En vej til heling af sjælelige sår og kropslig genforening med fraspaltede dele af selvet 

Af: Emil Grinder-Hansen, stud.psych.

Nøgleord: Body-SDS, Body-SDS træning, Kropsterapi, selvudvikling, personlig udvikling, traumer, heling af traumer, kropspsykoterapi, kropsterapeutisk træning, Bodywork

1 Indledning

Et traume er som regel noget, som vi forbinder med enkeltstående voldsomme oplevelser, der efterlader langvarige spor i krop og sjæl såsom seksuelle overgreb, overfald, pludselige dødsfald og krig (Dreier, 2010). Imidlertid er denne forståelse af traumer ifølge kropspsykoterapien ikke fyldestgørende, da begrebet også inkluderer mere almindelige ubehagelige oplevelser fra barndommen og livet i øvrigt, som vi på tidspunktet for oplevelsen ikke var i stand til at håndtere (Totton, 2003; 2020). Ordet traume stammer fra græsk og betyder sår, og der er således tale om en form for sjælelige sår (Dreier, 2010). Såret kan både være dybt og betændt, som hos en PTSD ramt soldat, der er hjemvendt fra krig, eller det kan være et af de utalige mindre sår, som vi alle bærer rundt på fra vores personlige livshistorie. Traumer kan ifølge Peter Levine opstå i de øjeblikke, hvor der ikke var en omsorgsperson klar til at trøste os og hjælpe os med at håndtere en svær følelse eller overvældende situation (i: Totton, 2003, s. 104). I stedet fraspaltes og lagres en del af selvet i kroppen i små tidslommer, indtil vi en dag er klar til at processere oplevelsen fra et mere embodied og rummeligt sted, så det, der engang var overvældende, kan integreres og heles (Totton, 2003; 2020).

Der findes flere metoder til at understøtte heling af traumer – blandt andet psykoterapi. Et terapeutisk område, der har beskæftiget sig særligt med traumer, er kropspsykoterapien, hvorfor den har et veludviklet begrebsapparat til at beskrive mekanismerne bag traumer samt diverse modeller for behandling af traumer (Totton, 2003; 2020). Det er i mindre grad blevet undersøgt, hvordan avancerede kropslige praksisser kan medvirke til heling af traumer. Som eksempel på en sådanne kropslig praksis er Body-SDS træningssystemet, der er særligt rettet imod at frigøre kropslige spændings- og stresstilstande (https://body-sds.dk/). Formålet med nærværende opgave er derfor at undersøge, om Body-SDS træningen kan bidrage til heling af de små og store psykologiske sår, som vi alle i varierende grad bærer rundt på, så vi kan blive mere helstøbte og frie mennesker.

1.1 Problemformulering

På baggrund af ovenstående vil opgaven således forsøge at besvare følgende problemformulering:

I hvilken grad er det muligt at placere Body-SDS træningssystemet i en kropspsykoterapeutisk teoretisk ramme, og hvordan kan øvelserne anvendes til behandling af traumer?

Til besvarelsen af denne problemformulering vil der trækkes på kropspsykoterapien som teoretisk afsæt til at forstå mekanismerne bag Body-SDS træningssystemet og dermed samspillet mellem krop og psyke. Dertil vil kropspsykoterapeutiske grundbegreber og modeller anvendes til at undersøge, hvordan træningssystemet kan anvendes til heling af traumer.

Undersøgelsen er afgrænset til at omhandle Body-SDS træningssystemet frem for behandlingssystemet, der ellers er den mest udbredte del af Body-SDS. Hvor behandlingsdelen går ind under kategorien bodywork, som det beskrives i Totton (2003), er træningssystemet en form for egenbehandling, der kombinerer de veldokumenterede gavnlige effekter af fysisk aktivitet (Martinsen, 2011) med bodywork på egen krop. Da en del af indholdet på krop og psyke valgfaget har omhandlet de positive effekter af fysisk aktivitet (Faulkner, 2005; Martinsen, 2011; Toft, 2015), findes det relevant at behandle et emne, der inkluderer netop dette.

