Podcast: Traumer og heling som kropslig virkelighed

I dette afsnit af Den Forbudte Skole fortsætter Alexander Grigat og jeg vores serie om traumer. I dette fjerde afsnit taler vi om traumer i kroppen, hvor vi blandt andet skelner mellem den fysiske og energetiske krop, og hvordan traumer manifesterer sig forskelligt i de to kroppe.

I afsnittet deler jeg også om mit eget fireårige sygdomsforløb i midten af 20´erne, hvor jeg havde en række fysiske sygdomme inden for kategorien af autoimmune og såkaldte kroniske sygdomme. Disse er jeg nu helbredt fra blandt andet gennem dybdegående terapeutisk arbejde med mine egne traumer.

Hvis du kender nogen, der lider af en kronisk sygdom eller er tynget på anden vis af fysiske skavanker, kan dette afsnit måske tilbyde et interessant perspektiv.

I forlængelse heraf vil jeg gerne nævne, at jeg er blevet enormt rørt over alle de mennesker, der har kontaktet Alexander og mig i forbindelse med udgivelsen af vores traumeserie henover det sidste år. Det er simpelthen så skønt at høre, at emnet ræsonnerer hos så mange, hvilket da også vidner om, at heling af traumer er noget, der i stigende grad tages alvorligt i vores kultur på trods af det hårde arbejde, som det indebærer.

Tak Alexander Grigat for muligheden og for den fælles rejse!

Tekst af Alexander Grigat marts 2024:

Relationen til os selv og verden er kropsligt medieret. Det er igennem kroppen at vi sanser os selv, verden, og den måde hvorpå vi er deltagende med verden. Kroppen fortæller om vi er på rette kurs, om noget er ubehageligt, om noget er spændende, farligt eller trygt. Via kroppen erfarer vi øjeblikkeligt vores relation til verden. Desværre kan vi blive fraskåret og glemme den kropsligt relationelle forankring til verden, hvormed vi kan tale om kropslige traumer. Traumer i kroppen er en form for glemsel og adskillelse fra vores umiddelbare af kroppen, muligvis fordi at kroppen ikke er blevet støttet og rummet i sine erfaringer. Derfor måtte kroppen frakoble sig fra sin umiddelbare erfaringer, glemme dem og bedøve sin sensitivitet, intuition og umiddelbare klarhed omkring kroppens relation til og indlejrethed i verden.

Emil Grinder-Hansen og jeg taler i dette afsnit om traumer og deres heling i kroppen. Emil har selv været igennem et længere sygdomsforløb, hvor hans fysiske sygdom begyndte at vise dybere rødder, rødder der ikke blot var fysiske, men som var funderet i kroppens erfaringer, i traumatiske oplevelser – denne fortælling er fundamentet for samtalen. Vi beskæftiger os med kroppen på 2 niveauer, 1) det vi kunne kalde for energikroppen eller subtilkroppen, kroppen som umiddelbart sensitivt, sanseligt og responsivt organ der er indlejret-i-verden. Her kommer traumerne først til udtryk, og traumerne medfører en skævvridning af den umiddelbare erfaring af kroppen-i-verden. Herfra kan traumet vise sig på næste niveau, 2) kroppen som fysisk, biologisk og mekanisk virkelighed, det er her hvor fysisk sygdom finder sted, og hvor traumernes effekter på kroppen bliver tydelige, ikke til at løbe fra.

Det er et andet perspektiv på krop, sygdom og heling, et perspektiv hvor kroppens emotionelle og relationelle erfaringer, ses som betingende for både psykisk og kropslig lidelse. Helingen af kroppen bliver hermed ikke blot helingen af en fysisk maskine, men også helingen og genopdagelsen af kroppens umiddelbare erfaring, og derfra en heling af forholdet til verden, hvor vi igen kan være kropsligt sensitive, sansende og responsivt deltagende-i-verden.

Tak for snakken Emil!

Illustration af Malda Smadi: https://101.art/collections/malda-smadi

LINKS: