fra huller, der måtte lede nede til hvad, jeg ikke kunne begribe som andet end helvedes dybder.
Med varsomme skridt fulgte jeg sporet af knogler og forkullede lig op ad bjerget.
Tæt på indgangen spiste jeg den svamp, som den gamle kone havde foræret mig, hvorefter jeg satte mig ventende i meditation blandt bunkerne af lig.
Inden længe mærkede jeg en tiltagende kvalme, der ikke kun var forårsaget af stanken fra Bellacks hule. De tyggede svampe blandet med mavesyre og galde blev brækket op i en serie af voldsomme opkastninger. At svampene kom op igen, gjorde imidlertid ingen forskel, de havde allerede gjort det, som de skulle.
Kort tid efter begyndte en brændende fornemmelse at stige op fra bunden af bugen. Hurtigt udviklede denne sig til en kraftigt pulserende indre ild, der bølgede rundt i kroppen. Jeg forsøgte af mine lungers fulde kraft at udbryde et dødsskrig, men svampen havde allerede lammet min krop, så intet andet end en lavmælt piven trang igennem.
Ilden blev dernæst udskiftet med kulde, der begyndte ude i tæerne og fingerspidserne, og som bevægede sig indad. I et øjebliks fortvivlelse antog jeg, at den gamle kone måtte have været en heks, der var ude på at forgifte mig. Jeg forbandede hendes væsen og den mørke trolddom, som hun havde brugt til at sløre mit sind.
Mit ellers formørkede blik blev nu oplyst af en hvidklædt skikkelse. I det samme rejste alle hårene sig på min krop i ekstase, og hadet i hjertet blev udskiftet med kærlighed. Havde det ikke været for lammelsen i kroppen, havde jeg kastet mig ned i ydmygelse og ærbødighed.
Den hvidklædte fortalte mig, at døden var en nødvendig del af rejsen, og jeg kun ville forblive død, hvis jeg kæmpede imod og ikke kunne give mig hen til den. Skikkelsen forsvandt igen så hurtigt, som den var kommet, men den sitrende ekstase i kroppen vedblev.
En gruppe af stemmer i mit indre begyndte at chante ordene: ”Gate, gate, paragate, parasamgate, bodhi svaha”, imens jeg gav mig hen til min egen undergang. Ordenes betydning var ukendt for mig, men de havde en beroligende effekt og lettede forløbet. Kulden havde nu spredt sig i kroppen, så kun det svagt bankende hjerte holdt stand. Også det gav til sidst efter.
Liggende på sorte vulkansten blandt skeletter, rådne lig og en forfærdelig stank fra svovlsydende vulkan, rådnede jeg langsomt væk, så jeg til sidst blot var ét anonymt skelet blandt de døde hober.
*
Gispende tog jeg mit første åndedrag i den nye krop, som jeg nu befandt mig i. Lungerne blev fyldt med kraft og vitalitet, og inden længe udforskede jeg med nysgerrighed, forundring og latter mit forandrede legeme. Efter jeg var blevet bekendt med dette, begav jeg mig videre på min færd ind i dragens hule.
Hvis stanken havde været slem ude foran, var den intet i forhold til den kvælende giftsky, der fyldte Bellacks mørke hule. Selvom der intet lys var i grotten, kunne jeg se, da øjnene i min ny-inkarnerede krop fungerede som fakler i mørket. I lange stunder begav jeg mig ned ad den smalle sti i grotten, indtil jeg kom til en enorm tronsal med gigantiske stensøjler, der måtte tilhøre fortidens konger.
Tronsalen lå så dybt i bjerget, at selv mine oplysende øjne ikke kunne gennemtrænge det altomsluttende mørke. Hvad der lød som tunge vingeslag gav genlyd gennem salen. Bellack var ikke til at se, men jeg kunne fornemme noget cirkulere rundt højt over mig som en grib. En isnende fornemmelse skød ned langs min rygrad og jeg mærkede trangen til at give efter for frygten og løbe for livet.
Men inden rædslens klør fik sit fulde greb i mig, blev jeg afbrudt af et voldsomt brag og en rysten, der fik store sten til at falde ned fra tronsalens loft og blive knust mod salens gulve. Bellack var landet få meter fra mig, og ormen havde sit gigantiske hoved rettet direkte mod mig. Dens brændende gule øjne oplyste dens røde ansigt og afslørede et kolossalt gab med sylespidse tænder på størrelse med bautasten.
Idet dragens øjne mødte mine, føltes det som, at min krop blev til sten, som kiggede jeg selveste gorgonen Medusa i øjnene.
En stemme mindede mig imidlertid om munkens ord, og jeg bevarede roen ved at forblive opmærksom på åndedrættet i bughinden. Dette ophævede fornemmelsen af forstening, så jeg igen kunne mærke blodet strømme rundt i mit legeme.
Stemmen, som jeg var sikker på, tilhørte den hvidklædte skikkelse, talte nu endnu engang til mig. Denne sagde, at skatten befandt sig i dragens bug, og den eneste vej til den var ved at begive sig ned i dens dyb.
Inden jeg nåede at reagere på stemmen, blev jeg endnu engang fanget af dragens blik. Inde i det forjættede blik så jeg mig selv siddende på knæ foran gravstedet til min partner og fremtidige børn, der var døde på tragisk vis. Deres død havde været min skyld, og jeg sad nu tilbage ensom og fortvivlet. En knytnæve af skyldfølelse og selvbebrejdelse ramte mig i mellemgulvet, så jeg var tæt på at kollapse.
”Lad ikke dit sind sløre af dragens troldkunstner. Det er ikke andet end illusion, en forvrængning af virkeligheden i mørkets klæder. Se gennem sløret!” Stemmen i det indre talte endnu engang, og jeg kunne nu se forvrængningerne i ormens øjne for, hvad de var.
Med et mod, som jeg ikke vidste, at jeg besad og med en rå urkraft, brølede jeg til dragen, mens jeg stirrede i dens øjne:
”Bellack! Du stinkende kræ! Du ormeafkom! Hvordan kunne du nogensinde forvilde dig til at tro, at du kan måle dig med guderne!”
Bellack reagerede på mit opråb med stilhed efterfulgt af en fnysen. Jeg fortsatte mit opråb:
”Du er ingen sand gud! Hvis du var en rigtig gud, så ville du kunne sluge mig hel, uden jeg kom noget til. Dette ville du aldrig kunne, da du blot er en rådden ådselæder. En sølle slavebøddel, en yngling af ondskaben og mørket, der er båndlagt dets befalinger.”
Den sidste sætning fik Bellack til at udbryde med en høj og hvæsende stemme:
”LILLE UBETYDELIGE KRYB! INGEN BEFALER OVER MIG! END IKKE MØRKET SELV KAN BESTEMME MINE GØREMÅL.”
Dragens enorme ansigt tårnede nu højt over mig, hvorefter den snoede sin kolossale krop i en cirkel rundt om mig som en kvælerslange, der indkredser sig om sit bytte. Fra snude til halespids kunne ormens længde udgøres af adskillige flagstænger i forlængelse af hinanden. Hvor hovedet og den første del af dens skællede krop var brændende rød, så var bagenden kulsort. Dertil var den så gloende varm, at hårene på min hud blev svitset, idet ormen snoede sig tættere ind på mig. Bellack fortsatte:
”OG JEG KAN DA SAGTENS SLUGE DIG LEVENDE, HVIS DET ER DEN SKÆBNE, SOM DU ØNSKER DIG! DET HAR JEG GJORT FØR.
”Så bevis det.”, svarede jeg lavmælt.
Bellack åbnede da sit enorme gab, og det sidste jeg huskede, inden det hele endnu engang sortnede, var den ubeskrivelige stank, der omsvøbte mig, inden jeg blev slugt hel.
*
En kølig og fugtig mælkehvid tåge omgav mig, idet jeg igen kom til bevidsthed. Denne var ledsaget af stilhed. Det tog mig noget tid at erindre, hvem jeg var, og hvad mit formål her var.
En lille dreng med blå t-shirt og sorte shorts trådte nu ud af tågen. Drengen var ikke mere end 10 år gammel. Han var bleg og mundvigene vendte nedad, som var ansigtet frossent i en tilstand af tristhed og ensomhed. Drengen lignede mig selv.
Jeg bredte mine arme og omfavnede drengen af hele mit hjerte. Holdt ham, gav ham varmen. Fra centrum af brystet og ud i armene bredte sig en behagelig varme, imens jeg mærkede, hvordan der blev længere mellem de små hurtige pulsslag fra drengens hjerte. Var dette skatten jeg havde ledt efter?
Drengen gengav min omfavnelse, men afbrød krammet for at fortælle, at der også var en anden dreng et sted, der var endnu yngre end ham selv. Han havde hørt barnets hulken og længselsfulde kald på sine forældre, der som en ødelagt grammofonplade var blevet gentaget igen og igen. Jeg tog den tiårige dreng i hånden, så vi sammen kunne lede efter det yngre barn.
Der gik ikke lang tid, før vi kunne høre hans gråd og kald på sine forældre. Vi forsøgte at nærme os råbene, og inden længe kunne en skikkelsen af en lille dreng på omtrent tre til fire år ses i tågen. Barnet vandrede grædende og hvileløst rundt. Vi svarede drengens kald, og han kom løbende hen til os. Også han omfavnede og trøstede jeg. Den lille drengs forvirrede og fortvivlede gråd var så hjerteskærende, at jeg måtte bruge alle mine kræfter for ikke selv at bryde grædende sammen. Dette var ikke tiden til det, kunne jeg mærke. Der var brug for en voksen til at trøste ham.
Siddende med de to drengebørn i min favn, forsøgte jeg at regne ud, hvordan vi skulle komme ud igen. Jeg vidste, at vi skulle ud, og noget i mig vidste hvordan, men jeg kunne ikke komme i kontakt med denne viden. Den hvidklædte skikkelse kunne ikke nå mig helt nede i dybderne af dragens væsen.
Siddende i min fortvivlelse kom jeg nu i tanke om munkens råd. Børnene var i mellemtiden faldet i søvn, og jeg satte mig ved siden af dem for at rette opmærksomheden mod åndedrættet.
Det var umuligt at få fornemmelse for tiden inde i Bellacks bug. Få sekunder kunne føles som en hel livstid, og timer og år kunne forsvinde, som ved et knipseslag. I de gamle sagn siges det da også, at når man er fanget i dragens bug, stoppes man med at aldres, så det var derfor ikke muligt for mig at vide, hvor længe jeg sad i meditation. Jeg vidste derfor heller ikke, hvor længe de to drengebørn havde været fanget i den hvide tåges limbo. Min fornemmelse var, at der var gået årtier.
Det skete imidlertid pludseligt, idet jeg sad i meditativ fordybelse, at et kraftigt hvidt lys en armslængde over mit hoved pludseligt tændtes. I det samme dette skete, blev jeg klar over, hvordan vi kunne komme ud af dragens bug igen, og jeg råbte derfor højt til ormen:
”Bellack! Du slimede orm. Du påstod, at du var almægtig, men det er ikke, hvad du viser. Enhver halvgud kan sluge mennesker hele, men kun en rigtig gud kan også spytte dem ud uskadte. Denne form for magt besidder du ikke!”
Stilhed.
”Svar mig, Bellack, du helvedesyngel!”
Som fra et tordenskrald rungede dragens hæse stemme nu ud i tågen:
”DEN FALDER JEG IKKE FOR, LILLE VEN. NOK ER DU KLØGTIG NOK TIL AT VIDE, AT JEG KAN HØRE DIG, MEN LÆNGERE RÆKKER DINE EVNER HELLER IKKE. I BLIVER I MIN BUG TIL TIDERNES ENDE. FØRST DA VIL JEG SPYTTE JER UD OG BRÆNDE JER!”
”Hvorfor dog det?”, spurgte jeg.
”Hvis du er så almægtig, som du påstår, så kan du jo altid tilintetgøre os med dine helvedesflammer, hvis vi prøver på at stikke af. Så bliver vi blot endnu nogle knoglerester i bunken af forkullede lig, som du har efterladt dig. Vi er ingen trussel.”
Intet svar. Kun stilhed.
De to drengebørn var blevet vækket af Bellacks brøl og sad nu skælvende tæt ind til mig på hver side. Vi sad længe nok til, at jeg havde opgivet alt håb om, at planen virkede, men til min overraskelse begyndte jorden under os nu at ryste efterfulgt af en altoverdøvende rumlen, hvorefter dragen kastede os op.
*
Det næste jeg huskede, var Bellacks glødende gule øjne, der tårnede over mig og børnene i min favn, imens han brølede:
”SÅ FIK DU BEVISET PÅ MIN ALMÆGTIGHED, OG NU VIL IKKE KUN DU, MEN OGSÅ DINE SMÅ YNGLINGE LIDE SAMME SKÆBNE SOM ALLE ANDRE, DER MØDER BELLACK!”
Ormen åbnede da sit gab. En kraftig rødglødende kugle tog form ved dens svælg og voksede hastigt. Da råbte jeg til ormen:
”Men det har du jo ikke lyst til, Bellack, oh du almægtige!”
Den voksende ildkugle aftog i styrke og størrelse og ormen lukkede sit gab, hvorefter han svarede:
”HVAD FABLER DU OM, MENNESKESØN? JEG ØNSKER IKKE AT DRÆBE DIG, MENS DIT SIND SKÅNER DIG FOR VIRKELIGHEDENS GRUSOMHED”
Da fortsatte jeg med at tale til dragen. Til min overraskelse hørte jeg mig selv sige:
”Du kan ikke bilde mig ind, at du har slugt og opbevaret disse to uskyldige og forladte drengebørn uskadte i al den tid uden grund. De betyder jo noget for dig. Du har reddet dem og beskyttet dem fra de giftige omstændigheder, som de levede under. For det er jeg dig dybt taknemmelig. Hvad siger du til at prøve at blive båret af mig, ligesom du har båret på dem så længe?”
Bellack udbrød et rædselsvækkende hvinende skrig, som havde nogen spiddet den i hjertet med et dødbringende spyd. Skriget gav ekko i tronsalen og lød som hundredvis af grise, der var ved at blive slagtet. Den vred sig og jamrede. Drengebørnene holdt sig for ørerne, mens de sad i min favn.
Så sprøjtede en tyk sort galde ud af ormens gab og op i luften, så de faldt i store klumper til alle sider. En lille klat ramte min venstre hånd og brændte sig ind i huden på mig som et stykke kul. For børnenes skyld holdt jeg smerteskriget i mig, men jeg måtte bide kæberne så hårdt sammen, at munden smagte af blod.
Til sidst blev dragen stille og frøs et øjeblik, inden den kollapsede og faldt død om. I nogle øjeblikke blev jeg siddende med børnene for at sikre mig, at det var slut. Det var det.
Vi rejste os og vendte os om for at vandre ud ad grotten, men blev så afbrudt af et kraftigt lys fra oven, der ramte ned på den nu døde bevingede orm, som havde himlen åbnet sig. Lyset fik skællet til at ryge, og inden længe brød dragen ud i meterhøje hvide flammer, der var så kraftige, at vi måtte vige blikket. På få sekunder var Bellack væk og kun en askebunke tilbage.
Ud af asken løftede en lysende kugle sig, der med høj fart bevægede sig hen imod mig. Det var først, da kuglen var få meter fra mit hoved, at jeg kunne se, at den lysende kugle bar på en lille hvid orm, der ikke var større end min pegefinger.
Som aftalt åbnede jeg min mund, så ormen kunne trænge ind, ned igennem min hals og ned i min bug. Kort efter mærkede jeg ormen vokse indeni mig, og jeg kunne se min mave svulme op. Inden jeg nåede at reagere på det bizarre syn af min mave, der voksede som var en hel graviditet forkortet ned til få sekunder, brød et kraftigt lys ud fra navlen, hvorefter ormen brød fri og igen forlod min krop.
Da dette skete, var der ikke længere tale om en lille hvid orm. I stedet var der en strålende asiatisk sølvdrage omgivet af en kraftig himmelblå farve. Dragen voksede, så den inden længe igen var ved sin fulde størrelse. Bare synet af guddommen fyldte mit hjerte med lyksalighed, fred og en dyb tiltro til, at det hele nok skulle gå.
Jeg vidste da, at den forbandelse, der havde formørket dragens sjæl, nu var hævet, så Bellack igen kunne vise sin sande natur, der lå dybt begravet under dyngerne af sort slam. Som en skjult perle havde den ligget klar og ventet på den dag, at nogen så dens godhjertethed og ønske om at redde de børn, der var blevet forladt af deres forældre. Nu var sløret løftet og forbandelsen hævet, så Bellack, den skinnende sølvdrage, igen kunne flyve frit på himlen.
Dragen lagde sit hoved ned, så vi kunne kravle op og ride på dens hals. Den havde en glinsende manke, som vi og børnene kunne bruge som tøjler. Idet vi havde taget plads, spredte Bellack sine vinger og fløj lodret op i luften.
Lige inden vi ramte klippevæggen, åbnede bjerget sig i to, som var der en skjult port. Et hvidt lys trængte igennem åbningen med en sådan kraft, at jeg måtte vige blikket, mens hulen blev efterladt oplyst i fuldkommen klarhed. Varmen fra strålerne omsvøbte min krop i ekstatisk glæde, indtil hver en celle var gennemvædet af, hvad der ikke kunne være andet end den rene virkeligheds oprindelige klare lys, der fulgte os ud gennem himmelåbningen. I det øjeblik vindens susen ramte min hud, forsvandt den sidste rest af tvivl. Med ét vidste jeg med fuldkommen sikkerhed noget, som jeg kun tidligere havde drømt om, men aldrig troet på kunne ske. Jeg vidste, at jeg var fri.
Illustrationer: Marius Mallet, Instagram: @mariuspm
Mine venner, I gør klogt i at give sjælen næring, ellers vil I fostre drager og djævle i jeres hjerter
-C.G. Jung1
Således skrev den berømte Schweiziske psykiater Carl Gustav Jung som påmindelse til både sig selv og det moderne menneske i det hele taget i begyndelsen af det forrige århundrede. For at forhindre sygdom i hjertet har vi brug for sjælelig næring, er beskeden. I dag, et århundrede senere, er budskabet måske mere relevant end nogensinde før. Den i statistikkerne stigende stress, angst, depression og andre former for psykisk mistrivsel i både Danmark2 og Vesten i øvrigt, kunne i hvert fald tyde på, at djævle og drager fostres i hobetal i vores hjerter. Det er da også en manglende fornemmelse for mening i tilværelsen og dermed afskåret kontakt til sjælen, der er en af de hyppigste årsager til, at jeg kontaktes af klienter med henblik på at påbegynde et psykoterapeutisk forløb. Det postmoderne menneskes sjæl hungrer efter næring; måske i endnu højere grad end i Jungs egen tid. En af forklaringerne på dette kunne være, at vi ikke længere er klar over, hvordan vi giver sjælen de rette betingelser for opblomstring. At være afskåret fra sin sjæl kan føles som at være en forvildet gartner der vandrer rundt i mørke med tomme vandkander og leder håbløst efter det sted i jorden, hvor frøet ligger gemt. Man kan hverken finde solen, frøet eller vandkilden.
Spørgsmålet bliver således, hvordan vi så får solen frem og finder vandhanen? Hvordan nærer vi sjælen, så vi ikke fostrer sygdom i hjertet?
Ifølge Jung er menneskets iboende evne til at få kontakt til de indre billeders verden den sikreste vej ind til sjælen. Denne evne – også kendt som imaginationsevnen – har ifølge Jung en overordentlig vigtig funktion, hvad angår helingen af menneskets sjæl. Dette skyldes, som den franske forfatter Joseph Joubert har formuleret noget så enkelt, at ”imaginationen udgør sjælens øje”3. Det er gennem denne medfødte evne til at gå i dialog med indre billeder og symboler, at det guddommelige liv kan afsløre sig i mennesket.
De fleste af os er vokset op med erfaringen om imaginationens helende kraft gennem symbolsk leg og kreative udtryksformer såsom tegning, maling, dans, rollespil med mere. Desværre er den symbolske leg ofte noget, der kun hører barndommen til i vores kultur, og de fleste af os mister kontakten med det indre legebarn i forbindelse med puberteten. Tabet af evnen til symbolsk leg, evnen til at udleve og udtrykke vores egen indre myte, afstedkommer ifølge Jung tabet af kontakten med sjælen, der som konsekvens med tiden vil ende tør og udsultet. I de forladte afkroge af sjælen vil drager, djævle og andre mørke kræfter kunne vokse sig magtfulde, og i mangel på næring vil de med tiden føre krig fra det ubevidstes dybder mod den bevidste indstilling. Som Saurons hære fra Mordor i Tolkiens berømte bøger, vil de pludseligt springe frem fra skyggerne, hvor de i årevis har ruget og ventet på at slå til. Det er for at undgå eller forberede os på dette angreb, at vi bør lytte til Jungs råd og fodre vores sjæl ved at gøre brug af imaginationen.
Det er ligeledes i et forsøg på at bringe næring til sjælen, at jeg har valgt at udvide fortællingen om mit psykedeliske ”møde med dragen”, som jeg tidligere har beskrevet og behandlet i mit speciale (udgivet på CEPDA’s hjemmeside) samt i mit bidrag til antologien Et psykedelisk Danmark. De nye elementer i fortællingen er afstedkommet af en række aktive imaginationer, som jeg efter den oprindelige psykedeliske oplevelse har genbesøgt den med.
I modsætning til mit speciale og antologibidraget, har jeg i ”Dragens Forvandling” valgt at slippe det akademiske lidt mere og i stedet lade det, som Grundtvig kaldte “det levende ord” tale for sig selv. Intentionen med ”Dragens forvandling” er at skrive min oplevelse ud i et mere levende sprog i tråd med myternes og den mytisk-poetiske digtnings billedsprog. Dette sprog kaldte Grundtvig for ”hjertesproget”, og han mente, at dette skulle ud i det fælles rum imellem os og fortælles på en måde, så det kunne bevæge og høres som personlig tiltale.
Grundtvig kaldte den mytisk poetiske digtnings billedsprog for sindbilledlig, idet det var skabt i overensstemmelse med det billeder, menneskesindet er fyldt af. Han anså disse billeder for fællesmenneskelige, arketypiske billeder, der kunne genkendes i alle kulturers mytiske grundfortællinger. Det var de universelle, fælles sprog, der kunne binde de mangfoldige kulturer sammen. Sange, eventyr eller myter er eksempler på det sindbilledlige sprog. Betegnelsen ”myte” stammer fra græsk, mythos, hvilket er det ord, der bevæger til handling. Det levende ord. Grundtvig havde en vision om at frisætte det, som han kaldte det levende ord fra det, som han kaldte det døde bogstav og den sorte skole. Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup beskrev det meget enkelt: ”Ord uden krop er ondskab”.
Med overskriften til denne artikel, ”Psykedelika og Rejsen til det Imaginale Rige”, refererer jeg til min oplevelse på psilocybinsvampe beskrevet i artiklen ”Dragens Forvandling” som en rejse ind i det, der kan betegnes det imaginale rige. Med det imaginale refererer jeg til imaginationen og forestillingsevnens aktiviteter, der udtrykker en særlig sandhedskvalitet eller virkelighed. Der er med andre ord tale om noget andet og mere end blot produkter af fantasien. Denne definition af det imaginale låner jeg fra den franske filosof Henry Corbin, der i sit forfatterskab har udfoldet betydningen af det imaginale med den latinske betegnelse mundus imaginalis4. Ifølge Corbin er billedernes verden ontologisk lige så virkelig som sanseverdenen. Den imaginative perception udgør i stedet de psyko-spirituelle sanser, idet billedernes verden udgør bindeleddet mellem ånden og den fysiske krop. Det er imaginationsorganet, den imaginative kraft, der gør det mulig at omdanne indre åndelige tilstande til ydre manifestationer i form af billeder. Figurerne i det imaginale rige eksisterer naturligvis ikke på samme måde som de videnskabeligt målbare objekter i den fysiske verden. De kan hverken røres, måles eller vejes. Den imaginale verden kan derimod kun udforskes ved brug af imaginationen, og den er derfor udenfor vores videnskabers empiriske kontrol. I forlængelse heraf bør de indre arketypiske billeder i min oplevelse ikke betragtes som sindets pure opspind, men derimod noget, der lever i deres egen verden, og som vi under de rette betingelser via den imaginære perception kan få mulighed for at besøge.
Tolkien besøgte også det imaginale rige, hvilket han selv navngav Faërie. Den berømte forfatter har beskrevet, hvordan hans historier var mere en opdagelse frem for noget, som han selv fandt på. Ved at besøge Faërie, blev de mange fortællinger om Midgård præsenteret for ham. Tolkien ville således beskrive sin skriveproces som en udforskning af noget, der allerede havde en objektiv eksistens. Som han skrev i en af sine breve: ”Jeg er for længst holdt op med at opfinde . . . Jeg venter, indtil jeg ser ud til at vide, hvad der virkeligt skete. Eller til det skriver sig selv.”
Selvom Tolkien ikke, så vidt jeg ved, anvendte psykedeliske substanser til at få adgang til imaginationens kreative kræfter, er disse en effektiv måde at få adgang til billedernes verden. Psykedelika er blot ikke den eneste måde at åbne porten til det imaginale rige. Meditation og arbejde med drømme, tegning, maling eller anden kreativ udfoldelse er andre metoder. Dertil er symbolsk leg som nævnt i ovenstående en af de mest almindelige måder at kultivere forbindelsen til de indre billeder. Psykedeliske substanser er således én vej blandt flere.
Hvor drømmene blev vurderet af Freud til at være kongevejen til det ubevidste og dermed billedernes verden, vil jeg selv betegne meditation som pilgrimsruten og psykedelika som supermotorvejen. Hvilken en af ruterne, man foretrækker, er et spørgsmål om præference. Den høje fart på supermotorvejen er et populært valg i dag, hvor tid er den vigtigste kapital. Det er da også for de fleste den hurtigste måde at træde ind i det imaginale, men den høje fart kan også have konsekvenser. Som min bedstemor plejede at sige til mig, når jeg skulle cykle hjem efter at have besøgt hende: ”Når du haster afsted i trafikkens vrimmel, så husk: vejen er kort, fra jord til himmel.” En gang imellem kan supermotorvejen være den rette løsning, men det kræver, at man både er en erfaren bilist samt vågen og veludhvilet. Hvis du kører galt, kan konsekvensen være stor.
I denne forbindelse kan de ovenstående alternative veje til det imaginale rige med fordel fungere som køretimer, der forbereder den rejsende på at kunne navigere i psykedeliske tilstandes høje fart og intensitet. Ligesom vi lærer at kravle, gå og cykle, før vi kører bil, så har vi også brug for et forudgående kendskab til billedernes verden, inden vi begiver os for dybt ind i den.
Et andet berømt eksempel på en længere rejse til den imaginale verden er Jungs ”Røde Bog”. Denne bog var resultatet af hans egne aktive imaginationer fra årene 1913-1916, som han nedskrev som personlige notater og først senere sammenførte i det, der i 2009 udkom som ”Den Røde Bog”5. Aktiv imagination er en central metode inden for jungiansk psykoterapi, hvor man fra meditative tilstande indgår i dialog med de personificerede indre følelsestilstande, der beboer billedernes verden. Jung opdagede denne metode i årene 1913-1916 som en vej til at hele sig selv fra den frygt og meningsløshed, der på daværende tidspunkt prægede hans tilværelse6. I sin selvbiografi har Jung beskrevet disse år, hvor han fulgte de indre billeder, som de vigtigste i hans liv, da de udgjorde grundsubstansen, prima materia, for en livstids arbejde7. Alle Jungs indsigter og hele hans analytiske psykologi er bygget op om de erfaringer, som han gjorde sig i det imaginale rige i disse år.
Det var i forbindelse med disse oplevelser, at Jung kom til den konklusion, at kendskabet til vores egen personlige myte bør være opgaven over dem alle, hvis vi ønsker at blive helstøbte og frie mennesker gennem det han kaldte indiviuationsprocessen8. Årsagen til dette findes ifølge Jung, i det faktum, at det (post)moderne menneske ikke længere er i besiddelse af en grundfortælling i form af et samlende metanarrativ, der peger på vejen til frigørelse. Vejen til det indre himmerige. Da vi ikke længere har myten til at vejlede os, har vi således glemt, at himmerige findes i os selv. I stedet dominerer en kapitalistisk myte om, at lykken opnås ved materiel besiddelse og social anerkendelse på bekostning af den indre rigdom. Det er nødvendigt at balancere opmærksomheden på den indre og ydre verden, og måske er vægtskålen for mange af os tynget disproportionalt mod den ydre?
Vi har således i dag selv til gode at finde frem til vores egen grundfortælling, der har rødder i det større kollektive metanarrativ. Det er den alvorlige mangel på kontakt til et fælles narrativ, der efterlader os i forvirring og fortvivlelse. Uden kontakt til billedernes mytopoetiske verden har vi ingen forbindelse til livets åndelige aspekter, hvilket da også kan være med til at forklare den meningskrise, der kan siges at være det nutidige menneskes store sygdom.
Når vi rejser ind i den imaginale verden, finder vi dermed ikke kun frem til den personlige myte, men kommer også i kontakt med noget, som vi hver især kan skænke til hinanden og vores kollektive mytologi. Ved opdagelsen af den indre verdens epos, tager vi således ikke kun ansvar for vores egen eksistens, men bidrager også til en kollektiv helingsproces. Med andre ord er den mytologiske indstilling med til at sikre, at vi formår at spille vores egen unikke rolle i det store kosmiske drama.
Forbliver vi derimod afskårne fra kontakten til det indre mytopoetiske univers vil konsekvensen være, som Jung advarede for over et århundrede siden, en hungrende sjæl henkastet i mørke skygger, hvor drager og djævle kan florere, indtil de en dag opsluger vores hjerter helt.
Dermed begiver vi os nu ud på en rejse til det imaginale rige i fortællingen om dragens forvandling. Historien begynder på en efterårsdag, højt oppe i bjergene . . .
Emil Grinder-Hansen 2024
LITTERATUR:
1: Jung, C.G. (2008). The Red Book: A Reader’s Edition. New York: Norton & Company (s. 232).
“Drømme som terapeutisk spejl – til det ubevidste og det kollektive. Med psykolog og psykoterapeut Emil Grinder-Hansen”
Jeg har været gæst hos Loa Satie Espersen i hendes podcast Underfladisk, hvor vi med udgangspunkt i en “stor drøm”, som hun har haft, taler om drømme, symboler og de indre billeders myto-poetiske verden.
Undervejs kommer vi ind på både nogle klassiske drømmetemaer såsom transportmidler, graviditet og fødsel, ulykker, ydre autoriteter og frigørelse fra forældrebindinger.
Vi taler også om:
-Hvordan drømme kan være profetiske og kollektive
-Abort som symbol på noget i os, der forsøges fjernet
-Hvorfor døden i drømme ofte betyder transformation
-Den negative animus og den indre “blåskæg” i selvudvikling
-Mødet med maskuline autoriteter uden sjæl
-Familiens rolle i at holde os fast i gamle versioner af os selv
-Hvordan vores spirituelle ild kan bære os gennem kriser
-Atomkatastrofer og symbolsk død
-Skyggearbejde, fødselstraumer og spirituel integration
Før du kan begynde på at forsøge at udforske og finde mening i dine drømme, skal du i første omgang kunne huske dem. Der findes flere måder, hvorpå du kan træne evnen til at erindre dine drømme. Følgende er nogle af mine foretrukne metoder.
”Snooze-metoden”: I stedet for at springe ud af sengen og gå i gang med dagen så snart vækkeruret har ringet, så kan det være en fordel at blive liggende lidt med intentionen om at huske nattens besøg. Sæt evt vækkeuret på 5-7 minutters snooze. Det er en god tidslængde, så du kan nå ind i en let ændret bevidsthedstilstand – en form for liminalsøvn – hvor der er bedre adgang til nattens drømme. Hvis du kommer i kontakt med noget, skriver du det ned med det samme. Det er ofte lettere at genskabe kontakten til en drøm, hvis du lægger dig i samme stilling, som du har haft den i
Visualisering inden sengetid: Når du ligger i sengen inden sovetid, kan du lave visualiseringsøvelser på symboler eller billeder, der er levende i dig. Gerne noget relateret til det tema, som du arbejder med i din proces. Noget ressourcefyldt og energiladet. Det kan også være karakterer eller symboler fra drømme, som du tidligere har haft – endda helt tilbage fra barndommen. Alternativt kan du kigge på noget kunst eller et tarotkort, der fanger din opmærksomhed, inden du skal sove. Vær nysgerrig på, hvad det er ved kunstværket, der betager dig.
Tegne eller male: Ligesom ovenstående visualisering kan tegning eller maling være en effektiv strategi til at aktivere imaginationen og dermed skabe bevidst forbindelse til nattens drømme. Bliv ikke overrasket, hvis elementer fra det, som du har tegnet, dukker op i dine drømme.
Læse myter eller eventyr inden sengetid: Myter, eventyr og religion afstedkommer af det samme fællesmenneskelige lag af psyken som drømme. Det er dette arketypiske lag af psyken, som C.G. Jung har betegnet det kollektive ubevidste. Mytologen Joseph Campbell har kommenteret, at hvor myten er den offentlige drøm, så er drømmen den private myte. Det kan ofte sætte ild under drømme-kedlen at læse en god myte eller et klassisk eventyr inden sengetid og lade det være levende i dig, inden du skal sove.
Tage magnesium kosttilskud, CBD-dråber eller ”drømmeurter”: Flere har berettet bedre at kunne huske deres drømme, efter de har taget magnesium kosttilskud inden sengetid. Det samme gælder CBD-dråber. Der findes også urter, der skulle hjælpe en med at huske drømme. Google: ”Dream herbs”.
Meditation: En sidegevinst af meditation inden sengetid og/eller om morgenen er, at det kan hjælpe en med at huske sine drømme.
Trin 1: Skriv dine drømme ned eller indtal dem – uanset hvad
Få gode vaner med at skrive drømme ned eller indtale dem. Hav telefon (på flytilstand) eller skriveredskaber klar ved din seng. Skriv ned eller indtal – uanset om du kan huske drømmene eller ej. Skriv selv den mindste fornemmelse, følelse, billede, tanke, kropsfornemmelse eller farve ned.
Fx: “Jeg husker ingen drømme, men er vågnet med en følelse af tristhed”, “jeg er vågnet med en gul farve, men kan ikke koble det til noget”, “et billede af røde gummistøvler i mudder”, “en spænding i maven “ osv.
Du kan med fordel give drømmen en titel. Husk at notere dato.
Trin 2: Notér dagsrester og livskontekst
Notér med det samme eller løbende dagsrester og livskontekst til drømmen. Hvad skete der dagen før? Hvad fylder meget for tiden? Hvad minder de forskellige dele af drømmen dig om?
Trin 3: Notér personlige associationer til de mest energiladede elementer i drømmen Fx associationer til personer, dyr, genstande, naturelementer, farver, tal, figurer, steder på kroppen, køretøjer, bygninger osv. fra drømmen. Hvad minder det dig om? Hvad kommer du i kontakt med?
Trin 4: Arbejd med din drøm via flere proceskanaler
Du kan:
–Analysere din drøm ved at have en symbolsk indstilling til drømmenes indhold. Skelne mellem subjektiv (indre) og objektiv (ydre) betydning. Gå til drømmen som et kunstværk, en myte eller et eventyr. Flere tolkninger kan bevares på én gang. Slå symboler op i symbolordbøger. Hav den indre stemmegaffel klar – siger tolkningen kling eller klonk?
–Tegne vigtige begivenheder eller symboler i din drøm i farver. Læg mærke til, hvad du mærker i din krop og hvilke følelser, som det sætter i gang.
–Lade drømmekaraktererne gå i dialog enten som skriveøvelse eller et skuespil, hvor du spiller de forskellige karakterer. Lade konflikten udspille sig.
-Tale med familie, venner, veninde eller terapeut om drømmen. Det er let at stirre sig blind på egne drømme, hvorfor det kan være en god idé at dele dem med andre, der har kendskab til drømmenes verden og symbolernes sprog.
-Bevæge dig som i drømmen. Fx danse, løbe, forestille dig, at du flyver, falder m.m.
Læs mere på: https://grinderhansen.dk/droemmearbejde/
Meditationen er beregnet til at frigøre stagnation og blokering forårsaget af gamle chok og traumer, særligt fra barndomsårene, samt øge cirkulationen af leverstrømmen. Den kan benyttes supplerende i et forløb hos mig til at frigøre og hele undertrykt psykisk materiale og fraspaltede følelser i forbindelse med traumer. Leverstrømmen har stor betydning for både den fysiske og psykiske sundhed. Øvelsen stammer fra Bob Moore.
I et nyt afsnit af den forbudte skole taler Alexander Grigat og jeg selv om den obligatoriske ”helvedesrejse”, der hører med til dybdegående indre arbejde. For at finde ind til kernen af sit eget væsen, før man kan bestige bjerget op til Paradis, bliver man nødt til, som det står skrevet over porten til helvede i Dantes Inferno, at opgive alt (falsk) håb for livet. At ”lade alt håb fare” er for mange en markering af begyndelsen på en indre arketypisk færd ned i helvedes dybder, en gradvis nedstigning i det ubevidstes mørke, ned til underverden, Tartaros’ dybder. “Nathavsfæren” eller ”dødsrejsen” har C.G. Jung betegnet denne fase af en psyko-spirituel udviklingsproces. Inden for alkymien beskrives den som den indledende sorte fase, “Nigredo”, det tunge bly, der med tiden vil forvandles til det forædlede guld og morgenrøden i “Rubedo”. “Sjælens mørke nat” har den åndelige vejleder Johannes af korset beskrevet det. Buddha sagde, at vi skal træde ud i det hjemløse for at finde hjem. Alle tre beskriver den uundgåelige første del af den vej, der fører til sjælens frigørelse. Ligesom ofte smertefulde veer er en nødvendighed for barnets fødsel, på samme vis er en tur ned i sjælens skygger en forudsætning for at sand heling kan finde sted. Dette gælder for såvel det personlige, som det kollektive niveau. Ligesom vi hver især skal en tur ned igennem vores eget personlige helvede for at påbegynde bestigningen af individuationsbjerget, bliver hele menneskeheden ned til at gennemleve en ”sjælens mørke nat”, før vi kan løse de globale udfordringer, som vi står overfor. Vi kan ikke løse problemet fra samme bevidsthedsniveau, der forårsagede det, og den eneste vej må derfor være, at vi udvikler os som art. Dette kræver, at vi – både individuelt og kollektivt – ”tænder faklen i monsterets bug”, bringer bevidsthed ned i det, der før var ubevidst, belyser de drager og dæmoner, der ruger i skyggerne, og omfavner dem med hele vores hjerte, så de kan integreres og forvandles.
Med Dantes inferno som myto-poetisk rød tråd, og med eksempler fra vores eget liv og terapeutpraksis, forsøger vi i denne podcast at beskrive, hvilken rolle helvedesrejsen spiller i traumeheling, selvudvikling og dybdegående terapi. Hvis du selv har været en tur gennem helvede på din egen udviklingsvej; eller måske du står foran porten til underverden og tøver. Hvis du er faret vild i skoven, fortabt i limbo; eller hvis du allerede brænder i helvedes flammer, så kan dette afsnit måske være af interesse. Og hvis du blot er nysgerrig på, hvad et dybdepsykologisk terapiforløb indebærer, så kan afsnittet måske give en fornemmelse.
Del endelig, hvis du kender nogen, som du tænker kunne have gavn af en lille tur ned i helvede.
Og hvis du er mere nysgerrig på det arketypiske tema med at skulle tænde faklen i monsterets eller hvalens bug, så kan jeg anbefale et tidligere afsnit, hvor vi taler om det indre selvbeskyttende system i traumeheling og selvudvikling:
Jeg har endnu engang haft fornøjelsen af at tale med mine gode ven og kollega Alexander Grigat på podcasten Den Den Forbudte Skole. I dette afsnit, “Mythos og meningskrisen”, taler vi om mytens betydning for det nutidige menneske, og om hvordan den mytologiske indstilling og bevidsthed om vores egen indre myter kan være en måde at give mening i tilværelsen.
Vi kommer blandt andet ind på, hvordan vi i dag selv har til gode at finde frem til vores egen grundfortælling, der har rødder i det større kollektive metanarrativ. Det er ifølge C.G. Jung den alvorlige mangel på kontakt til et fælles narrativ, der efterlader det (post)moderne menneske i meningskrise. Adgangen til fortællingerne er gennem de indre billeder. Uden kontakt til billedernes myto-poetiske verden kan vi ende afskårede fra vores sjæl. Når vi rejser ind i billedernes myto-poetiske verden, finder vi ikke kun frem til den personlige myte, men kommer også i kontakt med noget, som vi hver især kan skænke til hinanden og vores kollektive mytologi. Ved opdagelsen af den indre verdens epos, tager vi således ikke kun ansvar for vores egen eksistens, men bidrager også til en kollektiv helingsproces. Med andre ord er den mytologiske indstilling med til at sikre, at vi formår at spille vores egen unikke rolle i det store kosmiske drama.
Dertil taler vi om, hvordan menneskets evne til at få kontakt til de indre billeders verden kan betragtes som en vej ind til sjælen. Dette skyldes, som den franske forfatter Joseph Joubert har formuleret noget så enkelt, at ”imaginationen udgør sjælens øje”3. Det er gennem denne medfødte evne til at gå i dialog med indre billeder og symboler, at det guddommelige liv kan afsløre sig i mennesket. De fleste af os er vokset op med erfaringen om imaginationens helende kraft gennem symbolsk leg og kreative udtryksformer såsom tegning, maling, dans, rollespil med mere. Desværre er den symbolske leg ofte noget, der kun hører barndommen til i vores kultur, og de fleste af os mister kontakten med det indre legebarn i forbindelse med puberteten. Tabet af evnen til symbolsk leg, evnen til at udleve og udtrykke vores egen indre myte, afstedkommer ifølge Jung tabet af kontakten med sjælen, der som konsekvens med tiden vil ende tør og udsultet.
I dette afsnit af Den Forbudte Skole fortsætter Alexander Grigat og jeg vores serie om traumer. I dette fjerde afsnit taler vi om traumer i kroppen, hvor vi blandt andet skelner mellem den fysiske og energetiske krop, og hvordan traumer manifesterer sig forskelligt i de to kroppe.
I afsnittet deler jeg også om mit eget fireårige sygdomsforløb i midten af 20´erne, hvor jeg havde en række fysiske sygdomme inden for kategorien af autoimmune og såkaldte kroniske sygdomme. Disse er jeg nu helbredt fra blandt andet gennem dybdegående terapeutisk arbejde med mine egne traumer.
Hvis du kender nogen, der lider af en kronisk sygdom eller er tynget på anden vis af fysiske skavanker, kan dette afsnit måske tilbyde et interessant perspektiv.
I forlængelse heraf vil jeg gerne nævne, at jeg er blevet enormt rørt over alle de mennesker, der har kontaktet Alexander og mig i forbindelse med udgivelsen af vores traumeserie henover det sidste år. Det er simpelthen så skønt at høre, at emnet ræsonnerer hos så mange, hvilket da også vidner om, at heling af traumer er noget, der i stigende grad tages alvorligt i vores kultur på trods af det hårde arbejde, som det indebærer.
Relationen til os selv og verden er kropsligt medieret. Det er igennem kroppen at vi sanser os selv, verden, og den måde hvorpå vi er deltagende med verden. Kroppen fortæller om vi er på rette kurs, om noget er ubehageligt, om noget er spændende, farligt eller trygt. Via kroppen erfarer vi øjeblikkeligt vores relation til verden. Desværre kan vi blive fraskåret og glemme den kropsligt relationelle forankring til verden, hvormed vi kan tale om kropslige traumer. Traumer i kroppen er en form for glemsel og adskillelse fra vores umiddelbare af kroppen, muligvis fordi at kroppen ikke er blevet støttet og rummet i sine erfaringer. Derfor måtte kroppen frakoble sig fra sin umiddelbare erfaringer, glemme dem og bedøve sin sensitivitet, intuition og umiddelbare klarhed omkring kroppens relation til og indlejrethed i verden.
