Jeg har endnu engang haft fornøjelsen af at gæste Den Forbudte Skole. I dette afsnit taler Alexander Grigat og jeg om “det indre Selv-beskyttende system i traumeheling og selvudvikling”. Vi trækker på den jungianske analytiker Donald Kalscheds teori om arketypiske og dissociative forsvar, der træder ind ved traumer – særligt barndomstraumer. Både Alexander og jeg har beskæftiget os en del med Kalscheds teori, og jeg bruger den blandt andet i mit speciale. Hvis du er nysgerrig på traumer eller selvudvikling mere generelt, kan det måske blive et interessant lyt.
Nøgleord: Heling af traumer, traumeterapi, barndomstraumer, selvudvikling, psykedelisk integration, psykedelisk terapi og traumer
Tekst af Alexander Grigat april 23:
Det indre Selv-beskyttende system er det, der slår til, når livet bliver for overvældende, og som forfølger os resten af livet, når vi søger at bryde ud, blive til mere, udvikle os eller at indgå mere aktivt i livet.
Det er dette sjælelige aspekt, som Emil Grinder-Hansen og jeg undersøger i dette afsnit. Når vi overvældes af mere, end hvad vi kan klare – især i barndommen – så finder en spaltning sted, der sikrer det ikke-sårede, rene og uskyldige aspekt af os.
Dette aspekt, ofte repræsenteret som “det indre barn”, fraspaltes på flere niveauer; 1) på det kropslige/følelsesmæssige niveau 2) på det billedlige niveau – altså minderne knyttet til traumet, 3) på det såkaldte “virkelige niveau”: Fra den socialt forankrede verden ind i en arketypisk-kollektiv virkelighed.
Dét, der gennemfører fraspaltningen, er ikke traumet selv, men en iboende sjælelig dissociativ kapacitet, der søger at beskytte barnets ånd, det sande selv, de indre børn eller jeg-Selv aksen. Dette beskyttende aspekt af psyken er hvad den jungianske analytiker Donald Kalsched kalder for “det arketypiske Selv-beskyttende system”. På den ene side fremstår det selvbeskyttende system som frelsende, og på den anden side som en diabolsk krænkende forfølger eller dommer, der søger at opretholde fraspaltningen af det indre barn.
At opretholde spaltningen handler om at beskytte den ikke-sårede del, de indre børn og livskræften fra den verden, der engang var overvældende. Hermed fratages muligheden for en mere fuldkommen legemliggørelse af os selv, da aspekter af os selv beskyttes og holdes i fangeskab af det Selv-beskyttende system.
Forståelsen af dette iboende arketypiske forsvarssystem (beskyttende og krænkende) er væsentligt i arbejdet med traumer og i selvudvikling generelt. Når vi udvikler os, indtager nyt territorie, får indsigter, bliver mere hele, så vil systemet slå til: “Du har bevæget dig ud i denne verden før, dengang gjorde det ondt, dengang hjalp vi dig. Nu hjælper vi dig igen, og skærer dig væk, fraspalter dig, og trækker dig væk fra verden!”. Disse forsøg på fraspaltning af bevidstheden vil vise sig som tilsyneladende tilbagegang, efter fremgangen i en udviklings proces.
LINKS:
Spotify:
Apple: