Body-SDS træning som kropsterapeutisk egenbehandling af traumer
De to pile: Buddhistisk psykologi og smerte
I Buddhas læren om de to pile beskrives det, hvordan det som regel forløber sådan, at idet en person bliver ramt af en pil, rammes denne af en anden pil umiddelbart efter. Hvor den første pil er forbundet med smerte og dermed fysiske fornemmelser, er den anden pil resultatet af de følgende mentale reaktioner i form af eksempelvis bekymringer og ruminationer: ”Hvad nu hvis pilen slår mig ihjel? Hvad hvis der går betændelse i såret?”osv. Det er disse mentale reaktioner, der ifølge buddhismen udgør lidelsen. Der skelnes således mellem smerte og lidelse. Buddha fortsætter læringen med, at vi ikke kan kontrollere, om vi bliver ramt af den første pil, men derimod er den anden pil noget, som vi kan lære at blive fri for, hvis vi stopper med at identificere os med og klynge os til de mentale reaktioner, som der opstår som følge af pilen. Med andre ord: Hvor smerte er en uundgåelig del af livet, der er ude af vores hænder, er lidelsen noget, som vi kan blive fri for. Vi kan ikke styre, om vi bliver ramt af alvorlig sygdom, dødsfald i familien, skilsmisse eller kører galt, men vores reaktion på livets uundgåelige smerte er op til os selv. Forsøger vi at fortrænge den, kontrollere den eller bruger vi den til at dømme os selv? Alle disse reaktionsmønstre vil i sidste ende avle lidelse uden at forhindre smerten.
Et studie fra 2010 af Nathan Dewall afslørede, at smertestillende ikke kun har effekt på fysisk smerte, men også mental smerte. Forsøgspersonerne oplevede mindre psykologisk smerte ved daglig indtagelse af smertestillende, men ikke flere positive emotioner eller øget livskvalitet. Studiet peger således på, at fysisk og psykisk smerte er det samme – krop og psyke er ikke adskilt. Man kan således argumentere for, at det at arbejde med smertetilstande er det samme, om du arbejder med fysisk eller mental smerte.
Mindfulness handler om at vende opmærksomheden tilbage til den første pil. I forsøget på at komme væk fra smerten, vil lidelsen opstå, og det handler derfor om at blive ved den kropslige erfaring. Det handler om at vende tilbage til smerterne i nakken og ryggen. Vende tilbage til sorgen. Til vreden og frustrationen. Kun ved at komme rigtigt tæt på smerten – ved at være intim med smerten – vil vi undgå lidelsens pil.
De tre universelle karakteristika
Alle betingede fænomener er øjeblikkeligt foranderlige. Alle betingede fænomener kan føre til lidelse. Alting er uden et selv. Derfor, uanset om det er af form, af følelse, perception, mentale formationer eller bevidsthed, om det er af fortid eller fremtid, ens egne eller eksterne, grove eller subtile, høje eller lave, fjerne eller nære, bør man forstå med sans for virkeligheden og sand visdom: ”Dette tilhører ikke mig; dette er jeg ikke; det er ikke mig Selv.”
-Buddha (oversat af Nyanatiloka fra Anguttara Nikaya og Sumyutta Nikaya)
Da Buddha for 2500 år siden blev oplyst under Bodhi træet, var det til en visdom eller sandhed, som han lærte fra sig efterfølgende. Kernen i denne sandhed kan betegnes som de tre universelle karakteristika: Øjeblikkelig foranderlighed (anicca), potentiel lidelse (dukkha) og intet kerne-selv (anatta).
Øjeblikkelig foranderlighed (anicca) henviser til, at alt i denne verden er i konstant forandring. Hvor den græske filosof Heraklit sagde: ”Man kan ikke bade to gange i den samme flod”, så tog Buddha den til næste niveau, da man med indsigt i øjeblikkelig foranderlighed bliver bevidst om, at man ikke engang kan bade i den samme flod én gang. Alting er i konstant forandring. Det ændrer sig fra øjeblik til øjeblik.
Dukkha er den anden universelle karakteristika og oversættes som regel til potentiel lidelse eller utilfredshed på dansk. Dukkha opstår, når man ikke er i stand til at acceptere fænomeners foranderlige natur og i stedet forsøger at fastholde det. Lidelse er med andre ord restproduktet af et liv, hvor man ignorerer erkendelsen af altings øjeblikkelige foranderlighed.
Foranderligheden gælder også selvet og idéen om, at vi har en fast kerne på tværs af tid og rum. Det er her tredje universelle karakteristika, intet kerne-selv (anatta), kommer ind i billedet. Det, som vi definerer som os selv, er ifølge Buddhas lære blot uhyrligt komplekse sammensatte betingelser, hvis totalitet vi hverken kan eller skal forsøge at begribe. Forestillingen om, at vi har stabile personligheder på tværs af tid og rum, er således ifølge Buddha en illusion, og meditationspraksissen er et afgørende redskab til at kunne erfare dette. Det, som vi forstår som os selv, forandrer sig fra øjeblik til øjeblik. Der er med andre ord tale om en procesidentitet. Buddhalæren er således idéhistoriens første eksempel på konstruktivisme og anti-essentialisme: Virkeligheden er subjektivt konstrueret, og intet har en kerne (essens).
Dertil følger indsigten i, at fænomener kun opstår betinget af noget andet, hvilket kan beskrives med begrebet betinget samopståen (paticca-samupadda). Der findes ikke noget, der har en selvstændig natur, idet alt er betinget af noget andet for at kunne eksistere. Ting er dermed præget af en tomhed, idet de ikke har nogen uafhængig essens. Eksempelvis kan en blomst ikke eksistere uden jord, sol luft og vand, og den opstår dermed betinget af disse forhold. Fjernes disse forhold, ophører blomsten med at eksistere, og den er derfor kun noget i kraft af de betingelser som den opstår sammen med. Ligeledes er vi mennesker udgjort af komplekst sammensatte betingelser, der ikke kan adskilles fra hinanden. Som eksempel mener man i dag, at menneskekroppen består af omkring 60% vand. Fjernede man vandet, ville kroppen ikke længere eksistere i samme form, og det er således umuligt at adskille et menneske og det vand, som størstedelen af kroppen er udgjort af.
Ovenstående kan umiddelbart lyde noget komplekst og svært at greje, og det er det måske også på et intellektuelt niveau, men i den direkte intuitive erfaring af indsigterne er det såre simpelt. Ifølge den buddhistiske lære er denne visdom fuldstændigt afgørende at have med sig som en form for åndelig ledetråd i livet. Det er netop erkendelsen af en dyb forbundethed med omverden, der gør, at meditationspraksissen er så kraftfuld. Hvis man er sig bevidst om, at man udelukkende eksisterer i kraft af sine omgivelser, får man helt naturligt lyst til at tage sig rigtigt godt af de omgivelser.
Hvis ens meditationspraksis bunder i denne visdom om, at alting opstår betinget af noget andet og er i konstant forandring, vil man med tiden få løsnet grebet om sig selv og stoppe med at klynge sig til idéen om, at man har et stabilt indre på tværs af tid. Man vil stoppe med at identificere sig med den illusoriske forestilling om, hvem man er, og i stedet se sindets fortællinger som det, de er: Blot fortællinger. Det vil med tiden erfares, at det ”selvskabelsesprojekt”, som man vedvarende arbejder på, blot er netop det – et projekt. Ved at erkende dette, vil man give slip på sig selv, og netop ved at give slip på sig selv, vil man finde sig selv. Imidlertid vil man ikke finde det selv, som man havde forestillet sig, idet man ikke vil eksistere i sig selv, men derimod uløseligt forbundet med omverden.
Buddhalæren kan føre til frihed fra lidelse gennem desillusionering og accept af livets grundvilkår. Der er tale om en praksis, der kan hjælpe en til at møde livets udfordringer og smerte på måder, som man ikke før havde troet var muligt. Det er ifølge Buddha muligt for os alle at vågne op til en mere fri tilværelse – det er bare om at sætte os ned og gøre arbejdet…
Meditation på tilgivelse
”Had kan ikke ophæves af had. Had kan kun ophæves af kærlighed.”
– Buddha
For at kunne give slip på had og båndene til fortiden har vi ifølge Buddhalæren brug for kærlighed, medfølelse og tålmodighed, og det er netop disse kvaliteter, som tilgivelse kan være med til at modne. Intentionen med meditation på tilgivelse er ikke at forcere noget eller glemme os selv og underkaste os andre, men derimod at give plads til en fri kærlighed, der ikke er tynget og indskrænket af had.
Tilgivelse kan dertil beskrives som en form for død, idet det handler om at give slip på dele af sig selv, der er fanget i fortiden. Man slipper fortidens lænker så at sige. Det kan være et vigtigt aspekt i at åbne op for gamle fastlåste mønstrer og holdninger, hvilket kan føre til en mere rummelig tilværelse.
Jeg har selv oplevet meditation på tilgivelse som et kraftfuldt redskab til at komme i kontakt med indespærret skyld, smerte og sorg og åbne op for tilstandene. Jeg oplever det som meget helende og forløsende.
20 minutters meditation på tilgivelse:
Lydfil:
Youtube:
Never Practice Without Dhamma: Fra mindfulness-baseret stressreduktion til indsigtsmeditation
Af: Emil Grinder-Hansen, stud.psych.
Oprindeligt udgivet i magasinet Indput (juni 2022)
Nøgleord: Meditation mod stress, mindfulness, stressreduktion, indsigtsmeditation, vipassana, Dhamma, dharma, Buddhalæren, Buddhisme, stress, angst, depression, vipassana retreat, meditationsretræte, stilhedsretræte, ti dages stilhed, de tre universelle karakteristika, theravadabuddhisme,
Mindfulness er i mange dele af den vestlige verden blevet et populært evidensbaseret redskab til selvoptimering i fuldkommen modstrid med den østlige traditions oprindelige formål. Det bliver i dag ofte anvendt som redskab til at reducere stress og angst, så man er i stand til at fortsætte det liv, der var årsagen til, at man blev overbelastet i første omgang. Dette var i hvert fald tilfældet for mig selv, indtil jeg på et 10-dages meditationsretreat i Thailand i sommeren 2018 måtte erkende, at jeg ud fra et buddhistisk perspektiv havde misforstået noget helt fundamentalt omkring praksissen.
Mindfulness og forskning: ”Den hellige gral”
Mindfulness og meditation får stadigt stigende opmærksomhed i Danmark og den vestlige verden i øvrigt, og flere og flere giver sig i kast med det. Der bliver på næsten daglig basis udgivet peer- reviewed forskningsstudier, der viser hvilke fantastiske sundhedsfremmende effekter, som en daglig meditationspraksis har, og hvordan det kan bruges som effektiv behandling til et bredt spektrum af psykiske lidelser. Videnskaben har fundet evidens for, hvordan mindfulness kan reducere stress, angst, depression, blodtryk og risiko for demens samt øge kropslig tilfredshed, kognition, søvn, sexliv og koncentrationen. Det kan gøre dig til en bedre leder, hjælpe dig med at holde fast på dine mål, tabe vægt, sætte grænser, blive bedre til at lytte, kontrollere dit temperament, håndtere kroniske smerter, få bedre sociale relationer og mindske race biases. Listen fortsætter. Dagligt bliver der tilføjet nye punker til denne liste, og inden længe vil det være svært at finde noget, som videnskaben ikke har påvist, at mindfulness hjælper med. At mindfulness meditation har alle disse sunde og helbredsfremmende egenskaber er ikke noget, som man ville kritisere ud fra et buddhistisk perspektiv. Tværtimod er mange praktiserende buddhister i dag henrykte over, at den vestlige forskning er ved at indhente det, som østlig tradition har påstået i over 2500 år. Som eksempel hjælper Dalai Lama forskere med at udvælge erfarne buddhistiske munke, så de i videnskabens navn kan blive brugt som forsøgspersoner i neurologiske studier om mindfulness og scannet i en fMRI-maskine, imens de mediterer. Det kritisable ud fra et buddhistisk synspunkt er derimod, når de mange helbredsfremmende og positive psykologiske effekter af mindfulness betragtes som formålet med praksissen frem for at være sidegevinster. Hvis man praktiserer specifikt for eksempelvis at reducere stress og angst eller øge sin koncentrationsevne, hvilket er helt almindeligt i den vestlige verden i dag, bliver mindfulness meditation alene et redskab til fordel for én selv, hvilket er stik imod Buddhalærens oprindelige intention.
Mindfulness 2.0
Ovenstående måtte jeg selv lære på et intensivt 10 dages buddhistisk Vipassana (indsigts-) retreat i Thailand i efteråret 2018. Jeg havde ni måneder forinden taget et otte ugers kursus i mindfulness- baseret stressreduktion (MBSR) for at kunne håndtere stigende stress og angst i mit liv. På kurset lærte jeg basale mindfulness teknikker, der havde til formål at opøve en fokuseret opmærksomhed på vejrtrækningen og kroppen, og jeg oplevede hurtigt en effekt i min hverdag. Jeg bevarede derfor de daglige mindfulness sessioner efter kurset, og jeg oplevede fortsat, hvordan praksissen havde indvirkning på flere områder i mit liv. Jeg var koncentreret, kunne præstere bedre og yde mere, og jeg kunne fortsætte den travle hverdag, idet jeg lærte at håndtere stress og angst bedre, når det dukkede op. Jeg lærte at være med angsten uden at forsøge at skubbe den væk eller ændre på den. Jeg var så henrykt over, at jeg havde fundet denne nøgle til selvforbedring, at jeg blev nødt til tage den til næste niveau. Hvis det kunne have så stor effekt, at jeg mediterede 15 minutter et par gange om dagen, hvad ville det så ikke gøre, hvis jeg mediterede intensivt i en periode? Jeg besluttede derfor, at jeg skulle tage til Thailand på et 10 dages meditationsretreat i stilhed. Skemaet stod på faste 20 timer dagligt, seks timers søvn på en stenseng med en tynd bambusmåtte og en træhovedpude (bogstaveligt talt – et stykke træ) og ellers meditation størstedelen af de vågne timer. Det var med andre ord de perfekte rammer til at tage meditationspraksissen til et nyt niveau. Så jeg kunne praktisere mindfulness version 2.0 og få endnu mere gavn af de positive selvforbedrende effekter.
De tre eksistensmærker: Øjeblikkelig foranderlighed, intet kerne-selv, lidelse
Det var med denne indstilling, at jeg troppede op på retreatet i Suan Mokkh tidligt om morgenen den 1. september 2018. Imidlertid blev denne forventning revet fra hinanden allerede første dag på retreatet, da munken, Ajahn Mehdi, i sin åbningstalte sagde ordene til os: ”Never practice without dhamma. If you practice without dhamma, you will be on top of your meditation, and that is a recipe for disaster.” Dhamma (Dharma på Sanskrit) er et ord fra Buddhas oprindelige sprog pali, og det kan oversættes til forskellige betydninger alt efter konteksten, ordet anvendes i. I denne sammenhæng henviste munken til den visdom eller sandhed, som Buddha vågnede op til, da han blev oplyst, og som han lærte fra sig efterfølgende. Kernen i denne sandhed kan betegnes som de tre
eksistensmærker: Øjeblikkelig foranderlighed, intet kerne-selv og lidelse. Øjeblikkelig foranderlighed (Anicca) henviser til, at alt i denne verden er i konstant forandring, og at fænomener kun opstår betinget af noget andet. Der findes med andre ord ikke noget, der har en selvstændig natur, idet alt er betinget af noget andet for at kunne eksistere. Ting er dermed præget af en tomhed, idet de ikke har nogen uafhængig essens. Eksempelvis kan en blomst ikke eksistere uden jord, sol luft og vand, og den opstår dermed betinget af disse forhold. Fjernes disse forhold, ophører blomsten med at eksistere, og den er derfor kun noget i kraft af de betingelser som den opstår sammen med. Ligeledes er vi mennesker udgjort af komplekst sammensatte betingelser, der ikke kan adskilles fra hinanden. Som eksempel mener man i dag, at menneskekroppen består af omkring 60% vand. Fjernede man vandet, ville kroppen ikke længere eksistere i samme form, og det er således umuligt at adskille et menneske og det vand, som størstedelen af kroppen er udgjort af. Det samme gælder selvet og idéen om, at vi har en fast kerne på tværs af tid og rum. Det er her andet eksistensmærke, intet kerne-selv (anatta), kommer ind i billedet. Det, som vi definerer som os selv, er ifølge Buddhas lære blot uhyrligt komplekse sammensatte betingelser, hvis totalitet vi hverken kan eller skal forsøge at begribe. Forestillingen om, at vi har stabile personligheder på tværs af tid og rum, er således ifølge Buddha en illusion, og meditationspraksissen er et afgørende redskab til at kunne erfare dette. Hvis ens meditationspraksis bunder i denne visdom om, at alting opstår betinget af noget andet og er i konstant forandring, vil man med tiden få løsnet grebet om sig selv og stoppe med at klynge sig til idéen om, at man har et stabilt indre på tværs af tid. Man vil stoppe med at identificere sig med den illusoriske forestilling om, hvem man er, og i stedet se sindets fortællinger som det, de er: Blot fortællinger. Det vil med tiden erfares, at det ”selvskabelsesprojekt”, som man vedvarende arbejder på, blot er netop det – et projekt. Ved at erkende dette, vil man give slip på sig selv, og netop ved at give slip på sig selv, vil man finde sig selv. Imidlertid vil man ikke finde det selv, som man havde forestillet sig, idet man ikke vil eksistere i sig selv, men derimod uløseligt forbundet med omverden. Dette kan umiddelbart lyde paradoksalt, og ikke mindst noget langhåret, og det er det måske også, men ifølge den buddhistiske lære er denne visdom fuldstændigt afgørende at have med sig som en form for åndelig ledetråd i livet. Det er netop erkendelsen af en dyb forbundethed med omverden, der gør, at meditationspraksissen er så kraftfuld. Hvis man er sig bevidst om, at man udelukkende eksisterer i kraft af sine omgivelser, får man helt naturligt lyst til at tage sig rigtigt godt af de omgivelser. Dukkha er det tredje eksistensmærke og oversættes som regel til lidelse eller utilfredshed på dansk. Dukkha opstår, når man ikke er i stand til at acceptere fænomeners – heriblandt selvets – foranderlige natur og i stedet forsøger at fastholde det. Lidelse er med andre ord restproduktet af et liv, hvor man ignorerer erkendelsen af de to første eksistensmærker: Øjeblikkelig foranderlighed og intet kerne- selv.
Fra selvoptimering til isolation og fremmedgørelse
Har man ikke denne visdom med sig i sin meditationspraksis, vil selvet tage patent på praksissen. Så snart selvet tager ejerskab over noget, vil det overgå til at blive et redskab til at styrke selvet og dettes grænser til omverden. Man vil ”stramme grebet” om sig selv og bevare identifikationen med sine fortællinger om, hvem man er. Eksempelvis havde min mindfulness-praksis op til retreatet i Thailand kun styrket min egen fortælling om, at jeg er en person, der kan klare store arbejdsbyrder uden at bryde sammen. Meditationen kan således blive en form for præstation, som man selv tager æren for; en kilde til selvoptimering, så man kan blive den perfekte samfundsborger, der er omstillingsparat, stabil og som ikke siger nej til noget. Imidlertid vil dette i sidste ende føre til isolation og fremmedgørelse, idet identifikationen med sin egen fortælling vil medføre, at man tager afstand til dem omkring sig. Hvis man eksempelvis lever op til sin egen fortælling, føler man sig bedre end andre og bliver arrogant, og kan man ikke – som de fleste af os – leve op til den, vil man føle sig mindreværdig og deprimeret. Man vil i begge tilfælde ende ud med at lide i sin egen isolerede selvoptimeringsboble frem for at mærke forbindelsen til omverden. I værste potens kan meditation anvendes til decideret skadelige formål. Eksempelvis blev japanske kamikazepiloter under 2. verdenskrig undervist i zen buddhistisk meditation, så de var i stand til at bevare roen under deres selvmordsaktioner. Et nyere grelt eksempel er norske Anders Breivik, der under sin retssag fortalte, at han op til massakren i Utøya havde trænet sin koncentrationsevne gennem meditation, så han bedre kunne bevare fokus og undgå distraktioner under likvideringen af de 77 unge mennesker, der mistede livet ved terrorangrebet 22. juli 2011.
Vi er ikke vores fortællinger
Her påstår jeg selvfølgelig ikke, som det så ofte misforstås omkring buddhismen, at selvet eller selvfortællingen er noget, som vi skal prøve at skille os helt af med. Lykkes dette, vil vi ikke kunne skelne mellem os selv og den modkørende bil på vejen, og vi vil hurtigt ende i en kiste eller på psykiatrisk afdeling. Grænserne mellem os selv og omverden har en sund og vigtig funktion. Derimod er det en opfordring til, at vi skal påminde os selv om ikke at holde så stramt et greb om os selv, at vi kvæles. At tage os selv lidt mindre alvorligt og huske på, at det i sidste ende blot er et eventyr, som vi vedvarende digter videre på fra øjeblik til øjeblik. Det kan sammenlignes med at
sidde og se en film, hvor alle de fortællinger, som vi går og digter hver dag, udgør filmens indhold. Praktiseres mindfulness for at optimere noget i sit liv, indgår det i selve filmens plot og er med til at påvirke udfaldet af filmen. Man lever i selve filmen. Praktiseres mindfulness derimod med dhamma, fjernes fokus fra filmen og giver en bevidsthed om, at man sidder og ser en film. Filmens indhold er stadigvæk vigtigt, og det er trods alt det, som gør livet underholdende, medrivende og smukt. Er man imidlertid ikke bevidst om – eller har man glemt -, at det blot er en film, er man ifølge Buddhas lære i problemer, idet man så ikke accepterer livets absolutte grundvilkår: At alt er i konstant forandring, og at intet har en stabil kerne – også selvet. Vi er ikke vores fortællinger om os selv, og vi er dømt til at lide under dem, hvis vi ikke vågner op til den erkendelse. Det er svært at nyde filmen til fulde – både det rare og det ubehagelige -, hvis vi ikke er bevidste om, at det blot er en film.
Kan man finde hjem uden et kort?
Ajahn Mehdis tale vendte fuldstændigt op og ned på min verdensforståelse, og han gjorde mig pinligt bevidst om, at hele grundlaget for min meditationspraksis var stik modsat det, som Buddha lærte fra sig. Jeg havde brugt meditation som et redskab til selvoptimering; til at kunne bearbejde stress og angst kun så jeg kunne fortsætte med det liv, der havde forårsaget det. Jeg havde anvendt praksissen til at styrke mine koncentrationsevner, så jeg kunne præstere bedre. Jeg var ovenpå min egen meditationspraksis netop som munken i Thailand havde advaret imod, og dette ville afholde mig for at indse og mærke forbundetheden med omverden og den tilhørende intimitet og nærhed med livet, der er kernen i Buddhas 2500 år gamle praksis. At gøre dette er naturligvis lettere sagt end gjort, og bevidstheden om det er i sig selv langt fra nok til at undgå, at selvet tager over og anvender meditationen som redskab til selvforbedring fra tid til anden. Imidlertid er det som at begive sig ud på en rejse uden noget kort, hvis ikke man har dhamma med sig. Dhamma kan påminde en om, hvornår man er på vej ned af en blindgyde eller er ved at tage en forkert sti, og med tiden vil den måske endda hjælpe en til at kunne identificere omvejene inden, at man bevæger sig ned af dem. Anvender man derimod udelukkende meditation som redskab til selvoptimering – til at præstere bedre eller til at reducere stress, angst og depression – vil der ikke være noget til at advare én om, at man er på vej ned ad en blind vej eller på vej ind i en fælde. Det vil i værste tilfælde gøre, at man løber hurtigere ned ad den samme destruktive sti, som man er på. Kort sagt: At meditere uden dhamma er som at forsøge af finde hjem uden et kort. Med tiden vil man måske lære at tegne kortet selv, men det vil i så fald tage meget, meget lang tid. Desuden fandt Buddha frem til kortet netop, så vi andre ikke behøver at gøre det. Omvendt vil dhamma uden meditationspraksissen ikke være andet end en filosofi; en intellektuel diskussion uden praktiske rødder – uden jordforbindelse. Både den filosofiske refleksion og praksis er således nødvendigt.
Tid til at vågne op
Efter Ajahn Mehdis åbningstale havde jeg 10 dage i fordybelse og stilhed til at praktisere det, som han prædikede. Da jeg pakkede tasken og vendte hjemad, var min forståelse af meningen med praksissen forandret: Formålet med mindfulness er ikke stress-reduktion eller selvoptimering. Formålet med mindfulness er at vågne op. Til dit liv. Til en kultur, der er i problemer. Så du kan praktisere tilgivelse, generøsitet, føle glæde og gøre dette helhjertet med en kropslig tilstedeværelse og en følelse af intimitet og forbundethed med alt omkring dig. Når det nu er slået fast, må jeg komme til kort og indrømme, at det jo trods alt var på grund af kurset i mindfulness-baseret stress reduktion, at jeg fandt vej til buddhistisk indsigtsmeditation. Selvom jeg ud fra et buddhistisk perspektiv praktiserede med forkerte intentioner de første mange måneder, førte det mig alligevel til Suan Mokkh og en helt ny måde at anskue såvel min meditationspraksis som livet i øvrigt på. Selv efter snart fem år med en daglig meditationspraksis, fire 10 dages meditationsretreats senere og mange mindre ophold på to til seks dage i stilhed og fordybelse, har jeg kun flygtigt erfaret Buddhas visdom på egen krop. Imidlertid vil jeg påstå, at kun et split-sekund af erfaringen nok til at forandre ens syn på livet på et ontologisk niveau. Forandringen er imidlertid ikke permanent, da intet som nævnt varer ved. Det er af samme årsag, at jeg fortsat sætter mig på meditationsbænken hver morgen. Jeg praktiserer med andre ord, fordi jeg glemmer. Så jeg kan vågne op og vende tilbage til tilværelsen her-og-nu igen og igen og igen. Så jeg kan minde mig selv om, at det blot er en (vidunderlig) film, som jeg er med til at skabe samtidigt med, at jeg ser den. Det er måske en nødvendighed for det vestlige menneske i dag at ”praktisere i selvets tjeneste” i en periode, men for et mere varigt ønske om frihed samt en dybere accept af livets grundvilkår, er det ikke tilstrækkeligt. Ifølge den thailandske munk, Ajahn Mehdi, er det kun muligt at vågne op til livet, hvis man følger Buddhas 2500 år gamle visdom og inddrager dhamma i sin meditationspraksis.
Emil Grinder-Hansen
Billede af Ajahn Buddhadasa fra Suan Mokkh, Thailand
Podcast: Psykedelisk integration, at forbinde livets niveauer
Jeg var i september 2022 gæst i podcasten Den Forbudte skole, hvor Alexander Grigat og jeg taler om psykedelisk integration. Vi taler om psykedeliske oplevelser i bred forstand, hvilket indebærer forskellige typer af store (“sjæleafslørende”) oplevelser i ændrede bevidsthedstilstande. Tilstande, der eksempelvis kan opstå som følge af intensiv meditation, faste, naturoplevelser, musik eller diverse planter og psykedeliske substanser.
Tekst af Alexander Grigat september 22:
Psykedeliske højder og ned i hverdagslivet; om psykedelisk integration, at forbinde livets niveauer 
Emil Grinder-Hansen og jeg taler i dette afsnit om psykedelisk integration. Vi undersøger hvad vi forstår ved psykedelisk integration, vi taler om integrationen som dét at forbinde livets niveauer med hinanden; sind, krop, sjæl, ånd, relationer og kultur/samfund. Vi tager udgangspunkt i den Jungianske idé om individuation, at vi som mennesker er igang med en process af ‘selv-tilblivelse’, en process mod integreret menneskelig helhed. Derfor taler vi om at forbinde niveauerne når det kommer til psykedelisk integration, for at pege på at vi ikke bør forglemme os på ét niveau, eksempelvis et psykologisk eller spirituelt, men istedet inkludere hele vores væsen.
Vi tager udgangspunkt i egne erfaringer med integrationsprocesser, samt erfaringer fra arbejdet med klienter. Udover Carl Jung, ligger Ole Vedfelt, Buddha læren, som baggrund for vores tilgang til denne type udviklingsarbejde – mange andre kunne sikkert nævnes.
Når vi taler om psykedelika refererer vi ikke kun til substans inducerede oplevelser, men til en bredere kategori af ‘sjæls afslørende’ oplevelser.
Disse oplevelser kan sprænge vores virkeligheds – og selvforståelse. Mødet med det hellige, det mystiske, uforklarlige, lidelsen eller vores traumer, kan stå frem som en stor oplevelse, men hvordan gør vi den til erfaring, til læring, hvordan lader vi læringen blive en del af hele væsenet, af; krop, sjæl, relationer og hverdagsliv? Det er hvad vi går i dialog omkring i dette afsnit. Hvordan integrerer du store oplevelser ind i dig hverdagsliv?
LINKS:
Apple Podcast:
Illustration: Gus Attab (https://gusattab.weebly.com)
Åndedrætsmeditation (Anapanasati)
”Ligesom et stenbjerg ikke rystes af storme, ligeledes vil syn, lyde, smage, lugte, kropslige fornemmelser, følelser og tanker, uanset om de er ønskværdige eller ej, aldrig ryste en person med en stabil natur, hvis sind er fast og frit.”
– Buddha
Åndedrætsmeditationen (anapanasati) kan man betegne som den mest fundamentale meditation i Theravadabuddhismen, og den er det oplagte sted at starte, hvis man ønsker at etablere en stabil meditationspraksis. I traditionel buddhistisk meditation plejer man at skelne mellem samatha meditationer, der fokuserer opmærksomheden og skaber indre ro og vipassana (indsigtsmeditation), hvor opmærksomheden åbnes for bevidsthedsstrømmen. Denne meditation er et eksempel på en samatha meditation. Åndedrætsmeditationen hjælper med at kultivere rigtigt fordybet nærvær (sama sati) og rigtig koncentration (sama samadhi), der er udgangspunktet for at kunne gøre sig de intuitive indsigter i virkelighedens natur, der ifølge Buddhalæren fører til frihed fra lidelse. Der opbygges en opmærksomhed, der er opmærksom på at være opmærksom: En metakognitiv opmærksomhed. Men en form for metakognitiv opmærksomhed, der er karakteriseret ved dyb intimitet, hvorfra alle livets gavnlige tilstande kan opstå. Åndedrætsmeditationen er meget enkel, men den kan i begyndelsen teste ens tålmodighed – særligt hvis sindet er et livligt sted. Forhåbentligt vil du opleve en udvikling i evnen til at fastholde opmærksomheden med færre distraktioner samt et større nærvær i slutningen af aftenens meditation. Koncentration bringer en naturlig glæde med sig, der opstår, idet sindet falder til ro og der er fravær af distraktioner. I takt med at sindet bliver mere et-punktet vil man møde stadier af ekstatisk glæde (pitti) eller mere fredfyldt glæde (sukkha) samt sindsligevægt (upekkha). Dette sker for nogen under deres første sidning – for andre kræver det flere intensive meditationsretreats. Vores disposition for koncentration er meget forskellig, men vi kan alle ifølge Buddha opbygge evnen til koncentration og nærvær og derigennem leve i større frihed.
20 minutters åndedrætsmeditation:
Lydfil:
Youtube:
Emil Grinder-Hansen (2022)
Podcast: Dialoger med Jung og Buddha 1: Konceptualisering, hvad kunne Jung og Buddha lære af hinanden?
Alexander Grigat og jeg har haft vores første samtale i en serie om Jung og Buddha på Den Forbudte Skole. Hvis du er nysgerrig på, hvad vi kan lære af hhv. Jung og Buddha samt, hvad de kan lære af hinanden, så giv den et lyt.
Nøgleord: Jung, Buddha, selvudvikling, selvafvikling, personlig udvikling, procesarbejde, meditation, aktiv imagination, individuation, opvågning, oplysning, Jungs røde bog, Buddhisme, drømmearbejde, drømme, dybdepsykologi
Tekst af Alexander Grigat november 22:
Jung og Buddha i dialog: Hvad mon de kan lære af hinanden?
For Emil Grinder-Hansen og jeg har både Jung og Buddha været af stor betydning i vores selverkendelsesrejse, og dermed i vores forståelser af os selv og verden. Jung og Siddhartha Gautama Buddha er to biografiske personer, der begge igennem undersøgelsen af deres oplevelse søgte at erkende dybere aspekter af dem selv og verden og dermed frigøre dem selv.
For Jung var undersøgelsen en rejse ind i indholdet af sin oplevelse. Her undersøgte han de indre billeder, indre figurer, dialogerne og drømmene, det var en proces, hvorigennem Jung stiftede bekendtskab med og gik i relation til mere og mere af sig selv og verden. For Buddha så rejsen anderledes ud. Han var ikke interesseret i indholdet af sine oplevelser, men i stedet undersøgte han fænomeners karakteristika. Ikke deres indhold men deres natur.
Begge bevægelser er med til at relativisere egoet. I den Jungianske eller individuatoriske tilgang, bevæger jeget sig mod helhed igennem at gå i relation til flere og flere aspekter af Selvet. Hermed relativeres egoet. I den Buddhistiske opvågningsprocess ses ind i alle fænomeners natur, og hermed relativeres egoet, idet at dets sande natur erfares.
Vi undersøger Jung og Buddha som to symboler på forskellige selverkendelses tilgange. Der kunne nærmest tales om to forskellige bevægelser: Selvafvikling/opvågning (Buddha) og selvudvikling/individuation (Jung). Begge tilgange har været af stor værdi for Emil og jeg, og de har afbalanceret hinanden.
I denne podcast konceptualiserer vi samtalerækken, hvorfor den er relevant, hvad vi vil undersøge, og vi kommer med eksempler på, hvordan Jung og Buddha har bidraget til vores rejse og proces. Det er en udforskning og ikke et forsøg på at give faste svar. Adskillelsen og sammenligningen mellem de to handler ikke om at komme med svar, men at undersøge hvad Jung og Buddha måske kunne lære af hinanden – og hvad vi kan lære at deres dialog.
LINKS:
Spotify:
Apple Podcast:
Angst og meditation
Angst kan i dag betragtes som en samfundsplage. Det er noget, som vi alle kender til i den ene eller anden form. Særligt vil man støde på personer med angst i det terapeutiske rum. Den canadiske psykoterapeut og meditationslærer Michael Stone beskriver, at angst bedst kan betegnes som en form for ”indre tumult”. Angst er således ikke en følelse, men en form for fysisk bekymring, der opstår, når vi afspærrer vores følelser. Det kommer til udtryk i kroppen som vejtrækningsbesvær, et ”frossent” mellemgulv, spændinger i nakke, kæbe og andre muskler, hjertebanken, kulde og rysten. Personer med angst kan have en oplevelse af at være fanget i deres krop eller hoved – som i en glasklokke -, hvorfor mindfulness på vejtrækningen eller indre kropstilstande kan virke overvældende og udløsende for angsten. Mindfulness på lyd er et mere sikkert sted at begynde for personer med angst (samt nybegyndere inden for mindfulness generelt), da opmærksomheden i stedet rettes udad, hvorfra man kan lære at vende tilbage til nuet igen og igen og igen. Først når man har gjort sig erfaring med dette, bør man skifte til at bruge vejtrækningen eller kroppen som meditationsobjekt. Når man er blevet bekendt med mindfulness på lyde, kan man dernæst skifte over til åndedrætsmeditationen. Med tiden vil en meditationspraksis blandt andet medføre, at man stopper med at identificere sig med angsttilstanden, så man ikke er angst, men blot oplever angsten som eksternt fænomen, der opstår, forandrer sig og forsvinder. Lykkes dette, mister angsten for alvor sin magt. Hvis man kan være intim med angsten, er man samtidigt også fri for den.
Næste gang du er angst, så spørg dig selv:
Hvad føler jeg virkeligt? Hvad sker der lige nu? Hvad er der under angsten? Hvilke følelser undgår jeg lige nu? Kan jeg åbne op for min vejrtrækning?
20 minutters meditation på receptiv lytning. Meditationen er særligt egnet til personer, der oplever angst, når de mediterer.
Lydfil:
Youtube:
Emil Grinder-Hansen (2022)