Emil Grinder-Hansen og jeg taler i dette afsnit om traumer og deres heling i kroppen. Emil har selv været igennem et længere sygdomsforløb, hvor hans fysiske sygdom begyndte at vise dybere rødder, rødder der ikke blot var fysiske, men som var funderet i kroppens erfaringer, i traumatiske oplevelser – denne fortælling er fundamentet for samtalen. Vi beskæftiger os med kroppen på 2 niveauer, 1) det vi kunne kalde for energikroppen eller subtilkroppen, kroppen som umiddelbart sensitivt, sanseligt og responsivt organ der er indlejret-i-verden. Her kommer traumerne først til udtryk, og traumerne medfører en skævvridning af den umiddelbare erfaring af kroppen-i-verden. Herfra kan traumet vise sig på næste niveau, 2) kroppen som fysisk, biologisk og mekanisk virkelighed, det er her hvor fysisk sygdom finder sted, og hvor traumernes effekter på kroppen bliver tydelige, ikke til at løbe fra.
Det er et andet perspektiv på krop, sygdom og heling, et perspektiv hvor kroppens emotionelle og relationelle erfaringer, ses som betingende for både psykisk og kropslig lidelse. Helingen af kroppen bliver hermed ikke blot helingen af en fysisk maskine, men også helingen og genopdagelsen af kroppens umiddelbare erfaring, og derfra en heling af forholdet til verden, hvor vi igen kan være kropsligt sensitive, sansende og responsivt deltagende-i-verden.
Tak for snakken Emil!
Illustration af Malda Smadi: https://101.art/collections/malda-smadi
Jeg har endnu engang haft fornøjelsen af at være gæst på min gode ven og kollega, psykoterapeut Alexander Grigats, podcast Den Forbudte Skole. Denne gang taler vi om tidlige tilknytningstraumer, følelsesmæssig forladthed og følelsesmæssig incest (det at tage ansvar for sine forældre som barn).
Det narcissistiske sår eller følelsesmæssig forladthed kan betragtes som et form for grundtraume, som stort set alle har været udsat for (om end i varierende grad) i den vestlige verden i dag. Dette kommer bla til udtryk i de udprægede narcissistiske tendenser, vi ser i kulturen i dag.
Tidlig følelsesmæssig forladthed kan senere i livet komme til udtryk som en grundlæggende følelse af ikke at være elskelig for den, man er, fremmedgørelse for sig selv, oplevelser af at være “bag glas” og kigge ud på verden uden at være en del af den. Ofte vil det narcissistiske sår medføre, at man fra tidlig alder har måttet skjule sine sande følelser for at tilpasse sig omgivelserne, og voksenlivet vil derfor være præget af en manglende kontakt til egne følelser. Dette er tit ledsaget af en overtilpasset personlighed, der er god til at please folk omkring sig – også på bekostning af en selv.
Ikke så sjældent indebærer den utilstrækkelige følelsesmæssige spejling og omsorg tidligt i barndommen, at barnet som overlevelsesstrategi tager ansvar for forældrenes følelsesliv – fx i forbindelse med skilsmisse, stress, angst eller depression. Barn og forælder bytter med andre ord roller, som det illustreres på billedet “the spirit of geometry”, hvor spædbarn og mor har byttet hoved. En uhyggelig præcis skildring af dette fænomen, der af forfatteren Patricia Love er blevet betegnet “følelsesmæssig incest” i bogen: “Det alt for dygtige barn.”
I podcasten eksemplificerer vi, hvordan heling af følelsesmæssig forladthed kan finde sted i dybdepsykologisk terapi ved at trække på eventyret “de tre ravne” inspireret af den jungianske psykoanalytiker Katrin Aspers værk om følelsesmæssig forladthed: “Ravnen i Glasbjerget”.
Jeg kan ikke understrege nok, hvor centralt arbejdet med dette grundtraume er i dybdepsykologisk terapi. Det er ikke noget, som man kommer udenom, hvis man ønsker at vokse og blive et mere helt, samlet og harmonisk menneske. Det er også et område, som jeg selv er specialiseret i, har skrevet speciale om og har som fokus i mit samarbejde med mange af mine klienter.
Tekst af Alexander Grigat november 23:
Vi er ikke vores fortid, ikke vores barndom, ikke det der er sket med os, men vi er præget af det. Den tidlige barndom og vores relation med vores omsorgspersoner er mødet med livet, mødet med det at være menneske, at være i relation. I denne forbindelse formes nogle helt grundlæggende mønstre i forhold til, hvordan vi er til som mennesker i verden og i vores relationer. Det er disse grundmønstre dannet i den tidlige barndom, der ligger som en underliggende ramme for, hvordan vi er i verden fremover. Mønstrene er dog ikke faste. Vi er ikke mønstrene. De er blot den på tidspunktet bedste måde at håndtere livet på. Ved at se mønstrene, se de oplevelser, følelser, handlinger og overbevisninger der ligger gemt i mønstrene, således kan vi igennem erkendelsen af fortidens prægning frigøre os fra den.
I dette afsnit taler jeg igen med min gode ven Emil Grinder-Hansen. Vi fortsætter ind i vores serie om traumer og traumeheling. I denne omgang tager vi fat på tilknytningstraumer, følelsesmæssig forladthed, følelsesmæssig incest og det narcissistiske sår. Det handler ikke om at skubbe al skylden på vores forældre eller på fortiden, men blot om at betragte den mere klart, at se nuancerne i vores opvækst. Vi er alle prægede og sårede, og det er ikke dét der er problemet, sådan er livet bare. problemet kommer, når vi ikke tør at se klart, når vi ikke tager kærligt ansvar for de mønstre, der i blindhed får lov til at præge os på en uhensigtsmæssig måde. Det regressive bagudrettede perspektiv er blot ét, men det er vigtigt. Det handler ikke om at blive ved med at grave i fortiden, men det handler om ikke at skubbe den væk, at sige at den er ligegyldig, fordi vi ikke tør at kigge. Det handler om sund balance, at kunne se at fortiden har præget os, erkende det der er vigtigt at erkende, således så at vi kan gå mere frit ind i det liv, vi lever.
Jeg har skrevet et bidrag til antologien: “Et Psykedelisk Danmark: Rejs med, når førende forskere og fagfolk tager dig med ind i et spirende og farverigt felt“, der udkom den 10 november 2023. I mit bidrag, “Mødet med dragen – traumer og arketypiske forsvar i psykedeliske oplevelser”, beskriver jeg, hvordan vi ud fra en jungiansk dybdepsykologisk tilgang kan arbejde med det billedlige og narrative indhold i psykedeliske oplevelser, der ofte har drømmelignende karaktertræk. Ved at have en symbolsk indstilling til materialet, kan vi få brugbar viden om vores eget indre og psykens natur. Dertil kan oplevelserne, hvis de er skræmmende eller udfordrende, pege på traumatiske oplevelser i barndommen. Psykedeliske oplevelser kan give bevidst adgang til disse traumer, så de kan mærkes, rummes og derigennem heles.
I bidraget tager jeg udgangspunkt i en af mine egne psykedeliske oplevelser, hvor jeg havde et møde med en drage. Hvordan dette forløb, kan du læse mere om i bogen, der kan købes på Center for Psykedelisk Dannelses hjemmeside.
Medlemmer af Center for Psykedelisk Dannelse får ekstra 100 kr. i rabat. Rabatkoden kan findes i Cepdas facebookgruppe.
Yderligere om bogen:
PRESSEMEDDELELSE:
Kolding, oktober 2023
Ny bog: Psykedeliske stoffer bliver udbredt med hastig fart, men hvad kan de og hvad kommer det til at betyde for vores samfund? Ny antologi indeholder bidrag fra flere end 30 af de førende eksperter på området i Danmark
I denne bog deler Danmarks førende eksperter på det psykedeliske område deres tanker om, hvorvidt psykedelika kan bruges i behandlingsøjemed, hvordan de allerede bliver brugt ude i samfundet, hvordan og hvorfor nogle individer anvender dem i deres personlige udvikling, hvilke faldgruber, man skal være opmærksom på, og hvilket potentiale psykedelika har for mennesker, natur og fællesskab.
Interessen for psykedeliske substanser som for eksempel magiske (psilocybin)svampe, LSD, ayahuasca og MDMA vokser eksplosivt i disse år. Imponerende forskningsresultater, medrivende fortællinger og passionerede aktivister har bidraget til, at både medier, medicinalindustri og offentlighed for alvor er begyndt at åbne øjnene for disse substanser, som nogle mener kommer til at skabe en revolution inden for psykiatrien. Også i Danmark er området i rivende udvikling, og der pågår forskning i psykedelika på de fleste danske universiteter, mens et stigende antal terapeuter udbyder såkaldt ’undergrundsterapi’. Nogle tager psykedelika i nattelivet i de danske byer, mens andre tager til Peru for at opleve ayahuasca i junglen. Alle vil være med: psykologer, psykoterapeuter og psykiatere, neuroforskere, socialforskere, bioforskere og psykeforskere, big pharma, small pharma, new pharma, old pharma, shamaner, healere, magikere og undergrundsfacilitatorer, oprindelige kulturer, moderne teknologi, lokale fællesskaber og internet-psykiatri, miljøaktivister, teknooptimister, pessimister og hedonister. Men hvor er vi på vej hen? Hvilke veje ligger åbne? Og er der et fælles fodslag?
Fakta om bogen: Titel: Et Psykedelisk Danmark: Rejs med, når førende forskere og fagfolk tager dig med ind i et spirende og farverigt felt Redaktør: Kevin Mikkelsen Vejledende salgspris: 349,00 kr. Sider: 440 ISBN: 9788793716988 Udkommer: Fredag den 10. november 2023
Jeg har endnu engang haft fornøjelsen af at gæste podcasten Den Forbudte Skole. Denne gang taler Alexander Grigat og jeg om, hvordan kærlighedsrelationer (i bred forstand) kan bruges til både heling af traumer og personlig udvikling.
Du kan læse mere om afsnittet og finde link i nedenstående.
Tak for snakken Alex!
Tekst af Alexander Grigat september 23:
Vores kærlighedsrelationer er mere end blot trygge baser, de er mere end bekræftigelse. I kærlighedens væsen lever muligheden for en gradvist dybere tilblivelse af ens egentlighed, den andens egentlighed og relationens egentlighed.
Når forelskelsen drager mennesker sammen, finder vi kim-frøet til kærligheden. Dette frøs mulige kærlighedsblomstring vil både befri og udvikle os, men det vil også hele os, og for at hele må kærligheden trække os mod sårene. Sårene, som vi har med os fra vores barndomme, fra vores tidligeste formative relationer, lever som relationelle mønstre i os, og kærlighedsrelationer vil tydeliggøre disse sår. Det er her, hvor konflikterne opstår, hvor alt dét, vi normalt ikke forbinder med en “lyserød kærlighed”, kommer frem i os selv, den anden og i rummet imellem os. Det er også her, at den lyserøde forelskelse kan modnes og dannes til kærlighed. Gennem anderkendelsen og helingen af de sår, vi har med os, kan kærlighedsrelationen og dens modning blive processen, hvorigennem vi enkeltvist og som par kan blive mere hele, at vi i højere grad kan modnes ind i vores egentlighed. ��
I denne samtale taler jeg med Emil Grinder-Hansen om traumeheling og udvikling i kærlighedsforhold. Dette gør vi med teoretisk udgangspunkt i psykolog og parterapeut Jytte Vikkelsøes teori om den “mytiske hårdknude”, hvorfra vi taler om vores egne erfaringer med kærligheden i et spirituelt og filosofisk perspektiv. Vi taler om Eros’ modning henimod det skønne, gode og sande, om Agapes (den kristne ubetingede kærlighed) fremelskende rummelighed, hvor vi kan tilblive ind i vores egentlighed, vi taler om tantriske processer om vågent at følge energien i en selv og i relationen og om det seksuelle rum og møde som en forstørrende kontekst, hvor ens egne og relationens dynamikker og mønstre tydeliggøres. ��
Det er en samtale, der inviterer til at betragte kærlighedsrelationer som mere end blot bekræftende og trygshedsskabende. I kærligheden lever helingens og modningens mulighed, og hermed kan vores kærlighedsrelationer blive relationer, som åbner os ind i mere af, hvad vi er.
Denne 25 minutters meditation er beregnet til at undersøge og arbejde med drømme. Hav forinden en drøm klar, som du godt kunne tænke dig at udforske nærmere. Meditationen kan også anvendes til visioner, indre billeder eller til integration af psykedeliske oplevelser.
Drømme er helhedsoplevelser, idet de både er forbundet med billeder, tanker, følelser, kropslige fornemmelser og øvrige sanseoplevelser. Frem for kun at gå analytisk til drømmen og lede efter én specifik tolkning, så er meditationen en invitation til at udforske de indre billeder mere oplevelsesorienteret. Derved bevares drømmens mangedimensionale betydningslag, og der kommunikeres med det ubevidste på en måde, der går dybere end blot den rationelle hverdagsbevidsthed. Drømme skal mærkes, sanses, opleves på samme måde som et kunstværk eller et stykke musik. Hvis vi reducerer en drøm – eller et kunstværk – til én specifik tolkning, så forsvinder spændingen og magien. Kunsten er at fastholde flere forståelser på én gang samt bevare en kropslig kontakt til drømmen. Forskellen på at udforske en drøm med hele sit væsen over flere ”proceskanaler” (tanker, følelser, kropsfornemmelser) i stedet for kun at analysere drømmen intellektuelt kan sammenlignes med forskellen på at svømme i havet i stedet for blot at betragte det inde fra land.
Meditationen er inspireret af Ole Vedfelts terapeutiske metode, og en lignende øvelse er beskrevet i hans bog ”Din guide til drømmens verden”.
Link til meditationen i podcasten “Sjælekammeret”:
Kort meditation til at skabe kropslig centrering, balance og jordforbindelse. Den kan være god at udføre, hvis du føler dig rodløs, forvirret, forvildet, ængstelig eller på anden vis ”ude-af-kroppen” og ønsker forbindelse til dig selv.
20 minutters procesmeditation. Til at arbejde med et tema eller ressource relateret til din indre proces. Optaget til integrationscirkel v. Alexander Grigat og Emil Grinder-Hansen 20/11-22.
Vipassana – eller ”indsigtsmeditation” – er den meditationsform, som Siddhartha Gautama praktiserede, da han blev oplyst under Bodhi-træet og blev til Buddha. Han havde erfaret, at alt vi behøver for at opnå befriende indsigt kan findes ved at kigge ind i egne oplevelser af at se, høre, lugte, smage, mærke, føle og tænke. Det er den direkte erfaring af fænomenerne, som de fremstår, der med tiden vil afsløre vores frihed og dermed fjerne lidelse og utilfredshed. .
50 minutters indsigtsmeditation (vipassana). Meditationen begynder med fokus på åndedrættet for at opbygge koncentration (samadhi) og fordybet nærvær (sati), der er udgangspunktet for at gøre sig intuitive indsigter i virkelighedens natur under vipassana. Dernæst mediteres der på den åbne opmærksomhed ved de seks sanseporte: Lyde, syn, lugte, smag, kropslige fornemmelser, følelser og tanker (vipassana). Meditationen afsluttes med en kort meditation på kærlig-venlighed (metta).
Nøgleord: Body SDS, kropsterapi, traumeheling, kropspsykoterapi, fysisk sygdom, autoimmun sygdom, behandling af autoimmun sygdom, helbredelse fra kronisk sygdom, den indre healer, internal family systems (IFS) terapi, Body SDS træning,
Lydversion af artiklen:
Der er mange forskellige årsager til, at folk søger en Body SDS behandling. Mange kommer ind, fordi de har fysiske skavanker såsom migræner, ledsmerter, fordøjelsesbesvær, skader eller sygdom. Andre booker et forløb for at arbejde med psykiske vanskeligheder og udfordringer i hverdagen, og nogle søger blot at få afspændt kroppen. Det er altså med forskelligt udgangspunkt og forventning samt til forskelligt formål, at folk bestiller en tid hos Body SDS.Jeg selv søgte Body SDS i håb om at hele mine indre sår – både fysisk og psykisk.
Traumer som eksistensvilkår
Når Body SDS tilbyder behandling til så mange forskellige grupper af klienter, kan det måske være med til at forklare, hvorfor det i dag har etableret sig som Danmarks største behandlingssystem. Et af de områder, hvor Body SDS kan hjælpe, er til heling af de indre psykiske sår, som vi alle bærer rundt på. De oplevelser fra barndommen eller senere i livet, der af den ene eller anden årsag var for overvældende i situationen til, at organismen kunne rumme oplevelsen, hvorfor den er blevet fastfrosset som en spændingstilstand i kroppen. En spændingstilstand, der venter på at blive frigivet.
Choktraumer vs. hverdagstraumer
Disse indre sår kan betegnes som traumer, hvilket det græske ord, traume, også betyder. Et traume er som regel noget, som vi forbinder med enkeltstående voldsomme oplevelser, der efterlader langvarige spor i krop og sjæl såsom seksuelle overgreb, overfald, pludselige dødsfald og krig. Denne form for traume kan ifølge psykolog og traumeekspert Peter Levine betegnes som et choktraume. Imidlertid inkluderer traumebegrebet også mere udbredte svære oplevelser fra barndommen og livet i øvrigt, som vi på tidspunktet for oplevelsen ikke var i stand til at rumme. Denne meget almindelige form for traume betegner Peter Levine som et udviklingstraume. Psykoterapeut Mark Epstein kalder dem også for hverdagstraumer i sin bog: The Trauma of Everyday Life. Udviklingstraumer eller hverdagstraumer omhandler de psykologisk funderede problemer, der i almindelighed er resultatet af utilstrækkelig omsorg og støtte gennem kritiske udviklingsfaser i barndommen. Det kan for eksempel dreje sig om en periode i barndommen, hvor de primære omsorgspersoner har været fraværende grundet stress relateret til livskrise, arbejde, udfordringer i parforhold, tab af en tæt relation m.m. I denne periode vil barnet opleve mindre omsorg end sædvanligt fra forælderen, hvilket vil generere svære følelser såsom sorg og vrede. Hvis forældrene er for fraværende enten fysisk eller følelsesmæssigt til at rumme og dermed regulere disse følelser, vil de fraspaltes fra bevidstheden og lagres et sted i kroppen, indtil der en dag er mulighed for at de kan blive mærket og holdt. Dette er noget, som langt de fleste af os har oplevet i varierende grad fra tid til anden i løbet af vores barndom og opvækst, da hele barndommen består af ”kritiske udviklingsfaser”. Med andre ord er traumer et eksistensvilkår. Det er udviklingstraumer eller hverdagstraumer, som jeg særligt henviser til i denne artikel.
Fraspaltning og heling
Selv de mest nærværende forældre vil have perioder, hvor de ikke kan give barnet tilstrækkelig omsorg og støtte. Traumet kan opstå̊ i det øjeblik, hvor der ikke er en omsorgsperson klar til at trøste os og hjælpe os med at håndtere en svær følelse eller overvældende situation. I stedet fraspaltes og lagres en del af os selv i kroppen i små̊ tidslommer, indtil vi en dag er klar til at processere oplevelsen fra et mere rummeligt sted, så̊ det, der engang var overvældende, kan integreres og heles. Ordet heling indebærer således en bevægelse mod en større helhed, der samler de dele af en selv, der tidligere har været forladt.
Heling af de indre sår: Hvorfor jeg søgte behandling hos Body SDS
Jeg selv søgte Body SDS forløb netop for at hele traumer. I mit tilfælde var der både tale om fysiske skavanker i form af et længerevarende sygdomsforløb med flere diagnosticerede såkaldte kroniske sygdomme (colitis ulcerosa, psoriasis, leddegigt og lavt stofskifte) og infektioner i kroppen samt psykiske udfordringer både relateret til sygdomsforløbet, men også til min fars, morfars og mormors nylige dødsfald samt bearbejdning af svære oplevelser i barndommen. Der var rigeligt at tage fat på, og jeg gik med oplevelsen af, at Pandoras æske var blevet åbnet i mit indre. Jeg var som beskrevet i ovenstående i gang med at forsøge at samle de dele af mig selv, der i barndommen var blevet forladte på grund af manglende støtte og omsorg i forbindelse med overvældende episoder herunder skænderier, skilsmisse og depression i familien.
Forbindelsen mellem krop og psyke
Jeg havde forinden min første behandling hos Body SDS erfaret, at der var en kobling mellem arbejdet med mine psykiske traumer og helingen af de fysiske sygdomme. Jo mere jeg kom i kontakt med oplevelser i forbindelse med min fars sygdomsforløb og særligt svære oplevelser fra tidlig barndom, des bedre blev mit helbred – uden indtagelse af medicin for tilstandene. Jeg erfarede med andre ord, at der var en sammenhæng mellem svære og ubearbejdede oplevelser i min barndom og liv i øvrigt og mit dårlige helbred.
ACE-studiet og opkaldet fra kroppen
Jeg er senere støt på et studie fra 2019 af UNICEF – Adverse Childhood Experiences (ACE) Study –, der bekræfter netop denne hypotese om, at ubearbejdede barndomstraumer hænger sammen med udvikling af fysisk sygdom senere i livet. Studiet med over 3000 deltagere viser en signifikant korrelation (sammenhæng) mellem antal svære oplevelser i barndommen og mængden af helbredsrelateret adfærd samt helbredsproblemer (respiratoriske, mave- og tarm og kardiovaskulære problemer samt neurologiske symptomer) i voksenlivet. Vi har som førnævnt alle disse svære oplevelser fra barndommen i varierende grad, og vi har alle et forskelligt tærskelniveau for, hvornår kroppen holder på mere, end den kan klare. Med udgangspunkt ACE-studiet vil jeg således påstå, at ”kroniske” sygdomme og andre fysiske skavanker kan være et tegn på, at kroppen ringer dig op for at fortælle dig, at der er noget fra dit liv, som du mangler at tage dig af. Nogle dele af dig selv, som du ikke kan rumme. Nogle svære oplevelser, som du mangler at fordøje. Når kroppen begynder at kalde på hjælp, og fysisk sygdom begynder at manifestere sig, har vi valget mellem at tage telefonen og lytte eller ignorere opkaldet – eventuelt understøttet af symptomlindrende medicin.
Gør de svære oplevelser til en del af regnestykket
Selvfølgelig kan al fysisk sygdom ikke reduceres til psykiske traumer, da der er en kompleks sammensætning af mange forskellige betingelser, der influerer udbrud af sygdom. Jeg forsøger ikke at udelukke faktorer såsom DNA, livsstil, kost, motion og søvn. Ændringer i kost og livsstil har eksempelvis også spillet en vigtig rolle i helbredelsen af mine ”kroniske” sygdomme. Det er tværtimod en opfordring til at gøre de ubearbejdede svære oplevelser i barndom og voksenlivet til en del af regnestykket og overveje den mulighed, at de forhindrer dig i at få et godt helbred. Det var med denne erfaring om sammenhængen mellem krop og psyke, at jeg bookede en tid hos en behandler ved navn Thomas hos Body SDS i parken i håb om, at han kunne støtte mig i min helingsproces. Jeg vidste ikke præcist, hvad jeg skulle forvente, eller om Body SDS var det rette sted at søge hen, men noget i mig trak mig i retning af det.
Min første behandling
Min første Body SDS behandling for snart to år siden var ikke som noget andet, jeg på daværende tidspunkt før havde oplevet. I begyndelsen var det ikke langt fra en massage, som jeg kendte det – dog med mere pulserende bevægelser og frigørelse af led. Det gik imidlertid hurtigt over i mere intense kropslige fornemmelser ledsaget af følelsesudbrud samt underlige lyde, som jeg havde svært ved at tro på, kom fra mig. Det var som en port blev åbnet til et indre landskab af følelser, som jeg ikke havde betrådt meget længe. Det ene øjeblik jamrede jeg, så grinte jeg, hvorefter jeg knurrede og dernæst græd. Det gjorde ondt, men på en forløsende måde.
Body SDS champagne
Intensiteten under behandlingen byggede gradvist op, og lige som jeg troede, at oplevelsen ikke kunne blive mere intens, begyndte hele min krop pludseligt at krampe. Det var som om, at alle lemmer havde manglet blod og derfor sovet, og nu kom blodet tilbage med en kraft, som var en dæmning i kroppens indre flod blevet brudt ned. Jeg havde en stærk trang til at bevæge mig ud af intensiteten, men jeg fandt til min overraskelse, at kroppen i mellemtiden var blevet lam, så der ikke var andet at gøre end at give mig hen til de vilde fornemmelser. Mine kæber havde dertil låst sig fast, så jeg ikke længere kunne sætte ord på oplevelsen. Jeg var nødt til at blive med den intense sitren, pulseren og krampe i kroppen. Det var som et indre vulkanudbrud. En stemme i mit hoved sagde til mig, at det her kunne jeg umuligt overleve. Samtidigt var der en del af mig, der nærede tillid til, at min behandler, Thomas, vidste præcis, hvad han lavede. Thomas fornemmede formentligt den stigende panik og (døds)angst i mig, så han sagde roligt og opmuntrende til mig: ”Det er det, som vi kalder Body SDS champagne”, med en lethed i stemmen, som var det det mest almindelige i verden. ”Det er et godt tegn. Prøv at se om du kan være med det.” Imens bevægede Thomas’ hænder sig rundt på min krop, som blev de ført af en højere magt til lige de steder, hvor spændingstilstanden forsøgte at gemme sig. Én efter én fandt han ubesværet knuderne i min krop og åbnede dem op, så de fastlåste kropslige fornemmelser og følelser blev frigjort og oplevet. På trods af mine bange anelser, blev behandlingen ikke min død (i hvert fald ikke en fysisk en af slagsen), men jeg gik derfra med en fornemmelse af, at noget helt grundlæggende havde ændret sig i mig. Som havde indre tektoniske plader rykket på sig. Dette var ledsaget af en dyb ro og lyksalighed – samt et noget omtumlet sind.
Hvordan virker body SDS? Et kropspsykoterapeutisk perspektiv
Efter min første oplevelse hos Body SDS kom corona-nedlukningen i vinteren 2021, og til min skuffelse måtte jeg vente flere måneder, før jeg kunne få min næste behandling. I et forsøg på at få begreb om, hvad det var, der lige var hændt mig, læste jeg ihærdigt alle de bøger om Body SDS, som jeg kunne finde. Jeg læste både Andrrew Ethen Elliot Mogensen (tidligere Bengt Valentino Andersen) og Ole Kåre Følis bøger samt Mille Dinesens, Min egen vej, og Chanette Følis’, Kroppens akvarium. Bøgerne gav mig en bedre forståelse for, hvad det var, som der havde fundet sted i behandlingen på et kropsligt og energetisk niveau, men til min ærgrelse var det ikke muligt for mig at finde nogen psykologisk forklaring på effekterne af Body SDS.
”Vil du forstå, eller vil du være lykkelig?”
Som psykologistuderende, og som en person med mere grundlæggende trang til at ville forstå og forklare psykiske fænomener, var det svært for mig at acceptere, at noget, der var så stor en oplevelse, ikke kunne sættes på ord eller tilfredsstillende forklares til andre. I hvert fald ikke uden risiko for at skræmme dem helt væk fra nogensinde at prøve Body SDS. Mange syntes, at det lød meget voldsomt. Jeg havde ikke tilstrækkelige ord for, hvorfor den intense oplevelse til første behandling samtidigt kunne virke så helende. Jeg kunne mærke en effekt på egen krop, men jeg kunne ikke forstå det. Nogle ville argumentere for, at det er tilstrækkeligt blot at mærke forandringerne i kroppen. Som en tidligere kropsbehandler plejede at sige til mig: ”Vil du forstå, eller vil du være lykkelig?”. Det kan der måske også være noget om, men mit manglende sprog for de psykologiske effekter af Body SDS gjorde det svært for mig at anbefale det med fagligt belæg til andre – særligt mine medstuderende samt psykologer og psykoterapeuter. Dertil beskriver den jungianske analytiker Donald Kalsched i sin bog: ”The Inner World of Trauma”, at sjælen findes i mødet mellem krop og sind, hvor de to bliver forelskede. Hvis man kun har forståelsen for noget, men uden at have kroppen med, vil det hele være ”i hovedet” – køligt og på afstand uden hjertevarme. Omvendt hvis noget kun kan mærkes i kroppen, men sindet ikke forstår det, kan oplevelsen ikke udtrykkes i sproglig symbolsk form mellem mennesker, hvilket gør det umuligt at nå det niveau af mening, hvor sjælen befinder sig. Det kan også afføde isolation og fremmedgørelse. For at få sjælen eller hjertet med, havde jeg altså brug for en dybere psykologisk forståelse for Body SDS. Jeg fortsatte efter genåbningen med et mere intensivt Body SDS forløb, hvor jeg modtog behandlinger ugentligt eller hver anden uge det følgende år med betydelige forbedringer for såvel mit psykiske som fysiske helbred. Body SDS behandlingerne bidrog således til en heling af mine indre sår, om end jeg fortsat manglede et sprog for, hvorfor det gjorde det. Jeg kunne kun konstatere, at jeg fik det bedre.
Kropspsykoterapien som teoretisk ramme
Det var først, da jeg fandt frem til kropspsykoterapien, at jeg havde fået fingrene i en teoretisk retning, der kunne anvendes til at forstå, hvordan Body SDS arbejder med traumer. Kropspsykoterapien har beskæftiget sig særligt med traumer, hvorfor den har et veludviklet begrebsapparat til at beskrive mekanismerne bag traumerne samt diverse modeller for behandling af traumer. Imidlertid dækker kropspsykoterapien over en række psykoterapeutiske retninger, der per definition anvender psykoterapi som metode – altså samtale – frem for bodywork, som det er tilfældet med Body SDS. Når jeg bruger kropspsykoterapeutisk teori til at beskrive Body SDS, benytter jeg mig således af eklekticisme; det vil sige, at jeg anvender teorien i en kontekst, som den ikke er tiltænkt. Imidlertid bliver man nødt til at nøjes med dette, når der ikke endnu er lavet et forsøg på at beskrive den psykologiske teori bag Body SDS.
Kropspsyken – et opgør med Descartes’ dualisme
Kropspsykoterapien er ifølge Nick Totton en terapeutisk tilgang, der involverer både krop og psyke med henblik på at integrere hele personligheden. Kroppen og psyken behandles som to komplimentære dele af en samlet helhed, hvori hele bevidstheden er embodied, og hver levende krop er i stand til at være bevidst. Det er således en grundantagelse, at der er krydsninger og interaktioner mellem krop og psyke på en måde, der påvirker vores måde at være til i verden på. Kropspsykoterapien forsøger således at gøre op med den dualistiske opdeling af krop og psyke, der har været dominerende siden filosoffen René Descartes erklærede: ”Jeg tænker, altså er jeg”. Dette gøres ved at introducere begrebet kropspsyken (engelsk: bodymind), der i sin sammenføring af krop og psyke understreger uadskilleligheden af de to.
Embodiment – kropsligt nærvær
Et helt centralt begreb i forlængelse af dette er begrebet embodiment. Embodiment er en tilstand af enhed mellem krop og psyke. Begrebet indbefatter både det at være en oplevende selvbevidst organisme, som er noget alle mennesker deler, samtidigt med, at vi er i stand til at indse og opleve, at vi er selvbevidste. Embodiment handler dermed om at ”komme ned i kroppen” og være tilstede i verden på en måde, der er præget af kropsligt nærvær og åbenhed over for både omgivelserne samt de indre oplevelser. Både forståelsen af krop og psyken som en samlet helhed og begrebet om embodiment til at beskrive kontakten til denne helhed er nogle grundantagelser, der skal accepteres for videre at kunne forstå effekten af Body SDS ud fra kropspsykoterapien.
Kroppen husker
En tredje vigtig grundantagelse i kropspsykoterapien er, at kroppen kan lagre minder, der ikke eksisterer for bevidstheden, men som der kan tilgås ved at arbejde med kroppen. Kroppsykoterapiens fader, Wilhelm Reich, bruger begrebet kropspanser til at beskrive de systematiske mønstrer af muskulære spændinger, der udvikles som følge af traumer i barndom og senere i livet. Hvis et barn eksempelvis har oplevelsen af ikke at blive mødt og trøstet af sine forældre, vil denne oplevelse med tiden medføre spændingstilstande i musklerne et sted i kroppen, der så indeholder de følelser, der ikke blev rummet. Når spændingstilstanden løsnes, vil de tilhørende følelser også frigives. I eksemplet med det grædende barn vil afspændingen af kropspanseret medføre, at personen mærker sorgen over ikke at blive trøstet af sine forældre – også selvom det er 10, 20 eller 50 år siden, at oplevelsen fandt sted. Hvad sindet glemmer, husker kroppen. Således kan gentagende undertrykkelse af impulser for følelsesmæssigt udtryk såsom vrede, gråd og så videre ifølge Reich manifestere sig som muskulære spændinger – et kropspanser – der venter på at blive løsnet, så de undertrykte følelser en dag kan mærkes og frigives. Det er ifølge Wilhelm Reich først og fremmest vejtrækningen, der holdes tilbage i forsøget på at undertrykke følelserne, hvilket med tiden spreder sig til spændinger i musklerne og dermed skaber kropspanseret. Der er efterhånden kommet en del videnskabelig evidens for idéen om, at traumer lagres i kroppen, og Reichs begreb om kropspanser er således stadigvæk relevant. At kroppen kan huske – særligt traumatiske oplevelser fra helt tidlig barndom – beskrives dybdegående med empirisk belæg i Bessel Van der Kolks bog fra 2014: ”Kroppen holder regnskabet”.
Kropspsykoterapiens fire modeller
Kropspsykoterapeuten Nick Totton har i sin bog, Body Psychotherapy for the 21st century”, fra 2020 beskrevet fire overordnede kropspsykoterapeutiske modeller, der hver især beskriver forskellige tilgange til at arbejde med traumer. De fleste kropspsykoterapeutiske tilgang strækker sig over alle fire modeller om end med varierende vægtning. Ligeledes er det min egen erfaring med Body SDS, at behandlingerne indeholder elementer af alle fire modeller.
I. Justeringsmodellen
Den første model, justeringsmodellen, har fokus på korrektion, reorganisering og rettelse af skævheder i kroppen, idet kroppen og dermed også psyken lettere kan søge ligevægt. Det antages, at justering af skævheder i kroppen, så de tilpasses en defineret idealtilstand, medfører frigørelse af blokeringer forbundet med skævhederne. Når skævhederne rettes ud, åbnes der op for energetisk flow i kroppen forbundet med en sund og ønskværdig kropspsyke. Der arbejdes med traumer i denne model ved at fjerne de forstyrrelser og blokeringer forbundet med skævhederne i kroppen, der begrænser det frie energetiske og dermed emotionelle flow i kroppen. Metaforen for traumearbejdet er således at rette et skævt led. Som det fremgår af ovenstående beskrivelse af min første behandling, er en stor del af behandlingen hos Body SDS netop dette: En rettelse af skævheder i kroppen, hvor led justeres og frigøres.
II. Traume/udløsning modellen
Traume/udløsning modellen, der er den næste model, omhandler de reparerende egenskaber ved følelsesmæssig udløsning, der første gang blev formuleret af Freud og Breuer i 1895, og som er blevet adopteret af mange senere kropspsykoterapeuter: Det som med et psykoanalytisk begreb kendes som katarsis. Der arbejdes med traumet ved i et trygt rum at gennemleve og udtrykke de emotionelle aspekter af den traumatiske oplevelse, der ellers er blevet fraspaltet, hvilket har forhindret heling. Metaforisk kan traumet i denne model beskrives som en splint i kroppen, der må trækkes ud, før inflammationen kan bekæmpes og såret heles. Beskrivelserne af råb, skrig og jammer under min første behandlinger er eksempler på ”splinter”, der blev trukket ud af gamle emotionelle sår. De følelsesmæssige udbrud er således i sig selv det helbredende aspekt af behandlingen forstået ud fra traume/udløsning modellen.
III. Procesmodellen
Procesmodellen, den tredje model, er karakteriseret ved et særligt fokus på at støtte den naturlige helingsproces i kroppen – i endnu højere grad end de to første. Ifølge udvikleren af Hakomi-metoden Ron Kurtz handler det ikke om at forsøge at forstå noget, men derimod bør man blot vende opmærksomheden indad mod oplevelen: ”You don’t need anything… Just turn them inwards towards their experience. You don’t need to understand a thing.” Målet er at give slip på teori og koncepter, hvilket blot vil forsinke den naturlige proces. Det handler om ikke at stå i vejen for sig selv så at sige. Metaforen i denne model er en flod, der uden dæmninger kan løbe frit ud i havet. Det antages, at traumer vil hele sig selv, så snart de får muligheden for det, hvilket blot kræver en lyttende og nærværende indstilling uden forudantagelse. Det handler om at være med de indre processer og frit give efter for de intuitive indskydelser, der måtte dukke op. I praksis kan metoden således se ud på mange måder og skifte mellem arbejde på tværs af modaliteter alt efter, hvad der fylder. Under min første behandling kom elementer fra denne model i spil ved at min behandler gentagende gange opfordrede mig til at ”være med oplevelsen”. Jeg blev hele tiden mindet om at vende opmærksomheden mod det område, hvor intensiteten var størst, og trække vejret ind i det. Ud fra procesmodellen tillader dette kroppens selv-regulerende kapacitet at gøre sit arbejde og give slip på hvad end, der ikke længere tjener den.
IV. Relationsmodellen
Den sidste model, relationsmodellen, har fokus på den nærværende kontakt og forbindelse mellem behandlerens og klientens krop. Ifølge udviklingspsykologen Daniel Stern har vi fra helt tidlig barndom i relationen til vores omsorgspersoner gennem tilpasning og spejling lært at kommunikere med vores kroppe alene. Denne non-verbale kommunikationsform kan være essentiel for helingen af traumer. Det skal forstås sådan, at i det intime møde mellem behandler og klient indgår kroppene i et samarbejde på en måde, så de sammen finder ud af, hvad der er brug for hos klienten. Lidt som en improviseret dans, hvor ingen af parterne fører, men dansen er skabt i fælleskab. I min beskrivelse af første behandling oplevede jeg dette som, at Thomas’ hænder blev ført rundt på min krop, som blev han guidet af en højere magt. Intuitivt kunne han fornemme, hvor hænderne skulle hen, fordi min krop fortalte hans krop det – uden vores hoveder var involverede i udvekslingen. Selvom mit sind var i panik og skeptisk over intensiteten af behandlingen, var vores kroppe i gang med en tillidsfuld udveksling.
Aktivering af den indre helingsproces
Således kan Nick Tottons fire klassiske modeller inden for kropspsykoterapien hver især forklare aspekter af, hvorfor Body SDS behandling kan virke i arbejdet med traumer og personlig udvikling. Ud fra et psykologisk perspektiv kan der altså findes en mening med galskaben i den oplevelse, som jeg havde ved min første behandling. Modellerne kan dertil være med til at forklare, hvorfor noget i mig på trods af det voldsomme første møde med Body SDS ønskede at komme tilbage til en ny behandling: Noget dybt i mig kunne genkende, at en indre helingsproces var blevet sat i gang. Imidlertid er det sådan med heling og personlig udvikling, at det som med alle andre processer kræver en vedvarende opmærksomhed og vedligeholdelse for, at udviklingen fortsætter. Ligeledes kræver Body SDS behandlingerne vedligeholdelse; både ved at bestille nye behandlinger, inden der er gået for lang tid, men mest af alt vedligeholdelse gennem ens eget personlige integrationsarbejde mellem behandlingerne.
Body SDS træning og arbejdet mellem behandlingerne
Udover at læse bøger om Body SDS søgte jeg under corona-nedlukningen andre metoder til at få forbindelse til den første (livsforandrende) oplevelse, som jeg havde haft med Body SDS. Jeg fandt frem til Body SDS træningssystemet og downloadede appen, hvorefter jeg en efter en prøvede de forskellige øvelser, som den havde at tilbyde. Jeg oplevede, at øvelserne gik ind og arbejdede dybt i kroppen, og efter træningen stod jeg ligesom til behandlingen tilbage med en fornemmelse af, at noget i det indre havde rykket på sig – om end ikke med samme intensitet som til den første behandling hos Thomas.
Body SDS træning og de kropspsykoterapeutiske modeller
Jeg gjorde det til vane at bruge træningssystemet, og da genåbningen efter corona kom, fortsatte jeg med at lave Body SDS øvelserne mellem behandlingerne. Udover de generelle gavnlige virkninger og positive følelser, der er forbundet med fysisk aktivitet, var det som om, at øvelserne også gjorde noget mere og andet. Jeg oplevede dertil, at forskellige træningstyper havde forskellig effekt på min krop. Jeg er efterhånden kommet frem til, at man groft set også kan inddele de forskellig Body SDS træningstyper inden for de forskellige kropspsykoterapeutiske modeller, således at de hver især kan anvendes supplerende til behandlingerne i arbejdet med traumer og personlig udvikling. Jeg vil i følgende præsentere min analyse af I) grundtræning og cufei, II) pafei og III) udvidende og sammentrækkende øvelser (US øvelser) ud fra de kropspsykoterapeutiske modeller:
I. Grundtræning og cufei
De første træningsformer, grundtræning og cufei, har særligt fokus på via arbejde med leddene at rette skævheder i kroppen og derved frigøre spændingstilstande. Dette passer ind i justeringsmodellen, hvor fokus er på korrektion, reorganisering og rettelse af skævheder i kroppen for at løsne blokeringer forbundet med disse skævheder. Det er ved at fjerne disse blokeringer i kroppen og rette de skæve led, at der kommer frit energetisk flow i kroppen, hvilket i sig selv ifølge modellen er traumeforløsende. På samme måde kan grundtræningen og cufei forstås at arbejde med traumer ved at rette skævheder og spændingstilstande i kroppen, hvilket skaber fri cirkulation i kroppen, der frigør de fastlåste traumer.
II. Pafei
Pafei er en form for styrketræning med kropsvægtsøvelser, der fokuserer på et optimalt samspil mellem muskler og nerver. Træningen er kraftfuld og eksplosiv, og der opfordres til at give lyd på spændings- og stressstilstanden, som man kan komme i kontakt med gennem træningen, ved hjælp af eksempelvis et dybt suk, en ”ah”-lyd eller andre lyde, som der har brug for at blive udtrykt. Intentionen er at kunne være med, udtrykke og derved frigøre følelsesmæssigt udfordrende tilstande. Dette passer godt ind i traume/udløsning modellen, hvor der fokuseres på følelsesmæssig udløsning af traumet – katarsis. Ved katarsis får den indespærrede følelse endeligt lov til at blive oplevet og derved frigjort. I pafei arbejdes der således ud fra en kropspsykoterapeutisk teoretisk forståelse med traumer ved at få kontakt til spændingsstilstanden gennem hård fysisk aktivitet, hvorefter traumet frigøres ved at mærke og udtrykke den bagvedliggende følelse. Metaforisk set ”trækkes splinten ud” ved at give lyd på følelsen, der er blevet indespærret.
III. Udvidende og sammentrækkende øvelser
I US øvelserne opfordres udøveren til at rette opmærksomheden mod – samt trække vejret ind i -de kropslige fornemmelser forbundet med strækket. Hensigten med øvelserne er at give sig hen til stillingerne og ellers lade kroppen gøre arbejdet selv. Dette er svarende til procesmodellen, hvor der er en tillid til, at kroppen har selv-regulerende kapaciteter, der aktiveres ved blot at vende opmærksomheden indad. I US øvelserne handler det ligeledes om at vende opmærksomheden indad, give slip og ikke ”stå i vejen for sig selv”. US øvelserne kan således i tråd med procesmodellen arbejde med traumer gennem den bevidste opmærksomhed og kroppens egen selvhelende processer. Opmærksomheden på spændingstilstanden i kroppen samt den dybe frigørende vejtrækning vil metaforisk set ”fjerne dæmningerne, så floden kan løbe frit ud i havet”. Med andre ord vil de fraspaltede dele af selvet forenes med det større selv, og traumet vil heles.
