Podcast: Mythos og Meningskrisen: Om den mytologiske indstilling og dens relevans i samtiden

Jeg har endnu engang haft fornøjelsen af at tale med mine gode ven og kollega Alexander Grigat på podcasten Den Den Forbudte Skole. I dette afsnit, “Mythos og meningskrisen”, taler vi om mytens betydning for det nutidige menneske, og om hvordan den mytologiske indstilling og bevidsthed om vores egen indre myter kan være en måde at give mening i tilværelsen.

Vi kommer blandt andet ind på, hvordan vi i dag selv har til gode at finde frem til vores egen grundfortælling, der har rødder i det større kollektive metanarrativ. Det er ifølge C.G. Jung den alvorlige mangel på kontakt til et fælles narrativ, der efterlader det (post)moderne menneske i meningskrise. Adgangen til fortællingerne er gennem de indre billeder. Uden kontakt til billedernes myto-poetiske verden kan vi ende afskårede fra vores sjæl. Når vi rejser ind i billedernes myto-poetiske verden, finder vi ikke kun frem til den personlige myte, men kommer også i kontakt med noget, som vi hver især kan skænke til hinanden og vores kollektive mytologi. Ved opdagelsen af den indre verdens epos, tager vi således ikke kun ansvar for vores egen eksistens, men bidrager også til en kollektiv helingsproces. Med andre ord er den mytologiske indstilling med til at sikre, at vi formår at spille vores egen unikke rolle i det store kosmiske drama.

Dertil taler vi om, hvordan menneskets evne til at få kontakt til de indre billeders verden kan betragtes som en vej ind til sjælen. Dette skyldes, som den franske forfatter Joseph Joubert har formuleret noget så enkelt, at ”imaginationen udgør sjælens øje”3. Det er gennem denne medfødte evne til at gå i dialog med indre billeder og symboler, at det guddommelige liv kan afsløre sig i mennesket. De fleste af os er vokset op med erfaringen om imaginationens helende kraft gennem symbolsk leg og kreative udtryksformer såsom tegning, maling, dans, rollespil med mere. Desværre er den symbolske leg ofte noget, der kun hører barndommen til i vores kultur, og de fleste af os mister kontakten med det indre legebarn i forbindelse med puberteten. Tabet af evnen til symbolsk leg, evnen til at udleve og udtrykke vores egen indre myte, afstedkommer ifølge Jung tabet af kontakten med sjælen, der som konsekvens med tiden vil ende tør og udsultet.

LINKS:

Spotify: https://open.spotify.com/episode/6XXgptAMGze9dseQS6gPIT

Apple: https://podcasts.apple.com/…/samtale…/id1528689869…