Podcast: Drømme som terapeutisk spejl – til det ubevidste og det kollektive

“Drømme som terapeutisk spejl – til det ubevidste og det kollektive. Med psykolog og psykoterapeut Emil Grinder-Hansen”

Jeg har været gæst hos Loa Satie Espersen i hendes podcast Underfladisk, hvor vi med udgangspunkt i en “stor drøm”, som hun har haft, taler om drømme, symboler og de indre billeders myto-poetiske verden.

Undervejs kommer vi ind på både nogle klassiske drømmetemaer såsom transportmidler, graviditet og fødsel, ulykker, ydre autoriteter og frigørelse fra forældrebindinger.

Vi taler også om:

-Hvordan drømme kan være profetiske og kollektive
-Abort som symbol på noget i os, der forsøges fjernet
-Hvorfor døden i drømme ofte betyder transformation
-Den negative animus og den indre “blåskæg” i selvudvikling
-Mødet med maskuline autoriteter uden sjæl
-Familiens rolle i at holde os fast i gamle versioner af os selv
-Hvordan vores spirituelle ild kan bære os gennem kriser
-Atomkatastrofer og symbolsk død
-Skyggearbejde, fødselstraumer og spirituel integration

Links:
https://podcasts.apple.com/dk/podcast/142-dr%C3%B8mme-som-terapeutisk-spejl-til-det-ubevidste/id1558120064?i=1000705217444

https://open.spotify.com/episode/3i74Ci6X9xK4iDdyaFInWe

Læs mere:
https://grinderhansen.dk/droemmearbejde/
https://grinderhansen.dk/droemmearbejde-2/

Lær at huske dine drømme

Lær at huske dine drømme

Før du kan begynde på at forsøge at udforske og finde mening i dine drømme, skal du i første omgang kunne huske dem. Der findes flere måder, hvorpå du kan træne evnen til at erindre dine drømme. Følgende er nogle af mine foretrukne metoder.

  1. ”Snooze-metoden”: I stedet for at springe ud af sengen og gå i gang med dagen så snart vækkeruret har ringet, så kan det være en fordel at blive liggende lidt med intentionen om at huske nattens besøg. Sæt evt vækkeuret på 5-7 minutters snooze. Det er en god tidslængde, så du kan nå ind i en let ændret bevidsthedstilstand – en form for liminalsøvn – hvor der er bedre adgang til nattens drømme. Hvis du kommer i kontakt med noget, skriver du det ned med det samme. Det er ofte lettere at genskabe kontakten til en drøm, hvis du lægger dig i samme stilling, som du har haft den i
  2. Visualisering inden sengetid: Når du ligger i sengen inden sovetid, kan du lave visualiseringsøvelser på symboler eller billeder, der er levende i dig. Gerne noget relateret til det tema, som du arbejder med i din proces. Noget ressourcefyldt og energiladet. Det kan også være karakterer eller symboler fra drømme, som du tidligere har haft – endda helt tilbage fra barndommen. Alternativt kan du kigge på noget kunst eller et tarotkort, der fanger din opmærksomhed, inden du skal sove. Vær nysgerrig på, hvad det er ved kunstværket, der betager dig.
  3. Tegne eller male: Ligesom ovenstående visualisering kan tegning eller maling være en effektiv strategi til at aktivere imaginationen og dermed skabe bevidst forbindelse til nattens drømme. Bliv ikke overrasket, hvis elementer fra det, som du har tegnet, dukker op i dine drømme.
  4. Læse myter eller eventyr inden sengetid: Myter, eventyr og religion afstedkommer af det samme fællesmenneskelige lag af psyken som drømme. Det er dette arketypiske lag af psyken, som C.G. Jung har betegnet det kollektive ubevidste. Mytologen Joseph Campbell har kommenteret, at hvor myten er den offentlige drøm, så er drømmen den private myte. Det kan ofte sætte ild under drømme-kedlen at læse en god myte eller et klassisk eventyr inden sengetid og lade det være levende i dig, inden du skal sove.
  5. Tage magnesium kosttilskud, CBD-dråber eller ”drømmeurter”: Flere har berettet bedre at kunne huske deres drømme, efter de har taget magnesium kosttilskud inden sengetid. Det samme gælder CBD-dråber. Der findes også urter, der skulle hjælpe en med at huske drømme. Google: ”Dream herbs”.
  6. Meditation: En sidegevinst af meditation inden sengetid og/eller om morgenen er, at det kan hjælpe en med at huske sine drømme.

Copyright Emil Grinder-Hansen 2024

 

Kort vejledning til drømmearbejde

Trin 1: Skriv dine drømme ned eller indtal dem – uanset hvad

Få gode vaner med at skrive drømme ned eller indtale dem. Hav telefon (på flytilstand) eller skriveredskaber klar ved din seng. Skriv ned eller indtal – uanset om du kan huske drømmene eller ej. Skriv selv den mindste fornemmelse, følelse, billede, tanke, kropsfornemmelse eller farve ned.

Fx: “Jeg husker ingen drømme, men er vågnet med en følelse af tristhed”, “jeg er vågnet med en gul farve, men kan ikke koble det til noget”, “et billede af røde gummistøvler i mudder”, “en spænding i maven “ osv.

Du kan med fordel give drømmen en titel. Husk at notere dato.

Trin 2: Notér dagsrester og livskontekst

Notér med det samme eller løbende dagsrester og livskontekst til drømmen. Hvad skete der dagen før? Hvad fylder meget for tiden? Hvad minder de forskellige dele af drømmen dig om?

Trin 3: Notér personlige associationer til de mest energiladede elementer i drømmen
Fx associationer til personer, dyr, genstande, naturelementer, farver, tal, figurer, steder på kroppen, køretøjer, bygninger osv. fra drømmen. Hvad minder det dig om? Hvad kommer du i kontakt med?

Trin 4: Arbejd med din drøm via flere proceskanaler

Du kan:

Analysere din drøm ved at have en symbolsk indstilling til drømmenes indhold. Skelne mellem subjektiv (indre) og objektiv (ydre) betydning. Gå til drømmen som et kunstværk, en myte eller et eventyr. Flere tolkninger kan bevares på én gang. Slå symboler op i symbolordbøger. Hav den indre stemmegaffel klar – siger tolkningen kling eller klonk?

Tegne vigtige begivenheder eller symboler i din drøm i farver. Læg mærke til, hvad du mærker i din krop og hvilke følelser, som det sætter i gang.

Meditere på drømmen (se: Drømmemeditation her)

Lade drømmekaraktererne gå i dialog enten som skriveøvelse eller et skuespil, hvor du spiller de forskellige karakterer. Lade konflikten udspille sig.

-Tale med familie, venner, veninde eller terapeut om drømmen. Det er let at stirre sig blind på egne drømme, hvorfor det kan være en god idé at dele dem med andre, der har kendskab til drømmenes verden og symbolernes sprog.

-Bevæge dig som i drømmen. Fx danse, løbe, forestille dig, at du flyver, falder m.m.

 

Læs mere på: https://grinderhansen.dk/droemmearbejde/

Copyright Emil Grinder-Hansen 2024