Jeg har endnu engang haft fornøjelsen af at være gæst på min gode ven og kollega, psykoterapeut Alexander Grigats, podcast Den Forbudte Skole. Denne gang taler vi om tidlige tilknytningstraumer, følelsesmæssig forladthed og følelsesmæssig incest (det at tage ansvar for sine forældre som barn).
Det narcissistiske sår eller følelsesmæssig forladthed kan betragtes som et form for grundtraume, som stort set alle har været udsat for (om end i varierende grad) i den vestlige verden i dag. Dette kommer bla til udtryk i de udprægede narcissistiske tendenser, vi ser i kulturen i dag.
Tidlig følelsesmæssig forladthed kan senere i livet komme til udtryk som en grundlæggende følelse af ikke at være elskelig for den, man er, fremmedgørelse for sig selv, oplevelser af at være “bag glas” og kigge ud på verden uden at være en del af den. Ofte vil det narcissistiske sår medføre, at man fra tidlig alder har måttet skjule sine sande følelser for at tilpasse sig omgivelserne, og voksenlivet vil derfor være præget af en manglende kontakt til egne følelser. Dette er tit ledsaget af en overtilpasset personlighed, der er god til at please folk omkring sig – også på bekostning af en selv.
Ikke så sjældent indebærer den utilstrækkelige følelsesmæssige spejling og omsorg tidligt i barndommen, at barnet som overlevelsesstrategi tager ansvar for forældrenes følelsesliv – fx i forbindelse med skilsmisse, stress, angst eller depression. Barn og forælder bytter med andre ord roller, som det illustreres på billedet “the spirit of geometry”, hvor spædbarn og mor har byttet hoved. En uhyggelig præcis skildring af dette fænomen, der af forfatteren Patricia Love er blevet betegnet “følelsesmæssig incest” i bogen: “Det alt for dygtige barn.”
I podcasten eksemplificerer vi, hvordan heling af følelsesmæssig forladthed kan finde sted i dybdepsykologisk terapi ved at trække på eventyret “de tre ravne” inspireret af den jungianske psykoanalytiker Katrin Aspers værk om følelsesmæssig forladthed: “Ravnen i Glasbjerget”.
Jeg kan ikke understrege nok, hvor centralt arbejdet med dette grundtraume er i dybdepsykologisk terapi. Det er ikke noget, som man kommer udenom, hvis man ønsker at vokse og blive et mere helt, samlet og harmonisk menneske. Det er også et område, som jeg selv er specialiseret i, har skrevet speciale om og har som fokus i mit samarbejde med mange af mine klienter.
Tekst af Alexander Grigat november 23:
Vi er ikke vores fortid, ikke vores barndom, ikke det der er sket med os, men vi er præget af det. Den tidlige barndom og vores relation med vores omsorgspersoner er mødet med livet, mødet med det at være menneske, at være i relation. I denne forbindelse formes nogle helt grundlæggende mønstre i forhold til, hvordan vi er til som mennesker i verden og i vores relationer. Det er disse grundmønstre dannet i den tidlige barndom, der ligger som en underliggende ramme for, hvordan vi er i verden fremover. Mønstrene er dog ikke faste. Vi er ikke mønstrene. De er blot den på tidspunktet bedste måde at håndtere livet på. Ved at se mønstrene, se de oplevelser, følelser, handlinger og overbevisninger der ligger gemt i mønstrene, således kan vi igennem erkendelsen af fortidens prægning frigøre os fra den.
I dette afsnit taler jeg igen med min gode ven Emil Grinder-Hansen. Vi fortsætter ind i vores serie om traumer og traumeheling. I denne omgang tager vi fat på tilknytningstraumer, følelsesmæssig forladthed, følelsesmæssig incest og det narcissistiske sår. Det handler ikke om at skubbe al skylden på vores forældre eller på fortiden, men blot om at betragte den mere klart, at se nuancerne i vores opvækst. Vi er alle prægede og sårede, og det er ikke dét der er problemet, sådan er livet bare. problemet kommer, når vi ikke tør at se klart, når vi ikke tager kærligt ansvar for de mønstre, der i blindhed får lov til at præge os på en uhensigtsmæssig måde. Det regressive bagudrettede perspektiv er blot ét, men det er vigtigt. Det handler ikke om at blive ved med at grave i fortiden, men det handler om ikke at skubbe den væk, at sige at den er ligegyldig, fordi vi ikke tør at kigge. Det handler om sund balance, at kunne se at fortiden har præget os, erkende det der er vigtigt at erkende, således så at vi kan gå mere frit ind i det liv, vi lever.
Tak for snakken Emil 
LINKS:
Apple podcast: