”Mennesket består af uforenelige modsætninger… Livet er en kamplads. Var den ikke sådan, ville eksistensen høre op.” (Jung, 1991, s. 85)
I et eventyr af H.C. Andersen fra 1847 lykkedes det en skygge at afkoble sig fra sin ejer, en lærd mand. Den lærde fortsætter da ubekymret sit liv, men nogle år efter dukker den gamle skygge op ved den lærdes dør, og det viser sig, at den i mellemtiden er kommet til rigdom, magt og ære. Den lærde bliver betaget af sin gæst, og han ender med at tage imod et tilbud om at rejse sammen, selvom det indebærer, at han skal agere skygge for sin egen gamle skygge. For at kunne overbevise en prinsesse om, at han er et menneske, beder skyggen den lærde om at forblive sin skygge rejsten af sine dage. Da den lærde protesterer og forsøger at afsløre sandheden over for prinsessen, får skyggen den lærde fængslet, idet det lykkedes denne at overbevise prinsessen om, at hans skygge – altså den lærde – var blevet skør. Eventyret ender med, at skyggen bliver gift med prinsessen, og alle i byen fejrede det med en stor fest, men ”den lærde mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget livet af”. (I: Dal, 1964, s. 140).
Skyggen er et begreb af C.G. Jung, der indbefatter en personificering af de sider i os selv, som vi af den ene eller anden årsag ikke vil kendes ved, men som altid – bevidst eller ubevidst – vil trænge sig på. Vores mindreværdige karaktertræk og ”grimme sider” udgør således vores personlige skygge.
Hvis ikke vi åbner for dialog med vores skygge med henblik på at integrere den i vores samlede personlighed, kan det have alvorlige konsekvenser, som H.C. Andersens eventyr af samme navn illustrerer. Ligesom det sker for den lærde i eventyret, kan skyggen gå hen og “overtage” ens personlighed og til sidst undergrave en fuldstændig, så man lever et liv i det ubevidste. Med andre ord et reaktivt liv fuldkomment styret af ønsker og impulser, der er uden bevidst kontrol. Her vil gamle traumer og destruktive mønstre gentages som en ødelagt pladespiller – særligt i ens nære relationer. Endnu værre vil disse gives direkte videre til ens børn. Dette kan have katastrofale konsekvenser – ligesom der sker for den lærde, at han bliver til en “skygge af sig selv” og til sidst forsvinder helt fra jordens overflade (henrettes).
En anden mulig konsekvens af ikke at åbne op for skyggen er, at skyggen projiceres ud i verden. Den lærde i H.C. Andersens eventyr ser sin egen skygge ude i verden, fordi han ikke er opmærksom på den inde i sig selv. På samme måde kan vi – og der sker hele tiden – kaste vores skygger over på andre mennesker. Vi anklager andre for at være vrede, nærige, jaloux, griske eller grådige, og undgår således at forholde os til de kvaliteter i os selv.
Den Canadiske psykolog Jordan Peterson har været med til at gøre Jungs begreb om skyggen meget populært. Han har lavet flere videoer om, hvordan man integrerer sin skygge og sine “mørkeste sider”. Imidlertid er den aggressive og “onde” skygge sjældent den eneste, som vi har. Ofte er der også den mere sårbare og misforståede skygge. Det er vigtigt at skelne mellem de to typer af skygger. ”Gollum” i Ringenes Herre er et godt eksempel på den mørke skygge, der er aggressiv, besidderisk, jaloux og snu. Den mere sårbare side, ”Smeagol”, er derimod hjælpsom og venlig, men blot et misforstået væsen, der er blevet mishandlet i løbet af sit liv. Et andet eksempel på den sårbare skygge er ”Dobby” i Harry Potter. Ofte vil den aggressive skygge have en beskytterfunktion overfor den mere hjælpeløse skygge. Ligesom Gollum sørger for, at Smeagol ikke bliver snydt og trådt på. I arbejdet med skyggen er det vigtigt både at adressere ”den indre Gollum” og ”den indre smeagol”, så både de aggressive og sårbare sider får mere plads. Integrationen af den sårbare skygge (Smeagol) medfører en større autenticitet i tilværelsen, hvorimod kontakten med aggressionerne (Gollum) kan være en vigtig hjælper i forbindelse med grænsesætning og fremstå med en større fasthed og power. Så man klart kan sige fra, når der er brug for det og ikke ende som en dørmåtte, der konstant “pleaser” andre.
I et terapiforløb findes der mange måder at arbejde med skyggen. Hvis man har mange drømme eller mareridt, hvor man bliver jagtet af en skikkelse, kan det være et oplagt sted at begynde. Drømme er særligt gode til at vise progressionen i integrationsprocessen. En mulighed er også at tage udgangspunkt i personer fra ens hverdagsliv, som man har særligt svært ved. Ved at identificere de kvaliteter, som man ikke kan lide ved personen, og undersøge, hvordan man forholder sig til disse sider i sig selv, er processen i gang. Meditation kan med fordel også anvendes til få kontakt til skyggesiderne. Eksempelvis kan meditation på kærlig-venlighed (metta) rettet mod ens skygge-dele være en effektiv måde at invitere dem ind i sit liv.
Ifølge C.G. Jung er integrationen af skyggen det første skridt i det, som han kaldte individuationsprocessen. Individuation er bevægelsen, hvorved man bliver er mere helt og samlet individ. Det er vejen mod helhed, der ifølge Jung er livets mål. I arbejdet med skyggen øges ens rummelighed såvel i den indre som ydre verden. Det gør det muligt at møde livet med større autenticitet og power. Så man har modet til at stå ved sig selv og vise verden, hvem man er.
Emil Grinder-Hansen
Kontakt: emil_grinder@hotmail.com
Illustration: Gus Attab