Podcast: Traumer og heling som kropslig virkelighed

I dette afsnit af Den Forbudte Skole fortsætter Alexander Grigat og jeg vores serie om traumer. I dette fjerde afsnit taler vi om traumer i kroppen, hvor vi blandt andet skelner mellem den fysiske og energetiske krop, og hvordan traumer manifesterer sig forskelligt i de to kroppe.

I afsnittet deler jeg også om mit eget fireårige sygdomsforløb i midten af 20´erne, hvor jeg havde en række fysiske sygdomme inden for kategorien af autoimmune og såkaldte kroniske sygdomme. Disse er jeg nu helbredt fra blandt andet gennem dybdegående terapeutisk arbejde med mine egne traumer.

Hvis du kender nogen, der lider af en kronisk sygdom eller er tynget på anden vis af fysiske skavanker, kan dette afsnit måske tilbyde et interessant perspektiv.

I forlængelse heraf vil jeg gerne nævne, at jeg er blevet enormt rørt over alle de mennesker, der har kontaktet Alexander og mig i forbindelse med udgivelsen af vores traumeserie henover det sidste år. Det er simpelthen så skønt at høre, at emnet ræsonnerer hos så mange, hvilket da også vidner om, at heling af traumer er noget, der i stigende grad tages alvorligt i vores kultur på trods af det hårde arbejde, som det indebærer.

Tak Alexander Grigat for muligheden og for den fælles rejse!

Tekst af Alexander Grigat marts 2024:

Relationen til os selv og verden er kropsligt medieret. Det er igennem kroppen at vi sanser os selv, verden, og den måde hvorpå vi er deltagende med verden. Kroppen fortæller om vi er på rette kurs, om noget er ubehageligt, om noget er spændende, farligt eller trygt. Via kroppen erfarer vi øjeblikkeligt vores relation til verden. Desværre kan vi blive fraskåret og glemme den kropsligt relationelle forankring til verden, hvormed vi kan tale om kropslige traumer. Traumer i kroppen er en form for glemsel og adskillelse fra vores umiddelbare af kroppen, muligvis fordi at kroppen ikke er blevet støttet og rummet i sine erfaringer. Derfor måtte kroppen frakoble sig fra sin umiddelbare erfaringer, glemme dem og bedøve sin sensitivitet, intuition og umiddelbare klarhed omkring kroppens relation til og indlejrethed i verden.

Emil Grinder-Hansen og jeg taler i dette afsnit om traumer og deres heling i kroppen. Emil har selv været igennem et længere sygdomsforløb, hvor hans fysiske sygdom begyndte at vise dybere rødder, rødder der ikke blot var fysiske, men som var funderet i kroppens erfaringer, i traumatiske oplevelser – denne fortælling er fundamentet for samtalen. Vi beskæftiger os med kroppen på 2 niveauer, 1) det vi kunne kalde for energikroppen eller subtilkroppen, kroppen som umiddelbart sensitivt, sanseligt og responsivt organ der er indlejret-i-verden. Her kommer traumerne først til udtryk, og traumerne medfører en skævvridning af den umiddelbare erfaring af kroppen-i-verden. Herfra kan traumet vise sig på næste niveau, 2) kroppen som fysisk, biologisk og mekanisk virkelighed, det er her hvor fysisk sygdom finder sted, og hvor traumernes effekter på kroppen bliver tydelige, ikke til at løbe fra.

Det er et andet perspektiv på krop, sygdom og heling, et perspektiv hvor kroppens emotionelle og relationelle erfaringer, ses som betingende for både psykisk og kropslig lidelse. Helingen af kroppen bliver hermed ikke blot helingen af en fysisk maskine, men også helingen og genopdagelsen af kroppens umiddelbare erfaring, og derfra en heling af forholdet til verden, hvor vi igen kan være kropsligt sensitive, sansende og responsivt deltagende-i-verden.

Tak for snakken Emil!

Illustration af Malda Smadi: https://101.art/collections/malda-smadi

LINKS:

Podcast: Tilknytningstraumer, følelsesmæssig forladthed og det narcissistiske sår

Jeg har endnu engang haft fornøjelsen af at være gæst på min gode ven og kollega, psykoterapeut Alexander Grigats, podcast Den Forbudte Skole. Denne gang taler vi om tidlige tilknytningstraumer, følelsesmæssig forladthed og følelsesmæssig incest (det at tage ansvar for sine forældre som barn).

Det narcissistiske sår eller følelsesmæssig forladthed kan betragtes som et form for grundtraume, som stort set alle har været udsat for (om end i varierende grad) i den vestlige verden i dag. Dette kommer bla til udtryk i de udprægede narcissistiske tendenser, vi ser i kulturen i dag.

Tidlig følelsesmæssig forladthed kan senere i livet komme til udtryk som en grundlæggende følelse af ikke at være elskelig for den, man er, fremmedgørelse for sig selv, oplevelser af at være “bag glas” og kigge ud på verden uden at være en del af den. Ofte vil det narcissistiske sår medføre, at man fra tidlig alder har måttet skjule sine sande følelser for at tilpasse sig omgivelserne, og voksenlivet vil derfor være præget af en manglende kontakt til egne følelser. Dette er tit ledsaget af en overtilpasset personlighed, der er god til at please folk omkring sig – også på bekostning af en selv.

Ikke så sjældent indebærer den utilstrækkelige følelsesmæssige spejling og omsorg tidligt i barndommen, at barnet som overlevelsesstrategi tager ansvar for forældrenes følelsesliv – fx i forbindelse med skilsmisse, stress, angst eller depression. Barn og forælder bytter med andre ord roller, som det illustreres på billedet “the spirit of geometry”, hvor spædbarn og mor har byttet hoved. En uhyggelig præcis skildring af dette fænomen, der af forfatteren Patricia Love er blevet betegnet “følelsesmæssig incest” i bogen: “Det alt for dygtige barn.”
I podcasten eksemplificerer vi, hvordan heling af følelsesmæssig forladthed kan finde sted i dybdepsykologisk terapi ved at trække på eventyret “de tre ravne” inspireret af den jungianske psykoanalytiker Katrin Aspers værk om følelsesmæssig forladthed: “Ravnen i Glasbjerget”.
Jeg kan ikke understrege nok, hvor centralt arbejdet med dette grundtraume er i dybdepsykologisk terapi. Det er ikke noget, som man kommer udenom, hvis man ønsker at vokse og blive et mere helt, samlet og harmonisk menneske. Det er også et område, som jeg selv er specialiseret i, har skrevet speciale om og har som fokus i mit samarbejde med mange af mine klienter.

Tekst af Alexander Grigat november 23:

Vi er ikke vores fortid, ikke vores barndom, ikke det der er sket med os, men vi er præget af det. Den tidlige barndom og vores relation med vores omsorgspersoner er mødet med livet, mødet med det at være menneske, at være i relation. I denne forbindelse formes nogle helt grundlæggende mønstre i forhold til, hvordan vi er til som mennesker i verden og i vores relationer. Det er disse grundmønstre dannet i den tidlige barndom, der ligger som en underliggende ramme for, hvordan vi er i verden fremover. Mønstrene er dog ikke faste. Vi er ikke mønstrene. De er blot den på tidspunktet bedste måde at håndtere livet på. Ved at se mønstrene, se de oplevelser, følelser, handlinger og overbevisninger der ligger gemt i mønstrene, således kan vi igennem erkendelsen af fortidens prægning frigøre os fra den.

I dette afsnit taler jeg igen med min gode ven Emil Grinder-Hansen. Vi fortsætter ind i vores serie om traumer og traumeheling. I denne omgang tager vi fat på tilknytningstraumer, følelsesmæssig forladthed, følelsesmæssig incest og det narcissistiske sår. Det handler ikke om at skubbe al skylden på vores forældre eller på fortiden, men blot om at betragte den mere klart, at se nuancerne i vores opvækst. Vi er alle prægede og sårede, og det er ikke dét der er problemet, sådan er livet bare. problemet kommer, når vi ikke tør at se klart, når vi ikke tager kærligt ansvar for de mønstre, der i blindhed får lov til at præge os på en uhensigtsmæssig måde. Det regressive bagudrettede perspektiv er blot ét, men det er vigtigt. Det handler ikke om at blive ved med at grave i fortiden, men det handler om ikke at skubbe den væk, at sige at den er ligegyldig, fordi vi ikke tør at kigge. Det handler om sund balance, at kunne se at fortiden har præget os, erkende det der er vigtigt at erkende, således så at vi kan gå mere frit ind i det liv, vi lever.

Tak for snakken Emil ❤

LINKS:

Bogudgivelse: Et Psykedelisk Danmark

Jeg har skrevet et bidrag til antologien: “Et Psykedelisk Danmark: Rejs med, når førende forskere og fagfolk tager dig med ind i et spirende og farverigt felt“, der udkom den 10 november 2023.  I mit bidrag, “Mødet med dragen – traumer og arketypiske forsvar i psykedeliske oplevelser”, beskriver jeg, hvordan vi ud fra en jungiansk dybdepsykologisk tilgang kan arbejde med det billedlige og narrative indhold i psykedeliske oplevelser, der ofte har drømmelignende karaktertræk. Ved at have en symbolsk indstilling til materialet, kan vi få brugbar viden om vores eget indre og psykens natur. Dertil kan oplevelserne, hvis de er skræmmende eller udfordrende, pege på traumatiske oplevelser i barndommen. Psykedeliske oplevelser kan give bevidst adgang til disse traumer, så de kan mærkes, rummes og derigennem heles.

I bidraget tager jeg udgangspunkt i en af mine egne psykedeliske oplevelser, hvor jeg havde et møde med en drage. Hvordan dette forløb, kan du læse mere om i bogen, der kan købes på Center for Psykedelisk Dannelses hjemmeside.

Medlemmer af Center for Psykedelisk Dannelse får ekstra 100 kr. i rabat. Rabatkoden kan findes i Cepdas facebookgruppe.

Yderligere om bogen:

PRESSEMEDDELELSE:

Kolding, oktober 2023

Ny bog: Psykedeliske stoffer bliver udbredt med hastig fart, men hvad kan de og hvad kommer det til at betyde for vores samfund? Ny antologi indeholder bidrag fra flere end 30 af de førende eksperter på området i Danmark

I denne bog deler Danmarks førende eksperter på det psykedeliske område deres tanker om, hvorvidt psykedelika kan bruges i behandlingsøjemed, hvordan de allerede bliver brugt ude i samfundet, hvordan og hvorfor nogle individer anvender dem i deres personlige udvikling, hvilke faldgruber, man skal være opmærksom på, og hvilket potentiale psykedelika har for mennesker, natur og fællesskab.

Interessen for psykedeliske substanser som for eksempel magiske (psilocybin)svampe, LSD, ayahuasca og MDMA vokser eksplosivt i disse år. Imponerende forskningsresultater, medrivende fortællinger og passionerede aktivister har bidraget til, at både medier, medicinalindustri og offentlighed for alvor er begyndt at åbne øjnene for disse substanser, som nogle mener kommer til at skabe en revolution inden for psykiatrien. Også i Danmark er området i rivende udvikling, og der pågår forskning i psykedelika på de fleste danske universiteter, mens et stigende antal terapeuter udbyder såkaldt ’undergrundsterapi’. Nogle tager psykedelika i nattelivet i de danske byer, mens andre tager til Peru for at opleve ayahuasca i junglen. Alle vil være med: psykologer, psykoterapeuter og psykiatere, neuroforskere, socialforskere, bioforskere og psykeforskere, big pharma, small pharma, new pharma, old pharma, shamaner, healere, magikere og undergrundsfacilitatorer, oprindelige kulturer, moderne teknologi, lokale fællesskaber og internet-psykiatri, miljøaktivister, teknooptimister, pessimister og hedonister. Men hvor er vi på vej hen? Hvilke veje ligger åbne? Og er der et fælles fodslag?

Fakta om bogen:
Titel: Et Psykedelisk Danmark: Rejs med, når førende forskere og fagfolk tager dig med ind i et spirende og farverigt felt
Redaktør: Kevin Mikkelsen
Vejledende salgspris: 349,00 kr.
Sider: 440
ISBN: 9788793716988
Udkommer: Fredag den 10. november 2023

Podcast: Traumeheling og udvikling i kærlighedsforhold

Jeg har endnu engang haft fornøjelsen af at gæste podcasten Den Forbudte Skole. Denne gang taler Alexander Grigat og jeg om, hvordan kærlighedsrelationer (i bred forstand) kan bruges til både heling af traumer og personlig udvikling.
Du kan læse mere om afsnittet og finde link i nedenstående.

Tak for snakken Alex!

Tekst af Alexander Grigat september 23:

Vores kærlighedsrelationer er mere end blot trygge baser, de er mere end bekræftigelse. I kærlighedens væsen lever muligheden for en gradvist dybere tilblivelse af ens egentlighed, den andens egentlighed og relationens egentlighed.

Når forelskelsen drager mennesker sammen, finder vi kim-frøet til kærligheden. Dette frøs mulige kærlighedsblomstring vil både befri og udvikle os, men det vil også hele os, og for at hele må kærligheden trække os mod sårene. Sårene, som vi har med os fra vores barndomme, fra vores tidligeste formative relationer, lever som relationelle mønstre i os, og kærlighedsrelationer vil tydeliggøre disse sår. Det er her, hvor konflikterne opstår, hvor alt dét, vi normalt ikke forbinder med en “lyserød kærlighed”, kommer frem i os selv, den anden og i rummet imellem os. Det er også her, at den lyserøde forelskelse kan modnes og dannes til kærlighed. Gennem anderkendelsen og helingen af de sår, vi har med os, kan kærlighedsrelationen og dens modning blive processen, hvorigennem vi enkeltvist og som par kan blive mere hele, at vi i højere grad kan modnes ind i vores egentlighed. ��

I denne samtale taler jeg med Emil Grinder-Hansen om traumeheling og udvikling i kærlighedsforhold. Dette gør vi med teoretisk udgangspunkt i psykolog og parterapeut Jytte Vikkelsøes teori om den “mytiske hårdknude”, hvorfra vi taler om vores egne erfaringer med kærligheden i et spirituelt og filosofisk perspektiv. Vi taler om Eros’ modning henimod det skønne, gode og sande, om Agapes (den kristne ubetingede kærlighed) fremelskende rummelighed, hvor vi kan tilblive ind i vores egentlighed, vi taler om tantriske processer om vågent at følge energien i en selv og i relationen og om det seksuelle rum og møde som en forstørrende kontekst, hvor ens egne og relationens dynamikker og mønstre tydeliggøres. ��

Det er en samtale, der inviterer til at betragte kærlighedsrelationer som mere end blot bekræftende og trygshedsskabende. I kærligheden lever helingens og modningens mulighed, og hermed kan vores kærlighedsrelationer blive relationer, som åbner os ind i mere af, hvad vi er.

Tak for snakken Emil

Links:
Apple Podcast:

Drømmemeditation

Den 25 minutters meditation er beregnet til at undersøge og arbejde med drømme. Hav forinden en drøm klar, som du godt kunne tænke dig at udforske nærmere. Meditationen kan også anvendes til visioner, indre billeder eller til integration af psykedeliske oplevelser.

Drømme er helhedsoplevelser, idet de både er forbundet med billeder, tanker, følelser, kropslige fornemmelser og øvrige sanseoplevelser. Frem for kun at gå analytisk til drømmen og lede efter én specifik tolkning, så er meditationen en invitation til at udforske de indre billeder mere oplevelsesorienteret. Derved bevares drømmens mangedimensionale betydningslag, og der kommunikeres med det ubevidste på en måde, der går dybere end blot den rationelle hverdagsbevidsthed. Drømme skal mærkes, sanses, opleves på samme måde som et kunstværk eller et stykke musik. Hvis vi reducerer en drøm – eller et kunstværk – til én specifik tolkning, så forsvinder spændingen og magien. Kunsten er at fastholde flere forståelser på én gang samt bevare en kropslig kontakt til drømmen. Forskellen på at udforske en drøm med hele sit væsen over flere ”proceskanaler” (tanker, følelser, kropsfornemmelser) i stedet for kun at analysere drømmen intellektuelt kan sammenlignes med forskellen på at svømme i havet i stedet for blot at betragte det inde fra land.

Meditationen er inspireret af Ole Vedfelts terapeutiske metode, og en lignende øvelse er beskrevet i hans bog ”Din guide til drømmens verden”.

Lydfil:

Emil Grinder-Hansen

Illustration af Gus Attab: https://gusattab.weebly.com/

Indsigtsmeditation (Vipassana)

Vipassana – eller ”indsigtsmeditation” – er den meditationsform, som Siddhartha Gautama praktiserede, da han blev oplyst under Bodhi-træet og blev til Buddha. Han havde erfaret, at alt vi behøver for at opnå befriende indsigt kan findes ved at kigge ind i egne oplevelser af at se, høre, lugte, smage, mærke, føle og tænke. Det er den direkte erfaring af fænomenerne, som de fremstår, der med tiden vil afsløre vores frihed og dermed fjerne lidelse og utilfredshed. . 

50 minutters indsigtsmeditation (vipassana). Meditationen begynder med fokus på åndedrættet for at opbygge koncentration (samadhi) og fordybet nærvær (sati), der er udgangspunktet for at gøre sig intuitive indsigter i virkelighedens natur under vipassana. Dernæst mediteres der på den åbne opmærksomhed ved de seks sanseporte: Lyde, syn, lugte, smag, kropslige fornemmelser, følelser og tanker (vipassana). Meditationen afsluttes med en kort meditation på kærlig-venlighed (metta).

Lydfil:

Youtube:

Body SDS til heling af de indre sår

Personlige erfaringer med, hvordan Body SDS kan anvendes til behandling af traumer

Af: Emil Grinder-Hansen

Oprindeligt udgivet hos Body SDS (juni 2023)

Nøgleord: Body SDS, kropsterapi, traumeheling, kropspsykoterapi, fysisk sygdom, autoimmun sygdom, behandling af autoimmun sygdom, helbredelse fra kronisk sygdom, den indre healer, internal family systems (IFS) terapi, Body SDS træning,

Lydversion af artiklen:

 

Der er mange forskellige årsager til, at folk søger en Body SDS behandling. Mange kommer ind, fordi de har fysiske skavanker såsom migræner, ledsmerter, fordøjelsesbesvær, skader eller sygdom. Andre booker et forløb for at arbejde med psykiske vanskeligheder og udfordringer i hverdagen, og nogle søger blot at få afspændt kroppen. Det er altså med forskelligt udgangspunkt og forventning samt til forskelligt formål, at folk bestiller en tid hos Body SDS. Jeg selv søgte Body SDS i håb om at hele mine indre sår – både fysisk og psykisk.

Traumer som eksistensvilkår

Når Body SDS tilbyder behandling til så mange forskellige grupper af klienter, kan det måske være med til at forklare, hvorfor det i dag har etableret sig som Danmarks største behandlingssystem. Et af de områder, hvor Body SDS kan hjælpe, er til heling af de indre psykiske sår, som vi alle bærer rundt på. De oplevelser fra barndommen eller senere i livet, der af den ene eller anden årsag var for overvældende i situationen til, at organismen kunne rumme oplevelsen, hvorfor den er blevet fastfrosset som en spændingstilstand i kroppen. En spændingstilstand, der venter på at blive frigivet.

Choktraumer vs. hverdagstraumer

Disse indre sår kan betegnes som traumer, hvilket det græske ord, traume, også betyder. Et traume er som regel noget, som vi forbinder med enkeltstående voldsomme oplevelser, der efterlader langvarige spor i krop og sjæl såsom seksuelle overgreb, overfald, pludselige dødsfald og krig. Denne form for traume kan ifølge psykolog og traumeekspert Peter Levine betegnes som et choktraume. Imidlertid inkluderer traumebegrebet også mere udbredte svære oplevelser fra barndommen og livet i øvrigt, som vi på tidspunktet for oplevelsen ikke var i stand til at rumme. Denne meget almindelige form for traume betegner Peter Levine som et udviklingstraume. Psykoterapeut Mark Epstein kalder dem også for hverdagstraumer i sin bog: The Trauma of Everyday Life. Udviklingstraumer eller hverdagstraumer omhandler de psykologisk funderede problemer, der i almindelighed er resultatet af utilstrækkelig omsorg og støtte gennem kritiske udviklingsfaser i barndommen. Det kan for eksempel dreje sig om en periode i barndommen, hvor de primære omsorgspersoner har været fraværende grundet stress relateret til livskrise, arbejde, udfordringer i parforhold, tab af en tæt relation m.m. I denne periode vil barnet opleve mindre omsorg end sædvanligt fra forælderen, hvilket vil generere svære følelser såsom sorg og vrede. Hvis forældrene er for fraværende enten fysisk eller følelsesmæssigt til at rumme og dermed regulere disse følelser, vil de fraspaltes fra bevidstheden og lagres et sted i kroppen, indtil der en dag er mulighed for at de kan blive mærket og holdt. Dette er noget, som langt de fleste af os har oplevet i varierende grad fra tid til anden i løbet af vores barndom og opvækst, da hele barndommen består af ”kritiske udviklingsfaser”. Med andre ord er traumer et eksistensvilkår. Det er udviklingstraumer eller hverdagstraumer, som jeg særligt henviser til i denne artikel.

Fraspaltning og heling

Selv de mest nærværende forældre vil have perioder, hvor de ikke kan give barnet tilstrækkelig omsorg og støtte. Traumet kan opstå̊ i det øjeblik, hvor der ikke er en omsorgsperson klar til at trøste os og hjælpe os med at håndtere en svær følelse eller overvældende situation. I stedet fraspaltes og lagres en del af os selv i kroppen i små̊ tidslommer, indtil vi en dag er klar til at processere oplevelsen fra et mere rummeligt sted, så̊ det, der engang var overvældende, kan integreres og heles. Ordet heling indebærer således en bevægelse mod en større helhed, der samler de dele af en selv, der tidligere har været forladt.

Heling af de indre sår: Hvorfor jeg søgte behandling hos Body SDS

Jeg selv søgte Body SDS forløb netop for at hele traumer. I mit tilfælde var der både tale om fysiske skavanker i form af et længerevarende sygdomsforløb med flere diagnosticerede såkaldte kroniske sygdomme (colitis ulcerosa, psoriasis, leddegigt og lavt stofskifte) og infektioner i kroppen samt psykiske udfordringer både relateret til sygdomsforløbet, men også til min fars, morfars og mormors nylige dødsfald samt bearbejdning af svære oplevelser i barndommen. Der var rigeligt at tage fat på, og jeg gik med oplevelsen af, at Pandoras æske var blevet åbnet i mit indre. Jeg var som beskrevet i ovenstående i gang med at forsøge at samle de dele af mig selv, der i barndommen var blevet forladte på grund af manglende støtte og omsorg i forbindelse med overvældende episoder herunder skænderier, skilsmisse og depression i familien.

Forbindelsen mellem krop og psyke

Jeg havde forinden min første behandling hos Body SDS erfaret, at der var en kobling mellem arbejdet med mine psykiske traumer og helingen af de fysiske sygdomme. Jo mere jeg kom i kontakt med oplevelser i forbindelse med min fars sygdomsforløb og særligt svære oplevelser fra tidlig barndom, des bedre blev mit helbred – uden indtagelse af medicin for tilstandene. Jeg erfarede med andre ord, at der var en sammenhæng mellem svære og ubearbejdede oplevelser i min barndom og liv i øvrigt og mit dårlige helbred.

ACE-studiet og opkaldet fra kroppen 

Jeg er senere støt på et studie fra 2019 af UNICEF – Adverse Childhood Experiences (ACE) Study –, der bekræfter netop denne hypotese om, at ubearbejdede barndomstraumer hænger sammen med udvikling af fysisk sygdom senere i livet. Studiet med over 3000 deltagere viser en signifikant korrelation (sammenhæng) mellem antal svære oplevelser i barndommen og mængden af helbredsrelateret adfærd samt helbredsproblemer (respiratoriske, mave- og tarm og kardiovaskulære problemer samt neurologiske symptomer) i voksenlivet. Vi har som førnævnt alle disse svære oplevelser fra barndommen i varierende grad, og vi har alle et forskelligt tærskelniveau for, hvornår kroppen holder på mere, end den kan klare. Med udgangspunkt ACE-studiet vil jeg således påstå, at ”kroniske” sygdomme og andre fysiske skavanker kan være et tegn på, at kroppen ringer dig op for at fortælle dig, at der er noget fra dit liv, som du mangler at tage dig af. Nogle dele af dig selv, som du ikke kan rumme. Nogle svære oplevelser, som du mangler at fordøje. Når kroppen begynder at kalde på hjælp, og fysisk sygdom begynder at manifestere sig, har vi valget mellem at tage telefonen og lytte eller ignorere opkaldet – eventuelt understøttet af symptomlindrende medicin.

Gør de svære oplevelser til en del af regnestykket

Selvfølgelig kan al fysisk sygdom ikke reduceres til psykiske traumer, da der er en kompleks sammensætning af mange forskellige betingelser, der influerer udbrud af sygdom. Jeg forsøger ikke at udelukke faktorer såsom DNA, livsstil, kost, motion og søvn. Ændringer i kost og livsstil har eksempelvis også spillet en vigtig rolle i helbredelsen af mine ”kroniske” sygdomme. Det er tværtimod en opfordring til at gøre de ubearbejdede svære oplevelser i barndom og voksenlivet til en del af regnestykket og overveje den mulighed, at de forhindrer dig i at få et godt helbred. Det var med denne erfaring om sammenhængen mellem krop og psyke, at jeg bookede en tid hos en behandler ved navn Thomas hos Body SDS i parken i håb om, at han kunne støtte mig i min helingsproces. Jeg vidste ikke præcist, hvad jeg skulle forvente, eller om Body SDS var det rette sted at søge hen, men noget i mig trak mig i retning af det.

Min første behandling

Min første Body SDS behandling for snart to år siden var ikke som noget andet, jeg på daværende tidspunkt før havde oplevet. I begyndelsen var det ikke langt fra en massage, som jeg kendte det – dog med mere pulserende bevægelser og frigørelse af led. Det gik imidlertid hurtigt over i mere intense kropslige fornemmelser ledsaget af følelsesudbrud samt underlige lyde, som jeg havde svært ved at tro på, kom fra mig. Det var som en port blev åbnet til et indre landskab af følelser, som jeg ikke havde betrådt meget længe. Det ene øjeblik jamrede jeg, så grinte jeg, hvorefter jeg knurrede og dernæst græd. Det gjorde ondt, men på en forløsende måde.

Body SDS champagne

Intensiteten under behandlingen byggede gradvist op, og lige som jeg troede, at oplevelsen ikke kunne blive mere intens, begyndte hele min krop pludseligt at krampe. Det var som om, at alle lemmer havde manglet blod og derfor sovet, og nu kom blodet tilbage med en kraft, som var en dæmning i kroppens indre flod blevet brudt ned. Jeg havde en stærk trang til at bevæge mig ud af intensiteten, men jeg fandt til min overraskelse, at kroppen i mellemtiden var blevet lam, så der ikke var andet at gøre end at give mig hen til de vilde fornemmelser. Mine kæber havde dertil låst sig fast, så jeg ikke længere kunne sætte ord på oplevelsen. Jeg var nødt til at blive med den intense sitren, pulseren og krampe i kroppen. Det var som et indre vulkanudbrud. En stemme i mit hoved sagde til mig, at det her kunne jeg umuligt overleve. Samtidigt var der en del af mig, der nærede tillid til, at min behandler, Thomas, vidste præcis, hvad han lavede. Thomas fornemmede formentligt den stigende panik og (døds)angst i mig, så han sagde roligt og opmuntrende til mig: ”Det er det, som vi kalder Body SDS champagne”, med en lethed i stemmen, som var det det mest almindelige i verden. ”Det er et godt tegn. Prøv at se om du kan være med det.” Imens bevægede Thomas’ hænder sig rundt på min krop, som blev de ført af en højere magt til lige de steder, hvor spændingstilstanden forsøgte at gemme sig. Én efter én fandt han ubesværet knuderne i min krop og åbnede dem op, så de fastlåste kropslige fornemmelser og følelser blev frigjort og oplevet. På trods af mine bange anelser, blev behandlingen ikke min død (i hvert fald ikke en fysisk en af slagsen), men jeg gik derfra med en fornemmelse af, at noget helt grundlæggende havde ændret sig i mig. Som havde indre tektoniske plader rykket på sig. Dette var ledsaget af en dyb ro og lyksalighed – samt et noget omtumlet sind.

Hvordan virker body SDS? Et kropspsykoterapeutisk perspektiv

Efter min første oplevelse hos Body SDS kom corona-nedlukningen i vinteren 2021, og til min skuffelse måtte jeg vente flere måneder, før jeg kunne få min næste behandling. I et forsøg på at få begreb om, hvad det var, der lige var hændt mig, læste jeg ihærdigt alle de bøger om Body SDS, som jeg kunne finde. Jeg læste både Andrrew Ethen Elliot Mogensen (tidligere Bengt Valentino Andersen) og Ole Kåre Følis bøger samt Mille Dinesens, Min egen vej, og Chanette Følis’, Kroppens akvarium. Bøgerne gav mig en bedre forståelse for, hvad det var, som der havde fundet sted i behandlingen på et kropsligt og energetisk niveau, men til min ærgrelse var det ikke muligt for mig at finde nogen psykologisk forklaring på effekterne af Body SDS.

”Vil du forstå, eller vil du være lykkelig?”

Som psykologistuderende, og som en person med mere grundlæggende trang til at ville forstå og forklare psykiske fænomener, var det svært for mig at acceptere, at noget, der var så stor en oplevelse, ikke kunne sættes på ord eller tilfredsstillende forklares til andre. I hvert fald ikke uden risiko for at skræmme dem helt væk fra nogensinde at prøve Body SDS. Mange syntes, at det lød meget voldsomt. Jeg havde ikke tilstrækkelige ord for, hvorfor den intense oplevelse til første behandling samtidigt kunne virke så helende. Jeg kunne mærke en effekt på egen krop, men jeg kunne ikke forstå det. Nogle ville argumentere for, at det er tilstrækkeligt blot at mærke forandringerne i kroppen. Som en tidligere kropsbehandler plejede at sige til mig: ”Vil du forstå, eller vil du være lykkelig?”. Det kan der måske også være noget om, men mit manglende sprog for de psykologiske effekter af Body SDS gjorde det svært for mig at anbefale det med fagligt belæg til andre – særligt mine medstuderende samt psykologer og psykoterapeuter. Dertil beskriver den jungianske analytiker Donald Kalsched i sin bog: ”The Inner World of Trauma”, at sjælen findes i mødet mellem krop og sind, hvor de to bliver forelskede. Hvis man kun har forståelsen for noget, men uden at have kroppen med, vil det hele være ”i hovedet” – køligt og på afstand uden hjertevarme. Omvendt hvis noget kun kan mærkes i kroppen, men sindet ikke forstår det, kan oplevelsen ikke udtrykkes i sproglig symbolsk form mellem mennesker, hvilket gør det umuligt at nå det niveau af mening, hvor sjælen befinder sig. Det kan også afføde isolation og fremmedgørelse. For at få sjælen eller hjertet med, havde jeg altså brug for en dybere psykologisk forståelse for Body SDS. Jeg fortsatte efter genåbningen med et mere intensivt Body SDS forløb, hvor jeg modtog behandlinger ugentligt eller hver anden uge det følgende år med betydelige forbedringer for såvel mit psykiske som fysiske helbred. Body SDS behandlingerne bidrog således til en heling af mine indre sår, om end jeg fortsat manglede et sprog for, hvorfor det gjorde det. Jeg kunne kun konstatere, at jeg fik det bedre.

Kropspsykoterapien som teoretisk ramme   

Det var først, da jeg fandt frem til kropspsykoterapien, at jeg havde fået fingrene i en teoretisk retning, der kunne anvendes til at forstå, hvordan Body SDS arbejder med traumer. Kropspsykoterapien har beskæftiget sig særligt med traumer, hvorfor den har et veludviklet begrebsapparat til at beskrive mekanismerne bag traumerne samt diverse modeller for behandling af traumer. Imidlertid dækker kropspsykoterapien over en række psykoterapeutiske retninger, der per definition anvender psykoterapi som metode – altså samtale – frem for bodywork, som det er tilfældet med Body SDS. Når jeg bruger kropspsykoterapeutisk teori til at beskrive Body SDS, benytter jeg mig således af eklekticisme; det vil sige, at jeg anvender teorien i en kontekst, som den ikke er tiltænkt. Imidlertid bliver man nødt til at nøjes med dette, når der ikke endnu er lavet et forsøg på at beskrive den psykologiske teori bag Body SDS.

Kropspsyken – et opgør med Descartes’ dualisme

Kropspsykoterapien er ifølge Nick Totton en terapeutisk tilgang, der involverer både krop og psyke med henblik på at integrere hele personligheden. Kroppen og psyken behandles som to komplimentære dele af en samlet helhed, hvori hele bevidstheden er embodied, og hver levende krop er i stand til at være bevidst. Det er således en grundantagelse, at der er krydsninger og interaktioner mellem krop og psyke på en måde, der påvirker vores måde at være til i verden på. Kropspsykoterapien forsøger således at gøre op med den dualistiske opdeling af krop og psyke, der har været dominerende siden filosoffen René Descartes erklærede: ”Jeg tænker, altså er jeg”. Dette gøres ved at introducere begrebet kropspsyken (engelsk: bodymind), der i sin sammenføring af krop og psyke understreger uadskilleligheden af de to.

Embodiment – kropsligt nærvær

Et helt centralt begreb i forlængelse af dette er begrebet embodiment. Embodiment er en tilstand af enhed mellem krop og psyke. Begrebet indbefatter både det at være en oplevende selvbevidst organisme, som er noget alle mennesker deler, samtidigt med, at vi er i stand til at indse og opleve, at vi er selvbevidste. Embodiment handler dermed om at ”komme ned i kroppen” og være tilstede i verden på en måde, der er præget af kropsligt nærvær og åbenhed over for både omgivelserne samt de indre oplevelser. Både forståelsen af krop og psyken som en samlet helhed og begrebet om embodiment til at beskrive kontakten til denne helhed er nogle grundantagelser, der skal accepteres for videre at kunne forstå effekten af Body SDS ud fra kropspsykoterapien.

Kroppen husker

En tredje vigtig grundantagelse i kropspsykoterapien er, at kroppen kan lagre minder, der ikke eksisterer for bevidstheden, men som der kan tilgås ved at arbejde med kroppen. Kroppsykoterapiens fader, Wilhelm Reich, bruger begrebet kropspanser til at beskrive de systematiske mønstrer af muskulære spændinger, der udvikles som følge af traumer i barndom og senere i livet. Hvis et barn eksempelvis har oplevelsen af ikke at blive mødt og trøstet af sine forældre, vil denne oplevelse med tiden medføre spændingstilstande i musklerne et sted i kroppen, der så indeholder de følelser, der ikke blev rummet. Når spændingstilstanden løsnes, vil de tilhørende følelser også frigives. I eksemplet med det grædende barn vil afspændingen af kropspanseret medføre, at personen mærker sorgen over ikke at blive trøstet af sine forældre – også selvom det er 10, 20 eller 50 år siden, at oplevelsen fandt sted. Hvad sindet glemmer, husker kroppen. Således kan gentagende undertrykkelse af impulser for følelsesmæssigt udtryk såsom vrede, gråd og så videre ifølge Reich manifestere sig som muskulære spændinger – et kropspanser – der venter på at blive løsnet, så de undertrykte følelser en dag kan mærkes og frigives. Det er ifølge Wilhelm Reich først og fremmest vejtrækningen, der holdes tilbage i forsøget på at undertrykke følelserne, hvilket med tiden spreder sig til spændinger i musklerne og dermed skaber kropspanseret. Der er efterhånden kommet en del videnskabelig evidens for idéen om, at traumer lagres i kroppen, og Reichs begreb om kropspanser er således stadigvæk relevant. At kroppen kan huske – særligt traumatiske oplevelser fra helt tidlig barndom – beskrives dybdegående med empirisk belæg i Bessel Van der Kolks bog fra 2014: ”Kroppen holder regnskabet”.

Kropspsykoterapiens fire modeller

Kropspsykoterapeuten Nick Totton har i sin bog, Body Psychotherapy for the 21st century”, fra 2020 beskrevet fire overordnede kropspsykoterapeutiske modeller, der hver især beskriver forskellige tilgange til at arbejde med traumer. De fleste kropspsykoterapeutiske tilgang strækker sig over alle fire modeller om end med varierende vægtning. Ligeledes er det min egen erfaring med Body SDS, at behandlingerne indeholder elementer af alle fire modeller.

       I.         Justeringsmodellen

Den første model, justeringsmodellen, har fokus på korrektion, reorganisering og rettelse af skævheder i kroppen, idet kroppen og dermed også psyken lettere kan søge ligevægt. Det antages, at justering af skævheder i kroppen, så de tilpasses en defineret idealtilstand, medfører frigørelse af blokeringer forbundet med skævhederne. Når skævhederne rettes ud, åbnes der op for energetisk flow i kroppen forbundet med en sund og ønskværdig kropspsyke. Der arbejdes med traumer i denne model ved at fjerne de forstyrrelser og blokeringer forbundet med skævhederne i kroppen, der begrænser det frie energetiske og dermed emotionelle flow i kroppen. Metaforen for traumearbejdet er således at rette et skævt led. Som det fremgår af ovenstående beskrivelse af min første behandling, er en stor del af behandlingen hos Body SDS netop dette: En rettelse af skævheder i kroppen, hvor led justeres og frigøres.

     II.         Traume/udløsning modellen

Traume/udløsning modellen, der er den næste model, omhandler de reparerende egenskaber ved følelsesmæssig udløsning, der første gang blev formuleret af Freud og Breuer i 1895, og som er blevet adopteret af mange senere kropspsykoterapeuter: Det som med et psykoanalytisk begreb kendes som katarsis. Der arbejdes med traumet ved i et trygt rum at gennemleve og udtrykke de emotionelle aspekter af den traumatiske oplevelse, der ellers er blevet fraspaltet, hvilket har forhindret heling. Metaforisk kan traumet i denne model beskrives som en splint i kroppen, der må trækkes ud, før inflammationen kan bekæmpes og såret heles. Beskrivelserne af råb, skrig og jammer under min første behandlinger er eksempler på ”splinter”, der blev trukket ud af gamle emotionelle sår. De følelsesmæssige udbrud er således i sig selv det helbredende aspekt af behandlingen forstået ud fra traume/udløsning modellen.

   III.         Procesmodellen

Procesmodellen, den tredje model, er karakteriseret ved et særligt fokus på at støtte den naturlige helingsproces i kroppen – i endnu højere grad end de to første. Ifølge udvikleren af Hakomi-metoden Ron Kurtz handler det ikke om at forsøge at forstå noget, men derimod bør man blot vende opmærksomheden indad mod oplevelen: ”You don’t need anything… Just turn them inwards towards their experience. You don’t need to understand a thing.” Målet er at give slip på teori og koncepter, hvilket blot vil forsinke den naturlige proces. Det handler om ikke at stå i vejen for sig selv så at sige. Metaforen i denne model er en flod, der uden dæmninger kan løbe frit ud i havet. Det antages, at traumer vil hele sig selv, så snart de får muligheden for det, hvilket blot kræver en lyttende og nærværende indstilling uden forudantagelse. Det handler om at være med de indre processer og frit give efter for de intuitive indskydelser, der måtte dukke op. I praksis kan metoden således se ud på mange måder og skifte mellem arbejde på tværs af modaliteter alt efter, hvad der fylder. Under min første behandling kom elementer fra denne model i spil ved at min behandler gentagende gange opfordrede mig til at ”være med oplevelsen”. Jeg blev hele tiden mindet om at vende opmærksomheden mod det område, hvor intensiteten var størst, og trække vejret ind i det. Ud fra procesmodellen tillader dette kroppens selv-regulerende kapacitet at gøre sit arbejde og give slip på hvad end, der ikke længere tjener den.

   IV.         Relationsmodellen

Den sidste model, relationsmodellen, har fokus på den nærværende kontakt og forbindelse mellem behandlerens og klientens krop. Ifølge udviklingspsykologen Daniel Stern har vi fra helt tidlig barndom i relationen til vores omsorgspersoner gennem tilpasning og spejling lært at kommunikere med vores kroppe alene. Denne non-verbale kommunikationsform kan være essentiel for helingen af traumer. Det skal forstås sådan, at i det intime møde mellem behandler og klient indgår kroppene i et samarbejde på en måde, så de sammen finder ud af, hvad der er brug for hos klienten. Lidt som en improviseret dans, hvor ingen af parterne fører, men dansen er skabt i fælleskab. I min beskrivelse af første behandling oplevede jeg dette som, at Thomas’ hænder blev ført rundt på min krop, som blev han guidet af en højere magt. Intuitivt kunne han fornemme, hvor hænderne skulle hen, fordi min krop fortalte hans krop det – uden vores hoveder var involverede i udvekslingen. Selvom mit sind var i panik og skeptisk over intensiteten af behandlingen, var vores kroppe i gang med en tillidsfuld udveksling.

Aktivering af den indre helingsproces

Således kan Nick Tottons fire klassiske modeller inden for kropspsykoterapien hver især forklare aspekter af, hvorfor Body SDS behandling kan virke i arbejdet med traumer og personlig udvikling. Ud fra et psykologisk perspektiv kan der altså findes en mening med galskaben i den oplevelse, som jeg havde ved min første behandling. Modellerne kan dertil være med til at forklare, hvorfor noget i mig på trods af det voldsomme første møde med Body SDS ønskede at komme tilbage til en ny behandling: Noget dybt i mig kunne genkende, at en indre helingsproces var blevet sat i gang. Imidlertid er det sådan med heling og personlig udvikling, at det som med alle andre processer kræver en vedvarende opmærksomhed og vedligeholdelse for, at udviklingen fortsætter. Ligeledes kræver Body SDS behandlingerne vedligeholdelse; både ved at bestille nye behandlinger, inden der er gået for lang tid, men mest af alt vedligeholdelse gennem ens eget personlige integrationsarbejde mellem behandlingerne.

Body SDS træning og arbejdet mellem behandlingerne

Udover at læse bøger om Body SDS søgte jeg under corona-nedlukningen andre metoder til at få forbindelse til den første (livsforandrende) oplevelse, som jeg havde haft med Body SDS. Jeg fandt frem til Body SDS træningssystemet og downloadede appen, hvorefter jeg en efter en prøvede de forskellige øvelser, som den havde at tilbyde. Jeg oplevede, at øvelserne gik ind og arbejdede dybt i kroppen, og efter træningen stod jeg ligesom til behandlingen tilbage med en fornemmelse af, at noget i det indre havde rykket på sig – om end ikke med samme intensitet som til den første behandling hos Thomas.

 

Body SDS træning og de kropspsykoterapeutiske modeller  

Jeg gjorde det til vane at bruge træningssystemet, og da genåbningen efter corona kom, fortsatte jeg med at lave Body SDS øvelserne mellem behandlingerne. Udover de generelle gavnlige virkninger og positive følelser, der er forbundet med fysisk aktivitet, var det som om, at øvelserne også gjorde noget mere og andet. Jeg oplevede dertil, at forskellige træningstyper havde forskellig effekt på min krop. Jeg er efterhånden kommet frem til, at man groft set også kan inddele de forskellig Body SDS træningstyper inden for de forskellige kropspsykoterapeutiske modeller, således at de hver især kan anvendes supplerende til behandlingerne i arbejdet med traumer og personlig udvikling. Jeg vil i følgende præsentere min analyse af I) grundtræning og cufei, II) pafei og III) udvidende og sammentrækkende øvelser (US øvelser) ud fra de kropspsykoterapeutiske modeller:

I. Grundtræning og cufei

De første træningsformer, grundtræning og cufei, har særligt fokus på via arbejde med leddene at rette skævheder i kroppen og derved frigøre spændingstilstande. Dette passer ind i justeringsmodellen, hvor fokus er på korrektion, reorganisering og rettelse af skævheder i kroppen for at løsne blokeringer forbundet med disse skævheder. Det er ved at fjerne disse blokeringer i kroppen og rette de skæve led, at der kommer frit energetisk flow i kroppen, hvilket i sig selv ifølge modellen er traumeforløsende. På samme måde kan grundtræningen og cufei forstås at arbejde med traumer ved at rette skævheder og spændingstilstande i kroppen, hvilket skaber fri cirkulation i kroppen, der frigør de fastlåste traumer.

 II. Pafei

Pafei er en form for styrketræning med kropsvægtsøvelser, der fokuserer på et optimalt samspil mellem muskler og nerver. Træningen er kraftfuld og eksplosiv, og der opfordres til at give lyd på spændings- og stressstilstanden, som man kan komme i kontakt med gennem træningen, ved hjælp af eksempelvis et dybt suk, en ”ah”-lyd eller andre lyde, som der har brug for at blive udtrykt. Intentionen er at kunne være med, udtrykke og derved frigøre følelsesmæssigt udfordrende tilstande. Dette passer godt ind i traume/udløsning modellen, hvor der fokuseres på følelsesmæssig udløsning af traumet – katarsis. Ved katarsis får den indespærrede følelse endeligt lov til at blive oplevet og derved frigjort. I pafei arbejdes der således ud fra en kropspsykoterapeutisk teoretisk forståelse med traumer ved at få kontakt til spændingsstilstanden gennem hård fysisk aktivitet, hvorefter traumet frigøres ved at mærke og udtrykke den bagvedliggende følelse. Metaforisk set ”trækkes splinten ud” ved at give lyd på følelsen, der er blevet indespærret.

III. Udvidende og sammentrækkende øvelser 

I US øvelserne opfordres udøveren til at rette opmærksomheden mod – samt trække vejret ind i -de kropslige fornemmelser forbundet med strækket. Hensigten med øvelserne er at give sig hen til stillingerne og ellers lade kroppen gøre arbejdet selv. Dette er svarende til procesmodellen, hvor der er en tillid til, at kroppen har selv-regulerende kapaciteter, der aktiveres ved blot at vende opmærksomheden indad. I US øvelserne handler det ligeledes om at vende opmærksomheden indad, give slip og ikke ”stå i vejen for sig selv”. US øvelserne kan således i tråd med procesmodellen arbejde med traumer gennem den bevidste opmærksomhed og kroppens egen selvhelende processer. Opmærksomheden på spændingstilstanden i kroppen samt den dybe frigørende vejtrækning vil metaforisk set ”fjerne dæmningerne, så floden kan løbe frit ud i havet. Med andre ord vil de fraspaltede dele af selvet forenes med det større selv, og traumet vil heles.

Body SDS træning som kropsterapeutisk egenbehandling af traumer

Jeg har i tråd med ovenstående perspektiv anvendt Body SDS træningen til at adressere traumer og de skævheder og spændingstilstande i kroppen, som de er forbundet med. Hvis jeg har en oplevelse af at være skæv eller anspændt i dele af kroppen, vil jeg eksempelvis lave grundtræning eller cufei til at rette dem ud. Hvis jeg registrerer en fastlåsthed og undertrykte følelser, kan jeg bruge pafei til at åbne op for disse og udtrykke dem. Hvis jeg oplever manglende kontakt til kroppen og mangel på grounding, kan jeg lave US øvelserne. Ofte vil en kombination af træningstyperne også give mening, hvilket man også gør på holdtræningerne hos Body SDS i Parken. Det er ud fra min erfaring enormt givende at anvende træningen mellem behandlingerne på den måde; både for at få integreret det materiale, der blev åbnet op for ved behandlingen, men også for at lade ”den indre healer” fortsætte den proces, der allerede er i gang. Jeg vil vende tilbage til, hvad jeg mener med den indre healer.

Den grove og den subtile krop

En sidste fordel ved Body SDS træningssystemet er, at det både arbejder med det, som yogatraditionen kalder den grove krop og den subtile krop. Den grove krop er den mere biomekaniske krop, hvor man arbejder med muskler og led. Et eksempel på dette ville være styrketræning i fitnesscenteret eller en løbetur. Den subtile krop arbejder mere energetisk med kroppen og inddrager energisystemer såsom meridianbanerne fra den kinesiske tradition eller chakrasystemet, hvilket er noget, som vi kender fra eksempelvis yogatraditionen, Tai Chi og Qigong. Body SDS træningssystemet veksler mellem øvelser, der vægter henholdsvis den grove og den subtile krop, og mange af øvelserne kombinerer endda begge dele. Et eksempel på dette er øvelser til underkroppen i pafei, der først involverer kontakt til lever-, mave- og galdemeridianen (subtile krop), hvorefter der laves grove kropsøvelser i form af squats og lunges. Begge kroppe har efter min mening brug for opmærksomhed, og det kan Body SDS træningssystemet tilbyde.

At hente børnene hjem: Integration af de fraspaltede dele

Body SDS træningen er blot én måde at bevare kontakten til samt arbejde videre med det materiale, der er blevet åbnet op for under en behandling. Eksempelvis kan det være, at der er blevet åbnet op for kontakten til et indre barn under behandlingen. Du har kunnet mærke nogle følelser og tanker relateret til en bestemt periode i din barndom. En måde at bevare kontakten til dette barn kunne være at give dig selv tid og plads til at invitere det indre barn ind i dit hjerte og lade det fortælle sin historie – for eksempel under en meditation. Så du giver dig selv lov til fuldt ud at mærke barnets følelser og lytte til, hvad det har at sige. Den terapeutiske retning udviklet af Richard C. Schwartz, Internal Family Systems (IFS), beskæftiger sig særligt med ”de indre børn”, og hvordan disse kan ”hentes hjem”. Susan McConnell har skrevet bogen, Somatic Internal Family Systems Therapy, der præsenterer en mere kropsterapeutisk IFS tilgang, der er mere forenelig med Body SDS. Her tilbyder hun en række øvelser til at komme i kontakt med de indre børn, der med fordel kan anvendes under og mellem behandlinger.

Alternative metoder til integration af Body SDS behandlingerne 

Andre metoder til at integrere behandlingerne kan på et kropsligt niveau være yoga eller andre bevægelsespraksisser, kostændringer eller udrensninger (som Body SDS også tilbyder forløb med), på et mentalt og følelsesmæssigt plan være samtaleterapi, en kontemplativ praksis såsom meditation eller skrive sine tanker ned og på et relationelt plan tale om behandlingen, og hvad det har åbnet for, med sine nære relationer. Det kan også være at gå en lang tur på stranden eller i skoven. Der er ingen one size fits all, når det kommer til heling og personlig vækst. Det handler om at finde sin egen vej i processen, hvilket indebærer at opbygge tillid til egen intuition.

Tillid til den indre healer

En vigtig præmis for forståelsen af effekterne af Body SDS er et kendskab til vores selv-regulerende kapacitet eller ”indre healer”. Der er lavet forskning på området, og der er skrevet flere bøger, der beskriver mere indgående om menneskets selv-regulerende evner (bl.a. Blink – styrken ved at tænke uden at tænke af Malcolm Gladwell fra 2005, Gut feelings – the intelligence og the unconscious af Gerd Gigerenzer fra 2007 og At tænke – hurtigt og langsomt af Daniel Kahneman fra 2013). Den danske psykoterapeut Ole Vedfelt har formuleret sin teori – kybernetisk psykologi – omkring denne idé. I sin bog, Ubevidst intelligens, fra 2002 beskriver han, hvordan den rationelle hverdagsbevidsthed blot er en brøkdel af vores samlede bevidsthed. Der er også en meget større ubevidst intelligens, der altid søger at hjælpe organismen med at bevæge sig mod helhed og balance. Hverdagsbevidstheden er som en lille båd i et ocean af ubevidst viden og visdom. Ved at opbygge tillid til den ubevidste intelligens og ens egen selv-regulerende kapacitet vil man ifølge Ole Vedfelt gradvist modtage guidning indefra, der vil vise, hvad man har brug for. Den indre healer vil tage over så at sige. Inden for spirituelle traditioner er den ubevidste intelligens også blevet kaldt for ”det højere selv”, ”højere bevidsthed/frekvens” eller blot ”det guddommelige”.

Homøostase – vores iboende søgen mod balance og ligevægt

Begrebet homøostase anvendes almindeligvis om kroppens evne til at søge balance og ligevægt, hvis betingelserne tillader det. Homøostase er imidlertid ikke begrænset til kroppen; det foregår også i psyken, da de to som beskrevet i ovenstående ikke kan adskilles. Det handler således om at skabe god forbindelse mellem hverdagsbevidstheden og den ubevidste intelligens, så der er klar adgang til, at den indre healer kan gøre sit arbejde. Ud fra min egen erfaring er det er netop denne forbindelse, som en Body SDS behandling kan være med til at etablere, og som der er så vigtig at styrke og bevare mellem behandlingerne. Her er det afgørende med en tillid til, at det, der åbnes for til behandlingen, netop kommer op til overfladen, fordi man er klar til det. Mit første møde med Body SDS var meget overvældende, men jeg havde også lavet benarbejdet og gået i flere former for terapi og behandling i årene forinden. Mit system var klar til at tage imod nogle svære oplevelser, hvorfor behandlingen blev så intens. Lige så intens, som oplevelsen var, lige så meget oplevede jeg også, at mine sår blev følt, rummet og dermed helet. Jeg har bekendte, der har haft mere subtile og blide oplevelser hos Body SDS, men som ikke desto mindre også har haft stor glæde af behandlingerne. Det er således ikke nødvendigvis et succeskriterie, at oplevelsen er overvældende og intens. Det var blot min oplevelse og det, som jeg personligt havde brug for på det tidspunkt. Andre vil have langt mildere oplevelser hos Body SDS, og det kan sagtens være det helt rigtige for dem. Vi er alle forskellige.

Samarbejdet med behandleren

Til sidst vil jeg gerne påpege betydningen af at finde den rette behandler, når det kommer til arbejde med vækstprocesser og heling af traumer (og det gælder ikke kun Body SDS). Hvis kemien ikke føles god, så kan det give mening at prøve lidt forskellige. At der er god kontakt, er helt afgørende for at få skabt det trygge rum, hvor helingen af traumerne kan foregå. De indre børn skal have tillid til både dig og behandleren, før de vil vise sig. Jeg selv var heldig at ramme rigtigt i første omgang med Thomas, men jeg kender til flere, der har måttet prøve sig frem.

Konklusion: Rejsen mod helhed 

Traumer er noget, som vi alle bærer rundt på, og det er en uundgåelig del af det at være menneske. Et eksistensvilkår. Selv de bedste forældre vil have tidspunkter eller perioder i deres liv, hvor de ikke fuldt ud kan møde deres børns følelsesmæssige behov, hvorfor løsningen aldrig vil være at pege fingre ad omsorgspersoner eller ugunstige omstændigheder i barndommen. Det handler derimod om at give det indre barn det, som det manglede i barndommen. Ofte vil det også åbne for mere positive minder og ressourcer, som traumet også har dækket for. Helingsprocessen handler om at rumme de følelser, der var for overvældende eller ikke blev modtaget godt af omsorgsgiverne i barndommen. Det handler om som voksen at genbesøge sine indre børn og omfavne dem, så de i et trygt rum kan fortælle deres historie. Vi har alle disse svære oplevelser fra barndommen i varierende grad, og vi har alle et forskelligt tærskelniveau for, hvornår kroppen holder på mere, end den kan klare. Når sygdommen indtræder, kan det være en af de største gaver i livet, hvis man lytter til kaldet fra den indre healer, tager ansvar og påbegynder rejsen mod at blive et mere helt og rummeligt menneske. En rejse, der indebærer svære møder med glemte oplevelser og indespærrede følelser. En rejse, der kræver tillid til processen og mod til at mærke det, der tidligere var for overvældende. Og vigtigst af alt kræver rejsen støtte og hjælp fra andre. For mit vedkommende har Body SDS været en vigtig hjælper på denne rejse.

Emil Grinder-Hansen

Kontakt: emil_grinder@hotmail.com

Fotografi: Thomas Gordon

Litteratur: 

Adverse Childhood Experience (ACE) study (UNICEF, 2019): https://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=&ved=2ahUKEwjn55q2ydr6AhWEuKQKHVKTDLYQFnoECBgQAQ&url=https%3A%2F%2Fwww.unicef.org%2Fserbia%2Fmedia%2F10726%2Ffile%2FAdverse%2520Childhood%2520Experiences%2520(ACE)%2520Study.pdf&usg=AOvVaw3r0awrnJMD1hG_MYVUokF5

Body SDS officielle hjemmeside: https://body-sds.dk/

Body SDS trænings-app: https://body-sds.dk/traening/app/

Dinesen, M. (2016). Min egen vej: Inspiration til et sundt liv i balance. København: Lindhardt og Ringhof

Dreier, O. (2010) Gads psykologileksikon (3. udg.) (275). København: Gads Forlag.

Freud, S., Breuer, J. (1895). Studies on Hysteria. 2. udgave. London: Hogarth

Føli, C. (2018). Kroppens akvarium: Om lymfesystemet og kroppens evne til at helbrede sig selv. Sydslesvig: Hovedland

Føli, O.K., Vestergaard, L. (2006). Mit indre rum: Samtaler med kroppen. København: Borgens forlag

Føli, O.K., Kvist, D. (2019). Lyt til kroppens stæreflok: En bog om at genfinde balance i livet. København: People’s Press

Gigerenzer, G. (2007): Gut feelings – The Intelligence of the Unconscious. London: Allen Lane

Gladwell, M. (2014): Blink – styrken ved at tænke uden at tænke. København: Lindhardt og Ringhof (oprindelig udgave 2005)

Graff, C., Andersen, B.V., (2011). Kunsten at give slip: En samtale mellem en levefilosof og en kropsterapeut. Lyngby: StemningsHotellet

Graff, C., Andersen, B.V., (2013). Styrke & helbred. Lyngby: StemningsHotellet.

Hass, H., Torben, H. (2022). Kybernetisk psykologi: Ubevidst intelligens i psykoterapi og hverdag. Frederiksberg: Frydenlund

Kahneman, D. (2018): At tænke – hurtigt og langsomt. København: Lindhardt og Ringhof (oprindelig udgave 2013)

Kolk, B.V.D, (2014). Kroppen holder regnskabet. Århus: Klim (oprindelig udgave 2014)

Kurtz, R. (1985). Hakomi Therapy. Boulder, CO: Hakomi Institute.

Levine, P. (1997). Væk tigeren: Helbredelse af traumer. København: Gyldendal

Martinsen, E. (2011). Kropp og sinn (Fysisk aktivitet, psykisk helse, kognitiv terapi) (2.). Fagbokforlaget Vigmostad og Bjørke.

McConnell, S. (2020). Somatic Internal Family Systems Therapy: Awareness, Breath, resonance, movement and touch in practice. Berkeley: North Atlantic Books.

Reich, W. (1972). Character analysis. 3. udgave. New York: Farrar, Straus and Giroux.

Stern, D. N. (1985). The Interpersonal World of the Infant. New York: Basic Books.

Totton, N. (2003). Body Psychotherapy: An Introduction (Vol. 2003). Maidenland, Philadelphia: Open University Press.

Totton, N. (2020). Body Psychotherapy for the 21st Century. London: Confer Books

Vedfelt, O. (2002). Ubevidst intelligens: Du ved mere end du tror. København: Gyldendal

 

Podcast: Erfaringer fra ni dages meditation i stilhed

Psykoterapeut Alexander Grigat og jeg selv deler i denne podcast vores erfaringer fra et ni dages vipassana retreat i stilhed. Henover de sidste fem år har jeg nogle gange om året taget på denne form for meditationsretræte for at fordybe min meditationspraksis og gøre mig indsigter i både mit eget liv samt i virkelighedens natur.

At tage på et sådanne retræte er efter min mening en af de største gaver, som man kan give sig selv.

Jeg tilbyder forberedelse til og integration af retreats, hvilket du kan læse mere om her.

Tekst af Alexander Grigat juli 23:

Der har været stille her på podcasten henover sommeren, og de kommende uger starter skolen så småt op igen, efter en tiltrængt pause. I mellemtiden vil jeg lige lave et opslag for det seneste afsnit, som jeg aldrig fik skrevet noget til.

I juni måned var jeg 9 dage i stilhed på et vipassana retræte med Emil Grinder-Hansen. Dagen efter at vi kom hjem satte vi os sammen og optog en podcast om vores erfaringer. Retræten fandt sted på Røsnæs arrangeret af psykolog Uffe Damborg, der er elev af Anagarika Munindra, elev af den store Burmesiske meditationsmester Mahāsī Sayādaw. Munindra var lærer for flere personer som bragte Vipassana til vesten, udover Uffe Damborg kan der tilføjes Joseph Goldstein, Sharon Salzberg og Jack Kornfield.

Selvom det snart er lang tid siden, så kan jeg dog huske at samtalen tager udgangspunkt i vores dengang helt friske erfaringer. Samtalen er ikke blot en introduktion til et Vipassana retræte, men er istedet også en form for smeltedige, hvor Emils og mine erfaringer bliver undersøgt og forstået ud fra en bredt funderet forståelsesramme. For både Emil og jeg er det ultimative niveau, altså de åndelige erkendelser, ikke adskilt fra det relative plan med dets psykologiske og relationelle indsigter, og for os begge kan disse planer betragtes fra forskellige forståelsesrammer. Derfor er samtalen en undersøgelse af vores erfaringer fra flere forskellige vinkler og på forskellige niveauer. De erfaringer som vi har gjort os i en Therevada buddhistisk kontekst, går i dialog med andre åndelige og filosofiske traditioner, det relative niveaus dybdepsykologi dets drømme og symboler bliver medregnet som væsentlige vejvisere i den åndelige og sjælelige udviklingsprocess.

Vi starter med at tale generelt om at tage på retræte, do’s and dont’s, praktiske overvejelser, den tradition vi sad i og generelt om den Therevada Buddhistiske Vipassana meditation. Herefter bredder vi emnet ud og indrager elementer, forståelser og erfaringer fra andre åndstraditioner og filosofier. Afslutningvis taler vi om de dybdepsykologiske erfaringer der finder sted på et retræte, og hvordan arbejdet med drømme og symboler kan være en ressource, også selvom at disse ikke tilskyndes nogen særlig værdi i den tidlige buddhisme.

Jeg håber at samtalen kan inspirere til praksis.

Er du nysgerrig i at deltage i et lignende retræte hos Uffe eller vil du lytte til nogle af hans Dharma taler, så kan disse findes på hjemmesiden : https://indsigtsmeditation.dk/

PODCAST LINKS :
Spotify:
Apple Podcast:

Podcast: Det indre selv-beskyttende system i traumeheling og selvudvikling

Jeg har endnu engang haft fornøjelsen af at gæste Den Forbudte Skole. I dette afsnit taler Alexander Grigat og jeg om “det indre Selv-beskyttende system i traumeheling og selvudvikling”. Vi trækker på den jungianske analytiker Donald Kalscheds teori om arketypiske og dissociative forsvar, der træder ind ved traumer – særligt barndomstraumer. Både Alexander og jeg har beskæftiget os en del med Kalscheds teori, og jeg bruger den blandt andet i mit speciale. Hvis du er nysgerrig på traumer eller selvudvikling mere generelt, kan det måske blive et interessant lyt.

Nøgleord: Heling af traumer, traumeterapi, barndomstraumer, selvudvikling, psykedelisk integration, psykedelisk terapi og traumer

Tekst af Alexander Grigat april 23:

Det indre Selv-beskyttende system er det, der slår til, når livet bliver for overvældende, og som forfølger os resten af livet, når vi søger at bryde ud, blive til mere, udvikle os eller at indgå mere aktivt i livet.

Det er dette sjælelige aspekt, som Emil Grinder-Hansen og jeg undersøger i dette afsnit. Når vi overvældes af mere, end hvad vi kan klare – især i barndommen – så finder en spaltning sted, der sikrer det ikke-sårede, rene og uskyldige aspekt af os.

Dette aspekt, ofte repræsenteret som “det indre barn”, fraspaltes på flere niveauer; 1) på det kropslige/følelsesmæssige niveau 2) på det billedlige niveau – altså minderne knyttet til traumet, 3) på det såkaldte “virkelige niveau”: Fra den socialt forankrede verden ind i en arketypisk-kollektiv virkelighed.

Dét, der gennemfører fraspaltningen, er ikke traumet selv, men en iboende sjælelig dissociativ kapacitet, der søger at beskytte barnets ånd, det sande selv, de indre børn eller jeg-Selv aksen. Dette beskyttende aspekt af psyken er hvad den jungianske analytiker Donald Kalsched kalder for “det arketypiske Selv-beskyttende system”. På den ene side fremstår det selvbeskyttende system som frelsende, og på den anden side som en diabolsk krænkende forfølger eller dommer, der søger at opretholde fraspaltningen af det indre barn.

At opretholde spaltningen handler om at beskytte den ikke-sårede del, de indre børn og livskræften fra den verden, der engang var overvældende. Hermed fratages muligheden for en mere fuldkommen legemliggørelse af os selv, da aspekter af os selv beskyttes og holdes i fangeskab af det Selv-beskyttende system.

Forståelsen af dette iboende arketypiske forsvarssystem (beskyttende og krænkende) er væsentligt i arbejdet med traumer og i selvudvikling generelt. Når vi udvikler os, indtager nyt territorie, får indsigter, bliver mere hele, så vil systemet slå til: “Du har bevæget dig ud i denne verden før, dengang gjorde det ondt, dengang hjalp vi dig. Nu hjælper vi dig igen, og skærer dig væk, fraspalter dig, og trækker dig væk fra verden!”. Disse forsøg på fraspaltning af bevidstheden vil vise sig som tilsyneladende tilbagegang, efter fremgangen i en udviklings proces.

LINKS:
Spotify:
Apple:

Meditation på tanker mod depression og rumination

I 2019 var depression den andenstørste årsag til den globale sygdomsbyrde, og disse tal er ifølge både dansk, europæisk og amerikansk statistisk steget dramatisk som følge af COVID-19 pandemien. Dette kan hænge sammen med, at depression virkeligt tager fat, når folk trækker sig fra verden, deres sociale forbindelser og engagement og mister viljen til (eller muligheden for) at foretage handlinger, der er meningsfulde og givende for dem, hvilket har været en naturlig konsekvens af corona-nedlukningen og social distancering. Depression kan som al anden psykisk lidelse relateres – men ikke reduceres – til genetik og neurokemi, men det er især også forbundet med kulturen og de fortællinger om os selv og verden, som vi selv er med til at skabe. Meditation kan hjælpe os med at svække optagetheden og identifikationen med de fortællinger, så vi bliver bevidste om, hvad de er – blot fortællinger. Med andre ord kan meditation hjælpe os med at få indsigt i, hvor begrænsende og upersonlige vores narrativer i virkeligheden er. Dette kan være særligt gavnligt, når det kommer til de negative tankemønstre og ruminationer om uværdighed og fortvivlelse, der er kendetegnet ved for eksempel en depressiv tilstand, idet vi gennem mindfulness kan gøre os fri for indholdet af tankerne. Ved at være opmærksom på de tanker, der styrer vores handlemønstre, mister de noget af deres magt over os, idet vi har friheden til at handle anderledes. Meditationen kan således fungere som en form for narrativ og kognitiv terapi, hvor man selv er sin egen terapeut. Dertil kan praksissen føre til intuitiv indsigt i virkelighedens natur, der ifølge Buddhalæren kan vække individet op til en mere fri tilværelse.

50 minutters meditation på tanker:

Lydfil:

Youtube:

 

 

Podcast: Samtale med Andrrew Mogensen om Body-SDS, kroppens intelligens og fuck janteloven

Jeg har sammen med Alexander Grigat haft fornøjelsen af at have en samtale med stifteren af Body SDS Andrrew Ethen Elliot Mogensen (tidligere Bengt Valentino Andersen) på podcasten den forbudte skole.

Andrrew er en af verdens mest erfarne kropsterapeuter med titusindevis af behandlinger bag sig og med utallige næsten mirakuløse historier knyttet til dem. Han har en særlig plads i mit hjerte, fordi han efter min overbevisning var årsagen til, at min far overlevede en indlæggelse på Herlev hospital i vinteren 2019. Dertil har han været med til at udvikle et behandlings- og træningssystem, der har haft stor betydning for mit eget helbred (hvilket vil uddybes i en artikel og video, der snart udkommer).

Derudover kan man vist godt kalde Andrrew for lidt af en provokatør, og i samtalen taler vi udover Body SDS systemet også om hans kritik af den danske kultur og samfund, der efter Andrrews mening ville have godt af at et større opgør med janteloven.

Tak for snakken Alex og Andrrew!

Nøgleord: Body-SDS, Andrrew Ethen Elliot Mogensen, kropsterapi, kropsterapeut, kost, helbred, traumer, heling af traumer, traumearbejde, selvudvikling, personlig udvikling, procesarbejde, stress, angst

Tekst af Alexander Grigat marts 2023:

Andrrew Ethen Elliot Mogensen, er grundlægger af Body SDS, et krops-selvudviklings-system som han formaliserede ud fra hans far, Ole Kåre Føli, og farfars selvopdagede behandlingsmetode.


I dette afsnit taler Emil Grinder-Hansen og jeg med Andrrew om tilblivelsen af Body-SDS, vigtigheden af mesterlæren, om samfundet, problemer med moderne medicin, kroppens intelligens og hvordan arbejdet med kroppen er arbejdet med hele organismen.


Andrrew voksede op i mesterlære, hvor han observerede og var omkring hans far og farfar i deres behandlingsarbejde. På den måde lærte han ikke igennem bøger, men igennem samvær og direkte erfaring dét der idag er blevet formaliseret og i Body-SDS systemet. Heri ligger en forståelse af krop-psyke som en helhed, hvor terapeuten ikke er healer, men snarere forsøger at lytte til kroppens bevægelser, og derigennem fordre og støtte kroppens selvhealende kapacitet. Systemet der udgør behandlingsformen, træninger og udrensninger, ligner meget nogle af de holistiske sundheds-systemer der findes i østen. Her er de blot blevet opdaget i løbet af de sidste 100 år i Danmark, blot ved at lytte til kroppen, lære den at kende og forsøge at bringe den i balance.


Derudover tales der en del om samfund, skat, biler, medicin og jantelov. Her er det væsentlige ikke om man er enig med Andrrew, men stedet den ånd han taler med, en ånd der siger “fuck janteloven”. Og lige præcis den ånd og den energi var betydningsfuld for Emil og jeg, der begge mærkede hvor meget janteloven ligger ubevidst i os, hvor den begrænser vores udtryk, vores væren og helt konkret låser vores kroppe. Der er mange vigtige ting i denne samtale, men det jeg virkelig tager med mig som væsentligt er “fuck janteloven”.


Podcast: Dialoger med Jung og Buddha 3: Meditation og Jungs aktive imagination

Dette er tredje afsnit af dialogserien om Jung og Buddha af jeg selv og Alexander Grigat på podcasten den forbudte skole. Denne gang taler vi om meditation hos Buddha og Jung, hvor vi først gennemgår den nok mest traditionelle buddhistiske meditationsform åndedrætsmeditationen (anapanasati), hvorefter vi går mere i dybden med Jungs meditative teknik kaldet aktiv imagination. Vi taler om forskelle og ligheder i de to former for meditation, og hvordan de med fordel kan anvendes til forskellige formål.

Nøgleord: Jung, Buddha, selvudvikling, selvafvikling, personlig udvikling, procesarbejde, meditation, anapanasati, samatha, vipassana, aktiv imagination, individuation, opvågning, oplysning, Jungs røde bog, Buddhisme, drømmearbejde, drømme, dybdepsykologi

Tekst af Alexander Grigat marts 2023:

I vores moderne verden knyttes meditation ofte til østlige introspektive praksisser – især de buddhistiske praksisser. I vesten er der dog også en meditativ tradition, og én af disse er ret unge og knytter sig til arbejdet med de indre billeder og drømmene, sjælens virkelighed. Carl Jung udarbejdede nemlig en metode, der sjældent beskrives som en meditativ teknik og praksis, men som har mange ligheder og væsentlige forskelle med de praksisser vi kender fra Therevada buddhismen, som også ligger grundlaget for moderne mindfulness. Derfor undersøger Emil Grinder-Hansen og jeg i dette afsnit bredt begrebet og nogle af praksisserne, der ligger grundlaget for moderne mindfulness, og herfra kigger vi på den aktive imagination, hvordan den minder om og understøttes af de mindfulness baserede praksisser, men også hvordan den væsentlig differentierer sig herfra. 


 I serien “Dialoger mellem Buddha og Jung”taler vi i denne samtale om meditation, og i den sidste halvdel af samtalen har vi primært fokus på den aktive imagination. Hvor buddhistisk meditation handler om at transcendere jeget, således handler den aktive imagination om at modne jeget, blive mere hele, den proces Jung beskrev som individuation – rejsen mod helhed. På dette relative menneskelige plan mener vi, at Jung har noget væsentligt at bidrage med – nemlig kultiveringen og modningen af personligheden. Hvor buddhistisk meditation vil frigøre fra personligheden, så vil den aktive imagination gøre personligheden mere hel, begge bevægelser er vigtige. Det kunne siges at handle om at blive frie fra vores menneskelighed på et ultimativt (universelt) plan og at blive mere hele mennesker-i-livet på et relativt (personligt) plan. Transcendens og ultimativ frigørelse er smukt, men hvis ikke dette udtrykkes i hver vores heling, og det bidrag dette udtryk har at give til os selv, hinanden og verden, hvad væsentligt bidrager transcendensen så til? 

Individuationsprocessen er processen mod menneskelig helhed, mod menneskelig helhed i verden, og aktiv imagination er en meditativ praksis der understøtter denne proces.

LINKS
Spotify:
https://open.spotify.com/episode/4TGVW70Cjql6RWdhJurbep
Apple podcast:
https://podcasts.apple.com/dk/podcast/dialoger-med-buddha-og-jung-med-emil-grinder-hansen/id1528689869?i=1000604244706

Podcast: Dialoger med Jung og Buddha 2: Jung og de tre universelle karakteristika

Alexander Grigat og jeg fortsætter vores dialogserie med Jung og Buddha. Denne gang læser vi passager af Jungs røde bog ud fra de tre universelle karakteristika i buddhismen (som jeg har skrevet en lille intro til her):

Nøgleord: De tre karakteristika, Jung og Buddha, selvudvikling, selvafvikling, personlig udvikling, procesarbejde, meditation, aktiv imagination, individuation, opvågning, oplysning, Jungs røde bog, Buddhisme, drømmearbejde, drømme, dybdepsykologi

Tekst af Alexander Grigat februar 23:

Dialogen mellem Buddha og Jung fortsætter på Den Forbudte Skole. I denne samtale bringer Emil Grinder-Hansen og jeg Buddhaens undervisning om de 3 karakteristika, vi lader dem tale med Jung og undersøger hvorledes disse 3 karakteristika også kommer til syne hos Jung. Samtalen her har et Buddhistisk startpunkt nemlig de 3 karakteristika. Henover dialogserien vil vi også tage udgangspunkt i Jungianske forståelser og temaer, hvor både Jung og Buddha kan bidrage hver deres.

De 3 karakteristika kunne beskrives som eksistensens 3 kendetegn. Det er karakteristika, der gælder for alle fænomener, som vi oplever dem. Der er tale om ‘øjeblikkelig foranderlighed’ (anicca), ‘lidelses eller mistrivsel potentiale’ (dukkha) og ‘intet kerne selv’ (anatta). Til disse 3 karakteristika kunne der tilføjes, at alle fænomener er ‘betinget samopstående’ (paticcasamuppada) og ‘tomme’ (sunyata) – 2 karakteristika, der også kan findes i Buddhas diskurser, og som måske oftes vægtes i den senere Mahayna buddhisme.


Disse 3(+2) karakteristika er, hvad meditatoren søger at få intuitiv indsigt ind i, fordi hun hermed erkender ‘tingenes natur’ og dermed ikke står i et konflikt forhold til eksistensen. Herfra kan hun hvile i, hvordan tingene “bare er” – uden klyngen og uden tørst.

I løbet af Jungs Røde Bog finder vi antydninger af flere af de østlige traditioners indsigter, herunder eksistenstens kendetegn. Emil og jeg tager udgangspunkt i udvalgte afsnit fra den røde bog, og vi lader Jungs stemme berige, bringe farve og et vesterlandsk sprog til disse indsigter. Hvis disse kendetegn er grundlæggende aspekter af eksistensen, og Jungs Røde Bog har noget dybt at sige om eksistensen, således må vi også her finde Buddhaens undervisninger – blot leveret i et vesterlandsk kulturelt forklædt sprog og format.
Hvorledes dette var den mening, som Jung lagde i teksten, ved vi ikke, men det interessante er, at de 3 karakteristika også er til at finde hos Jung.

Tak for snakken Emil

LINKS
Spotify:
Apple podcast:

Podcast: Drømme i integration af psykedeliske oplevelser

Alexander Grigat og jeg taler i dette afsnit om drømme i integration af psykedeliske oplevelser. Vi har bla en mere teoretisk og filosofisk snak om drømmenes natur og funktion samt forholdet mellem drømme og psykedeliske oplevelser. Dertil inddrager vi flere eksempler fra både os selv, venner og klienter, hvor drømme har haft en vigtig betydning for integrationen af den psykedeliske oplevelse. Hvis du har haft drømme med det modsatte køn, krokodiller, heste, delfiner, hvaler, børn, fly eller kometer, der er ved at ramme jorden, så vil afsnittet nok have særlig interesse.

Nøgleord: Psykedelisk integration, psykedelisk terapi, psykedelisk integrationsterapi, drømmearbejde, dybdepsykologi, C.G. Jung

Tekst af Alexander Grigat:

“Drømmen er en lille skjult dør ind i de inderste og mest hemmelige afkroge af sjælen” – Carl Gustav Jung, The Meaning of Psychology for Modern Man
Integration kunne vi forstå som samlingen af aspekterne af os selv, for dermed at komme tættere på helheden af Selvet. Denne integrationsproces er også hvad Jung beskriver som Individuation. I denne podcast undersøger Emil Grinder-Hansen og jeg hvordan arbejdet med drømme er en utrolig allieret i integrationsprocessen, hvor den kan hjælpe med og følge udviklingsprocessen – vi tager i denne samtale udgangspunkt i integrationen af psykedeliske oplevelser, men det er væsentligt at pointere at hele Jungs idé om individuation allerede er en integrationsproces. Igennem drømmen får vi mulighed for at komme i kontakt med dét vi endnu ikke har etableret kontakt med, samt billeder på hvad der blokerer eller distancerer os fra de fraspaltede aspekter. Psyken eller sjælen søger at trække jeget mod mere helhed, og i drømmen ser vi sjælens integrative bevægelser, samt de udfordringer som sjælen møder i denne integrative proces. I drømmen (her kunne vi også nævne aktiv imagination, substans inducerede psykedeliske oplevelser mv.) oplever vi den mythopoetiske sjælsudfoldende betydningsdannelse, der kreativt bevæger sjælen mod mere af Selvet og derigennem skaber mere helhed(poesis), men også danner mening heraf, dannelsen af en indre sjælemythos.


I samtalen tager vi udgangspunkt i integrationen af den psykedeliske oplevelse, samlingen af eller brobygningen til de indsigter, spørgsmål, følelser, minder mv., som vi blev præsenteret for i oplevelsen. Drømmen giver os mulighed for at se sjælens bevægelser, dens forsøg på at trække os mod samling og helhed, og dens meningsskabende virksomhed, den er den skjulte (og glemte) “dør ind i de inderste og mest hemmelige afkroge af sjælen” – en natlig psykedelisk rejse.
Vi er allerede bookede for næste integrationscirkel, men vi arbejder på snart at have en ny i kalenderen.
LINKS:

The Three Jewels in Psychedelic Integration

How the Buddhist concept of Buddha, dhamma and sangha can aid in the integration of psilocybin-occasioned mystical-type experiences

By: Emil Grinder-Hansen, stud.psych.

1 Introduction

We are in the middle of a psychedelic renaissance known in recent literature as the second wave of psychedelic research (Giffort, 2020). One of the popular areas of research, is how a psilocybin-occasioned mystical-type experience can lead to significant long-term positive changes in mood, psychic health, and clinical state (Barret & Griffiths, 2018; Griffiths, 2008; 2011; Griffith et al., 2018; Kundi, 2013; Søndergaard, 2022). Although lot of focus has been given to the healing potential of the mystical experience itself, less attention is paid to how the research subjects incorporate these experiences into their daily lives thereby maintaining a connection with it, which is known in contemporary psychedelic research as the integration phase (Johnson, 2008; Sloshower et al., 2020). Contemporary psychedelic research shows a general reduction in positive effects from a psilocybin-occasioned mystical-type experience over time (Griffiths, 2008; 2011), which can be interpreted as a sign that the insights gained will fade away in time if they are not maintained or re-experienced. It is therefore called for to find supportive models or frameworks to aid in the integration of these profound experiences thereby prolonging the positive effects associated.

This present paper will present a Buddhist perspective and framework for integrating the insights usually associated with a psilocybin-occasioned mystical-type experience drawing on the concept of the three jewels: Buddha, dhamma, and sangha. In traditional Theravada Buddhist texts these three jewels are presented as a refuge for the practitioner to seek, serving as an aid in the spiritual journey (Farb, 2014).

1.1 Research Question

Based on the above this paper will attempt to answer the following research question:

In what ways can the Buddhist concept of the three jewels (i.e., Buddha, dhamma and sangha) aid in the integration of psilocybin-occasioned mystical type experiences? 

To answer this research question, it is necessary to account for both the theoretical and practical background of the three jewels in traditional Theravada Buddhism, and for the mystical experience as described in contemporary psychedelic research. Therefore, this paper will draw on both 2500-year-old Buddhist teachings as well as modern western research.

1.2 Structure

First, the method used in this paper will be presented following a theoretical account for the three jewels as well as the mystical experience. In the next part, the analysis, similarities between the dhamma and the mystical experience will be examined. This will be done in order to be able to reflect upon the implications for utilizing the three jewels as an integration tool for psilocybin-occasioned mystical-type experiences in the final discussion. The discussion will include critical reflections about the results and research method applied in this paper. Lastly, the main points of this paper will be summarized in a conclusion.

2 Method and Theory

2.1 Method – Critical self-reflection and analysis of underlying assumptions

The following section will go through the research method of this paper drawing on Køppe (2008).

 

First, it needs to be established that the premise of this paper is to examine how a theoretical and practical concept from a 2500-year-old religion – the three Buddhist jewels – can be used to integrate psilocybin-occasioned mystical-type experiences in a modern secularized context. In other words, a Buddhist concept is being taken out of its original context and placed in an entirely different one. This is done well knowing of the methodological challenges related to making such a theoretical experiment – also known as eclecticism (Køppe, 2008). According to Køppe (2008) we must rely on critical self-reflection and a thorough analysis of the assumptions underlying the theories in question to evaluate the distance between the different theories and the chosen research object (Køppe, 2008). In the same manner, this paper will try to compare the theoretical assumptions underlying the Buddhist concept of the three jewels with theoretical descriptions of mystical type experiences in modern psychedelic research in a way so that a precise and narrowed understanding of both concepts are remained. This will be attempted by applying what Køppe (2008) refers to as a “moderate eclecticism”, using thorough analysis of the underlying assumptions of the theories and a critical self-reflection about the possibility to combine the different theories (p. 34).

2.2 The three jewels

The following section will further elaborate on the three jewels drawing on Bodhi (2013) and Farb (2014)

The three jewels refer to the Buddhist concepts of Buddha, dhamma and sangha (pali) described in traditional Theravada Buddhism (Bodhi, 2013). The Buddha according to Farb (2014) classically refers to the historical Buddha. In this paper, however, it is being applied in a more symbolic manner as the capacity to wake up to the same insights as the historical Buddha did. The dhamma (Sanskrit Dharma), refers to the classical teachings of the Buddha which includes both the meditation practice itself and the insights that the Buddha attained at enlightenment known as the three characteristics (Bodhi, 2013; Farb, 2014). Lastly, the sangha refers to the community and environmental context that supports the meditation practice (Farb, 2014). This theoretical section will not account further for the Buddha and sangha part of the three jewels, as it is already clear what they entail. This section will, however, elaborate on the dhamma part as it will be compared in the analysis to the mystical experience as described in modern psychedelic literature.

2.2.1 Dhamma as states of meditation

In this section the dhamma as the Buddhas teachings on states of meditation practice will be accounted for drawing mainly on Buddhadasa Bhikkhu (1976) and Catherine (2008) and with reference to (Bodhi, 2023, Elefteriou & Thomas, 2021; Fox et al., 2016; Matko et al., 2021; Sparby & Sacchet, 2022; Lutz et al., 2015) .

There are many kinds of meditation practices in different Buddhist traditions which contemporary mindfulness literature has tried to organize and classify (Fox et al., 2016; Matko et al., 2021; Sparby & Sacchet, 2022; Lutz et al., 2015). This paper will draw on the traditional Theravada Buddhist practice known as mindfulness with breathing (“anapanasati” in pali), which aims specifically at cultivating mindfulness in order to gain direct intuitive insight, to “see clearly”, into the nature of reality – what the Buddha called the three characteristics (Elefteriou & Thomas, 2021; Bodhi, 2013; Catherine, 2008, p. 170).)

There are 10 sequential stages when practicing anapanasati that leads to deeper, more subtle states of profound stillness known as absorption states or the “jhanas” in pali (Vago & Silbersweig, 2012). This paper, however, will only go through the states that are most relevant for the analysis in section 3. These includes the states of what is in pali called pitti (rapturous joy), sukkha (peaceful pleasure) and ekagatta (one-pointedness) as described in Buddhadasa Bhikkhu (1976) and Catherine (2008). Pitti is described as an invigorated bodily state born out of concentration which usually accompanies a positive mood (Catherine, 2008). Pitti can according to Buddhadasa Bhikkhu (1976) graduate between different levels from what can be described as contentment, to satisfaction to rapture. When piti transforms and becomes tranquil it is called sukkha (Buddhadasa Bhikkhu, 1976). Catherine (2008) describes sukkha as a quality of happiness much quieter and smoother than piti. Ekagatta is the state that arises with the capacity to remain one-pointed with the breath without losing focus (Catherine, 2008). The mind is completely unified and “one with the experience” (Catherine, 2008). Buddhadhasa Bhikkhu (1976) describes that the sense of time and space is significantly reduced or dissolved completely in this state as the boundaries between the meditator and the object are exceeded. For this same reason the experiences of deeper states of concentration are often difficult to put into words (Buddhadasa Bhikkhu, 1976).

According to the Buddhas teachings these states of concentrations will increase the likelihood of gaining insight into the nature of reality known as the three characteristics, which will be described in the following drawing on Buddhadasa Bhikkhu (1992), Catherine (2008) and Giles (2019).

2.2.2 Dhamma as the three characteristics

The three characteristics that can be “seen clearly” through anapanasati are impermanens, suffering and not-self. Impermanens (“anicca”, pali) refers to the fact that all material and mental conditions are impermanent and inconstant (Catherine, 2008). The second characteristic, Suffering (“dukkha”), is the consequence of ignorantly clinging to the illusion that things are permanent, including to believe in the existence of a self (Catherine, 2008) The last characteristic, not-self (“anatta”), reveals that self does not exist as a thing or in anything; it is revealed to be “(…) nothing more than an interdependently co-arising stream of shifting phenomena lacking any inherent permanence of solidity.” (Giles, 2014, p. 299). Through the direct experience of the impermanent nature of all things the ignorant belief that the self consists of a stable core across time and space is disillusioned. When exploring the three characteristics one also realizes that all phenomena are interdependent, as they literally only arise and exist dependent on each other (Catherine, 2008). Buddhadasa Bhikkhu (1992) refers to this universal law of causality as dependent origination (paticcasamupadda), which has also been called “the Buddhist God” in Theravada Buddhism. Clearly seeing this law of causality in all phenomena is accompanied by a sense of wisdom and divine understanding of the absolute reality according to Buddhadasa Bhikkhu (1992). The absolute reality exists parallel to the relative reality that we usually live in, which is known in Buddhism as the two truths (Kornfield, 2008). The two truths points to the psychological paradox that on one level, the relative, we are individuals with distinct ego personalities across time and space, but at the same time, on the absolute level, we are nothing more than an empty “co-arising stream of shifting phenomena” (Giles, 2014, p 299; Kornfield, 2008).

2.3 Mystical experience

This section will present the mystical-type experience drawing mainly on Barret & Griffiths (2018) and Stace (1960).

Administration of psilocybin in contemporary psychedelic research allows the opportunity to investigate life-altering deeply personal meaningful and often spiritual significant experiences known by different names in modern literature as both religious experiences (James, 1902), peak experiences (Maslow, 1959), holotropic experiences (Grof, 2019), quantum change experiences (Miller, 2004) or mystical experiences (Stace, 1960). The latter term is applied in this paper because contemporary psychedelic research tends to use mystical-type experiences in reference to Stace (1960) when describing and examining this phenomenon (Barret & Griffiths, 2018; Griffiths et al., 2008; 2011; Griffiths et al., 2018; Kundi, 2013; Milliere et al., 2018; Pahnke, 1967; Yaden, 2016). According to Barret & Griffiths (2018) the most definitive philosophical treatise on mystical experiences to this date was compiled by Stace (1960) (p. 3). Stace (1960) collected descriptions of mystical experiences and distilled them into a “common core” consisting of a definitional feature and six additional dimensions (Barret & Griffiths, 2018).

The six dimensions of the mystical experience

The critical definitional feature of the mystical experience described by Stace (1960) is an introvertive and/or extrovertive sense of unity with all things. The extrovertive unity involves the realization of interconnectedness and non-separateness at the core of all phenomena, while the introvertive unity refers to a state of emptiness as the result of the complete dissolution of the self and a loss of the notion of “I” (Barret & Griffiths, 2018; Stace, 1960). The first additional dimension is a sense of 1) sacredness or holiness applied to the experience (Barret & Griffiths, 2018). The second, 2) noetic quality, refers to a deep sense of meaning and encounter with an ultimate level of reality that is more real than everyday life (Barret & Griffiths, 2018). The next is a 3) deeply feelt positive mood ranging from more subtle kinds of joy and happiness, peace and tranquility to intense pleasure, rapture, and ecstatic awe (Barret & Griffiths, 2018; Stace, 1960). Furthermore, the experience is usually challenging to put into words, 4) ineffability, it seems to contain the co-existence of mutually exclusive concepts, 5) paradoxicality, and it can contain a distorted sense or, 6) transcendence of time and space (Barret & Griffiths, 2018, p. 4).

3 Analysis

Drawing on the concepts accounted for above, the following section will consist of a comparative analysis of the dhamma part of the three jewels and dimensions of the mystical experience. The results of this analysis will be the backbone of the subsequent discussion of how the three jewels can aid in the integration of psilocybin-occasioned mystical-type experiences.

3.1 The dhamma and the mystical experience

The following analysis will compare similarities between the dimensions of the mystical experience as proposed by Stace (1960) with the dhamma as both the Buddha’s teachings on states of meditation, and of the insights into the nature of reality known as the three characteristics (Buddhadasa Bhikkhu, 1976; Catherine, 2008).

First of all, the definitive feature of the mystical experience, introvertive and/or extrovertive sense of unity, is also an essential aspect of the three universal characteristics. The realization of interconnectedness on non-separateness at the core of all phenomena in what Stace (1960) describes as an extrovertive sense of unity parallels the Buddhist concept of dependent origination (paticcasamupadda) as described by Buddhadasa Bhikkhu (1976) and Catherine (2008). The realization that all phenomena are interdependent and thereby interconnected follows direct intuitive insight into the impermanent nature of all things (anicca) which is the purpose of anapanasati (Buddhadasa Bhikkhu, 1976; Catherine, 2008). The ego dissolution aspect of the introvertive unity experience (Stace, 1960) can be compared to the last Buddhist characteristic of not-self (anatta). According to the Buddha’s teachings, Anatta refers to the disillusionment of the ignorant belief that the self is a solid entity across time and space, and the simultaneous realization that the self merely consists of a complex set of conditions arising, changing, and fading away; a “co-arising stream of shifting phenomena” (Giles, 2014). The experience of 1) sacredness typical for the mystical experience according to Stace (1960) fits well with the sense of divinity that arises when gaining insight into the law of causality or dependent origination (paticcasamupadda) through anapanasati meditation according to Buddhadasa Bhikkhu (1992). The fact that paticcasamupadda has been refered to as “the Buddhist God” further emphasizes this point: It is a sacred or holy experience to clearly grasp the concept of dependent origination because, drawing on Buddhadasa Bhikkhu (1992), it can be likened to “meeting God”. A sense of wisdom or meaning also arises through the realization of the three characteristics (Buddhadasa Bhikkhu, 1992), which is what Stace (1960) describes as a 2) noetic quality. The noetic quality also refers to an encounter with an ultimate level of reality (Barret & Griffiths, 2018), which is exactly how the Buddha described the three characteristics – as a meeting with the absolute or ultimate level of reality (Buddhadasa Bhikkhu, 1992; Kornfield, 2008). The 3) deeply felt positive mood in a spectrum of ranging intensity associated with the mystical experience (Stace, 1960) can be compared to the jhanic factors of pitti (rapturous joy) and sukkha (peaceful pleasure) accounted for above (Buddhadasa Bhikkhu, 1976; Catherine, 2008). According to Stace (1960) the deeply felt positive mood can variate between more subtle kinds of joy and happiness, peace and tranquility to intense pleasure, rapture, and ecstatic awe. The more subtle and peaceful states of tranquility equal the descriptions of sukkha as quieter and calmer, a sense that everything is as it should be, and the intense and ecstatic moods fits into the description of pitti as an invigorated and excited bodily state (Buddhadasa Bhikkhu, 1976; Catherine, 2008). The fourth dimension, 4) ineffability after having a mystical experience is comparable to what the meditator experiences after deeper states of concentration (samadhi). The boundaries between subject and object are dissolved which makes it very difficult to put the experience into words afterwards (Buddhadasa Bhikkhu, 1976). The 5) paradoxical nature of the mystical experience parallels the psychological paradox of the two truths as accounted for in this paper drawing on Kornfield (2008). The fact that the relative, ego preserving, level of reality co-exists with the absolute level where all phenomena are conditioned and in momentary change is a paradox. The absolute does not cancel out the relative; they are both equally true according to the Buddha’s teachings – hence, the two truths (Kornfield, 2008). The Buddhist notion of the two truths is an example of the co-existence of mutually exclusive concepts, the paradoxicality, that usually characterizes a mystical experience according to Stace (1960). The last dimension, a 6) transcendence of time and space, with the sense of either or both being distorted is described also in state of one-pointedness with the breath known in pali as ekagatta (Catherine, 2008). During anapanasati a state of “oneness with the experience” can arise preparing the conditions for the meditator to enter deeper states of concentration (samadhi) (Buddhadasa Bhikkhu, 1976). The deeper the absorption state, the more the experience of linear time and space is affected according to (Buddhadhasa Bhikkhu, 1976). The dimension of time and space is thereby also a part of the Buddha’s descriptions of meditative states in anapanasati.

To summarize, the analysis of the similarities between the dimensions of the mystical experience and the dhamma as both meditative states and insights shows significant parallels between the two. This serves as an argument that the dhamma can be used as an aid in the integration of psilocybin-occasioned mystical-type experiences as it, according to the Buddha, leads to similar understandings and insights. This argument will be further elaborated in the following discussion.

4 Discussion

The following section contains a more direct discussion of the research question based on the analysis above, reflecting upon how each of the three jewels can aid in the integration of psilocybin-occasioned mystical-type experiences.

4.1 Buddha, dhamma, and sangha in the integration of mystical experiences

Buddha

The established similarities between the dimensions of a mystical experience and the Buddhas teachings on the dhamma also serves as an argument, that the psilocybin-occasioned mystical experience will lead to a belief in the capacity to wake up to the same insights as the historical Buddha did. If you have already had insights into the absolute level of reality, as described in the Buddha’s teachings, you would most likely believe in the possibility that this level of reality, the spiritual dimension, exists, and can be revealed through anapanasati, as the Buddha claimed. The Buddha part of the three jewels can thereby serve as a reminder for those who have had a mystical experience, that this experience is valid and possible to reconnect with through mindfulness. The believe in the legitimacy of the mystical experience, will also serve as a motivation for establishing a meditation practice, so that the insights can be prolonged and enhanced without administering psychedelics. It is important to notice, that this claim is based on logic reasoning, and further research is needed to test this claim.

Dhamma

Drawing on the analysis, it can be argued, that mindfulness with breathing (anapanasati) can be seen as a way of re-establishing connection with a psilocybin-occasioned mystical-type experience. As concluded in the analysis, the concentrative states of pitti, sukkha, and ekagatta (Buddhadasa Bhukkhu, 1976; Catherine, 2008) are similar to the 3) deeply felt positive mood, 4) ineffability and 6) transcendence of time and space dimensions of the mystical experience (Stace, 1960). Furthermore, the direct intuitive insights gained into the nature of reality through anapanasati are very similar to the definitional feature of internal and external unity as well as the 1) Sacredness, 2) noetic quality and 5) paradoxicality dimension described in Stace (1960). Thereby, the dhamma as both the meditation practice itself and the insights into the three characteristics, as accounted for in this paper, can serve as both a practical and theoretical integration tool for psilocybin-occasioned mystical-type experiences. These results can be further supported drawing on Yaden (2016) and Heuschkel & Kuypers  (2020). Yaden (2016) compares psychedelic and non-psychedelic mystical experience with the conclusion that mystical experiences occasioned by psychedelic substances are genuinely mystical and descriptively very similar to non-psychedelic mystical experiences (e.g., the meditative states and insights (the dhamma) available through anapanasati) (Buddhadhasa Bhikkhu, 1976). The results in Heuschkel & Kuypers (2020) show that meditation and psilocybin exert similar effects on mood, social skills, and neuroplasticity. These findings further support the claim, that the insights gained from deep meditative sates post similar benefits as the psilocybin-occasioned mystical-type experience and therefore would work as an integration tool.

Sangha

The hypothesis that the sangha (community and environmental context) can aid in the integration of psilocybin-occasioned mystical-type experiences is not backed from the analysis of this paper but is based on contemporary psychedelic literature descriptions of traditional use of psychedelics (Guerra-Doce, 2015; Winkelman, 2019). Psychedelics were traditionally applied as a ceremonial tool in the initiation rites of indigenous cultures (Winkelman, 2019). According to Guerra-Doce (2015) the purpose of the administration was not only to serve the individual but the whole community, and the responsibility to integrate the experience was also on the community. This is among other factors because the psychedelic experience is not personal but trans-personal and therefore involves more than just the person who has been administered a psychedelic substance (Guerra-Doce, 2015). It is outside the scope of this paper to examine this further, and more research on the role of the community in integrating psychedelic experiences is therefore required.

4.2 Critical reflections

Focus on similarities and not differences

The analysis in this paper only focused on similarities and not differences between the mystical experience as described by Stace (1960) and the Buddha’s teachings on the dhamma. The reason for this is that many parallels between the dhamma as practice and theory and the mystical experience serve as an argument in favor of using the three jewels as a framework for integrating mystical-type experiences. It is a limitation that the paper did not focus on the differences – e.g., neurological, or phenomenological distinctions – between the two, which has been reported in contemporary literature (Elefteriou & Thomas, 2021; Milliere et al., 2018). The results in Milliere et al., (2018) point to the fact that the drug-induced (e.g., psilocybin) and meditation-induced (e.g., anapanasati) experiences of self-loss (as part of a mystical-type experience) are not uniform in terms of alterations of various aspects or dimensions of self-consciousness (p. 21). These results can be important to be aware of when considering the role of the meditation practice in integrating mystical-type experiences. If the experience of self-loss differs, this would not be in favor of the claim that meditation and thereby also the three Buddhist jewels would serve as an integration tool for psilocybin-occasioned mystical experiences. However, Milliere et al., (2018) points to the fact that it remains difficult to assess in what respect conscious states induced by Samadhi practice really differ from states induced by other meditation practices or psychedelic drugs (p. 21). Deep meditative states of samadhi are exactly what this current paper has accounted for and examined, and the results of the analysis point to the fact that they are very similar.

Utility

This paper is not the first in recent psychedelic literature to claim the potential benefits of utilizing a mindfulness-based intervention or spiritual framework and practice to integrate and thereby maintain and enhance the long-term benefits of mystical-type experiences due to similar phenomenology and psychological benefits (Brewer et al., 2011; Eleftheriou & Thomas, 2021; James et al., 2020; Griffiths et al., 2018; Hendricks, 2018; Heuschkel & Kuypers, 2020; Sloshower et al., 2020). The spiritual dimension, and the fact that the three Buddhist jewels have been employed for 2500 years instead of just a few decades, are the new additions that separate this integration model from recent studies. This paper argues that there are significant benefits to employing a non-secularized (i.e. spiritual) framework when trying to integrate an experience that many research subjects describe as one of the most if not the most spiritual experience of their lives (Griffiths, 2008; 2011; Griffiths et al., 2018).

Additionally, is important to keep in mind the gap between theory and practice. This is a theoretical paper not considering the possible challenges faced in practice. For example, there is the challenge of getting research subjects to put in the hours required to learn insight meditation, which for many is considered an advanced practice (Catherine, 2008; Buddhadasa, 1976). Further research testing the utility of the three jewels in integration of psilocybin-occasioned mystical experiences drawing on clinical data would, however, accommodate this critique.

5 Conclusion

This section will summarize the points from the analysis and discussion in order to answer the research question. Based on the research in this paper, the Buddhist concept of the three jewels (Buddha, dhamma, sangha) can aid in the integration of psilocybin-occasioned mystical-type experiences in the following ways:

  1. The Buddha part can function as a symbolic reminder of the capacity to wake up to the same insights and understandings as the historical Buddha did, thereby assisting the subject in maintaining a belief in the validity of what can be referred to as the spiritual dimension of the mystical experience. II. The Dhamma as both the meditation practice and direct insight into the absolute level of reality (i.e., the three characteristics) can serve as both a practical tool and theoretical map to help navigate and reconnect with the experience. Lastly, a community, sangha, to share and practice meditation with can serve as relational support, which would be in line with how indigenous cultures integrated psychedelic experiences.

In conclusion, it is the argument of this paper, that psilocybin-occasioned mystical-type experience can provide direct experiential contact with the same states and insights as in deep meditation. Furthermore, it has been argued that a connection to the mystical experience will be reinforced utilizing the three Buddhist jewels as a spiritual, theoretical, and practical framework for integration, thereby enhancing and prolonging the positive effects associated with these kinds of experiences. In short, it is the conclusion that the three Buddhist jewels most likely can function as a supportive framework in the integration of psilocybin-occasioned mystical-type experiences.

Final comment

This paper can at best be viewed as a preliminary study pointing at possible advantages of applying the three Buddhist jewels in the integration phase of psilocybin-occasioned mystical-type experiences. Further clinical utility research is needed

Keywords: Psychedelic integration, psychedelic therapy, psykedelisk integration, psykedelisk terapi, psychedelic integration and buddhism, psychedelic therapy and buddhism, psykedelisk integration og buddhisme, psykedelisk terapi og buddhisme, meditation in psychedelic integration, meditation i psykedelisk integration, psykedelisk integration og meditation,

6 Bibliography

Syllabus:

Bodhi (2013): What does mindfulness really mean? A canonical perspective

Britton, W. B., Lindahl, J. R., Cahn, B. R., Davis, J. H., & Goldman, R. E. (2014). Awakening is not a metaphor: The effects of Buddhist meditation practices on basic wakefulness. [Review]. Annals of the New York Academy of Sciences, 1, 64–81.

Farb, N. (2014). From Retreat Center to Clinic to Boardroom? Perils and Promises of the Modern Mindfulness Movement. Religions, 5(4), 1062–1086.

Fox, K. C. R., Dixon, M. L., Nijeboer, S., Girn, M., Floman, J. L., Lifshitz, M., Ellamil, M., Sedlmeier, P., & Christoff, K. (2016). Functional neuroanatomy of meditation: A review and meta-analysis of 78 functional neuroimaging investigations. Neuroscience & Biobehavioral Reviews, 65,

Giles, J. (2019). Relevance of the no-self theory in contemporary mindfulness. Current Opinion in Psychology, 28, 298–301. https://doi.org/10.1016/j.copsyc.2019.03.016

Sparby, T., & Sacchet, M. D. (2022). Defining Meditation: Foundations for an Activity-Based Phenomenological Classification System. Frontiers in Psychology, 12, 795077.

Vago, D. R., & Silbersweig, D. A. (2012). Self-awareness, self-regulation, and self-transcendence (S-ART): A framework for understanding the

Self-elected literature (200 SP)

Buddhadasa Bhikkhu (1976). Anapanasati: Mindfulness of breathing. Sublime Life Mission. Chapter III, IV (75-140) (33 SP)

Buddhadasa Bhikkhu (1992). Paticcasamupadda: Practical dependent origination. Vuddhidhamma Fund. (1-24) (24 SP)

Catherine, S. (2008): Focused and Fearless: A Meditator’s Guide to States of Deep Joy, Calm and Clarity. Boston: Wisdom Publications. Part III & IV (167-191) (24 SP)

Eleftheriou, M. E., and Thomas, E. (2021). Examining the potential synergistic effects between mindfulness training and psychedelic-assisted therapy. Front. Psychiatry 12:707057. doi: 10.3389/fpsyt.2021.707057 (14 SP)

Griffiths, R., Johnson, M., Richards, W., Richards, B., Jesse, R., MacLean, K., … Klinedinst, M. (2018). Psilocybin-occasioned mystical-type experience in combination with meditation and other spiritual practices produces enduring positive changes in psychological functioning and in trait measures of prosocial attitudes and behaviors. Journal of Psycho- pharmacology, 32(1), 49–69. (18 SP)

Heuschkel, K., and Kuypers, K. P. C. (2020). Depression, mindfulness, and psilocybin: Possible complementary effects of mindfulness meditation and psilocybin in the treatment of depression. A review. Front. Psychiatry 11:224. doi: 10.3389/fpsyt.2020.00224 (21 SP)

Hölzel, B. K., and Ott, U. (2006). Relationships between meditation depth, absorption, meditation practice, and mindfulness: A latent variable approach. J. Transpers. Psychol. 38, 179–199. (20 SP)

Kornfield, J. (2008): The Wise Heart: A Guide to the Universal Teachings of Buddhist Psychology. New York: Bantam Books. Chapter 6 (79-95) (16 NP)

Millière R, Carhart-Harris RL, Roseman L, Trautwein F-M, Berkovich- Ohana A. Psychedelics, meditation, and self-consciousness. Front Psychol. (2018) 9:1475. doi: 10.3389/fpsyg.2018.01475 (23 NP)

Sloshower, J., Guss, J., Krause, R., Wallace, R. M., Williams, M. T., Reed, S., et al. (2020). Psilocybin-assisted therapy of major depressive disorder using Acceptance and Commitment Therapy as a therapeutic frame. J. Context. Behav. Sci. 15, 12–19. doi: 10.1016/j.jcbs.2019.11.002 (7 NP)

Additional literature:

Barrett, F. S., & Griffiths, R. R. (2018). Classic Hallucinogens and Mystical Experiences: Phenomenology and Neural Correlates. Curr Top behave Neuroscience, 36, 393-430. (parallels between meditation and psychedelic occasioned mystical experiences p. 20)

Brewer, J., Worhunsky, P., Gray, J., Tang, Y., Weber, J., & Kober, H. (2011). Meditation experience is associated with differences in default mode network activity and connectivity. PNAS, 108, 20254–20259.

Carhart-Harris, Bolstridge, M., Day, C. M. J., Rucker, J., Watts, R., Erritzoe, D. E., Kaelen, M., Giribaldi, B., Bloomfield, M., Pilling, S., Rickard, J. A., Forbes, B., Feilding, A., Taylor, D., Curran, H. V., & Nutt, D. J. (2018). Psilocybin with psychological support for treatment-resistant depression: six-month follow-up. Psychopharmacology, 235(2), 399–408.  

Giffort, D. (2020). Acid revival: The psychedelic renaissance and quest for medical legitimacy. University of Minnesota Press, p. 17-44.

Griffiths, R. R., et al. (2008). Mystical-type experiences occasioned by psilocybin mediate the

attribution of personal meaning and spiritual significance 14 months later. Psychopharmacology. 22(6): 621–632  

Griffiths, R. R., et al. (2011). Psilocybin occasioned mystical-type experiences: immediate and

persisting dose-related effects. Psychopharmacology. 218(4): 649–665

Grof, S. (2019). The Way of the Psychonaut: Encyclopedia For Inner Journeys (Volume One). Multidisciplinary Association for Psychadelic Studies (MAPS). Kap V , 313-355

Guerra-Doce E. (2015) Psychoactive Substances in Prehistoric Times: Examining the

Archaeological Evidence, Time & Mind, Vol. 8, No. 1, 91–112  

James, W. (1902). The varieties of religious experience: A study in human nature. Longmans,

Kundi, S. (2013). Characteristics of mystical experiences and impact of meditation. International Journal of Social Science, 2(2), 141–146.

Maslow, A. H. (1959). Cognition of being in the peak experiences. J. Genet. Psychol. 94, 43–66. doi: 10.1080/00221325.1959.10532434

Miller WR (2004) The phenomenon of quantum change. J Clin Psychol 60: 453–460.

Smith, H., Grob, C., Jesse, R., Bravo, G., Agar, A., & Walsh, R. (2004). Do drugs have religious import? A 40 year retrospective. Journal of Humanistic Psychology, 44(2), 120-140

Stace WT (1960) Mysticism and Philosophy. Philadelphia: Lippincott.

Wallace, B. A. The Attention Rrevolution. Sommerville, MA: Wisdom Publications, Inc.

Winkelman M. (2019). Introduction: Evidence for entheogen use in prehistory and world religions.

Journal of Psychedelic Studies 3(2), pp. 43–62  

Yaden, D. B, Le Nguyen K. D, Kern M. K, Belser A. B, Eichstaedt J. C, Iwry J, Smith M. E., Wintering N. A., Hood Jr. R. W & Newberg A. B. (2016). Of Roots and Fruits:
A Comparison of Psychedelic and Nonpsychedelic Mystical Experiences. Journal of Humanistic psychology, 1-16,

 

Front page illustration: Gustavo Attab (https://gustavoattab.weebly.com/)

Drømme i integration af psykedeliske oplevelser

“The dream is a little hidden door in the innermost and most secret recesses of the soul, opening into that cosmic night which was psyche long before there was any ego-consciousness, and which will remain psyche no matter how far our ego-consciousness extends.”

-C.G. Jung

Når det kommer til integration af psykedeliske oplevelser, er drømme et af de bedste redskaber, som jeg kender til. Jeg vil endda påstå, at drømme i sig selv er psykedeliske oplevelser, som vi alle har adgang til hver nat – det handler blot om at vende vores opmærksomhed mod dem.

Ordet Psykedelisk er en neologisme, der er sammensat af det græske ord “psyke”, der betyder ”sjæl” og “delos”, der betyder at ”synliggøre” eller ”afsløre”. En psykedelisk oplevelse er således en “sjæleafslørende” oplevelse. Som C.G. Jung skriver i ovenstående citat er drømme ”en lille skjult dør til de inderste og mest hemmelige afkroge af sjælen” (oversat). I de fleste filosofiske, religiøse og spirituelle traditioner placeres sjælen i hjertet. Hvis man vil anvende et mindre esoterisk begreb end sjæl kan man derfor i stedet sige, at en psykedelisk oplevelse afslører, hvad man ”har på hjerte”, hvilket netop er det, som drømmearbejde også kan hjælpe med.

Dertil kan man ud fra C.G. Jung argumentere for, at begge typer af oplevelser skyldes en ”sænkning af tærskelniveauet for bevidstheden”, således at en større andel af den ubevidste strøm kan flyde op til bevidstheden i form af billeder og emotioner. Jung mente, at bevidsthedens tærskelniveau kan sænkes under mange forskellige betingelser herunder udmattelse, feber, intense emotioner, religiøs fanatisme, rusmidler samt drømme og psykedeliske substanser. Han mente med andre ord, at der er tale om forskellige veje til den samme verden. En verden, hvor der tales et fælles sprog: Symbolernes sprog. Et symbol er ifølge C.G. Jung er en betegnelse for et billede, der selvom det er velkendt for os, indebærer en uvis eller skjult mening udover det, der er synligt. I bogen Mennesket og dets symboler beskriver Jung, hvordan symbolet indeholder et ubevidst aspekt, og ved at udforske meningen af symbolet, vil vi med tiden nå frem til noget udover den rationelle forståelse. Symboler er ifølge Jung et produkt af det ubevidste, der fylder et behov for at danne bro mellem bevidstheden og det ubevidste, således at modsætninger kan mødes og nye bevidste attituder kan formes på baggrund af dette møde. Imidlertid vil den personlige udvikling på baggrund af mødet ofte kun finde sted, hvis der bevidst arbejdes med symbolets indhold. Der er af samme årsag, at integration af psykedeliske oplevelser er så vigtigt.

Udover de oplevelsesmæssige paralleller mellem drømme og psykedeliske rejser har moderne hjerneforskning også påvist, at der er betydeligt overlap mellem de hjerneområder, der er aktive under en substans induceret psykedelisk oplevelse og de aktive hjerneområder i drømmesøvn (Kraehenmann, 2017; Sanz et al., 2018.). Disse områder af hjernen er kendetegnet ved at forbinde emotioner (følelser) med billeder, hvilket netop er karakteristisk for såvel psykedeliske oplevelser som drømme.  Der kan således ud fra både jungiansk teori og moderne neurologisk forskning argumenteres for, at der er betydeligt overlap mellem substans-inducerede psykedeliske oplevelser og drømme, idet begge oplevelser giver adgang til det ubevidste og dermed symbolernes rige.

Hvad er det så, der gør drømmearbejde til så effektivt et redskab til at få integreret psykedeliske oplevelser; dvs. finde mening i dem og få bragt indsigterne ud i livet?

Først og fremmest vil drømmene i kølvandet på en psykedelisk oplevelse afsløre, hvordan de forskellige dele af ens samlede personlighed har reageret på oplevelsen. Det kan være, at bestemte ubehagelige episoder fra oplevelsen gentages eller udspiller sig på nye måder, men med samme underliggende følelses-tone. Dette kan også gøre sig gældende for positive og smukke oplevelser. Det er eksempelvis ikke usædvanligt at drømme efter en psykedelisk oplevelse, at man får kontakt til et barn eller er blevet gravid, hvilket kan pege i retning af, at noget nyt i personligheden er ved at blive født, eller der er etableret kontakt til nogle dybere mere grundlæggende dele af personligheden. Barnet symboliserer ofte selvets arketype ifølge Jung, der repræsenterer totaliteten, det hele og samlede menneske. I den forståelse kan en graviditet pege på begyndelsen på en individuationsproces – en rejse mod at blive et helt og samlet individ. Det kan også pege på en yngre version af en selv – et indre barn – der har brug for kontakt og omsorg. Hvordan drømmejeget så møder det barn, kan være en vigtig indikator for, hvordan man forholder sig til det nye i personligheden, der er ved at blive født ind i bevidstheden. Holder du barnet i dine arme, eller er det fanget i et bur? Har du god følelsesmæssig kontakt med barnet, eller er der afstand? Med andre ord kan drømmejets relation til barnet afsløre ens bevidste holdning til den udviklingsproces, der er i gang. Det er heller ikke ualmindeligt, at der drømmes om dyr efter en psykedelisk oplevelse. Dyr i drømme kan pege på en kontakt med mere primitive eller instinktive dele af personligheden. Relationen til dyrene kan afsløre noget om hverdagsbevidsthedens forhold til disse kvaliteter i en selv. Hvis man for eksempel drømmer om at ride på en stor hest ledsaget af en følelse af frihed, kan det pege på en positiv kontakt til nogle instinktive kræfter. Omvendt vil en drøm, hvor man flygter fra en farlig krokodille eller dinosaur måske kunne pege på en frygt for nogle af de kræfter, som man kom i kontakt med under oplevelsen. Måske følelser af en mere arkaisk aggressiv natur, som der er behov for at blive integreret i personligheden, hvilket ifølge psykoterapeut Ole Vedfelt ofte kan være forbundet med drømme om krokodiller.

Dertil vil drømme efter en psykedelisk rejse bidrage med nye dimensioner og nuancer til de tematikker, der var oppe undervejs samt fremhæve bestemte dele af oplevelsen. Det kan være, at et bestemt symbol eller en specifik følelse præsenterede sig kortvarigt under den psykedeliske oplevelse, men hvor man så efterfølgende har en hel drøm, der drejer sig om netop dette. Et eksempel kunne være at farven rød opstår i synsfeltet undervejs i rejsen, og kort tid efter præsenterer en drøm sig med et rødt hus, en kvinde i en rød kjole eller en rød solnedgang. Frem for blot en rød farve, er den nu knyttet til flere symboler. Hvis det røde hus i drømmen opleves som et trygt sted at være, hvis kvinden opleves som tiltrækkende eller hvis solnedgangen er forbundet med guddommelig skønhed, er betydningen af den røde farve både blevet udfoldet og præciseret gennem drømmene. Drømmene gør det muligt at udforske den røde farves indre betydning og gå i dialog med de forskellige betydningslag, som den kan indeholde. Der kan endda være tale om modsatrettede betydninger således, at den røde farve i den ene drøm er forbundet med noget smukt og guddommeligt som ved solnedgangen, men efterfølgende drømmer man om en mand, der får skåret halsen over og bløder voldsomt. Her vil den røde farve fra blodet måske forbindes med intens frygt og dødsangst. Symboler kan indeholde mange betydningslag på én gang, og det er efter min mening vigtigt at bevare disse uden at klynge sig til én specifik forståelse. Drømme skal for mig tilgås ligesom et kunstværk. Hvis man for hurtigt låser sig fast på én bestemt tolkning, så forsvinder spændingen og magien forbundet med værket. Videre til næste maleri. Det handler derimod om at bevare værkets mange betydningslag og dermed dets kompleksitet.

Hvis vi for eksempel forholder os til den symbolske betydning af ovenstående værk af Gus Attab (https://gusattab.weebly.com), får vi med det samme associationer i form af tanker, følelser og kropslige fornemmelser relateret til illustrationen. Det kan være, at den sorte kutteklædte mand bringer frygt, ubehag og angst op i os. Dette kan vi mærke ved et skifte i åndedrættet, så det bliver mere overfladisk og en sammentrækning i mellemgulvet. Det kan være, at skikkelserne i boblerne bringer os tilbage til episoder fra vores liv, hvor vi følte os ensomme, isolerede eller afskårede fra omverden. Måske ledsaget af nogle ubehagelige erindringer. Det kan også være, at vi forbinder den grønne farve i baggrunden med dybe meditative stadier, ro og fredsommelighed, og manden som en Gud, der skaber liv. Disse forskellige indtryk er med til at give os nogle bud på, hvilke tematikker, der er i spil. Hvis vi imidlertid stopper ved én tolkning – for eksempel at billedet kun symboliserer ensomhed og isolation -, vil alle de andre betydningslag gå tabt. At billedet også kan forbindes med ro, åndelighed og skabelse af liv, vil blive overset. Det samme princip, der gælder i arbejdet med psykedeliske oplevelser – og deres relaterede drømme. Hvis vi slår os fast på, at drømmen betyder noget specifikt, så er vi hurtigt videre. Definitive tolkninger ”lukker” drømmen, så symbolerne stopper med at tale til os. Men hvis vi bevarer idéen om, at drømmen kan indeholde flere – måske endda modsatrettede – betydninger, så vil den aldrig stoppe med at være interessant. Så vil der altid være flere lag at udforske.

Det kan ske under en psykedelisk rejse, at man oplever følelsesmæssig afreaktion af for eksempel gråd eller vrede, men hvor følelsen ikke er knyttet til nogle specifikke minder, hvilket gør det vanskeligt at forstå, hvad det gik ud på. Hvis man så et par dage senere drømmer om et ensomt fireårigt barn i et tomt hus, ville det måske pege en i retning af det indre sår, som oplevelsen er knyttet til. Ved at spørge sig selv, hvordan man havde det i den alder, vil der måske komme fortrængte minder op omkring, hvordan man faktisk var meget alene i den periode. Drømme kan på den måde være med til at skabe mening i oplevelsen ved at knytte følelse til et bestemt minde eller billede. Den jungianske analytiker Donald Kalsched beskriver i sin bog The Inner World of Trauma, hvordan sjælen findes i mødet mellem krop og sind. Da følelser er knyttet til kroppen og billeder sindet, kan man sige, at drømme ved at forbinde de to giver adgang til sjælen. Med andre ord kan drømme efter en psykedelisk oplevelse bidrage til processen med at forbinde krop og sind, således at oplevelsen synker ned på et sjæleligt niveau – frem for enten at være billeder uden tilknyttede følelser eller omvendt fraspaltede følelser uden minde. Ved at være opmærksom på og arbejde med sine drømme efter en psykedelisk oplevelse kan man være med til sikre, at sjælen bliver en del af processen. At man har hjertet med.

Til sidst har drømme også den fordel, at de løbende vil give opdateringer på, hvor du er i den udviklingsproces, som der arbejdes på. I takt med, at du bearbejder de tematikker, der er kommet op under den psykedeliske oplevelse, vil der ske en udvikling i drømmenes karakter. Jeg vil igen bruge tidligere nævnte eksempel med, at man umiddelbart efter en psykedelisk oplevelse har drømt, at man selv eller ens kæreste er gravid. Hvis man så i perioden efter har en opmærksomhed på – og en åbenhed overfor – nye sider af personligheden eller bestemte følelser, der er opstået relateret til graviditetsdrømmen, kan det være, at man drømmer om en fødsel af et barn. Omvendt hvis man efter oplevelsen vender tilbage til gamle vaner og mønstrer og undertrykker den igangsatte proces, kan det være, at man drømmer om en gravid kvinde, der aborterer sit barn. På denne måde kan drømme tilbyde værdifuld feedback på, hvor man er i den proces, som den psykedeliske oplevelse har åbnet op for. Variationerne af, hvordan dette kan komme til udtryk i en konkret drøm, er lige så mange, som der er mennesker på denne jord, og som jeg nævnte i ovenstående, vil en sådanne drøm – ligesom et kunstværk – aldrig kunne reduceres til én enkelt tolkning.

Emil Grinder-Hansen

Kontakt: emil_grinder@hotmail.com

Illustration: The Dream. Af Kamilla Veirum Høgsgaard.

Artiklen er også udgivet hos Center for Psykedelisk Dannelse

Nøgleord: Psykedelisk integration, psykedelisk terapi, drømmearbejde, dybdepsykologi, C.G. Jung, det ubevidste

Referencer:

  1. Hill, S.J. (2019). Confrontation with the Unconscious: Jungian Depth Psychology and Psychedelic Experience. London: Aeon Books Ltd
  2. Jung, C.G. (1991). Mennesket og dets symboler. København: Lindhardt og Ringhof
  3. Jung, C.G. (1933/1944). The meaning of Psychology for Modern Man.
  4. Kalsched, D. (1996). The inner world of trauma: Archetypical defenses of the personal spirit. New York: Routledge
  5. Kraehenmann, R. (2017). Dreams and Psychedelics: Neurophenomenological Comparisons and Therapeutic Implications. Current Neuropharmacology, 15, 1032-1042
  6. Sanz, C. et al. (2018): The Experience Elicited by Hallucinogens Presents the Highest Similarity to Dreaming within a Large Database of Psychoactive Substance Reports. Frontiers in Neuroscience 12:7
  7. Vedfelt, O. (2012). Din guide til drømmenes verden. København: Gyldendal
  8. Vedfelt, O. (2007). Drømmenes dimensioner. København: Gyldendal

 

 

Body-SDS træning som kropsterapeutisk egenbehandling af traumer

En vej til heling af sjælelige sår og kropslig genforening med fraspaltede dele af selvet 

Af: Emil Grinder-Hansen, stud.psych.

Nøgleord: Body-SDS, Body-SDS træning, Kropsterapi, selvudvikling, personlig udvikling, traumer, heling af traumer, kropspsykoterapi, kropsterapeutisk træning, Bodywork

1 Indledning

Et traume er som regel noget, som vi forbinder med enkeltstående voldsomme oplevelser, der efterlader langvarige spor i krop og sjæl såsom seksuelle overgreb, overfald, pludselige dødsfald og krig (Dreier, 2010). Imidlertid er denne forståelse af traumer ifølge kropspsykoterapien ikke fyldestgørende, da begrebet også inkluderer mere almindelige ubehagelige oplevelser fra barndommen og livet i øvrigt, som vi på tidspunktet for oplevelsen ikke var i stand til at håndtere (Totton, 2003; 2020). Ordet traume stammer fra græsk og betyder sår, og der er således tale om en form for sjælelige sår (Dreier, 2010). Såret kan både være dybt og betændt, som hos en PTSD ramt soldat, der er hjemvendt fra krig, eller det kan være et af de utalige mindre sår, som vi alle bærer rundt på fra vores personlige livshistorie. Traumer kan ifølge Peter Levine opstå i de øjeblikke, hvor der ikke var en omsorgsperson klar til at trøste os og hjælpe os med at håndtere en svær følelse eller overvældende situation (i: Totton, 2003, s. 104). I stedet fraspaltes og lagres en del af selvet i kroppen i små tidslommer, indtil vi en dag er klar til at processere oplevelsen fra et mere embodied og rummeligt sted, så det, der engang var overvældende, kan integreres og heles (Totton, 2003; 2020).

Der findes flere metoder til at understøtte heling af traumer – blandt andet psykoterapi. Et terapeutisk område, der har beskæftiget sig særligt med traumer, er kropspsykoterapien, hvorfor den har et veludviklet begrebsapparat til at beskrive mekanismerne bag traumer samt diverse modeller for behandling af traumer (Totton, 2003; 2020). Det er i mindre grad blevet undersøgt, hvordan avancerede kropslige praksisser kan medvirke til heling af traumer. Som eksempel på en sådanne kropslig praksis er Body-SDS træningssystemet, der er særligt rettet imod at frigøre kropslige spændings- og stresstilstande (https://body-sds.dk/). Formålet med nærværende opgave er derfor at undersøge, om Body-SDS træningen kan bidrage til heling af de små og store psykologiske sår, som vi alle i varierende grad bærer rundt på, så vi kan blive mere helstøbte og frie mennesker.

1.1 Problemformulering

På baggrund af ovenstående vil opgaven således forsøge at besvare følgende problemformulering:

I hvilken grad er det muligt at placere Body-SDS træningssystemet i en kropspsykoterapeutisk teoretisk ramme, og hvordan kan øvelserne anvendes til behandling af traumer?

Til besvarelsen af denne problemformulering vil der trækkes på kropspsykoterapien som teoretisk afsæt til at forstå mekanismerne bag Body-SDS træningssystemet og dermed samspillet mellem krop og psyke. Dertil vil kropspsykoterapeutiske grundbegreber og modeller anvendes til at undersøge, hvordan træningssystemet kan anvendes til heling af traumer.

Undersøgelsen er afgrænset til at omhandle Body-SDS træningssystemet frem for behandlingssystemet, der ellers er den mest udbredte del af Body-SDS. Hvor behandlingsdelen går ind under kategorien bodywork, som det beskrives i Totton (2003), er træningssystemet en form for egenbehandling, der kombinerer de veldokumenterede gavnlige effekter af fysisk aktivitet (Martinsen, 2011) med bodywork på egen krop. Da en del af indholdet på krop og psyke valgfaget har omhandlet de positive effekter af fysisk aktivitet (Faulkner, 2005; Martinsen, 2011; Toft, 2015), findes det relevant at behandle et emne, der inkluderer netop dette.

1.2 Opgavens dele

Til besvarelse af problemformuleringen vil opgavens metodiske samt videnskabsteoretiske afsæt først og fremmest kort præsenteres. Dette efterfølges af en teoretisk gennemgang af formålet med kropspsykoterapien samt en redegørelse for de mest centrale begreber og de tre grundmodeller med deres tilgang til behandling af traumer. Efterfølgende vil Body-SDS træningssystemet præsenteres, hvilket udgør opgavens empiriske afsnit. I opgavens analyse vil øvelserne i træningssystemet først analyseres ud fra de kropspsykoterapeutiske grundbegreber, hvorefter det vil placeres i de tre kropspsykoterapeutiske modeller med henblik på at finde frem til, hvorvidt træningssystemet eventuelt vil kunne anvendes til egenbehandling af traumer. I diskussionen vil problemformuleringen diskuteres mere direkte på baggrunden af analysens resultater. Diskussionen vil udmunde i kritiske overvejelser omkring opgavens anvendelse af kropspsykoterapien samt af opgavens metodiske tilgang mere generelt. Afslutningsvis vil opgavens pointer opsummeres i en samlet konklusion.

2 Metode og teori

2.1 Metode

Følgende afsnit vil gennemgå opgavens undersøgelsesmetode ud fra Køppe (2008).

Det bør først og fremmest understreges, at hele præmissen for opgaven er, at der anvendes en teoretisk retning (kropspsykoterapien) i en kontekst, som den ikke er tiltænkt i form af Body-SDS træningen. Dette gøres vel vidende de metodiske udfordringer relateret til at foretage et sådanne teoretisk eksperiment, såsom at erkendelsesobjektet kan risikere at blive ophævet, decentreret og dermed ugenkendeligt (Køppe, 2008, s. 34). I et forsøg på at bevare et velafgrænset erkendelsesobjekt vil opgaven metodisk forlade sig på grunddige analyser af teoriernes forudsætninger samt en kritisk selvrefleksion, der ifølge Køppe (2008) er den eneste mulighed, når man foretager en sådanne eklektisk sammentækning af teorier, som der foretages i nærværende opgave.

2.2  Kropspsykoterapien: Formål og centrale begreber

Det følgende afsnit vil forsøge at indkredse kropspsykoterapien som felt med udgangspunkt i Fuchs (2010), Totton (2003; 2020), Sørensen (2004), Toft (2015), Parnas & Zahavi (2009).

Kropspsykoterapien er en terapeutisk tilgang, der involverer både krop og psyke med henblik på at integrere hele personligheden (Totton, 2003). Kroppen og psyken behandles som to komplimentære dele af en samlet helhed, hvori hele bevidstheden er embodied og hver levende krop er i stand til at være bevidst (Totton, 2020, s. 2). Det er således en grundantagelse, at der er krydsninger og interaktioner mellem krop og psyke på en måde, der påvirker vores måde at være til i verden på (Totton, 2003). Kropspsykoterapien forsøger således at gøre op med den dualistiske opdeling af krop og psyke, der har været dominerende siden Descartes (Totton, 2003). Dette gøres ved at introducere begrebet bodymind, der i sin sammenføring af body og mind understreger uadskilleligheden af krop og psyke (Totton, 2003). Et helt centralt begreb i forlængelse af dette er begrebet embodiment. Embodiment er ifølge Totton (2003) en tilstand af enhed mellem krop og psyke (s. 62). Begrebet indbefatter både det at være en oplevende selvbevidst organisme, som er noget alle mennesker deler, samtidigt med, at vi er i stand til at indse og opleve, at vi er selvbevidste (Totton, 2020).

Til at tydeliggøre denne skelnen kan der trækkes på de relaterede begreber kropsskema og kropsbillede (Sørensen, 2004; Toft, 2015). Hvor kropsskema indbefatter systemet af automatiske sansemotoriske processer, der regulerer bevægelser og adfærd, refererer kropsbillede til evnen til at kunne anskue sig selv udefra som objekt samt reflektere over dette (Sørensen, 2004; Toft, 2015). Der er ikke tale om en dualitet mellem kropsskema og kropsbillede, idet bevidstheden vedvarende oscillerer mellem de to måder at forholde sig til kroppen på (Sørensen, 2004; Toft, 2015). Begrebet oscillation henviser således til den pendulering, der vedvarende finder sted mellem det at tage sig selv som objekt (kropsbillede) og at være i de automatiserede kropslige processer (kropsskema) (Sørensen, 2004; Toft, 2015). Med andre ord beskriver oscillation evnen til at skifte mellem det præ-refleksive og refleksive bevidsthedsniveau. Ifølge den kropspsykoterapeutiske forståelse af subjektet vil der dertil altid være en præ-refleksiv oplevelse underliggende kropsskemaet og kropsbilledet, hvilket Parnas & Zahavi (2009) samt Fuchs (2010) betegner det minimale selv. Det minimale selv er kendetegnet ved en ipseitet eller min-hed; et oplevelsescentrum, hvorfra verden erkendes (Fuchs, 2010; Parnas & Zahavi, 2009). Dette står i kontrast til det udvidede selv, der er det refleksivt og konstruerede narrativ, som vi har om os selv på tværs af tid og rum (Fuchs, 2010). Det udvidede selv konstrueres og konstitueres i samspil med omgivelserne, og det er således i konstant forandring (Fuchs, 2010). Det minimale selv er således tæt forbundet med kropsskemaet og den subjektive oplevelse af at være en krop, og det udvidede selv hænger sammen med kropsbilledet og den refleksive forholden sig til egen krop som objekt.

Ifølge Fuchs (2010) er kernen i enhver psykisk lidelse – er dermed også i ethvert traume – en forstyrrelse mellem det minimale selv og det udvidede selv. Hvis det minimale selv og udvidede selv ikke er forbundet, hvis oscillationen mellem kropsskema og kropsbillede er forstyrret, vil der ifølge Fuchs (2010) være tale om en disembodiment, hvor dele af selvet fraspaltes og fastfryses i kropslige spændinger. Modsat kan embodiment ifølge Totton (2020) forstås som et forsøg på at integrere disse fraspaltede og fastfrosne dele af selvet.

2.3 kropspsykoterapeutiske modeller og traumer

I det følgende afsnit vil der redegøres for de tre traditionelle kernemodeller for kropspsykoterapi samt deres forståelse af arbejde med traumer, som det præsenteres i Totton (2003; 2020).

1) Adjustment modellen har fokus på korrektion, reorganisering og rettelse af skævheder i kroppen, idet kroppen og dermed sindet lettere kan søge ligevægt (Totton, 2003). Det antages, at justering af skævheder i kroppen, så de tilpasses en defineret idealtilstand, medfører løsning af blokeringer forbundet med skævhederne, hvilket åbner op for energetisk flow i kroppen forbundet med et sundt og ønskværdigt bodymind (Totton, 2003). Der arbejdes med traumer i denne model ved at fjerne de forstyrrelser og blokeringer forbundet med skævhederne i kroppen, der begrænser den frie energetiske og dermed emotionelle strømning i kroppen (Totton, 2003). 2) Trauma/Discharge modellen omhandler de reparerende egenskaber ved følelsesmæssig udløsning, der første gang blev formuleret af Freud og Breuer i 1895, og som er blevet adopteret af mange senere kropspsykoterapeuter (Totton, 2020, s. 9). Der arbejdes med traumet ved i et trygt rum at gennemleve og udtrykke de emotionelle aspekter af den traumatiske oplevelse, der ellers er blevet fraspaltet, hvilket har forhindret heling (Totton, 2003). Metaforisk kan traumet i denne model beskrives som en splint i kroppen, der må trækkes ud før inflammationen kan bekæmpes og såret heles (Totton, 2003). 3) Process modellen er karakteriseret ved et særligt fokus på at støtte den naturlige helingsproces i kroppen ved blot at vende opmærksomheden indad mod oplevelsen (Totton, 2003). Målet er at give slip på teori og koncepter, hvilket blot vil forsinke den naturlige helingsproces (Totton, 2003). Det handler om ikke at stå i vejen for sig selv så at sige. Metaforen i denne model er en flod, der uden dæmninger kan løbe frit ud i havet (Totton, 2020, s. 14). Det antages, at traumer vil hele sig selv, så snart de får muligheden for det, hvilket blot kræver en lyttende og nærværende indstilling uden forudantagelser (Totton, 2003).

2.4 Body-SDS træningssystemet

I følgende afsnit vil der først gives en introduktion til Body-SDS som et samlet behandlingssystem, hvorefter der vil redegøres for elementerne i træningssystemet, der vil udgøre det empiriske grundlag for analysen.

Body Self Development System (Body-SDS) er et dansk kropsterapeutisk behandlingssystem, der er udviklet over generationer fra 1940´erne frem til i dag, hvor det er etableret som Danmarks største behandlingssystem (https://body-sds.dk/). Systemet er tredelt, idet det både har en behandlingsdel, en udrensningsdel og en træningsdel, hvor det er sidstnævnte del i form af træningen, som nærværende opgave beskæftiger sig med.

Body-SDS træningen er udviklet af Bengt Valentino Andersen i 1982 med udgangspunkt i body-SDS behandlingen, og har til formål at styrke såvel det fysiske som psykiske helbred (https://body-sds.dk/). Samlet set består træningssystemet af hundredvis af øvelser med forskellige formål og fokus, og opgavens format tillader således ikke, at hver enkelt øvelse præsenteres. I stedet præsenteres de to overordnede træningsformer – Cufei og Pafei – samt de avancerede udstrækningsøvelser, da de findes relevante for den videre analyse. Cufei er en teknisk træningsform med fokus på koordination, muskler og led (Dinesen, 2016). Træningens hensigt er rette skævheder i kroppen via fokus på korrekt ledbevægelse, kropsholdning samt centrering, styrkelse og smiddiggørelse af led (Dinesen 2016). Dertil er der smidigheds- og åndedrætsøvelser, der har særligt fokus på at stimulere muskler og blodcirkulation samt frigøre spændingstilstande (Dinesen, 2016).  Pafei er en form for styrketræning med kropsvægtsøvelser, der fokuserer på et optimalt samspil mellem muskler og nerver (Dinesen, 2016). Pafei er intenst og eksplosivt, og der opfordres til at give lyd på spændings- og stressstilstanden, som der skabes og kommes i kontakt med gennem træningen i form af eksempelvis råb, brøl eller knurren (https://body-sds.dk/traening/app/). Intentionen er at kunne være med, udtrykke og derved frigøre følelsesmæssigt udfordrende tilstande (https://body-sds.dk/traening/app/). Dertil er der mobilitetsøvelser i form af avancerede udstrækningsøvelser, hvor man gradvist går dybere i strækket samtidigt med, at der rettes opmærksomheden mod de fysiske fornemmelser, som strækket afføder (https://body-sds.dk/traening/app/). Der opfordres til at trække vejret ind i de udstrækkende områder for både at kunne bevare opmærksomheden på eventuelle udfordrende kropslige tilstande samt for at løsne spændingstilstande på udåndingen (https://body-sds.dk/traening/app/).

Fælles for alle systemets træningsformer og øvelser er et fokus på vejrtrækningen, hvor der vægtes en dyb indånding helt ned i bugen som et redskab til at få kontakt til den kropslige spændingstilstand og en efterfølgende ”given slip” på udåndingen ud igennem munden med et dybt suk eller lyd: ”Aaah” (Graff & Andersen, 2011, s. 159).

3 Undersøgelse

3.1 Body-SDS træning og de kropspykoterapeutiske grundbegreber

I følgende afsnit vil body-SDS træningssystemet sammentænkes med de centrale begreber i kropspsykoterapien, samt hvordan dette kan kobles til behandling af traumer.

I body-SDS træningen arbejdes der som tidligere beskrevet ud fra præmissen om, at psykisk og fysisk helbred er tæt forbundet. Det antages, at ved at udvikle en større kropsbevidsthed gennem fysisk aktivitet bearbejdes stress og psykiske udfordringer (https://body-sds.dk/). Den overordnede tilgang til krop og psyke i body-SDS træningen er således forenelig med kropspsykoterapien, der også ønsker at overskride dualismen og integrere krop og psyke i et samlet bodymind (Totton, 2003; 2020). I forlængelse heraf kan der med et kropspsykoterapuetisk begreb påstås, at formålet med body-SDS træningen – ligesom i kropspsykoterapien – er at opnå embodiment; at kropsligt integrere de fraspaltede dele af selvet (Totton, 2003; 2020). Da traumer som nævnt i indledningen netop er udgjort af de dele af os selv, som blev frastødt, fordi de ikke kunne rummes af omgivelserne, er embodiment i sig selv en heling af traumer, idet det er synonymt med kropslig integration af fraspaltede dele af selvet (Totton, 2003; 2020).

Som beskrevet i ovenstående er vejtrækningen et særligt vigtigt redskab i body-SDS til at få kontakt til kropslige tilstande samt give slip på eventuelle spændinger (Graff & Andersen, 2011). Kan man ikke trække vejret helt ned i bugen, vil der ikke kunne skabes kontakt til den kropslige spændingstilstand, og de psykiske udfordringer forbundet med den fysiske spændingstilstand vil dermed ikke kunne bearbejdes (Graff & Andersen, 2011). Denne forståelse er i tråd med Fuchs’ (2010) begreb om disembodiment, idet den manglende evne til at skabe forbindelse mellem psyken og den kropslige tilstand via vejtrækningen under body-sds træning kan ses som udfordringer med at få kontakt til sig selv og de fraspaltede dele af selvet, der er forbundet med traumer jævnfør Totton (2003; 2020). Den manglende kontakt til selvet kan ifølge Fuchs (2010) forklares ved en forstyrrelse mellem det minimale selv og det udvidede selv. Det er samtidigt et udtryk for at oscillationen mellem kropsskema og kropsbillede er ude af balance jævnfør Sørensen (2004) og Toft (2015). Med kropspsykoterapeutiske begreber har body-SDS træningen således til formål at styrke forholdet mellem det minimale selv og det udvidede selv og dermed også forbedre evnen til at oscillere mellem kropsskema og kropsbillede (Fuchs, 2010; Sørensen, 2004; Toft, 2015). Dette vil medføre øget embodiment og derigennem heling af traumer.

3.2 Body-SDS træning og de tre modeller

I dette afsnit vil de forskellige dele af træningssystemet forsøges placeret i de tre kropspsykoterapeutiske grundmodeller jævnfør Totton (2003; 2020). Dertil vil det analyseres, hvordan Body-SDS øvelserne ud fra de kropspsykoterapeutiske modeller kan forstås at arbejde med traumer.

Det bør indledningsvist bemærkes, at selvom der i redegørelsen er en klar opdeling mellem Cufei, pafei og avanceret udstræk, indeholder alle tre træningstyper elementer fra de andre. Ligesom at de fleste kropspsykoterapeutiske retninger strækker sig over alle tre modeller jævnfør Totton (2003), er dette også tilfældet med Body-SDS træningsøvelserne. Tilsvarende er der samtidigt en tendens til, at hver af træningsformerne vægter indholdet af én af de tre modeller højest, og det er ud fra denne tendens, at følgende analyse er foretaget.

Den første træningsform, cufei, har særligt fokus på via arbejde med leddene at rette skævheder i kroppen og derved frigøre spændingstilstande (Dinesen, 2016). Dette passer ind i Adjustment modellen, hvor fokus er på korrektion, reorganisering og rettelse af skævheder i kroppen for at løsne blokeringer forbundet med disse skævheder (Totton, 2003). Det er ved at fjerne disse blokeringer i kroppen og rette de skæve led, at der kommer frit energetisk flow i kroppen, hvilket i sig selv traumeforløsende (Totton, 2003). På samme måde kan Cufei forstås at arbejde med traumer ved at rette skævheder og spændingstilstande i kroppen, hvilket skaber fri cirkulation i kroppen, der frigør de fastlåste traumer.

Pafei er som beskrevet en mere intens og fysisk krævende træningsform, hvor der opfordres til at udtrykke smerten og stresstilstanden under træningen ved at give lyd på oplevelsen med et råb eller brøl for derved at frigøre indespærrede følelser (Dinesen, 2016). Dette er i tråd med Trauma/Discharge modellen, hvor der fokuseres på at frigøre eller fuldende de fastlåste fysiologiske responser, der er nedfrosset i spændingstilstande i kroppen (Totton, 2003). Den fraspaltede følelse får endeligt lov til at blive oplevet og derved integreret og frigjort (Totton, 2003). I Pafei arbejdes der således ud fra en kropspsykoterapeutisk teoretisk forståelse med traumer ved at få kontakt til den udfordrende kropslige tilstand og stresstilstanden (traumet) gennem hård fysisk aktivitet, hvorefter traumet frigøres – splinten trækkes ud – ved at give lyd på følelsen.

I de avancerede strækøvelser opfordres udøveren til at rette opmærksomheden mod samt trække vejret ind i de kropslige fornemmelser forbundet med strækket (https://body-sds.dk/traening/app/). Hensigten med øvelserne er at give sig hen til stillingerne og ellers lade kroppen gøre arbejdet selv. Dette er svarende til Process modellen, hvor der er en tillid til, at kroppen har selv-helende kapaciteter, der aktiveres ved blot at vende opmærksomheden indad (Totton, 2003; 2020). I de avancerede strækøvelser handler det ligeledes om at have fokus indad, give slip og ikke stå i vejen for sig selv (https://body-sds.dk/traening/app/). De avancerede strækøvelser kan således i tråd med process modellen arbejde med traumer gennem den bevidste opmærksomhed og kroppens egen selvhelende processer. Opmærksomheden på spændingstilstanden i kroppen samt den dybe frigørende vejtrækning vil jævnfør Totton (2020) metaforisk set fjerne dæmningerne, så floden kan løbe frit ud i havet. Med andre ord vil de fraspaltede dele af selvet forenes med det større selv, og traumet vil heles.

4 Diskussion:

4.1 Body-SDS træning som kropspsykoterapeutisk egenbehandling af traumer

I det følgende afsnit vil opgavens problemformulering behandles mere direkte, idet det på baggrund af analysen vil diskuteres, i hvor høj grad den kropspsykoterapeutiske teori kan anvendes til at beskrive effekterne af Body-SDS træningen. Dertil vil det diskuteres, hvordan øvelserne kan anvendes til behandling af traumer.

Det blev først og fremmest udledt i opgavens analyse, at Body-SDS træning kan føre til øget embodiment og styrke forbindelsen mellem det minimale selv og det udvidede selv, hvilket ifølge Fuchs (2010) er afgørende for heling af psykiske udfordringer og dermed også traumer. Yderligere vil evnen til at oscillere mellem kropsskema og kropsbillede forbedres som følge af træningen, hvilket er afgørende for at kunne integrere krop og psyke i et samlet bodymind (Toft, 2015; Sørensen, 2004; Toft, 2003; 2020). Opgavens analyse peger således på, at det kropspsykoterapeutiske begrebsapparat i høj grad kan anvendes til at beskrive effekterne af træningen. Om Body-SDS træningen så reelt set fører til øget embodiment og styrker oscillationsevnen står stadigvæk ubesvaret, idet dette ville kræve yderligere undersøgelse i form af eksempelvis fænomenologiske interviews af personer, der har haft erfaring med træningen.

Af analysen fremgår det dertil, at en samling af krop og psyke kan betragtes som en form for integration af fraspaltede dele af selvet. De fraspaltede dele af selvet kan i tråd med kropspsykoterapiens traumeforståelse forstås som resultatet af intense og overvældende oplever fra tidligere i livet, der venter på at blive rummet og oplevet fra et mere embodied sted (Totton, 2003; 2020). Subjektet går med andre ord fra en tilstand præget af disembodiment til embodiment, hvorved sjælens sår – traumer fra barndom og tidligere i livet – helbredes jævnfør Fuchs (2010). Ud fra analysen kan det således argumenteres for, at Body-SDS træningen i teorien kan anvendes som en form for egenbehandling af traumer, idet træningen vil hjælpe individet med at integrere fraspaltede dele af selvet og derved hele de bagvedliggende traumer. Igen er undersøgelsen begrænset til det teoretiske niveau, idet det ud fra nærværende opgave ikke kan vurderes, om træningen i praksis vil føre til heling af traumer. Det er vigtigt at bevare denne skelnen mellem teori og praksis for at undgå, at psykologien bliver en psykologisme, hvor man i forsøget på at generere viden om fænomenet negligerer den direkte erfaring af fænomenet jævnfør fænomenologiens kritik af psykologisk forskning (Thøgersen, 2004). Det ville således kræve yderligere undersøgelse med inddragelse af forsøgspersoner, der har direkte erfaring med Body-SDS træningen for at kunne validere brugbarheden af øvelserne til behandling af traumer.

Anden del af analysen peger på, at de forskellige dele af træningssystemet adresserer traumer på forskellige måder svarende til de tre kropspsykoterapeutiske modeller. Hvor Cufei fokuserer på at rette skævheder i kroppen svarende til Alignment modellen, har Pafei fokus på følelsesmæssig udløsning i tråd med Trauma/Discharge modellen (Dinesen, 2016; Totton, 2003; 2020). Til sidst opfodres der ved de avancerede stræk til at vende opmærksomheden indad og lade kroppens egen selvhelende kapaciteter gøre arbejdet som i Process modellen (https://body-sds.dk/); Totton, 2003; 2020). Det findes således i høj grad muligt at placere de forskellige dele af træningssystemet i de kropspsykoterapeutiske grundmodeller, om end det igen bør understreges, at kortet ikke er det samme som territoriet jævnfør den fænomenologiske kritik (Thøgersen, 2004), og i praksis vil overlappet mellem de tre modeller være større og den klare vægtning af én af modellerne formentligt være sværere at finde (Totton, 2003).

 

4.2 Kritiske overvejelser

Nærværende undersøgelse kunne kritiseres for, at noget af det mest fundamentale ved kropspsykoterapien går tabt, når teorien anvendes til at beskrive Body-SDS træningssystemet, der ikke indebærer nogen terapeut-klient relation. Relationen mellem terapeut og klient ifølge Totton (2003) helt central for kropspsykoterapien, hvilket han beskriver med begrebet embodied relating.  Imidlertid bør det bemærkes, at Tottons (2003) understregninger af vigtigheden af, at terapeuten er embodied, stadigvæk findes relevante, hvis man forstår Body-SDS træningen som en form for egenterapi, hvor subjektet er i relation til sig selv. Der kan argumenteres for, at subjektet er i en embodied relating til sig selv under træningen. Dette er en alternativ måde at beskrive det at forblive nærværende og kropsligt tilstedeværende med sig selv under øvelserne, hvilket ifølge Graff & Andersen (2011) er en helt essentiel del af body-SDS træningssystemet. Det kan med andre ord argumenteres for, at dette centrale begreb inden kropspsykoterapien – embodied relating – også kan anvendes i body-SDS træningen, hvis begrebets betydning udvides og anvendes eklektisk som forsøgt – velovervejet og med kritisk selvrefleksion jævnfør Køppe (2008) – i ovenstående.

 

Af øvrige kritiske overvejelser kan det fremhæves, at teoretikere inden for Trauma/Discharge modellen såsom Peter Levine understreger vigtigheden af at den følelsesmæssige frigørelse af traumet bør foregå i et trygt rum, der holdes af terapeuten (Totton 2003; 2020). Body SDS-træningen foretages enten alene i hjemmet eller på træningshold, og der er således ikke tale om en terapeutisk sammenhæng, hvor der er en person klar til at rumme det, som der frigives. Der kan således ud fra Trauma/Discharge modellen argumenteres for, at der er en risiko forbundet med at foretage øvelser rettet imod at frigive indespærrede følelser i et rum, hvor der ikke er nogen til at samle op på indholdet. Hvis der under træningen skabes kontakt til et traume, der er for overvældende, kan det føre til en re-traumatisering, idet der ikke er nogen til at rumme følelserne – akkurat som da traumet opstod (Totton, 2003). Imidlertid er det vigtigt at påpege, at kropsåbningerne fra Body-SDS øvelserne samt kontakten til spændingstilstanden via vejtrækningen begge er styret af individet, der laver træningen (Graff & Andersen, 2011). Denne kan således til hver en tid skrue ned for intensiteten af træningen og vejtrækningen og dermed justere på det følelsesmæssige materiale, der kommer op. Imidlertid kræver denne justering af træningsintensiteten, at individet er embodied i sin subjektive krop, og at evnen til at oscillere mellem kropsskema og kropsbillede er velfungerende (Fuchs, 2010; Sørensen, 2003; Toft, 2015; Totton, 2003). Der argumenteres i ovenstående for, at Body-SDS træningen med tiden vil understøtte evnen til at være embodied i egen krop og dermed styrke oscillationen mellem kropsskema og kropsbillede (Fuchs, 2010; Sørensen, 2003; Toft, 2015). Evnen til at kende sine egne grænser og dermed skabe sit eget trygge rum og minimere risikoen for at blive overvældet af det følelsesmæssige indhold under træningen kan dermed vurderes at blive bedre, jo mere der trænes.

5 Konklusion:

I følgende afsnit vil opgavens problemformulering, I hvilken grad er det muligt at placere Body-SDS træningssystemet i en kropspsykoterapeutisk teoretisk ramme, og hvordan kan øvelserne anvendes til behandling af traumer?, besvares mere direkte ved at præsentere pointerne fra undersøgelsen og diskussionen i en samlet konklusion.

Med de nævnte metodiske udfordringer forbundet med opgavens brug af eklekticisme in mente, findes det i høj grad muligt at placere Body-SDS træningssystemet i en kropspsykoterapeutisk ramme, idet indholdet af træningen kan forstås ud fra grundbegreberne inden for kropspsykoterapien, og dertil kan de forskellig træningstyper placeres i de tre kropspsykoterapeutiske grundmodeller jævnfør Totton (2003; 2020). Yderligere fungerer opgaven som et bud på, hvordan body-SDS træningen kan fungere som en form for kropspsykoterapeutisk egenbehandling af traumer, hvor individet på forskellig vis alt efter øvelsen kan arbejde med traumer. Hvor undersøgelsens resultater giver et klart overblik over, hvordan de forskellige øvelsestyper på forskellig vis adresserer traumer, fremgår det ikke af nærværende opgave, hvorvidt Body-SDS træningen er en effektiv metode til helbrede traumer. Opgaven besvarer således, hvordan øvelserne kan anvendes til behandling af traumer, men den siger ikke noget om effekten af behandlingen, hvilket må ligge til grund for videre undersøgelse.

Emil Grinder-Hansen (2022)

Fotografi: Thomas Gordon

6 Litteraturliste:

Body-SDS’ officielle hjemmeside: https://body-sds.dk/

Body-SDS trænings-app: https://body-sds.dk/traening/app/

Dinesen, M. (2016). Min egen vej: Inspiration til et sundt liv i balance (s. 43-48). København: Lindhardt og Ringhof

Dreier, O. (2010) Gads psykologileksikon (3. udg.) (275). København: Gads Forlag.

Faulkner, G. (2005): Exercise as an adjunct treatment for schizophrenia in Faulkner and Taylor: Exercise, health and mental health. Routledge

Fuchs, T. (Ed.). (2010). Phenomenology and psychopathology in Gallagher and Schmiking (eds.): Handbook of phenomenology. Dordrecht: Springer Netherlands. https://doi.org/10.1007/978-90-481-2646-0

Graff, C., Andersen, B.V., (2011). Kunsten at give slip: En samtale mellem en levefilosof og en kropsterapeut (s. 159-162). Lyngby: StemningsHotellet

Køppe, S. (2008). En moderat eklekticisme. Psyke & Logos, 29, 15-35

Martinsen, E. (2011). Kropp og sinn (Fysisk aktivitet, psykisk helse, kognitiv terapi) (2.). Fagbokforlaget Vigmostad og Bjørke.

Sørensen, J. B. (2004). Kroppen i Psyken – Motorik og kropsoplevelse. København. Retrieved from Hans Reitzels Forlag

Thøgersen, U. (2004). Krop og Fænomenologi – En introduktion til Maurice Merleau-Pontys filosofi (1., Vol. 2004). Aarhus: Hans Reitzels Forlag.

Toft, J. (2015). Physical Activity During Therapy of Self-Disorder Among Patients with Schizophrenia. A Phenomenological Understanding of the Relationship Between Healing and Physical Activity. Physical Culture and Sport. Studies and Research, 65(1), 51–62.

Totton, N. (2003). Body Psychotherapy: An Introduction (Vol. 2003) (kap. 2 & 3). Maidenland, Philadelphia: Open University Press.

Totton, N. (2003). Body Psychotherapy: An Introduction (Vol. 2003) (kap. 4). Maidenland, Philadelphia: Open University Press.

Totton, N. (2020). Body Psychotherapy for the 21st Century. London: Confer Books

Zahavi: Zahavi, D., & Parnas, J. (n.d.). Bevidsthed – Et grundlæggende emne i psykiatrien. In Klinisk psykiatri (4., Vol. 2009, p. 656). Munksgaard. Retrieved from http://www.munksgaard.dk/Medicin/Klinisk-psykiatri/9788762812192

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De to pile: Buddhistisk psykologi og smerte

I Buddhas læren om de to pile beskrives det, hvordan det som regel forløber sådan, at idet en person bliver ramt af en pil, rammes denne af en anden pil umiddelbart efter. Hvor den første pil er forbundet med smerte og dermed fysiske fornemmelser, er den anden pil resultatet af de følgende mentale reaktioner i form af eksempelvis bekymringer og ruminationer: ”Hvad nu hvis pilen slår mig ihjel? Hvad hvis der går betændelse i såret?”osv. Det er disse mentale reaktioner, der ifølge buddhismen udgør lidelsen. Der skelnes således mellem smerte og lidelse. Buddha fortsætter læringen med, at vi ikke kan kontrollere, om vi bliver ramt af den første pil, men derimod er den anden pil noget, som vi kan lære at blive fri for, hvis vi stopper med at identificere os med og klynge os til de mentale reaktioner, som der opstår som følge af pilen. Med andre ord: Hvor smerte er en uundgåelig del af livet, der er ude af vores hænder, er lidelsen noget, som vi kan blive fri for. Vi kan ikke styre, om vi bliver ramt af alvorlig sygdom, dødsfald i familien, skilsmisse eller kører galt, men vores reaktion på livets uundgåelige smerte er op til os selv. Forsøger vi at fortrænge den, kontrollere den eller bruger vi den til at dømme os selv? Alle disse reaktionsmønstre vil i sidste ende avle lidelse uden at forhindre smerten.

Et studie fra 2010 af Nathan Dewall afslørede, at smertestillende ikke kun har effekt på fysisk smerte, men også mental smerte. Forsøgspersonerne oplevede mindre psykologisk smerte ved daglig indtagelse af smertestillende, men ikke flere positive emotioner eller øget livskvalitet. Studiet peger således på, at fysisk og psykisk smerte er det samme – krop og psyke er ikke adskilt. Man kan således argumentere for, at det at arbejde med smertetilstande er det samme, om du arbejder med fysisk eller mental smerte.

Mindfulness handler om at vende opmærksomheden tilbage til den første pil. I forsøget på at komme væk fra smerten, vil lidelsen opstå, og det handler derfor om at blive ved den kropslige erfaring. Det handler om at vende tilbage til smerterne i nakken og ryggen. Vende tilbage til sorgen. Til vreden og frustrationen. Kun ved at komme rigtigt tæt på smerten – ved at være intim med smerten – vil vi undgå lidelsens pil.

 

 

De tre universelle karakteristika

Alle betingede fænomener er øjeblikkeligt foranderlige. Alle betingede fænomener kan føre til lidelse. Alting er uden et selv. Derfor, uanset om det er af form, af følelse, perception, mentale formationer eller bevidsthed, om det er af fortid eller fremtid, ens egne eller eksterne, grove eller subtile, høje eller lave, fjerne eller nære, bør man forstå med sans for virkeligheden og sand visdom: ”Dette tilhører ikke mig; dette er jeg ikke; det er ikke mig Selv.”

-Buddha (oversat af Nyanatiloka fra Anguttara Nikaya og Sumyutta Nikaya)

Da Buddha for 2500 år siden blev oplyst under Bodhi træet, var det til en visdom eller sandhed, som han lærte fra sig efterfølgende. Kernen i denne sandhed kan betegnes som de tre universelle karakteristika: Øjeblikkelig foranderlighed (anicca), potentiel lidelse (dukkha) og intet kerne-selv (anatta).

Øjeblikkelig foranderlighed (anicca) henviser til, at alt i denne verden er i konstant forandring. Hvor den græske filosof Heraklit sagde: ”Man kan ikke bade to gange i den samme flod”, så tog Buddha den til næste niveau, da man med indsigt i øjeblikkelig foranderlighed bliver bevidst om, at man ikke engang kan bade i den samme flod én gang. Alting er i konstant forandring. Det ændrer sig fra øjeblik til øjeblik.

Dukkha er den anden universelle karakteristika og oversættes som regel til potentiel lidelse eller utilfredshed på dansk. Dukkha opstår, når man ikke er i stand til at acceptere fænomeners foranderlige natur og i stedet forsøger at fastholde det. Lidelse er med andre ord restproduktet af et liv, hvor man ignorerer erkendelsen af altings øjeblikkelige foranderlighed.

Foranderligheden gælder også selvet og idéen om, at vi har en fast kerne på tværs af tid og rum. Det er her tredje universelle karakteristika, intet kerne-selv (anatta), kommer ind i billedet. Det, som vi definerer som os selv, er ifølge Buddhas lære blot uhyrligt komplekse sammensatte betingelser, hvis totalitet vi hverken kan eller skal forsøge at begribe. Forestillingen om, at vi har stabile personligheder på tværs af tid og rum, er således ifølge Buddha en illusion, og meditationspraksissen er et afgørende redskab til at kunne erfare dette. Det, som vi forstår som os selv, forandrer sig fra øjeblik til øjeblik. Der er med andre ord tale om en procesidentitet. Buddhalæren er således idéhistoriens første eksempel på konstruktivisme og anti-essentialisme: Virkeligheden er subjektivt konstrueret, og intet har en kerne (essens).

Dertil følger indsigten i, at fænomener kun opstår betinget af noget andet, hvilket kan beskrives med begrebet betinget samopståen (paticca-samupadda). Der findes ikke noget, der har en selvstændig natur, idet alt er betinget af noget andet for at kunne eksistere. Ting er dermed præget af en tomhed, idet de ikke har nogen uafhængig essens. Eksempelvis kan en blomst ikke eksistere uden jord, sol luft og vand, og den opstår dermed betinget af disse forhold. Fjernes disse forhold, ophører blomsten med at eksistere, og den er derfor kun noget i kraft af de betingelser som den opstår sammen med. Ligeledes er vi mennesker udgjort af komplekst sammensatte betingelser, der ikke kan adskilles fra hinanden. Som eksempel mener man i dag, at menneskekroppen består af omkring 60% vand. Fjernede man vandet, ville kroppen ikke længere eksistere i samme form, og det er således umuligt at adskille et menneske og det vand, som størstedelen af kroppen er udgjort af.

Ovenstående kan umiddelbart lyde noget komplekst og svært at greje, og det er det måske også på et intellektuelt niveau, men i den direkte intuitive erfaring af indsigterne er det såre simpelt. Ifølge den buddhistiske lære er denne visdom fuldstændigt afgørende at have med sig som en form for åndelig ledetråd i livet. Det er netop erkendelsen af en dyb forbundethed med omverden, der gør, at meditationspraksissen er så kraftfuld. Hvis man er sig bevidst om, at man udelukkende eksisterer i kraft af sine omgivelser, får man helt naturligt lyst til at tage sig rigtigt godt af de omgivelser.

Hvis ens meditationspraksis bunder i denne visdom om, at alting opstår betinget af noget andet og er i konstant forandring, vil man med tiden få løsnet grebet om sig selv og stoppe med at klynge sig til idéen om, at man har et stabilt indre på tværs af tid. Man vil stoppe med at identificere sig med den illusoriske forestilling om, hvem man er, og i stedet se sindets fortællinger som det, de er: Blot fortællinger. Det vil med tiden erfares, at det ”selvskabelsesprojekt”, som man vedvarende arbejder på, blot er netop det – et projekt. Ved at erkende dette, vil man give slip på sig selv, og netop ved at give slip på sig selv, vil man finde sig selv. Imidlertid vil man ikke finde det selv, som man havde forestillet sig, idet man ikke vil eksistere i sig selv, men derimod uløseligt forbundet med omverden.

Buddhalæren kan føre til frihed fra lidelse gennem desillusionering og accept af livets grundvilkår. Der er tale om en praksis, der kan hjælpe en til at møde livets udfordringer og smerte på måder, som man ikke før havde troet var muligt. Det er ifølge Buddha muligt for os alle at vågne op til en mere fri tilværelse – det er bare om at sætte os ned og gøre arbejdet…

 

 

Meditation på tilgivelse

”Had kan ikke ophæves af had. Had kan kun ophæves af kærlighed.”
– Buddha

For at kunne give slip på had og båndene til fortiden har vi ifølge Buddhalæren brug for kærlighed, medfølelse og tålmodighed, og det er netop disse kvaliteter, som tilgivelse kan være med til at modne. Intentionen med meditation på tilgivelse er ikke at forcere noget eller glemme os selv og underkaste os andre, men derimod at give plads til en fri kærlighed, der ikke er tynget og indskrænket af had.

Tilgivelse kan dertil beskrives som en form for død, idet det handler om at give slip på dele af sig selv, der er fanget i fortiden. Man slipper fortidens lænker så at sige. Det kan være et vigtigt aspekt i at åbne op for gamle fastlåste mønstrer og holdninger, hvilket kan føre til en mere rummelig tilværelse.

Jeg har selv oplevet meditation på tilgivelse som et kraftfuldt redskab til at komme i kontakt med indespærret skyld, smerte og sorg og åbne op for tilstandene. Jeg oplever det som meget helende og forløsende.

20 minutters meditation på tilgivelse:

Lydfil:

Youtube:

Never Practice Without Dhamma: Fra mindfulness-baseret stressreduktion til indsigtsmeditation

Af: Emil Grinder-Hansen, stud.psych.

Oprindeligt udgivet i magasinet Indput (juni 2022)

Nøgleord: Meditation mod stress, mindfulness, stressreduktion, indsigtsmeditation, vipassana, Dhamma, dharma, Buddhalæren, Buddhisme, stress, angst, depression, vipassana retreat, meditationsretræte, stilhedsretræte, ti dages stilhed, de tre universelle karakteristika, theravadabuddhisme,

Mindfulness er i mange dele af den vestlige verden blevet et populært evidensbaseret redskab til selvoptimering i fuldkommen modstrid med den østlige traditions oprindelige formål. Det bliver i dag ofte anvendt som redskab til at reducere stress og angst, så man er i stand til at fortsætte det liv, der var årsagen til, at man blev overbelastet i første omgang. Dette var i hvert fald tilfældet for mig selv, indtil jeg på et 10-dages meditationsretreat i Thailand i sommeren 2018 måtte erkende, at jeg ud fra et buddhistisk perspektiv havde misforstået noget helt fundamentalt omkring praksissen.

Mindfulness og forskning: ”Den hellige gral”

Mindfulness og meditation får stadigt stigende opmærksomhed i Danmark og den vestlige verden i øvrigt, og flere og flere giver sig i kast med det. Der bliver på næsten daglig basis udgivet peer- reviewed forskningsstudier, der viser hvilke fantastiske sundhedsfremmende effekter, som en daglig meditationspraksis har, og hvordan det kan bruges som effektiv behandling til et bredt spektrum af psykiske lidelser. Videnskaben har fundet evidens for, hvordan mindfulness kan reducere stress, angst, depression, blodtryk og risiko for demens samt øge kropslig tilfredshed, kognition, søvn, sexliv og koncentrationen. Det kan gøre dig til en bedre leder, hjælpe dig med at holde fast på dine mål, tabe vægt, sætte grænser, blive bedre til at lytte, kontrollere dit temperament, håndtere kroniske smerter, få bedre sociale relationer og mindske race biases. Listen fortsætter. Dagligt bliver der tilføjet nye punker til denne liste, og inden længe vil det være svært at finde noget, som videnskaben ikke har påvist, at mindfulness hjælper med. At mindfulness meditation har alle disse sunde og helbredsfremmende egenskaber er ikke noget, som man ville kritisere ud fra et buddhistisk perspektiv. Tværtimod er mange praktiserende buddhister i dag henrykte over, at den vestlige forskning er ved at indhente det, som østlig tradition har påstået i over 2500 år. Som eksempel hjælper Dalai Lama forskere med at udvælge erfarne buddhistiske munke, så de i videnskabens navn kan blive brugt som forsøgspersoner i neurologiske studier om mindfulness og scannet i en fMRI-maskine, imens de mediterer. Det kritisable ud fra et buddhistisk synspunkt er derimod, når de mange helbredsfremmende og positive psykologiske effekter af mindfulness betragtes som formålet med praksissen frem for at være sidegevinster. Hvis man praktiserer specifikt for eksempelvis at reducere stress og angst eller øge sin koncentrationsevne, hvilket er helt almindeligt i den vestlige verden i dag, bliver mindfulness meditation alene et redskab til fordel for én selv, hvilket er stik imod Buddhalærens oprindelige intention.

Mindfulness 2.0

Ovenstående måtte jeg selv lære på et intensivt 10 dages buddhistisk Vipassana (indsigts-) retreat i Thailand i efteråret 2018. Jeg havde ni måneder forinden taget et otte ugers kursus i mindfulness- baseret stressreduktion (MBSR) for at kunne håndtere stigende stress og angst i mit liv. På kurset lærte jeg basale mindfulness teknikker, der havde til formål at opøve en fokuseret opmærksomhed på vejrtrækningen og kroppen, og jeg oplevede hurtigt en effekt i min hverdag. Jeg bevarede derfor de daglige mindfulness sessioner efter kurset, og jeg oplevede fortsat, hvordan praksissen havde indvirkning på flere områder i mit liv. Jeg var koncentreret, kunne præstere bedre og yde mere, og jeg kunne fortsætte den travle hverdag, idet jeg lærte at håndtere stress og angst bedre, når det dukkede op. Jeg lærte at være med angsten uden at forsøge at skubbe den væk eller ændre på den. Jeg var så henrykt over, at jeg havde fundet denne nøgle til selvforbedring, at jeg blev nødt til tage den til næste niveau. Hvis det kunne have så stor effekt, at jeg mediterede 15 minutter et par gange om dagen, hvad ville det så ikke gøre, hvis jeg mediterede intensivt i en periode? Jeg besluttede derfor, at jeg skulle tage til Thailand på et 10 dages meditationsretreat i stilhed. Skemaet stod på faste 20 timer dagligt, seks timers søvn på en stenseng med en tynd bambusmåtte og en træhovedpude (bogstaveligt talt – et stykke træ) og ellers meditation størstedelen af de vågne timer. Det var med andre ord de perfekte rammer til at tage meditationspraksissen til et nyt niveau. Så jeg kunne praktisere mindfulness version 2.0 og få endnu mere gavn af de positive selvforbedrende effekter.

De tre eksistensmærker: Øjeblikkelig foranderlighed, intet kerne-selv, lidelse

Det var med denne indstilling, at jeg troppede op på retreatet i Suan Mokkh tidligt om morgenen den 1. september 2018. Imidlertid blev denne forventning revet fra hinanden allerede første dag på retreatet, da munken, Ajahn Mehdi, i sin åbningstalte sagde ordene til os: ”Never practice without dhamma. If you practice without dhamma, you will be on top of your meditation, and that is a recipe for disaster.” Dhamma (Dharma på Sanskrit) er et ord fra Buddhas oprindelige sprog pali, og det kan oversættes til forskellige betydninger alt efter konteksten, ordet anvendes i. I denne sammenhæng henviste munken til den visdom eller sandhed, som Buddha vågnede op til, da han blev oplyst, og som han lærte fra sig efterfølgende. Kernen i denne sandhed kan betegnes som de tre

eksistensmærker: Øjeblikkelig foranderlighed, intet kerne-selv og lidelse. Øjeblikkelig foranderlighed (Anicca) henviser til, at alt i denne verden er i konstant forandring, og at fænomener kun opstår betinget af noget andet. Der findes med andre ord ikke noget, der har en selvstændig natur, idet alt er betinget af noget andet for at kunne eksistere. Ting er dermed præget af en tomhed, idet de ikke har nogen uafhængig essens. Eksempelvis kan en blomst ikke eksistere uden jord, sol luft og vand, og den opstår dermed betinget af disse forhold. Fjernes disse forhold, ophører blomsten med at eksistere, og den er derfor kun noget i kraft af de betingelser som den opstår sammen med. Ligeledes er vi mennesker udgjort af komplekst sammensatte betingelser, der ikke kan adskilles fra hinanden. Som eksempel mener man i dag, at menneskekroppen består af omkring 60% vand. Fjernede man vandet, ville kroppen ikke længere eksistere i samme form, og det er således umuligt at adskille et menneske og det vand, som størstedelen af kroppen er udgjort af. Det samme gælder selvet og idéen om, at vi har en fast kerne på tværs af tid og rum. Det er her andet eksistensmærke, intet kerne-selv (anatta), kommer ind i billedet. Det, som vi definerer som os selv, er ifølge Buddhas lære blot uhyrligt komplekse sammensatte betingelser, hvis totalitet vi hverken kan eller skal forsøge at begribe. Forestillingen om, at vi har stabile personligheder på tværs af tid og rum, er således ifølge Buddha en illusion, og meditationspraksissen er et afgørende redskab til at kunne erfare dette. Hvis ens meditationspraksis bunder i denne visdom om, at alting opstår betinget af noget andet og er i konstant forandring, vil man med tiden få løsnet grebet om sig selv og stoppe med at klynge sig til idéen om, at man har et stabilt indre på tværs af tid. Man vil stoppe med at identificere sig med den illusoriske forestilling om, hvem man er, og i stedet se sindets fortællinger som det, de er: Blot fortællinger. Det vil med tiden erfares, at det ”selvskabelsesprojekt”, som man vedvarende arbejder på, blot er netop det – et projekt. Ved at erkende dette, vil man give slip på sig selv, og netop ved at give slip på sig selv, vil man finde sig selv. Imidlertid vil man ikke finde det selv, som man havde forestillet sig, idet man ikke vil eksistere i sig selv, men derimod uløseligt forbundet med omverden. Dette kan umiddelbart lyde paradoksalt, og ikke mindst noget langhåret, og det er det måske også, men ifølge den buddhistiske lære er denne visdom fuldstændigt afgørende at have med sig som en form for åndelig ledetråd i livet. Det er netop erkendelsen af en dyb forbundethed med omverden, der gør, at meditationspraksissen er så kraftfuld. Hvis man er sig bevidst om, at man udelukkende eksisterer i kraft af sine omgivelser, får man helt naturligt lyst til at tage sig rigtigt godt af de omgivelser. Dukkha er det tredje eksistensmærke og oversættes som regel til lidelse eller utilfredshed på dansk. Dukkha opstår, når man ikke er i stand til at acceptere fænomeners – heriblandt selvets – foranderlige natur og i stedet forsøger at fastholde det. Lidelse er med andre ord restproduktet af et liv, hvor man ignorerer erkendelsen af de to første eksistensmærker:  Øjeblikkelig foranderlighed og intet kerne- selv.

Fra selvoptimering til isolation og fremmedgørelse

Har man ikke denne visdom med sig i sin meditationspraksis, vil selvet tage patent på praksissen. Så snart selvet tager ejerskab over noget, vil det overgå til at blive et redskab til at styrke selvet og dettes grænser til omverden. Man vil ”stramme grebet” om sig selv og bevare identifikationen med sine fortællinger om, hvem man er. Eksempelvis havde min mindfulness-praksis op til retreatet i Thailand kun styrket min egen fortælling om, at jeg er en person, der kan klare store arbejdsbyrder uden at bryde sammen. Meditationen kan således blive en form for præstation, som man selv tager æren for; en kilde til selvoptimering, så man kan blive den perfekte samfundsborger, der er omstillingsparat, stabil og som ikke siger nej til noget. Imidlertid vil dette i sidste ende føre til isolation og fremmedgørelse, idet identifikationen med sin egen fortælling vil medføre, at man tager afstand til dem omkring sig. Hvis man eksempelvis lever op til sin egen fortælling, føler man sig bedre end andre og bliver arrogant, og kan man ikke – som de fleste af os – leve op til den, vil man føle sig mindreværdig og deprimeret. Man vil i begge tilfælde ende ud med at lide i sin egen isolerede selvoptimeringsboble frem for at mærke forbindelsen til omverden. I værste potens kan meditation anvendes til decideret skadelige formål. Eksempelvis blev japanske kamikazepiloter under 2. verdenskrig undervist i zen buddhistisk meditation, så de var i stand til at bevare roen under deres selvmordsaktioner. Et nyere grelt eksempel er norske Anders Breivik, der under sin retssag fortalte, at han op til massakren i Utøya havde trænet sin koncentrationsevne gennem meditation, så han bedre kunne bevare fokus og undgå distraktioner under likvideringen af de 77 unge mennesker, der mistede livet ved terrorangrebet 22. juli 2011.

Vi er ikke vores fortællinger

Her påstår jeg selvfølgelig ikke, som det så ofte misforstås omkring buddhismen, at selvet eller selvfortællingen er noget, som vi skal prøve at skille os helt af med. Lykkes dette, vil vi ikke kunne skelne mellem os selv og den modkørende bil på vejen, og vi vil hurtigt ende i en kiste eller på psykiatrisk afdeling. Grænserne mellem os selv og omverden har en sund og vigtig funktion. Derimod er det en opfordring til, at vi skal påminde os selv om ikke at holde så stramt et greb om os selv, at vi kvæles. At tage os selv lidt mindre alvorligt og huske på, at det i sidste ende blot er et eventyr, som vi vedvarende digter videre på fra øjeblik til øjeblik. Det kan sammenlignes med at

sidde og se en film, hvor alle de fortællinger, som vi går og digter hver dag, udgør filmens indhold. Praktiseres mindfulness for at optimere noget i sit liv, indgår det i selve filmens plot og er med til at påvirke udfaldet af filmen. Man lever i selve filmen. Praktiseres mindfulness derimod med dhamma, fjernes fokus fra filmen og giver en bevidsthed om, at man sidder og ser en film. Filmens indhold er stadigvæk vigtigt, og det er trods alt det, som gør livet underholdende, medrivende og smukt. Er man imidlertid ikke bevidst om – eller har man glemt -, at det blot er en film, er man ifølge Buddhas lære i problemer, idet man så ikke accepterer livets absolutte grundvilkår: At alt er i konstant forandring, og at intet har en stabil kerne – også selvet. Vi er ikke vores fortællinger om os selv, og vi er dømt til at lide under dem, hvis vi ikke vågner op til den erkendelse. Det er svært at nyde filmen til fulde – både det rare og det ubehagelige -, hvis vi ikke er bevidste om, at det blot er en film.

Kan man finde hjem uden et kort?

Ajahn Mehdis tale vendte fuldstændigt op og ned på min verdensforståelse, og han gjorde mig pinligt bevidst om, at hele grundlaget for min meditationspraksis var stik modsat det, som Buddha lærte fra sig. Jeg havde brugt meditation som et redskab til selvoptimering; til at kunne bearbejde stress og angst kun så jeg kunne fortsætte med det liv, der havde forårsaget det. Jeg havde anvendt praksissen til at styrke mine koncentrationsevner, så jeg kunne præstere bedre. Jeg var ovenpå min egen meditationspraksis netop som munken i Thailand havde advaret imod, og dette ville afholde mig for at indse og mærke forbundetheden med omverden og den tilhørende intimitet og nærhed med livet, der er kernen i Buddhas 2500 år gamle praksis. At gøre dette er naturligvis lettere sagt end gjort, og bevidstheden om det er i sig selv langt fra nok til at undgå, at selvet tager over og anvender meditationen som redskab til selvforbedring fra tid til anden. Imidlertid er det som at begive sig ud på en rejse uden noget kort, hvis ikke man har dhamma med sig. Dhamma kan påminde en om, hvornår man er på vej ned af en blindgyde eller er ved at tage en forkert sti, og med tiden vil den måske endda hjælpe en til at kunne identificere omvejene inden, at man bevæger sig ned af dem. Anvender man derimod udelukkende meditation som redskab til selvoptimering – til at præstere bedre eller til at reducere stress, angst og depression – vil der ikke være noget til at advare én om, at man er på vej ned ad en blind vej eller på vej ind i en fælde. Det vil i værste tilfælde gøre, at man løber hurtigere ned ad den samme destruktive sti, som man er på. Kort sagt: At meditere uden dhamma er som at forsøge af finde hjem uden et kort. Med tiden vil man måske lære at tegne kortet selv, men det vil i så fald tage meget, meget lang tid. Desuden fandt Buddha frem til kortet netop, så vi andre ikke behøver at gøre det. Omvendt vil dhamma uden meditationspraksissen ikke være andet end en filosofi; en intellektuel diskussion uden praktiske rødder – uden jordforbindelse. Både den filosofiske refleksion og praksis er således nødvendigt.

Tid til at vågne op

Efter Ajahn Mehdis åbningstale havde jeg 10 dage i fordybelse og stilhed til at praktisere det, som han prædikede. Da jeg pakkede tasken og vendte hjemad, var min forståelse af meningen med praksissen forandret: Formålet med mindfulness er ikke stress-reduktion eller selvoptimering. Formålet med mindfulness er at vågne op. Til dit liv. Til en kultur, der er i problemer. Så du kan praktisere tilgivelse, generøsitet, føle glæde og gøre dette helhjertet med en kropslig tilstedeværelse og en følelse af intimitet og forbundethed med alt omkring dig. Når det nu er slået fast, må jeg komme til kort og indrømme, at det jo trods alt var på grund af kurset i mindfulness-baseret stress reduktion, at jeg fandt vej til buddhistisk indsigtsmeditation. Selvom jeg ud fra et buddhistisk perspektiv praktiserede med forkerte intentioner de første mange måneder, førte det mig alligevel til Suan Mokkh og en helt ny måde at anskue såvel min meditationspraksis som livet i øvrigt på. Selv efter snart fem år med en daglig meditationspraksis, fire 10 dages meditationsretreats senere og mange mindre ophold på to til seks dage i stilhed og fordybelse, har jeg kun flygtigt erfaret Buddhas visdom på egen krop. Imidlertid vil jeg påstå, at kun et split-sekund af erfaringen nok til at forandre ens syn på livet på et ontologisk niveau. Forandringen er imidlertid ikke permanent, da intet som nævnt varer ved. Det er af samme årsag, at jeg fortsat sætter mig på meditationsbænken hver morgen. Jeg praktiserer med andre ord, fordi jeg glemmer. Så jeg kan vågne op og vende tilbage til tilværelsen her-og-nu igen og igen og igen. Så jeg kan minde mig selv om, at det blot er en (vidunderlig) film, som jeg er med til at skabe samtidigt med, at jeg ser den. Det er måske en nødvendighed for det vestlige menneske i dag at ”praktisere i selvets tjeneste” i en periode, men for et mere varigt ønske om frihed samt en dybere accept af livets grundvilkår, er det ikke tilstrækkeligt. Ifølge den thailandske munk, Ajahn Mehdi, er det kun muligt at vågne op til livet, hvis man følger Buddhas 2500 år gamle visdom og inddrager dhamma i sin meditationspraksis.

 

Emil Grinder-Hansen

Billede af Ajahn Buddhadasa fra Suan Mokkh, Thailand

 

Podcast: Psykedelisk integration, at forbinde livets niveauer

Jeg var i september 2022 gæst i podcasten Den Forbudte skole, hvor Alexander Grigat og jeg taler om psykedelisk integration. Vi taler om psykedeliske oplevelser i bred forstand, hvilket indebærer forskellige typer af store (“sjæleafslørende”) oplevelser i ændrede bevidsthedstilstande. Tilstande, der eksempelvis kan opstå som følge af intensiv meditation, faste, naturoplevelser, musik eller diverse planter og psykedeliske substanser.

Tekst af Alexander Grigat september 22:

Psykedeliske højder og ned i hverdagslivet; om psykedelisk integration, at forbinde livets niveauer 🦋

Emil Grinder-Hansen og jeg taler i dette afsnit om psykedelisk integration. Vi undersøger hvad vi forstår ved psykedelisk integration, vi taler om integrationen som dét at forbinde livets niveauer med hinanden; sind, krop, sjæl, ånd, relationer og kultur/samfund. Vi tager udgangspunkt i den Jungianske idé om individuation, at vi som mennesker er igang med en process af ‘selv-tilblivelse’, en process mod integreret menneskelig helhed. Derfor taler vi om at forbinde niveauerne når det kommer til psykedelisk integration, for at pege på at vi ikke bør forglemme os på ét niveau, eksempelvis et psykologisk eller spirituelt, men istedet inkludere hele vores væsen.

Vi tager udgangspunkt i egne erfaringer med integrationsprocesser, samt erfaringer fra arbejdet med klienter. Udover Carl Jung, ligger Ole Vedfelt, Buddha læren, som baggrund for vores tilgang til denne type udviklingsarbejde – mange andre kunne sikkert nævnes.
Når vi taler om psykedelika refererer vi ikke kun til substans inducerede oplevelser, men til en bredere kategori af ‘sjæls afslørende’ oplevelser.

Disse oplevelser kan sprænge vores virkeligheds – og selvforståelse. Mødet med det hellige, det mystiske, uforklarlige, lidelsen eller vores traumer, kan stå frem som en stor oplevelse, men hvordan gør vi den til erfaring, til læring, hvordan lader vi læringen blive en del af hele væsenet, af; krop, sjæl, relationer og hverdagsliv? Det er hvad vi går i dialog omkring i dette afsnit. Hvordan integrerer du store oplevelser ind i dig hverdagsliv?

LINKS:
Illustration: Gus Attab (https://gusattab.weebly.com)

Åndedrætsmeditation (Anapanasati)

”Ligesom et stenbjerg ikke rystes af storme, ligeledes vil syn, lyde, smage, lugte, kropslige fornemmelser, følelser og tanker, uanset om de er ønskværdige eller ej, aldrig ryste en person med en stabil natur, hvis sind er fast og frit.”
– Buddha

 

Åndedrætsmeditationen (anapanasati) kan man betegne som den mest fundamentale meditation i Theravadabuddhismen, og den er det oplagte sted at starte, hvis man ønsker at etablere en stabil meditationspraksis. I traditionel buddhistisk meditation plejer man at skelne mellem samatha meditationer, der fokuserer opmærksomheden og skaber indre ro og vipassana (indsigtsmeditation), hvor opmærksomheden åbnes for bevidsthedsstrømmen. Denne meditation er et eksempel på en samatha meditation. Åndedrætsmeditationen hjælper med at kultivere rigtigt fordybet nærvær (sama sati) og rigtig koncentration (sama samadhi), der er udgangspunktet for at kunne gøre sig de intuitive indsigter i virkelighedens natur, der ifølge Buddhalæren fører til frihed fra lidelse. Der opbygges en opmærksomhed, der er opmærksom på at være opmærksom: En metakognitiv opmærksomhed. Men en form for metakognitiv opmærksomhed, der er karakteriseret ved dyb intimitet, hvorfra alle livets gavnlige tilstande kan opstå. Åndedrætsmeditationen er meget enkel, men den kan i begyndelsen teste ens tålmodighed – særligt hvis sindet er et livligt sted. Forhåbentligt vil du opleve en udvikling i evnen til at fastholde opmærksomheden med færre distraktioner samt et større nærvær i slutningen af aftenens meditation. Koncentration bringer en naturlig glæde med sig, der opstår, idet sindet falder til ro og der er fravær af distraktioner. I takt med at sindet bliver mere et-punktet vil man møde stadier af ekstatisk glæde (pitti) eller mere fredfyldt glæde (sukkha) samt sindsligevægt (upekkha). Dette sker for nogen under deres første sidning – for andre kræver det flere intensive meditationsretreats. Vores disposition for koncentration er meget forskellig, men vi kan alle ifølge Buddha opbygge evnen til koncentration og nærvær og derigennem leve i større frihed.

20 minutters åndedrætsmeditation:

Lydfil:

Youtube:

 

Emil Grinder-Hansen (2022)

Podcast: Dialoger med Jung og Buddha 1: Konceptualisering, hvad kunne Jung og Buddha lære af hinanden?

Alexander Grigat og jeg har haft vores første samtale i en serie om Jung og Buddha på Den Forbudte Skole. Hvis du er nysgerrig på, hvad vi kan lære af hhv. Jung og Buddha samt, hvad de kan lære af hinanden, så giv den et lyt.
 
Nøgleord: Jung, Buddha, selvudvikling, selvafvikling, personlig udvikling, procesarbejde, meditation, aktiv imagination, individuation, opvågning, oplysning, Jungs røde bog, Buddhisme, drømmearbejde, drømme, dybdepsykologi
 
Tekst af Alexander Grigat november 22:
 
Jung og Buddha i dialog: Hvad mon de kan lære af hinanden?
 

For Emil Grinder-Hansen og jeg har både Jung og Buddha været af stor betydning i vores selverkendelsesrejse, og dermed i vores forståelser af os selv og verden. Jung og Siddhartha Gautama Buddha er to biografiske personer, der begge igennem undersøgelsen af deres oplevelse søgte at erkende dybere aspekter af dem selv og verden og dermed frigøre dem selv.
 
For Jung var undersøgelsen en rejse ind i indholdet af sin oplevelse. Her undersøgte han de indre billeder, indre figurer, dialogerne og drømmene, det var en proces, hvorigennem Jung stiftede bekendtskab med og gik i relation til mere og mere af sig selv og verden. For Buddha så rejsen anderledes ud. Han var ikke interesseret i indholdet af sine oplevelser, men i stedet undersøgte han fænomeners karakteristika. Ikke deres indhold men deres natur. 

Begge bevægelser er med til at relativisere egoet. I den Jungianske eller individuatoriske tilgang, bevæger jeget sig mod helhed igennem at gå i relation til flere og flere aspekter af Selvet.  Hermed relativeres egoet. I den Buddhistiske opvågningsprocess ses ind i alle fænomeners natur, og hermed relativeres egoet, idet at dets sande natur erfares.
Vi undersøger Jung og Buddha som to symboler på forskellige selverkendelses tilgange. Der kunne nærmest tales om to forskellige bevægelser: Selvafvikling/opvågning (Buddha) og selvudvikling/individuation (Jung). Begge tilgange har været af stor værdi for Emil og jeg, og de har afbalanceret hinanden.
 
I denne podcast konceptualiserer vi samtalerækken, hvorfor den er relevant, hvad vi vil undersøge, og vi kommer med eksempler på, hvordan Jung og Buddha har bidraget til vores rejse og proces. Det er en udforskning og ikke et forsøg på at give faste svar. Adskillelsen og sammenligningen mellem de to handler ikke om at komme med svar, men at undersøge hvad Jung og Buddha måske kunne lære af hinanden – og hvad vi kan lære at deres dialog.
 
LINKS:
Spotify:
Apple Podcast:

Angst og meditation

Angst kan i dag betragtes som en samfundsplage. Det er noget, som vi alle kender til i den ene eller anden form. Særligt vil man støde på personer med angst i det terapeutiske rum. Den canadiske psykoterapeut og meditationslærer Michael Stone beskriver, at angst bedst kan betegnes som en form for ”indre tumult”. Angst er således ikke en følelse, men en form for fysisk bekymring, der opstår, når vi afspærrer vores følelser. Det kommer til udtryk i kroppen som vejtrækningsbesvær, et ”frossent” mellemgulv, spændinger i nakke, kæbe og andre muskler, hjertebanken, kulde og rysten. Personer med angst kan have en oplevelse af at være fanget i deres krop eller hoved – som i en glasklokke -, hvorfor mindfulness på vejtrækningen eller indre kropstilstande kan virke overvældende og udløsende for angsten. Mindfulness på lyd er et mere sikkert sted at begynde for personer med angst (samt nybegyndere inden for mindfulness generelt), da opmærksomheden i stedet rettes udad, hvorfra man kan lære at vende tilbage til nuet igen og igen og igen. Først når man har gjort sig erfaring med dette, bør man skifte til at bruge vejtrækningen eller kroppen som meditationsobjekt.  Når man er blevet bekendt med mindfulness på lyde, kan man dernæst skifte over til åndedrætsmeditationen. Med tiden vil en meditationspraksis blandt andet medføre, at man stopper med at identificere sig med angsttilstanden, så man ikke er angst, men blot oplever angsten som eksternt fænomen, der opstår, forandrer sig og forsvinder. Lykkes dette, mister angsten for alvor sin magt. Hvis man kan være intim med angsten, er man samtidigt også fri for den.

Næste gang du er angst, så spørg dig selv:

Hvad føler jeg virkeligt? Hvad sker der lige nu? Hvad er der under angsten? Hvilke følelser undgår jeg lige nu? Kan jeg åbne op for min vejrtrækning?

20 minutters meditation på receptiv lytning. Meditationen er særligt egnet til personer, der oplever angst, når de mediterer.

Lydfil:

Youtube:

Emil Grinder-Hansen (2022)

“Hjertemeditationer” (Brahma Viharas – Buddhismens etiske fundament)

Brahma vihara er Theravada-buddhismens etiske grundlag. Det drejer sig om fire iboende kvaliteter af emotionel og relationel karakter: 1) Kærlig-venlighed (metta), 2) Medfølelse (karuna), 3) sympatisk glæde (mudita) og 4) ligevægt (upekkha). Kvaliteterne bunder i en grundlæggende erkendelse af altings forbundethed og den kærlighed til omgivelserne og en selv, der opstår med denne indsigt. Gennem brahma vihara praksisserne kultiveres en oplevelse af samhørighed og dyb kontakt med omverden, hvilket giver en lyst til at tage sig rigtigt godt af sig selv og de relationer, som man indgår i. Det er hovedargumentet mod, at buddhismen skulle have en nihilistisk tilgang til verden, da hele fundamentet hviler på kærlighed og forbundethed. ”Det betyder alt sammen noget” er tværtimod den type af erfaring, som man kan gøre sig gennem praksissen. En god modgift til en verden, hvor tilstande af stress, angst og depression kommer og går som sæsonforkølelser, og hvor mange mennesker lider under ensomhed, meningsløshed og en oplevelse af at være ”fanget i hamsterhjulet”.

Den populære betegnelse ”heartfulness” bruges også om brahma vihara praksissen, idet det indebærer et forsøg på at bringe det relationelle ind i mindfulness prakssisen. Så man husker at ”have hjertet med” i sin praksis og dermed modstå fristelsen til at anvende meditation til at transcendere svære følelser og konfliktfyldte relationer – såkaldt ”spiritual bypassing”. En bedre forbindelse til hjertet og dets kvaliteter samt hjerteåbning er en naturlig følge af brahma vihara praksisserne, hvilket har det med at smitte af på ens omgivelser og tætte relationer. Buddha beskrev den åndelige vej til frihed som: ”The liberation of the heart which is love”. Ved at frigøre os selv fra illusionen om adskilthed kan vi leve i naturlig frihed frem for at være drevet af antagelser om vores egne mangler og begrænsninger.

I Kærlig-venlighed (Metta)

”To reteach a thing its loveliness is the nature of metta.” – Sharon Salzberg

Metta er den første af de fire brahma viharas, og kan oversættes fra Pali til ”kærlighed” eller ”kærlig-venlighed”. Det er hele fundamentet for de andre brahma viharas, der understøttes og vokser ud af metta. Metta er forbundet med den ubetingede kærlighed; det vil sige en kærlighed, der ikke er båndet op om forventninger om udveksling. En kærlighed, der ikke er betinget af modtagerens accept af den, men som blot flyder ubesværet, og som er frit tilgængelig for alle, der er åbne for den. Der er altså ikke tale om en kærlighed, som man behøver værne om eller være selektiv med, hvem man giver den til, da den i sin natur ikke kan tages fra en. Den er her altid – vi skal blot etablere kontakten til den.

På et personligt plan kan metta betragtes som en form for egenomsorg, og bidrager til en følelse af åbenhed og accept af såvel indre som ydre tilstande. Dertil har metta ifølge forskning god effekt på angst og depression. Buddha underviste også metta meditationen som en modgift mod frygt. Personligt kender jeg heller ikke nogen bedre metode til at overvinde frygttilstande end at holde dem i mit hjerte og lade dem omsvøbe af kærlig-venlighed. Så mister frygten sine rødder og opløses.

Jeg har lagt en 25 minutters meditation på kærlig-venlighed (Metta) op på youtube:

Lydfil:

II Medfølelse (Karuna)

I teach one thing and one only: that is, suffering and the end of suffering.

-Buddha

Hvor kærlig-venlighed (metta) kan beskrives som den ubetingede kærlighed, som en forælder har til sit barn, så er medfølelse (karuna) den kvalitet, der naturligt opstår, når barnet bliver sygt. Det er således to sider af den samme mønt.

Medfølelse har det med at blive forvekslet med medlidenhed; en passiv position, hvor vi tager andres lidelse på os og underlægger os denne i overvældelse. Medfølelse har intet at gøre med dette. Medfølelse handler tværtimod om at bevidne lidelsen i os selv og andre på en måde, der tillader os at udpege uretfærdigheder uden tøven og handle ud fra de evner, som vi har til rådighed. Der er en styrke og handlekraft forbundet med at kunne genkende lidelsen – og turde omfavne den uden frygt.

Første skridt i kultiveringen af medfølelse handler om at genkende og åbne op for det faktum, at smerte og sorg eksisterer. Overalt er verden er der lidelse, og det er i erkendelsen og accepten af dette, at vi for alvor kan møde hinanden. Vi lever i et samfund, der opfordrer os til at søge væk fra lidelsen – at kvæle den med smertestillende piller, angstdæmpende medicin eller SSRI-præparater. Vi lærer dermed at benægte smerten. Medfølelse handler om gradvist og med små skridt at åbne op for lidelsen, så vi kan lære at være med den og omfavne den i os selv og andre. Vi vil aldrig kunne lære at holde andre fra lidelse, men vi kan kultivere evnen til at være nærværende med dem (og os selv) i smerten. Derigennem vil vi kunne mærke forbundetheden, og ud af forbundetheden opstår kærligheden.

En 25 minutters guidet meditation på medfølelse (Karuna):

Lydfil:

III Sympatisk glæde (Mudita)

”In a battle, the winners and losers both lose.”

-Buddha

Sympatisk glæde indebærer at tage del i andres glæde på et dybfølt plan. Ved at opdyrke denne kvalitet vil følelser som misundelse og jalousi have svært ved at finde fodfæste. Sympatisk glæde er den sværeste af de fire brahma viharas at kultivere, fordi den så hurtigt kan falde over i at dømme, sammenligne, diskriminere, nedgøre og misunde andre. Dette er formentligt stadigvæk tilfældet i dag, hvor der i kulturen er en tendens og opfordring til at frydes over konkurrenters ulykke mere end at glæde sig over andres lykke i livet.

Glæde kan hurtigt gå hen og blive noget, som vi klynger os til og holder fra andre af frygt for, at den vil blive taget fra os. Som er det en begrænset handelsvare, der let kan slippe op, hvis vi ikke rationerer den. Ifølge Buddhismen er det imidlertid omvendt, idet glæden vokser ved at dele den, fordi vi kommer i kontakt med dens kilde, der er ubegrænset.  Der kan også være skyld forbundet med at føle glæde, hvis andre ikke gør det, men dette vil kun ske, hvis vi skelner mellem andres glæde og vores egen. Gennem mudita vil man ifølge buddhismen erfare, at de to ikke kan adskilles.

Sympatisk glæde bygger ovenpå de opløftende og rapturiøse kvaliteter ved kærlig-venlighed og balanceres af medfølelse, så det ikke går over i sentimentalitet eller ignorant optimisme, hvorfor meditation på sympatisk glæde traditionelt præsenteres efter de to første brahma viharas.

25 minutters meditation på sympatisk glæde (Mudita):

Lydfil:

IV Sindsligevægt (Upekkha)

”All beings are the owners of their karma. Their happiness and unhappiness depend on their actions, not on my wishes for them.”

Sindsligevægt (upekkha) er den sidste af meditationerne inden for brahma-viharaerne, der fokuserer på ikke at tage andres lidelse på sig. Upekkha balancerer de andre brahma-viharaer (kærlig-venlighed (metta), medfølelse (karuna) og sympatisk glæde (mudita), så de ikke fører til overinvolvering og kontrol af andre mennesker. Hvor metta svarer til den ubetingede kærlighed, som man kan føle for sit barn, så er upekkha svarende til den måde forældre bør føle for deres børn, når de er blevet voksne. Forældrene har givet deres børn næring, omsorg og kærlighed, men må på et tidspunkt også kunne give slip. Det er en accept af, at tingene er, som de er, og at vi i sidste ende ikke kontrollere en anden persons lykke eller ulykke – uanset hvor meget, vi måtte ønske det. Vi fortsætter med at tilbyde andre kærlig-venlighed og medfølelse, men vi gør det med en visdom og accept af, at de i sidste ende er ansvarlige for deres egne handlinger.

Gennem upekkha kan vi lære ikke at forveksle det at føle med andre med at lide med andre. Vi kan udvikle modet til at forblive åbne for lidelse uden at identificere os med den. Vi kan møde smerten i os selv og andre mennesker igen og igen uden at blive overvældet af sorg og fortvivlelse og blive så forbitrede, at vi skubber dem væk eller brænder ud og går ned med stress. Vi kan lære at sætte klare grænser mellem os selv og andre, så vi ikke ender som en dørmåtte.

25 minutters meditation på sindsligevægt (Upekkha):

Lydfil:

Emil Grinder-Hansen (2022)