Body SDS træning som kropsterapeutisk egenbehandling af traumer
Jeg har i tråd med ovenstående perspektiv anvendt Body SDS træningen til at adressere traumer og de skævheder og spændingstilstande i kroppen, som de er forbundet med. Hvis jeg har en oplevelse af at være skæv eller anspændt i dele af kroppen, vil jeg eksempelvis lave grundtræning eller cufei til at rette dem ud. Hvis jeg registrerer en fastlåsthed og undertrykte følelser, kan jeg bruge pafei til at åbne op for disse og udtrykke dem. Hvis jeg oplever manglende kontakt til kroppen og mangel på grounding, kan jeg lave US øvelserne. Ofte vil en kombination af træningstyperne også give mening, hvilket man også gør på holdtræningerne hos Body SDS i Parken. Det er ud fra min erfaring enormt givende at anvende træningen mellem behandlingerne på den måde; både for at få integreret det materiale, der blev åbnet op for ved behandlingen, men også for at lade ”den indre healer” fortsætte den proces, der allerede er i gang. Jeg vil vende tilbage til, hvad jeg mener med den indre healer.
Den grove og den subtile krop
En sidste fordel ved Body SDS træningssystemet er, at det både arbejder med det, som yogatraditionen kalder den grove krop og den subtile krop. Den grove krop er den mere biomekaniske krop, hvor man arbejder med muskler og led. Et eksempel på dette ville være styrketræning i fitnesscenteret eller en løbetur. Den subtile krop arbejder mere energetisk med kroppen og inddrager energisystemer såsom meridianbanerne fra den kinesiske tradition eller chakrasystemet, hvilket er noget, som vi kender fra eksempelvis yogatraditionen, Tai Chi og Qigong. Body SDS træningssystemet veksler mellem øvelser, der vægter henholdsvis den grove og den subtile krop, og mange af øvelserne kombinerer endda begge dele. Et eksempel på dette er øvelser til underkroppen i pafei, der først involverer kontakt til lever-, mave- og galdemeridianen (subtile krop), hvorefter der laves grove kropsøvelser i form af squats og lunges. Begge kroppe har efter min mening brug for opmærksomhed, og det kan Body SDS træningssystemet tilbyde.
At hente børnene hjem: Integration af de fraspaltede dele
Body SDS træningen er blot én måde at bevare kontakten til samt arbejde videre med det materiale, der er blevet åbnet op for under en behandling. Eksempelvis kan det være, at der er blevet åbnet op for kontakten til et indre barn under behandlingen. Du har kunnet mærke nogle følelser og tanker relateret til en bestemt periode i din barndom. En måde at bevare kontakten til dette barn kunne være at give dig selv tid og plads til at invitere det indre barn ind i dit hjerte og lade det fortælle sin historie – for eksempel under en meditation. Så du giver dig selv lov til fuldt ud at mærke barnets følelser og lytte til, hvad det har at sige. Den terapeutiske retning udviklet af Richard C. Schwartz, Internal Family Systems (IFS), beskæftiger sig særligt med ”de indre børn”, og hvordan disse kan ”hentes hjem”. Susan McConnell har skrevet bogen, Somatic Internal Family Systems Therapy, der præsenterer en mere kropsterapeutisk IFS tilgang, der er mere forenelig med Body SDS. Her tilbyder hun en række øvelser til at komme i kontakt med de indre børn, der med fordel kan anvendes under og mellem behandlinger.
Alternative metoder til integration af Body SDS behandlingerne
Andre metoder til at integrere behandlingerne kan på et kropsligt niveau være yoga eller andre bevægelsespraksisser, kostændringer eller udrensninger (som Body SDS også tilbyder forløb med), på et mentalt og følelsesmæssigt plan være samtaleterapi, en kontemplativ praksis såsom meditation eller skrive sine tanker ned og på et relationelt plan tale om behandlingen, og hvad det har åbnet for, med sine nære relationer. Det kan også være at gå en lang tur på stranden eller i skoven. Der er ingen one size fits all, når det kommer til heling og personlig vækst. Det handler om at finde sin egen vej i processen, hvilket indebærer at opbygge tillid til egen intuition.
Tillid til den indre healer
En vigtig præmis for forståelsen af effekterne af Body SDS er et kendskab til vores selv-regulerende kapacitet eller ”indre healer”. Der er lavet forskning på området, og der er skrevet flere bøger, der beskriver mere indgående om menneskets selv-regulerende evner (bl.a. Blink – styrken ved at tænke uden at tænke af Malcolm Gladwell fra 2005, Gut feelings – the intelligence og the unconscious af Gerd Gigerenzer fra 2007 og At tænke – hurtigt og langsomt af Daniel Kahneman fra 2013). Den danske psykoterapeut Ole Vedfelt har formuleret sin teori – kybernetisk psykologi – omkring denne idé. I sin bog, Ubevidst intelligens, fra 2002 beskriver han, hvordan den rationelle hverdagsbevidsthed blot er en brøkdel af vores samlede bevidsthed. Der er også en meget større ubevidst intelligens, der altid søger at hjælpe organismen med at bevæge sig mod helhed og balance. Hverdagsbevidstheden er som en lille båd i et ocean af ubevidst viden og visdom. Ved at opbygge tillid til den ubevidste intelligens og ens egen selv-regulerende kapacitet vil man ifølge Ole Vedfelt gradvist modtage guidning indefra, der vil vise, hvad man har brug for. Den indre healer vil tage over så at sige. Inden for spirituelle traditioner er den ubevidste intelligens også blevet kaldt for ”det højere selv”, ”højere bevidsthed/frekvens” eller blot ”det guddommelige”.
Homøostase – vores iboende søgen mod balance og ligevægt
Begrebet homøostase anvendes almindeligvis om kroppens evne til at søge balance og ligevægt, hvis betingelserne tillader det. Homøostase er imidlertid ikke begrænset til kroppen; det foregår også i psyken, da de to som beskrevet i ovenstående ikke kan adskilles. Det handler således om at skabe god forbindelse mellem hverdagsbevidstheden og den ubevidste intelligens, så der er klar adgang til, at den indre healer kan gøre sit arbejde. Ud fra min egen erfaring er det er netop denne forbindelse, som en Body SDS behandling kan være med til at etablere, og som der er så vigtig at styrke og bevare mellem behandlingerne. Her er det afgørende med en tillid til, at det, der åbnes for til behandlingen, netop kommer op til overfladen, fordi man er klar til det. Mit første møde med Body SDS var meget overvældende, men jeg havde også lavet benarbejdet og gået i flere former for terapi og behandling i årene forinden. Mit system var klar til at tage imod nogle svære oplevelser, hvorfor behandlingen blev så intens. Lige så intens, som oplevelsen var, lige så meget oplevede jeg også, at mine sår blev følt, rummet og dermed helet. Jeg har bekendte, der har haft mere subtile og blide oplevelser hos Body SDS, men som ikke desto mindre også har haft stor glæde af behandlingerne. Det er således ikke nødvendigvis et succeskriterie, at oplevelsen er overvældende og intens. Det var blot min oplevelse og det, som jeg personligt havde brug for på det tidspunkt. Andre vil have langt mildere oplevelser hos Body SDS, og det kan sagtens være det helt rigtige for dem. Vi er alle forskellige.
Samarbejdet med behandleren
Til sidst vil jeg gerne påpege betydningen af at finde den rette behandler, når det kommer til arbejde med vækstprocesser og heling af traumer (og det gælder ikke kun Body SDS). Hvis kemien ikke føles god, så kan det give mening at prøve lidt forskellige. At der er god kontakt, er helt afgørende for at få skabt det trygge rum, hvor helingen af traumerne kan foregå. De indre børn skal have tillid til både dig og behandleren, før de vil vise sig. Jeg selv var heldig at ramme rigtigt i første omgang med Thomas, men jeg kender til flere, der har måttet prøve sig frem.
Konklusion: Rejsen mod helhed
Traumer er noget, som vi alle bærer rundt på, og det er en uundgåelig del af det at være menneske. Et eksistensvilkår. Selv de bedste forældre vil have tidspunkter eller perioder i deres liv, hvor de ikke fuldt ud kan møde deres børns følelsesmæssige behov, hvorfor løsningen aldrig vil være at pege fingre ad omsorgspersoner eller ugunstige omstændigheder i barndommen. Det handler derimod om at give det indre barn det, som det manglede i barndommen. Ofte vil det også åbne for mere positive minder og ressourcer, som traumet også har dækket for. Helingsprocessen handler om at rumme de følelser, der var for overvældende eller ikke blev modtaget godt af omsorgsgiverne i barndommen. Det handler om som voksen at genbesøge sine indre børn og omfavne dem, så de i et trygt rum kan fortælle deres historie. Vi har alle disse svære oplevelser fra barndommen i varierende grad, og vi har alle et forskelligt tærskelniveau for, hvornår kroppen holder på mere, end den kan klare. Når sygdommen indtræder, kan det være en af de største gaver i livet, hvis man lytter til kaldet fra den indre healer, tager ansvar og påbegynder rejsen mod at blive et mere helt og rummeligt menneske. En rejse, der indebærer svære møder med glemte oplevelser og indespærrede følelser. En rejse, der kræver tillid til processen og mod til at mærke det, der tidligere var for overvældende. Og vigtigst af alt kræver rejsen støtte og hjælp fra andre. For mit vedkommende har Body SDS været en vigtig hjælper på denne rejse.
Kurtz, R. (1985). Hakomi Therapy. Boulder, CO: Hakomi Institute.
Levine, P. (1997). Væk tigeren: Helbredelse af traumer. København: Gyldendal
Martinsen, E. (2011). Kropp og sinn (Fysisk aktivitet, psykisk helse, kognitiv terapi) (2.). Fagbokforlaget Vigmostad og Bjørke.
McConnell, S. (2020). Somatic Internal Family Systems Therapy: Awareness, Breath, resonance, movement and touch in practice. Berkeley: North Atlantic Books.
Reich, W. (1972). Character analysis. 3. udgave. New York: Farrar, Straus and Giroux.
Stern, D. N. (1985). The Interpersonal World of the Infant. New York: Basic Books.
Totton, N. (2003). Body Psychotherapy: An Introduction (Vol. 2003). Maidenland, Philadelphia: Open University Press.
Totton, N. (2020). Body Psychotherapy for the 21st Century. London: Confer Books
Vedfelt, O. (2002). Ubevidst intelligens: Du ved mere end du tror. København: Gyldendal
Psykoterapeut Alexander Grigat og jeg selv deler i denne podcast vores erfaringer fra et ni dages vipassana retreat i stilhed. Henover de sidste fem år har jeg nogle gange om året taget på denne form for meditationsretræte for at fordybe min meditationspraksis og gøre mig indsigter i både mit eget liv samt i virkelighedens natur.
At tage på et sådanne retræte er efter min mening en af de største gaver, som man kan give sig selv.
Jeg tilbyder forberedelse til og integration af retreats, hvilket du kan læse mere om her.
Tekst af Alexander Grigat juli 23:
Der har været stille her på podcasten henover sommeren, og de kommende uger starter skolen så småt op igen, efter en tiltrængt pause. I mellemtiden vil jeg lige lave et opslag for det seneste afsnit, som jeg aldrig fik skrevet noget til.
I juni måned var jeg 9 dage i stilhed på et vipassana retræte med Emil Grinder-Hansen. Dagen efter at vi kom hjem satte vi os sammen og optog en podcast om vores erfaringer. Retræten fandt sted på Røsnæs arrangeret af psykolog Uffe Damborg, der er elev af Anagarika Munindra, elev af den store Burmesiske meditationsmester Mahāsī Sayādaw. Munindra var lærer for flere personer som bragte Vipassana til vesten, udover Uffe Damborg kan der tilføjes Joseph Goldstein, Sharon Salzberg og Jack Kornfield.
Selvom det snart er lang tid siden, så kan jeg dog huske at samtalen tager udgangspunkt i vores dengang helt friske erfaringer. Samtalen er ikke blot en introduktion til et Vipassana retræte, men er istedet også en form for smeltedige, hvor Emils og mine erfaringer bliver undersøgt og forstået ud fra en bredt funderet forståelsesramme. For både Emil og jeg er det ultimative niveau, altså de åndelige erkendelser, ikke adskilt fra det relative plan med dets psykologiske og relationelle indsigter, og for os begge kan disse planer betragtes fra forskellige forståelsesrammer. Derfor er samtalen en undersøgelse af vores erfaringer fra flere forskellige vinkler og på forskellige niveauer. De erfaringer som vi har gjort os i en Therevada buddhistisk kontekst, går i dialog med andre åndelige og filosofiske traditioner, det relative niveaus dybdepsykologi dets drømme og symboler bliver medregnet som væsentlige vejvisere i den åndelige og sjælelige udviklingsprocess.
Vi starter med at tale generelt om at tage på retræte, do’s and dont’s, praktiske overvejelser, den tradition vi sad i og generelt om den Therevada Buddhistiske Vipassana meditation. Herefter bredder vi emnet ud og indrager elementer, forståelser og erfaringer fra andre åndstraditioner og filosofier. Afslutningvis taler vi om de dybdepsykologiske erfaringer der finder sted på et retræte, og hvordan arbejdet med drømme og symboler kan være en ressource, også selvom at disse ikke tilskyndes nogen særlig værdi i den tidlige buddhisme.
Jeg håber at samtalen kan inspirere til praksis.
Er du nysgerrig i at deltage i et lignende retræte hos Uffe eller vil du lytte til nogle af hans Dharma taler, så kan disse findes på hjemmesiden : https://indsigtsmeditation.dk/
Jeg har endnu engang haft fornøjelsen af at gæste Den Forbudte Skole. I dette afsnit taler Alexander Grigat og jeg om “det indre Selv-beskyttende system i traumeheling og selvudvikling”. Vi trækker på den jungianske analytiker Donald Kalscheds teori om arketypiske og dissociative forsvar, der træder ind ved traumer – særligt barndomstraumer. Både Alexander og jeg har beskæftiget os en del med Kalscheds teori, og jeg bruger den blandt andet i mit speciale. Hvis du er nysgerrig på traumer eller selvudvikling mere generelt, kan det måske blive et interessant lyt.
Nøgleord: Heling af traumer, traumeterapi, barndomstraumer, selvudvikling, psykedelisk integration, psykedelisk terapi og traumer
Tekst af Alexander Grigat april 23:
Det indre Selv-beskyttende system er det, der slår til, når livet bliver for overvældende, og som forfølger os resten af livet, når vi søger at bryde ud, blive til mere, udvikle os eller at indgå mere aktivt i livet.
Det er dette sjælelige aspekt, som Emil Grinder-Hansen og jeg undersøger i dette afsnit. Når vi overvældes af mere, end hvad vi kan klare – især i barndommen – så finder en spaltning sted, der sikrer det ikke-sårede, rene og uskyldige aspekt af os.
Dette aspekt, ofte repræsenteret som “det indre barn”, fraspaltes på flere niveauer; 1) på det kropslige/følelsesmæssige niveau 2) på det billedlige niveau – altså minderne knyttet til traumet, 3) på det såkaldte “virkelige niveau”: Fra den socialt forankrede verden ind i en arketypisk-kollektiv virkelighed.
Dét, der gennemfører fraspaltningen, er ikke traumet selv, men en iboende sjælelig dissociativ kapacitet, der søger at beskytte barnets ånd, det sande selv, de indre børn eller jeg-Selv aksen. Dette beskyttende aspekt af psyken er hvad den jungianske analytiker Donald Kalsched kalder for “det arketypiske Selv-beskyttende system”. På den ene side fremstår det selvbeskyttende system som frelsende, og på den anden side som en diabolsk krænkende forfølger eller dommer, der søger at opretholde fraspaltningen af det indre barn.
At opretholde spaltningen handler om at beskytte den ikke-sårede del, de indre børn og livskræften fra den verden, der engang var overvældende. Hermed fratages muligheden for en mere fuldkommen legemliggørelse af os selv, da aspekter af os selv beskyttes og holdes i fangeskab af det Selv-beskyttende system.
Forståelsen af dette iboende arketypiske forsvarssystem (beskyttende og krænkende) er væsentligt i arbejdet med traumer og i selvudvikling generelt. Når vi udvikler os, indtager nyt territorie, får indsigter, bliver mere hele, så vil systemet slå til: “Du har bevæget dig ud i denne verden før, dengang gjorde det ondt, dengang hjalp vi dig. Nu hjælper vi dig igen, og skærer dig væk, fraspalter dig, og trækker dig væk fra verden!”. Disse forsøg på fraspaltning af bevidstheden vil vise sig som tilsyneladende tilbagegang, efter fremgangen i en udviklings proces.
I 2019 var depression den andenstørste årsag til den globale sygdomsbyrde, og disse tal er ifølge både dansk, europæisk og amerikansk statistisk steget dramatisk som følge af COVID-19 pandemien. Dette kan hænge sammen med, at depression virkeligt tager fat, når folk trækker sig fra verden, deres sociale forbindelser og engagement og mister viljen til (eller muligheden for) at foretage handlinger, der er meningsfulde og givende for dem, hvilket har været en naturlig konsekvens af corona-nedlukningen og social distancering. Depression kan som al anden psykisk lidelse relateres – men ikke reduceres – til genetik og neurokemi, men det er især også forbundet med kulturen og de fortællinger om os selv og verden, som vi selv er med til at skabe. Meditation kan hjælpe os med at svække optagetheden og identifikationen med de fortællinger, så vi bliver bevidste om, hvad de er – blot fortællinger. Med andre ord kan meditation hjælpe os med at få indsigt i, hvor begrænsende og upersonlige vores narrativer i virkeligheden er. Dette kan være særligt gavnligt, når det kommer til de negative tankemønstre og ruminationer om uværdighed og fortvivlelse, der er kendetegnet ved for eksempel en depressiv tilstand, idet vi gennem mindfulness kan gøre os fri for indholdet af tankerne. Ved at være opmærksom på de tanker, der styrer vores handlemønstre, mister de noget af deres magt over os, idet vi har friheden til at handle anderledes. Meditationen kan således fungere som en form for narrativ og kognitiv terapi, hvor man selv er sin egen terapeut. Dertil kan praksissen føre til intuitiv indsigt i virkelighedens natur, der ifølge Buddhalæren kan vække individet op til en mere fri tilværelse.
Jeg har sammen med Alexander Grigat haft fornøjelsen af at have en samtale med stifteren af Body SDS Andrrew Ethen Elliot Mogensen (tidligere Bengt Valentino Andersen) på podcasten den forbudte skole.
Andrrew er en af verdens mest erfarne kropsterapeuter med titusindevis af behandlinger bag sig og med utallige næsten mirakuløse historier knyttet til dem. Han har en særlig plads i mit hjerte, fordi han efter min overbevisning var årsagen til, at min far overlevede en indlæggelse på Herlev hospital i vinteren 2019. Dertil har han været med til at udvikle et behandlings- og træningssystem, der har haft stor betydning for mit eget helbred (hvilket vil uddybes i en artikel og video, der snart udkommer).
Derudover kan man vist godt kalde Andrrew for lidt af en provokatør, og i samtalen taler vi udover Body SDS systemet også om hans kritik af den danske kultur og samfund, der efter Andrrews mening ville have godt af at et større opgør med janteloven.
Andrrew Ethen Elliot Mogensen, er grundlægger af Body SDS, et krops-selvudviklings-system som han formaliserede ud fra hans far, Ole Kåre Føli, og farfars selvopdagede behandlingsmetode.
I dette afsnit taler Emil Grinder-Hansen og jeg med Andrrew om tilblivelsen af Body-SDS, vigtigheden af mesterlæren, om samfundet, problemer med moderne medicin, kroppens intelligens og hvordan arbejdet med kroppen er arbejdet med hele organismen.
Andrrew voksede op i mesterlære, hvor han observerede og var omkring hans far og farfar i deres behandlingsarbejde. På den måde lærte han ikke igennem bøger, men igennem samvær og direkte erfaring dét der idag er blevet formaliseret og i Body-SDS systemet. Heri ligger en forståelse af krop-psyke som en helhed, hvor terapeuten ikke er healer, men snarere forsøger at lytte til kroppens bevægelser, og derigennem fordre og støtte kroppens selvhealende kapacitet. Systemet der udgør behandlingsformen, træninger og udrensninger, ligner meget nogle af de holistiske sundheds-systemer der findes i østen. Her er de blot blevet opdaget i løbet af de sidste 100 år i Danmark, blot ved at lytte til kroppen, lære den at kende og forsøge at bringe den i balance.
Derudover tales der en del om samfund, skat, biler, medicin og jantelov. Her er det væsentlige ikke om man er enig med Andrrew, men stedet den ånd han taler med, en ånd der siger “fuck janteloven”. Og lige præcis den ånd og den energi var betydningsfuld for Emil og jeg, der begge mærkede hvor meget janteloven ligger ubevidst i os, hvor den begrænser vores udtryk, vores væren og helt konkret låser vores kroppe. Der er mange vigtige ting i denne samtale, men det jeg virkelig tager med mig som væsentligt er “fuck janteloven”.
Dette er tredje afsnit af dialogserien om Jung og Buddha af jeg selv og Alexander Grigat på podcasten den forbudte skole. Denne gang taler vi om meditation hos Buddha og Jung, hvor vi først gennemgår den nok mest traditionelle buddhistiske meditationsform åndedrætsmeditationen (anapanasati), hvorefter vi går mere i dybden med Jungs meditative teknik kaldet aktiv imagination. Vi taler om forskelle og ligheder i de to former for meditation, og hvordan de med fordel kan anvendes til forskellige formål.
I vores moderne verden knyttes meditation ofte til østlige introspektive praksisser – især de buddhistiske praksisser. I vesten er der dog også en meditativ tradition, og én af disse er ret unge og knytter sig til arbejdet med de indre billeder og drømmene, sjælens virkelighed. Carl Jung udarbejdede nemlig en metode, der sjældent beskrives som en meditativ teknik og praksis, men som har mange ligheder og væsentlige forskelle med de praksisser vi kender fra Therevada buddhismen, som også ligger grundlaget for moderne mindfulness. Derfor undersøger Emil Grinder-Hansen og jeg i dette afsnit bredt begrebet og nogle af praksisserne, der ligger grundlaget for moderne mindfulness, og herfra kigger vi på den aktive imagination, hvordan den minder om og understøttes af de mindfulness baserede praksisser, men også hvordan den væsentlig differentierer sig herfra. I serien “Dialoger mellem Buddha og Jung”taler vi i denne samtale om meditation, og i den sidste halvdel af samtalen har vi primært fokus på den aktive imagination. Hvor buddhistisk meditation handler om at transcendere jeget, således handler den aktive imagination om at modne jeget, blive mere hele, den proces Jung beskrev som individuation – rejsen mod helhed. På dette relative menneskelige plan mener vi, at Jung har noget væsentligt at bidrage med – nemlig kultiveringen og modningen af personligheden. Hvor buddhistisk meditation vil frigøre fra personligheden, så vil den aktive imagination gøre personligheden mere hel, begge bevægelser er vigtige. Det kunne siges at handle om at blive frie fra vores menneskelighed på et ultimativt (universelt) plan og at blive mere hele mennesker-i-livet på et relativt (personligt) plan. Transcendens og ultimativ frigørelse er smukt, men hvis ikke dette udtrykkes i hver vores heling, og det bidrag dette udtryk har at give til os selv, hinanden og verden, hvad væsentligt bidrager transcendensen så til? Individuationsprocessen er processen mod menneskelig helhed, mod menneskelig helhed i verden, og aktiv imagination er en meditativ praksis der understøtter denne proces.
Alexander Grigat og jeg fortsætter vores dialogserie med Jung og Buddha. Denne gang læser vi passager af Jungs røde bog ud fra de tre universelle karakteristika i buddhismen (som jeg har skrevet en lille intro til her):
Nøgleord:
De tre karakteristika, Jung og Buddha, selvudvikling, selvafvikling, personlig udvikling,
procesarbejde, meditation, aktiv imagination, individuation, opvågning,
oplysning, Jungs røde bog, Buddhisme, drømmearbejde, drømme,
dybdepsykologi
Tekst af Alexander Grigat februar 23:
Dialogen mellem Buddha og Jung fortsætter på Den Forbudte Skole. I denne samtale bringer Emil Grinder-Hansen og jeg Buddhaens undervisning om de 3 karakteristika, vi lader dem tale med Jung og undersøger hvorledes disse 3 karakteristika også kommer til syne hos Jung. Samtalen her har et Buddhistisk startpunkt nemlig de 3 karakteristika. Henover dialogserien vil vi også tage udgangspunkt i Jungianske forståelser og temaer, hvor både Jung og Buddha kan bidrage hver deres.
De 3 karakteristika kunne beskrives som eksistensens 3 kendetegn. Det er karakteristika, der gælder for alle fænomener, som vi oplever dem. Der er tale om ‘øjeblikkelig foranderlighed’ (anicca), ‘lidelses eller mistrivsel potentiale’ (dukkha) og ‘intet kerne selv’ (anatta). Til disse 3 karakteristika kunne der tilføjes, at alle fænomener er ‘betinget samopstående’ (paticcasamuppada) og ‘tomme’ (sunyata) – 2 karakteristika, der også kan findes i Buddhas diskurser, og som måske oftes vægtes i den senere Mahayna buddhisme.
Disse 3(+2) karakteristika er, hvad meditatoren søger at få intuitiv indsigt ind i, fordi hun hermed erkender ‘tingenes natur’ og dermed ikke står i et konflikt forhold til eksistensen. Herfra kan hun hvile i, hvordan tingene “bare er” – uden klyngen og uden tørst.
I løbet af Jungs Røde Bog finder vi antydninger af flere af de østlige traditioners indsigter, herunder eksistenstens kendetegn. Emil og jeg tager udgangspunkt i udvalgte afsnit fra den røde bog, og vi lader Jungs stemme berige, bringe farve og et vesterlandsk sprog til disse indsigter. Hvis disse kendetegn er grundlæggende aspekter af eksistensen, og Jungs Røde Bog har noget dybt at sige om eksistensen, således må vi også her finde Buddhaens undervisninger – blot leveret i et vesterlandsk kulturelt forklædt sprog og format.
Hvorledes dette var den mening, som Jung lagde i teksten, ved vi ikke, men det interessante er, at de 3 karakteristika også er til at finde hos Jung.
Alexander Grigat og jeg taler i dette afsnit om drømme i integration af psykedeliske oplevelser. Vi har bla en mere teoretisk og filosofisk snak om drømmenes natur og funktion samt forholdet mellem drømme og psykedeliske oplevelser. Dertil inddrager vi flere eksempler fra både os selv, venner og klienter, hvor drømme har haft en vigtig betydning for integrationen af den psykedeliske oplevelse. Hvis du har haft drømme med det modsatte køn, krokodiller, heste, delfiner, hvaler, børn, fly eller kometer, der er ved at ramme jorden, så vil afsnittet nok have særlig interesse.
“Drømmen er en lille skjult dør ind i de inderste og mest hemmelige afkroge af sjælen” – Carl Gustav Jung, The Meaning of Psychology for Modern Man
Integration kunne vi forstå som samlingen af aspekterne af os selv, for dermed at komme tættere på helheden af Selvet. Denne integrationsproces er også hvad Jung beskriver som Individuation. I denne podcast undersøger Emil Grinder-Hansen og jeg hvordan arbejdet med drømme er en utrolig allieret i integrationsprocessen, hvor den kan hjælpe med og følge udviklingsprocessen – vi tager i denne samtale udgangspunkt i integrationen af psykedeliske oplevelser, men det er væsentligt at pointere at hele Jungs idé om individuation allerede er en integrationsproces. Igennem drømmen får vi mulighed for at komme i kontakt med dét vi endnu ikke har etableret kontakt med, samt billeder på hvad der blokerer eller distancerer os fra de fraspaltede aspekter. Psyken eller sjælen søger at trække jeget mod mere helhed, og i drømmen ser vi sjælens integrative bevægelser, samt de udfordringer som sjælen møder i denne integrative proces. I drømmen (her kunne vi også nævne aktiv imagination, substans inducerede psykedeliske oplevelser mv.) oplever vi den mythopoetiske sjælsudfoldende betydningsdannelse, der kreativt bevæger sjælen mod mere af Selvet og derigennem skaber mere helhed(poesis), men også danner mening heraf, dannelsen af en indre sjælemythos.
I samtalen tager vi udgangspunkt i integrationen af den psykedeliske oplevelse, samlingen af eller brobygningen til de indsigter, spørgsmål, følelser, minder mv., som vi blev præsenteret for i oplevelsen. Drømmen giver os mulighed for at se sjælens bevægelser, dens forsøg på at trække os mod samling og helhed, og dens meningsskabende virksomhed, den er den skjulte (og glemte) “dør ind i de inderste og mest hemmelige afkroge af sjælen” – en natlig psykedelisk rejse.
Vi er allerede bookede for næste integrationscirkel, men vi arbejder på snart at have en ny i kalenderen.
