Forladthed kan både komme til udtryk i en meget konkret form, hvis man for eksempel har haft en fysisk fraværende forælder i barndommen, men der kan også være tale om følelsesmæssig forladthed. Man kan være vokset op med en fysisk nærværende forælder, men som af den ene eller anden årsag ikke har været i stand til at være følelsesmæssigt til stede i perioder. Det kan for eksempel være pga. misbrug, depression, angst, sorg og stress. I sådanne situationer oplever barnet ikke at få den emotionelle næring, som det har brug for, og det oplever situationen som livstruende. Strategien bliver derfor at tilsidesætte egne behov til fordel for forælderens i håb om, at denne igen vil kunne give en den intimitet og omsorg, som der er brug for. Barnet vil desværre ofte se situationen som et tegn på, at der er noget galt med det: ”Mor og far giver mig ikke kærlighed, fordi jeg har gjort noget forkert.” Denne dybt indgroede følelse af at være forkert kan sætte alvorlige psykiske og fysiske spor mange år senere i livet. Barnet oplever sjældent forladtheden bevidst, men erkender den først senere hen. At hele fra forladthedstraumer – om det så er fysisk eller følelsesmæssigt – er derfor enormt vigtigt.
Følelsesmæssig forladthed i barndommen fører ofte til, at barnet tager ansvar for den emotionelt fraværende forældre. For eksempel hvis mor eller far er ked af det, trøster barnet forælderen. Dette kan forstås som en form for overlevelsesmekanisme, da barnet er afhængigt af sine forældre for at klare sig. Så hvis ikke barnet tilsidesætter sine egne behov for at tage sig af mors eller fars, er der risiko for at de forlader barnet helt, hvilket vil betyde barnets død. At et barn overtager ansvaret for sine forældre, kan have alvorlige konsekvenser senere i livet. Det er desværre ret almindeligt i den kultur, som vi lever i. Patricia Love kalder dette fænomen for følelsesmæssig incest. ”Incest” fordi der i bund og grund er tale om et misbrug af barnet, idet barnet bliver nødsaget til at opfylde de emotionelle behov hos forælderen, som burde være blevet fyldt af en anden voksen. Dette gør barnet af nød for ikke at blive yderligere forladt.
Selvom forladthedsfølelsen ofte vil pege tilbage til tidlige barndomsoplevelser, har den stadigvæk sin plads nu og her. Følelsen er fuldkommen legitim, da det forladthedsfølelsen stammer fra et indre barn, der er blevet forladt – nemlig af sit voksne jeg. I forbindelse med at barnet tog sig af sine forældre i barndommen, blev en del af barnet fraspaltet, og helingsprocessen handler om at få genetableret kontakten til dette barn. Få bragt det hjem. Men denne gang på en måde, så man selv kan agere den voksen, der i barndommen ikke var der til at trøste barnet og opfylde dets behov.
Det er for de flestes vedkommende en lang og hård proces, at tage sig af de forladte indre børn, men den er meningsfuld, og der gives igen med tilbagevirkende kraft. I det intime møde med det forladte barn åbner sjælen sig, og det er som terapeut noget af det smukkeste og mest livsbekræftende at overvære. I terapien vil min rolle være at facilitere et trygt rum, så helingsprocessen kan udfolde sig og genforeningen med de forladte dele kan finde sted.
Emil Grinder-Hansen
emil_grinder@hotmail.com
Illustration af Gus Attab