Dag: 23. november 2022

I Buddhas læren om de to pile beskrives det, hvordan det som regel forløber sådan, at idet en person bliver ramt af en pil, rammes denne af en anden pil umiddelbart efter. Hvor den første pil er forbundet med smerte og dermed fysiske fornemmelser, er den anden pil resultatet af de følgende mentale reaktioner i form af eksempelvis bekymringer og ruminationer: ”Hvad nu hvis pilen slår mig ihjel? Hvad hvis der går betændelse i såret?”osv. Det er disse mentale reaktioner, der ifølge buddhismen udgør lidelsen. Der skelnes således mellem smerte og lidelse. Buddha fortsætter læringen med, at vi ikke kan kontrollere, om vi bliver ramt af den første pil, men derimod er den anden pil noget, som vi kan lære at blive fri for, hvis vi stopper med at identificere os med og klynge os til de mentale reaktioner, som der opstår som følge af pilen. Med andre ord: Hvor smerte er en uundgåelig del af livet, der er ude af vores hænder, er lidelsen noget, som vi kan blive fri for. Vi kan ikke styre, om vi bliver ramt af alvorlig sygdom, dødsfald i familien, skilsmisse eller kører galt, men vores reaktion på livets uundgåelige smerte er op til os selv. Forsøger vi at fortrænge den, kontrollere den eller bruger vi den til at dømme os selv? Alle disse reaktionsmønstre vil i sidste ende avle lidelse uden at forhindre smerten.

Et studie fra 2010 af Nathan Dewall afslørede, at smertestillende ikke kun har effekt på fysisk smerte, men også mental smerte. Forsøgspersonerne oplevede mindre psykologisk smerte ved daglig indtagelse af smertestillende, men ikke flere positive emotioner eller øget livskvalitet. Studiet peger således på, at fysisk og psykisk smerte er det samme – krop og psyke er ikke adskilt. Man kan således argumentere for, at det at arbejde med smertetilstande er det samme, om du arbejder med fysisk eller mental smerte.

Mindfulness handler om at vende opmærksomheden tilbage til den første pil. I forsøget på at komme væk fra smerten, vil lidelsen opstå, og det handler derfor om at blive ved den kropslige erfaring. Det handler om at vende tilbage til smerterne i nakken og ryggen. Vende tilbage til sorgen. Til vreden og frustrationen. Kun ved at komme rigtigt tæt på smerten – ved at være intim med smerten – vil vi undgå lidelsens pil.

 

 

Alle betingede fænomener er øjeblikkeligt foranderlige. Alle betingede fænomener kan føre til lidelse. Alting er uden et selv. Derfor, uanset om det er af form, af følelse, perception, mentale formationer eller bevidsthed, om det er af fortid eller fremtid, ens egne eller eksterne, grove eller subtile, høje eller lave, fjerne eller nære, bør man forstå med sans for virkeligheden og sand visdom: ”Dette tilhører ikke mig; dette er jeg ikke; det er ikke mig Selv.”

-Buddha (oversat af Nyanatiloka fra Anguttara Nikaya og Sumyutta Nikaya)

Da Buddha for 2500 år siden blev oplyst under Bodhi træet, var det til en visdom eller sandhed, som han lærte fra sig efterfølgende. Kernen i denne sandhed kan betegnes som de tre universelle karakteristika: Øjeblikkelig foranderlighed (anicca), potentiel lidelse (dukkha) og intet kerne-selv (anatta).

Øjeblikkelig foranderlighed (anicca) henviser til, at alt i denne verden er i konstant forandring. Hvor den græske filosof Heraklit sagde: ”Man kan ikke bade to gange i den samme flod”, så tog Buddha den til næste niveau, da man med indsigt i øjeblikkelig foranderlighed bliver bevidst om, at man ikke engang kan bade i den samme flod én gang. Alting er i konstant forandring. Det ændrer sig fra øjeblik til øjeblik.

Dukkha er den anden universelle karakteristika og oversættes som regel til potentiel lidelse eller utilfredshed på dansk. Dukkha opstår, når man ikke er i stand til at acceptere fænomeners foranderlige natur og i stedet forsøger at fastholde det. Lidelse er med andre ord restproduktet af et liv, hvor man ignorerer erkendelsen af altings øjeblikkelige foranderlighed.

Foranderligheden gælder også selvet og idéen om, at vi har en fast kerne på tværs af tid og rum. Det er her tredje universelle karakteristika, intet kerne-selv (anatta), kommer ind i billedet. Det, som vi definerer som os selv, er ifølge Buddhas lære blot uhyrligt komplekse sammensatte betingelser, hvis totalitet vi hverken kan eller skal forsøge at begribe. Forestillingen om, at vi har stabile personligheder på tværs af tid og rum, er således ifølge Buddha en illusion, og meditationspraksissen er et afgørende redskab til at kunne erfare dette. Det, som vi forstår som os selv, forandrer sig fra øjeblik til øjeblik. Der er med andre ord tale om en procesidentitet. Buddhalæren er således idéhistoriens første eksempel på konstruktivisme og anti-essentialisme: Virkeligheden er subjektivt konstrueret, og intet har en kerne (essens).

Dertil følger indsigten i, at fænomener kun opstår betinget af noget andet, hvilket kan beskrives med begrebet betinget samopståen (paticca-samupadda). Der findes ikke noget, der har en selvstændig natur, idet alt er betinget af noget andet for at kunne eksistere. Ting er dermed præget af en tomhed, idet de ikke har nogen uafhængig essens. Eksempelvis kan en blomst ikke eksistere uden jord, sol luft og vand, og den opstår dermed betinget af disse forhold. Fjernes disse forhold, ophører blomsten med at eksistere, og den er derfor kun noget i kraft af de betingelser som den opstår sammen med. Ligeledes er vi mennesker udgjort af komplekst sammensatte betingelser, der ikke kan adskilles fra hinanden. Som eksempel mener man i dag, at menneskekroppen består af omkring 60% vand. Fjernede man vandet, ville kroppen ikke længere eksistere i samme form, og det er således umuligt at adskille et menneske og det vand, som størstedelen af kroppen er udgjort af.

Ovenstående kan umiddelbart lyde noget komplekst og svært at greje, og det er det måske også på et intellektuelt niveau, men i den direkte intuitive erfaring af indsigterne er det såre simpelt. Ifølge den buddhistiske lære er denne visdom fuldstændigt afgørende at have med sig som en form for åndelig ledetråd i livet. Det er netop erkendelsen af en dyb forbundethed med omverden, der gør, at meditationspraksissen er så kraftfuld. Hvis man er sig bevidst om, at man udelukkende eksisterer i kraft af sine omgivelser, får man helt naturligt lyst til at tage sig rigtigt godt af de omgivelser.

Hvis ens meditationspraksis bunder i denne visdom om, at alting opstår betinget af noget andet og er i konstant forandring, vil man med tiden få løsnet grebet om sig selv og stoppe med at klynge sig til idéen om, at man har et stabilt indre på tværs af tid. Man vil stoppe med at identificere sig med den illusoriske forestilling om, hvem man er, og i stedet se sindets fortællinger som det, de er: Blot fortællinger. Det vil med tiden erfares, at det ”selvskabelsesprojekt”, som man vedvarende arbejder på, blot er netop det – et projekt. Ved at erkende dette, vil man give slip på sig selv, og netop ved at give slip på sig selv, vil man finde sig selv. Imidlertid vil man ikke finde det selv, som man havde forestillet sig, idet man ikke vil eksistere i sig selv, men derimod uløseligt forbundet med omverden.

Buddhalæren kan føre til frihed fra lidelse gennem desillusionering og accept af livets grundvilkår. Der er tale om en praksis, der kan hjælpe en til at møde livets udfordringer og smerte på måder, som man ikke før havde troet var muligt. Det er ifølge Buddha muligt for os alle at vågne op til en mere fri tilværelse – det er bare om at sætte os ned og gøre arbejdet…