1.2 Opgavens dele

Til besvarelse af problemformuleringen vil opgavens metodiske samt videnskabsteoretiske afsæt først og fremmest kort præsenteres. Dette efterfølges af en teoretisk gennemgang af formålet med kropspsykoterapien samt en redegørelse for de mest centrale begreber og de tre grundmodeller med deres tilgang til behandling af traumer. Efterfølgende vil Body-SDS træningssystemet præsenteres, hvilket udgør opgavens empiriske afsnit. I opgavens analyse vil øvelserne i træningssystemet først analyseres ud fra de kropspsykoterapeutiske grundbegreber, hvorefter det vil placeres i de tre kropspsykoterapeutiske modeller med henblik på at finde frem til, hvorvidt træningssystemet eventuelt vil kunne anvendes til egenbehandling af traumer. I diskussionen vil problemformuleringen diskuteres mere direkte på baggrunden af analysens resultater. Diskussionen vil udmunde i kritiske overvejelser omkring opgavens anvendelse af kropspsykoterapien samt af opgavens metodiske tilgang mere generelt. Afslutningsvis vil opgavens pointer opsummeres i en samlet konklusion.

2 Metode og teori

2.1 Metode

Følgende afsnit vil gennemgå opgavens undersøgelsesmetode ud fra Køppe (2008).

Det bør først og fremmest understreges, at hele præmissen for opgaven er, at der anvendes en teoretisk retning (kropspsykoterapien) i en kontekst, som den ikke er tiltænkt i form af Body-SDS træningen. Dette gøres vel vidende de metodiske udfordringer relateret til at foretage et sådanne teoretisk eksperiment, såsom at erkendelsesobjektet kan risikere at blive ophævet, decentreret og dermed ugenkendeligt (Køppe, 2008, s. 34). I et forsøg på at bevare et velafgrænset erkendelsesobjekt vil opgaven metodisk forlade sig på grunddige analyser af teoriernes forudsætninger samt en kritisk selvrefleksion, der ifølge Køppe (2008) er den eneste mulighed, når man foretager en sådanne eklektisk sammentækning af teorier, som der foretages i nærværende opgave.

2.2  Kropspsykoterapien: Formål og centrale begreber

Det følgende afsnit vil forsøge at indkredse kropspsykoterapien som felt med udgangspunkt i Fuchs (2010), Totton (2003; 2020), Sørensen (2004), Toft (2015), Parnas & Zahavi (2009).

Kropspsykoterapien er en terapeutisk tilgang, der involverer både krop og psyke med henblik på at integrere hele personligheden (Totton, 2003). Kroppen og psyken behandles som to komplimentære dele af en samlet helhed, hvori hele bevidstheden er embodied og hver levende krop er i stand til at være bevidst (Totton, 2020, s. 2). Det er således en grundantagelse, at der er krydsninger og interaktioner mellem krop og psyke på en måde, der påvirker vores måde at være til i verden på (Totton, 2003). Kropspsykoterapien forsøger således at gøre op med den dualistiske opdeling af krop og psyke, der har været dominerende siden Descartes (Totton, 2003). Dette gøres ved at introducere begrebet bodymind, der i sin sammenføring af body og mind understreger uadskilleligheden af krop og psyke (Totton, 2003). Et helt centralt begreb i forlængelse af dette er begrebet embodiment. Embodiment er ifølge Totton (2003) en tilstand af enhed mellem krop og psyke (s. 62). Begrebet indbefatter både det at være en oplevende selvbevidst organisme, som er noget alle mennesker deler, samtidigt med, at vi er i stand til at indse og opleve, at vi er selvbevidste (Totton, 2020).

Til at tydeliggøre denne skelnen kan der trækkes på de relaterede begreber kropsskema og kropsbillede (Sørensen, 2004; Toft, 2015). Hvor kropsskema indbefatter systemet af automatiske sansemotoriske processer, der regulerer bevægelser og adfærd, refererer kropsbillede til evnen til at kunne anskue sig selv udefra som objekt samt reflektere over dette (Sørensen, 2004; Toft, 2015). Der er ikke tale om en dualitet mellem kropsskema og kropsbillede, idet bevidstheden vedvarende oscillerer mellem de to måder at forholde sig til kroppen på (Sørensen, 2004; Toft, 2015). Begrebet oscillation henviser således til den pendulering, der vedvarende finder sted mellem det at tage sig selv som objekt (kropsbillede) og at være i de automatiserede kropslige processer (kropsskema) (Sørensen, 2004; Toft, 2015). Med andre ord beskriver oscillation evnen til at skifte mellem det præ-refleksive og refleksive bevidsthedsniveau. Ifølge den kropspsykoterapeutiske forståelse af subjektet vil der dertil altid være en præ-refleksiv oplevelse underliggende kropsskemaet og kropsbilledet, hvilket Parnas & Zahavi (2009) samt Fuchs (2010) betegner det minimale selv. Det minimale selv er kendetegnet ved en ipseitet eller min-hed; et oplevelsescentrum, hvorfra verden erkendes (Fuchs, 2010; Parnas & Zahavi, 2009). Dette står i kontrast til det udvidede selv, der er det refleksivt og konstruerede narrativ, som vi har om os selv på tværs af tid og rum (Fuchs, 2010). Det udvidede selv konstrueres og konstitueres i samspil med omgivelserne, og det er således i konstant forandring (Fuchs, 2010). Det minimale selv er således tæt forbundet med kropsskemaet og den subjektive oplevelse af at være en krop, og det udvidede selv hænger sammen med kropsbilledet og den refleksive forholden sig til egen krop som objekt.

Ifølge Fuchs (2010) er kernen i enhver psykisk lidelse – er dermed også i ethvert traume – en forstyrrelse mellem det minimale selv og det udvidede selv. Hvis det minimale selv og udvidede selv ikke er forbundet, hvis oscillationen mellem kropsskema og kropsbillede er forstyrret, vil der ifølge Fuchs (2010) være tale om en disembodiment, hvor dele af selvet fraspaltes og fastfryses i kropslige spændinger. Modsat kan embodiment ifølge Totton (2020) forstås som et forsøg på at integrere disse fraspaltede og fastfrosne dele af selvet.

2.3 kropspsykoterapeutiske modeller og traumer

I det følgende afsnit vil der redegøres for de tre traditionelle kernemodeller for kropspsykoterapi samt deres forståelse af arbejde med traumer, som det præsenteres i Totton (2003; 2020).

1) Adjustment modellen har fokus på korrektion, reorganisering og rettelse af skævheder i kroppen, idet kroppen og dermed sindet lettere kan søge ligevægt (Totton, 2003). Det antages, at justering af skævheder i kroppen, så de tilpasses en defineret idealtilstand, medfører løsning af blokeringer forbundet med skævhederne, hvilket åbner op for energetisk flow i kroppen forbundet med et sundt og ønskværdigt bodymind (Totton, 2003). Der arbejdes med traumer i denne model ved at fjerne de forstyrrelser og blokeringer forbundet med skævhederne i kroppen, der begrænser den frie energetiske og dermed emotionelle strømning i kroppen (Totton, 2003). 2) Trauma/Discharge modellen omhandler de reparerende egenskaber ved følelsesmæssig udløsning, der første gang blev formuleret af Freud og Breuer i 1895, og som er blevet adopteret af mange senere kropspsykoterapeuter (Totton, 2020, s. 9). Der arbejdes med traumet ved i et trygt rum at gennemleve og udtrykke de emotionelle aspekter af den traumatiske oplevelse, der ellers er blevet fraspaltet, hvilket har forhindret heling (Totton, 2003). Metaforisk kan traumet i denne model beskrives som en splint i kroppen, der må trækkes ud før inflammationen kan bekæmpes og såret heles (Totton, 2003). 3) Process modellen er karakteriseret ved et særligt fokus på at støtte den naturlige helingsproces i kroppen ved blot at vende opmærksomheden indad mod oplevelsen (Totton, 2003). Målet er at give slip på teori og koncepter, hvilket blot vil forsinke den naturlige helingsproces (Totton, 2003). Det handler om ikke at stå i vejen for sig selv så at sige. Metaforen i denne model er en flod, der uden dæmninger kan løbe frit ud i havet (Totton, 2020, s. 14). Det antages, at traumer vil hele sig selv, så snart de får muligheden for det, hvilket blot kræver en lyttende og nærværende indstilling uden forudantagelser (Totton, 2003).

2.4 Body-SDS træningssystemet

I følgende afsnit vil der først gives en introduktion til Body-SDS som et samlet behandlingssystem, hvorefter der vil redegøres for elementerne i træningssystemet, der vil udgøre det empiriske grundlag for analysen.

Body Self Development System (Body-SDS) er et dansk kropsterapeutisk behandlingssystem, der er udviklet over generationer fra 1940´erne frem til i dag, hvor det er etableret som Danmarks største behandlingssystem (https://body-sds.dk/). Systemet er tredelt, idet det både har en behandlingsdel, en udrensningsdel og en træningsdel, hvor det er sidstnævnte del i form af træningen, som nærværende opgave beskæftiger sig med.

Body-SDS træningen er udviklet af Bengt Valentino Andersen i 1982 med udgangspunkt i body-SDS behandlingen, og har til formål at styrke såvel det fysiske som psykiske helbred (https://body-sds.dk/). Samlet set består træningssystemet af hundredvis af øvelser med forskellige formål og fokus, og opgavens format tillader således ikke, at hver enkelt øvelse præsenteres. I stedet præsenteres de to overordnede træningsformer – Cufei og Pafei – samt de avancerede udstrækningsøvelser, da de findes relevante for den videre analyse. Cufei er en teknisk træningsform med fokus på koordination, muskler og led (Dinesen, 2016). Træningens hensigt er rette skævheder i kroppen via fokus på korrekt ledbevægelse, kropsholdning samt centrering, styrkelse og smiddiggørelse af led (Dinesen 2016). Dertil er der smidigheds- og åndedrætsøvelser, der har særligt fokus på at stimulere muskler og blodcirkulation samt frigøre spændingstilstande (Dinesen, 2016).  Pafei er en form for styrketræning med kropsvægtsøvelser, der fokuserer på et optimalt samspil mellem muskler og nerver (Dinesen, 2016). Pafei er intenst og eksplosivt, og der opfordres til at give lyd på spændings- og stressstilstanden, som der skabes og kommes i kontakt med gennem træningen i form af eksempelvis råb, brøl eller knurren (https://body-sds.dk/traening/app/). Intentionen er at kunne være med, udtrykke og derved frigøre følelsesmæssigt udfordrende tilstande (https://body-sds.dk/traening/app/). Dertil er der mobilitetsøvelser i form af avancerede udstrækningsøvelser, hvor man gradvist går dybere i strækket samtidigt med, at der rettes opmærksomheden mod de fysiske fornemmelser, som strækket afføder (https://body-sds.dk/traening/app/). Der opfordres til at trække vejret ind i de udstrækkende områder for både at kunne bevare opmærksomheden på eventuelle udfordrende kropslige tilstande samt for at løsne spændingstilstande på udåndingen (https://body-sds.dk/traening/app/).

Fælles for alle systemets træningsformer og øvelser er et fokus på vejrtrækningen, hvor der vægtes en dyb indånding helt ned i bugen som et redskab til at få kontakt til den kropslige spændingstilstand og en efterfølgende ”given slip” på udåndingen ud igennem munden med et dybt suk eller lyd: ”Aaah” (Graff & Andersen, 2011, s. 159).

3 Undersøgelse

3.1 Body-SDS træning og de kropspykoterapeutiske grundbegreber

I følgende afsnit vil body-SDS træningssystemet sammentænkes med de centrale begreber i kropspsykoterapien, samt hvordan dette kan kobles til behandling af traumer.

I body-SDS træningen arbejdes der som tidligere beskrevet ud fra præmissen om, at psykisk og fysisk helbred er tæt forbundet. Det antages, at ved at udvikle en større kropsbevidsthed gennem fysisk aktivitet bearbejdes stress og psykiske udfordringer (https://body-sds.dk/). Den overordnede tilgang til krop og psyke i body-SDS træningen er således forenelig med kropspsykoterapien, der også ønsker at overskride dualismen og integrere krop og psyke i et samlet bodymind (Totton, 2003; 2020). I forlængelse heraf kan der med et kropspsykoterapuetisk begreb påstås, at formålet med body-SDS træningen – ligesom i kropspsykoterapien – er at opnå embodiment; at kropsligt integrere de fraspaltede dele af selvet (Totton, 2003; 2020). Da traumer som nævnt i indledningen netop er udgjort af de dele af os selv, som blev frastødt, fordi de ikke kunne rummes af omgivelserne, er embodiment i sig selv en heling af traumer, idet det er synonymt med kropslig integration af fraspaltede dele af selvet (Totton, 2003; 2020).

Som beskrevet i ovenstående er vejtrækningen et særligt vigtigt redskab i body-SDS til at få kontakt til kropslige tilstande samt give slip på eventuelle spændinger (Graff & Andersen, 2011). Kan man ikke trække vejret helt ned i bugen, vil der ikke kunne skabes kontakt til den kropslige spændingstilstand, og de psykiske udfordringer forbundet med den fysiske spændingstilstand vil dermed ikke kunne bearbejdes (Graff & Andersen, 2011). Denne forståelse er i tråd med Fuchs’ (2010) begreb om disembodiment, idet den manglende evne til at skabe forbindelse mellem psyken og den kropslige tilstand via vejtrækningen under body-sds træning kan ses som udfordringer med at få kontakt til sig selv og de fraspaltede dele af selvet, der er forbundet med traumer jævnfør Totton (2003; 2020). Den manglende kontakt til selvet kan ifølge Fuchs (2010) forklares ved en forstyrrelse mellem det minimale selv og det udvidede selv. Det er samtidigt et udtryk for at oscillationen mellem kropsskema og kropsbillede er ude af balance jævnfør Sørensen (2004) og Toft (2015). Med kropspsykoterapeutiske begreber har body-SDS træningen således til formål at styrke forholdet mellem det minimale selv og det udvidede selv og dermed også forbedre evnen til at oscillere mellem kropsskema og kropsbillede (Fuchs, 2010; Sørensen, 2004; Toft, 2015). Dette vil medføre øget embodiment og derigennem heling af traumer.

3.2 Body-SDS træning og de tre modeller

I dette afsnit vil de forskellige dele af træningssystemet forsøges placeret i de tre kropspsykoterapeutiske grundmodeller jævnfør Totton (2003; 2020). Dertil vil det analyseres, hvordan Body-SDS øvelserne ud fra de kropspsykoterapeutiske modeller kan forstås at arbejde med traumer.

Det bør indledningsvist bemærkes, at selvom der i redegørelsen er en klar opdeling mellem Cufei, pafei og avanceret udstræk, indeholder alle tre træningstyper elementer fra de andre. Ligesom at de fleste kropspsykoterapeutiske retninger strækker sig over alle tre modeller jævnfør Totton (2003), er dette også tilfældet med Body-SDS træningsøvelserne. Tilsvarende er der samtidigt en tendens til, at hver af træningsformerne vægter indholdet af én af de tre modeller højest, og det er ud fra denne tendens, at følgende analyse er foretaget.

Den første træningsform, cufei, har særligt fokus på via arbejde med leddene at rette skævheder i kroppen og derved frigøre spændingstilstande (Dinesen, 2016). Dette passer ind i Adjustment modellen, hvor fokus er på korrektion, reorganisering og rettelse af skævheder i kroppen for at løsne blokeringer forbundet med disse skævheder (Totton, 2003). Det er ved at fjerne disse blokeringer i kroppen og rette de skæve led, at der kommer frit energetisk flow i kroppen, hvilket i sig selv traumeforløsende (Totton, 2003). På samme måde kan Cufei forstås at arbejde med traumer ved at rette skævheder og spændingstilstande i kroppen, hvilket skaber fri cirkulation i kroppen, der frigør de fastlåste traumer.

Pafei er som beskrevet en mere intens og fysisk krævende træningsform, hvor der opfordres til at udtrykke smerten og stresstilstanden under træningen ved at give lyd på oplevelsen med et råb eller brøl for derved at frigøre indespærrede følelser (Dinesen, 2016). Dette er i tråd med Trauma/Discharge modellen, hvor der fokuseres på at frigøre eller fuldende de fastlåste fysiologiske responser, der er nedfrosset i spændingstilstande i kroppen (Totton, 2003). Den fraspaltede følelse får endeligt lov til at blive oplevet og derved integreret og frigjort (Totton, 2003). I Pafei arbejdes der således ud fra en kropspsykoterapeutisk teoretisk forståelse med traumer ved at få kontakt til den udfordrende kropslige tilstand og stresstilstanden (traumet) gennem hård fysisk aktivitet, hvorefter traumet frigøres – splinten trækkes ud – ved at give lyd på følelsen.

I de avancerede strækøvelser opfordres udøveren til at rette opmærksomheden mod samt trække vejret ind i de kropslige fornemmelser forbundet med strækket (https://body-sds.dk/traening/app/). Hensigten med øvelserne er at give sig hen til stillingerne og ellers lade kroppen gøre arbejdet selv. Dette er svarende til Process modellen, hvor der er en tillid til, at kroppen har selv-helende kapaciteter, der aktiveres ved blot at vende opmærksomheden indad (Totton, 2003; 2020). I de avancerede strækøvelser handler det ligeledes om at have fokus indad, give slip og ikke stå i vejen for sig selv (https://body-sds.dk/traening/app/). De avancerede strækøvelser kan således i tråd med process modellen arbejde med traumer gennem den bevidste opmærksomhed og kroppens egen selvhelende processer. Opmærksomheden på spændingstilstanden i kroppen samt den dybe frigørende vejtrækning vil jævnfør Totton (2020) metaforisk set fjerne dæmningerne, så floden kan løbe frit ud i havet. Med andre ord vil de fraspaltede dele af selvet forenes med det større selv, og traumet vil heles.

4 Diskussion:

4.1 Body-SDS træning som kropspsykoterapeutisk egenbehandling af traumer

I det følgende afsnit vil opgavens problemformulering behandles mere direkte, idet det på baggrund af analysen vil diskuteres, i hvor høj grad den kropspsykoterapeutiske teori kan anvendes til at beskrive effekterne af Body-SDS træningen. Dertil vil det diskuteres, hvordan øvelserne kan anvendes til behandling af traumer.

Det blev først og fremmest udledt i opgavens analyse, at Body-SDS træning kan føre til øget embodiment og styrke forbindelsen mellem det minimale selv og det udvidede selv, hvilket ifølge Fuchs (2010) er afgørende for heling af psykiske udfordringer og dermed også traumer. Yderligere vil evnen til at oscillere mellem kropsskema og kropsbillede forbedres som følge af træningen, hvilket er afgørende for at kunne integrere krop og psyke i et samlet bodymind (Toft, 2015; Sørensen, 2004; Toft, 2003; 2020). Opgavens analyse peger således på, at det kropspsykoterapeutiske begrebsapparat i høj grad kan anvendes til at beskrive effekterne af træningen. Om Body-SDS træningen så reelt set fører til øget embodiment og styrker oscillationsevnen står stadigvæk ubesvaret, idet dette ville kræve yderligere undersøgelse i form af eksempelvis fænomenologiske interviews af personer, der har haft erfaring med træningen.

Af analysen fremgår det dertil, at en samling af krop og psyke kan betragtes som en form for integration af fraspaltede dele af selvet. De fraspaltede dele af selvet kan i tråd med kropspsykoterapiens traumeforståelse forstås som resultatet af intense og overvældende oplever fra tidligere i livet, der venter på at blive rummet og oplevet fra et mere embodied sted (Totton, 2003; 2020). Subjektet går med andre ord fra en tilstand præget af disembodiment til embodiment, hvorved sjælens sår – traumer fra barndom og tidligere i livet – helbredes jævnfør Fuchs (2010). Ud fra analysen kan det således argumenteres for, at Body-SDS træningen i teorien kan anvendes som en form for egenbehandling af traumer, idet træningen vil hjælpe individet med at integrere fraspaltede dele af selvet og derved hele de bagvedliggende traumer. Igen er undersøgelsen begrænset til det teoretiske niveau, idet det ud fra nærværende opgave ikke kan vurderes, om træningen i praksis vil føre til heling af traumer. Det er vigtigt at bevare denne skelnen mellem teori og praksis for at undgå, at psykologien bliver en psykologisme, hvor man i forsøget på at generere viden om fænomenet negligerer den direkte erfaring af fænomenet jævnfør fænomenologiens kritik af psykologisk forskning (Thøgersen, 2004). Det ville således kræve yderligere undersøgelse med inddragelse af forsøgspersoner, der har direkte erfaring med Body-SDS træningen for at kunne validere brugbarheden af øvelserne til behandling af traumer.

Anden del af analysen peger på, at de forskellige dele af træningssystemet adresserer traumer på forskellige måder svarende til de tre kropspsykoterapeutiske modeller. Hvor Cufei fokuserer på at rette skævheder i kroppen svarende til Alignment modellen, har Pafei fokus på følelsesmæssig udløsning i tråd med Trauma/Discharge modellen (Dinesen, 2016; Totton, 2003; 2020). Til sidst opfodres der ved de avancerede stræk til at vende opmærksomheden indad og lade kroppens egen selvhelende kapaciteter gøre arbejdet som i Process modellen (https://body-sds.dk/); Totton, 2003; 2020). Det findes således i høj grad muligt at placere de forskellige dele af træningssystemet i de kropspsykoterapeutiske grundmodeller, om end det igen bør understreges, at kortet ikke er det samme som territoriet jævnfør den fænomenologiske kritik (Thøgersen, 2004), og i praksis vil overlappet mellem de tre modeller være større og den klare vægtning af én af modellerne formentligt være sværere at finde (Totton, 2003).

4.2 Kritiske overvejelser

Nærværende undersøgelse kunne kritiseres for, at noget af det mest fundamentale ved kropspsykoterapien går tabt, når teorien anvendes til at beskrive Body-SDS træningssystemet, der ikke indebærer nogen terapeut-klient relation. Relationen mellem terapeut og klient ifølge Totton (2003) helt central for kropspsykoterapien, hvilket han beskriver med begrebet embodied relating.  Imidlertid bør det bemærkes, at Tottons (2003) understregninger af vigtigheden af, at terapeuten er embodied, stadigvæk findes relevante, hvis man forstår Body-SDS træningen som en form for egenterapi, hvor subjektet er i relation til sig selv. Der kan argumenteres for, at subjektet er i en embodied relating til sig selv under træningen. Dette er en alternativ måde at beskrive det at forblive nærværende og kropsligt tilstedeværende med sig selv under øvelserne, hvilket ifølge Graff & Andersen (2011) er en helt essentiel del af body-SDS træningssystemet. Det kan med andre ord argumenteres for, at dette centrale begreb inden kropspsykoterapien – embodied relating – også kan anvendes i body-SDS træningen, hvis begrebets betydning udvides og anvendes eklektisk som forsøgt – velovervejet og med kritisk selvrefleksion jævnfør Køppe (2008) – i ovenstående.

Af øvrige kritiske overvejelser kan det fremhæves, at teoretikere inden for Trauma/Discharge modellen såsom Peter Levine understreger vigtigheden af at den følelsesmæssige frigørelse af traumet bør foregå i et trygt rum, der holdes af terapeuten (Totton 2003; 2020). Body SDS-træningen foretages enten alene i hjemmet eller på træningshold, og der er således ikke tale om en terapeutisk sammenhæng, hvor der er en person klar til at rumme det, som der frigives. Der kan således ud fra Trauma/Discharge modellen argumenteres for, at der er en risiko forbundet med at foretage øvelser rettet imod at frigive indespærrede følelser i et rum, hvor der ikke er nogen til at samle op på indholdet. Hvis der under træningen skabes kontakt til et traume, der er for overvældende, kan det føre til en re-traumatisering, idet der ikke er nogen til at rumme følelserne – akkurat som da traumet opstod (Totton, 2003). Imidlertid er det vigtigt at påpege, at kropsåbningerne fra Body-SDS øvelserne samt kontakten til spændingstilstanden via vejtrækningen begge er styret af individet, der laver træningen (Graff & Andersen, 2011). Denne kan således til hver en tid skrue ned for intensiteten af træningen og vejtrækningen og dermed justere på det følelsesmæssige materiale, der kommer op. Imidlertid kræver denne justering af træningsintensiteten, at individet er embodied i sin subjektive krop, og at evnen til at oscillere mellem kropsskema og kropsbillede er velfungerende (Fuchs, 2010; Sørensen, 2003; Toft, 2015; Totton, 2003). Der argumenteres i ovenstående for, at Body-SDS træningen med tiden vil understøtte evnen til at være embodied i egen krop og dermed styrke oscillationen mellem kropsskema og kropsbillede (Fuchs, 2010; Sørensen, 2003; Toft, 2015). Evnen til at kende sine egne grænser og dermed skabe sit eget trygge rum og minimere risikoen for at blive overvældet af det følelsesmæssige indhold under træningen kan dermed vurderes at blive bedre, jo mere der trænes.

5 Konklusion:

I følgende afsnit vil opgavens problemformulering, I hvilken grad er det muligt at placere Body-SDS træningssystemet i en kropspsykoterapeutisk teoretisk ramme, og hvordan kan øvelserne anvendes til behandling af traumer?, besvares mere direkte ved at præsentere pointerne fra undersøgelsen og diskussionen i en samlet konklusion.

Med de nævnte metodiske udfordringer forbundet med opgavens brug af eklekticisme in mente, findes det i høj grad muligt at placere Body-SDS træningssystemet i en kropspsykoterapeutisk ramme, idet indholdet af træningen kan forstås ud fra grundbegreberne inden for kropspsykoterapien, og dertil kan de forskellig træningstyper placeres i de tre kropspsykoterapeutiske grundmodeller jævnfør Totton (2003; 2020). Yderligere fungerer opgaven som et bud på, hvordan body-SDS træningen kan fungere som en form for kropspsykoterapeutisk egenbehandling af traumer, hvor individet på forskellig vis alt efter øvelsen kan arbejde med traumer. Hvor undersøgelsens resultater giver et klart overblik over, hvordan de forskellige øvelsestyper på forskellig vis adresserer traumer, fremgår det ikke af nærværende opgave, hvorvidt Body-SDS træningen er en effektiv metode til helbrede traumer. Opgaven besvarer således, hvordan øvelserne kan anvendes til behandling af traumer, men den siger ikke noget om effekten af behandlingen, hvilket må ligge til grund for videre undersøgelse.

Emil Grinder-Hansen (2022)

Fotografi: Thomas Gordon

6 Litteraturliste:

Body-SDS’ officielle hjemmeside: https://body-sds.dk/

Body-SDS trænings-app: https://body-sds.dk/traening/app/

Dinesen, M. (2016). Min egen vej: Inspiration til et sundt liv i balance (s. 43-48). København: Lindhardt og Ringhof

Dreier, O. (2010) Gads psykologileksikon (3. udg.) (275). København: Gads Forlag.

Faulkner, G. (2005): Exercise as an adjunct treatment for schizophrenia in Faulkner and Taylor: Exercise, health and mental health. Routledge

Fuchs, T. (Ed.). (2010). Phenomenology and psychopathology in Gallagher and Schmiking (eds.): Handbook of phenomenology. Dordrecht: Springer Netherlands. https://doi.org/10.1007/978-90-481-2646-0

Graff, C., Andersen, B.V., (2011). Kunsten at give slip: En samtale mellem en levefilosof og en kropsterapeut (s. 159-162). Lyngby: StemningsHotellet

Køppe, S. (2008). En moderat eklekticisme. Psyke & Logos, 29, 15-35

Martinsen, E. (2011). Kropp og sinn (Fysisk aktivitet, psykisk helse, kognitiv terapi) (2.). Fagbokforlaget Vigmostad og Bjørke.

Sørensen, J. B. (2004). Kroppen i Psyken – Motorik og kropsoplevelse. København. Retrieved from Hans Reitzels Forlag

Thøgersen, U. (2004). Krop og Fænomenologi – En introduktion til Maurice Merleau-Pontys filosofi (1., Vol. 2004). Aarhus: Hans Reitzels Forlag.

Toft, J. (2015). Physical Activity During Therapy of Self-Disorder Among Patients with Schizophrenia. A Phenomenological Understanding of the Relationship Between Healing and Physical Activity. Physical Culture and Sport. Studies and Research, 65(1), 51–62.

Totton, N. (2003). Body Psychotherapy: An Introduction (Vol. 2003) (kap. 2 & 3). Maidenland, Philadelphia: Open University Press.

Totton, N. (2003). Body Psychotherapy: An Introduction (Vol. 2003) (kap. 4). Maidenland, Philadelphia: Open University Press.

Totton, N. (2020). Body Psychotherapy for the 21st Century. London: Confer Books

Zahavi: Zahavi, D., & Parnas, J. (n.d.). Bevidsthed – Et grundlæggende emne i psykiatrien. In Klinisk psykiatri (4., Vol. 2009, p. 656). Munksgaard. Retrieved from http://www.munksgaard.dk/Medicin/Klinisk-psykiatri/9788762812192